Print artikel

Budgetneutrale gæster

En lille smule Afrika i hjertet af Europa. Foto: CC
Immigranterne blivr ofte syndebukken, når krisen kradser, både for politikere og arbejdere, der er bange for at miste jobbet
Reportage
20.11.13
I Europa er mange hårdt ramt af den økonomiske krise, men immigranter er særligt udsatte. De er de første, der bliver arbejdsløse, og de er samtidig udsat for diskrimination, viser forskning. To afrikanske immigranter fortæller om livet i et kriseramt EU.

BRUXELLES - Tony Valérias telefon ringer pludseligt, og han skynder sig at tage den. Sproget skifter fra fransk til det congolesiske modersmål. Han smiler ikke længere, mens han taler. Efter fem minutter lægger han den lille mobiltelefon på bordet og forklarer:

»Min familie og venner i Congo ved, jeg er i Europa, så når de ringer til mig, siger de ikke 'hej, hvordan går det?', de siger bare: Kan du give mig 50 euro?«.

Han folder de ru hænder i skødet og læner sig frem i stolen, mens han fortæller, at det var hans gode ven, hans ”bror”, der ringede for at sige, at han var syg og ikke havde råd til behandling og derfor har brug for 50 euro fra vennen i Belgien.

»De ved jo ikke, at jeg skal ligge og vaske gulve for at skaffe de penge. Man er i godt humør, og så får man sådan et opkald. Ansvaret er en byrde, for jeg kan ikke lade min ven dø af mangel på 50 euro,« siger Tony Valéria.

Selv om hans familie forestiller sig, at han er rig, blot fordi han er i Europa, vidste han selv, at Europa ikke ville være et paradis. Alligevel blev han nødt til at tage af sted. Han var »forberedt på alting« og har måttet arbejde lige så hårdt, som han forventede. Den lille congoleser siger, at hans rejse foregik til fods gennem Afrika. Fra DR Congo og helt til Marokko, hvor fra han kom til Spanien. Siden han ankom til Europa, har han arbejdet fra dag til dag og taget hvilket som helst arbejde, han kunne få; rengøring, byggearbejde, af- og pålæsning, og diverse nattevagter. Alt sammen måneskinsarbejde, for han havde ingen tilladelse til at arbejde.

»Spanien var det hårdeste sted, for tiderne er hårde der, og jeg kunne mærke, at folk var fjendtlige over for mig. De har ikke selv arbejde, og de er ikke vant til afrikanere, tror jeg. Generelt undgår jeg at lægge mærke til folks reaktioner, for hvis jeg gjorde, ville det være umuligt at fortsætte«.

I dag har han ikke arbejde, så vi mødes i butikken 'Afrikamali', hvor hans gode ven Hippolyte Bohou har arbejdet. Butikken ligger i Bruxelles' Matongé kvarter, som er opkaldt efter et område i DR Congos hovedstad, Kinshasa. Og her i området er der så mange afrikanske frisører, kiosker og spisesteder, at man et øjeblik kunne tro, at man faktisk var i Kinshasa, hvis det ikke var for de gamle belgiske bygninger. I Belgien er der et stort miljø af immigranter fra Congo, men Tony Valéria synes, det er svært at blive integreret i det belgiske samfund. Særligt sprogbarrieren er en forhindring, som han har svært ved at overvinde. I lange perioder har Tony Valéria været arbejdsløs, men han har lige fået lidt  arbejde som havemand. Det er midlertidigt ligesom alt andet arbejde, han har haft, for det er umuligt at finde andet.

»Nogle gange tænker jeg på at rejse hjem til Congo, men jeg er en optimistisk person, og konflikten i Congo er blevet værre nu«.

Det var de andres skyld

På kun fem minutter kan man gå fra Matongé kvarteret til Rue de la Loi, hvor EU Kommissionen og flere andre politiske institutioner holder til. Her finder man også Residence Palace, en stor bygning med højt til loftet og springvand i lobbyen. Her har Alex Lazarowicz sit kontor. Han er junioranalyst hos European Policy Center (EPC), hvor han er specialiseret i migration i Europa.

For at forklare, hvad der sker lige nu, henter han en tyk OECD rapport, som blev udgivet i sommer.

»Den slår fast, at immigranter er de første, der bliver påvirkede af en økonomisk krise, de er de første, der bliver arbejdsløse,« siger han.

»Samtidig bliver de mistænkeliggjort for enten at stjæle arbejdspladser eller for at udnytte landets velfærdssystem, hvis de mister deres arbejde. Det er en lose-lose situation for immigranterne«. Lazarowicz referer til rapporten, der konkluderer, at situationen for immigranter på arbejdsmarkedet er blevet kraftigt forværret under krisen. Arbejdsløshedstallene er steget næsten fem procentpoint mellem 2008 og 2012, sammenlignet med 3 point for de etniske befolkninger. Særligt svært er det for latinamerikanere og nordafrikanere.

Mange immigranter arbejder i den sorte økonomi, og når man først falder ud af den og ikke er i stand til at finde arbejde

»Mange immigranter arbejder i den sorte økonomi, og når man først falder ud af den og ikke er i stand til at finde arbejde, er det ingen støtte eller netværk. Så vi ender med at have nogle mennesker, som lever i ret desperate situationer«.

En vigtig pointe er, at immigranterne faktisk er det, der kaldes ’budgetneutrale’, hvilket vil sige, at de ikke er en udgift for det land, de immigrerer til. Men det faktum bliver ikke præsenteret af politikerne, mener Alex Lazarowicz. 

»På den ene side ser vi Europas lavere arbejderklasse, hvor folk mister deres job og lider under krisen. På den anden side ser vi nogle poltikere, der forsøger at adressere deres vælgeres frygt ved at skyde skylden på immigranterne«.

Samme forklaring giver Anna Triandafyllidou, der er professor og leder af GGP researchafdelingen for kulturel pluralisme ved Robert Schuman Centre for Advanced Studies (RSCAS).

»At udpege syndebukke, i dette tilfælde immigranter, kan give et let svar på meget komplekse problemer. Selv folk med universitetsuddannelser har svært ved at forstå årsagerne til finanskrisen, og hvad der er galt med ledelsen af EU,« siger hun, da jeg ringer for at høre, om immigranter virkelig er mere udsatte.

Anna Triandafyllidou mener, at det netop er en af EU's vigtigste udfordringer at beskytte migranter, fordi de er mere sårbare.

»Under en økonomisk krise er denne gruppe mere sårbar, og der er generelle problemer, der kan opstå: de kan opleve at blive ekskluderet af samfundet, at børnene dropper ud af skolen, etc. Der er store udfordringer«.

De dovne og de dømmende

Tilbage i Afrikamali butikken i Matongé sidder Tony Valérias gode ven, Hippolyte Bohou og spiser sin frokost, en omgang takeaway ris med kylling, spinat og peanutsovs, som han lige kan nå at indtage, før han skal på arbejde.

Fra Elfenbenskysten rejste han for tre år siden til Bruxelles for at tage sin kandidat i performance kunst gennem EU's Erasmus Mundus program. Han mødte butiksbestyreren, Magali Silvestre, blev forelsket, blev far og besluttede at blive boende i Belgien. Men selv om han var højt kvalificeret og også er uddannet inden for kommunikation, tog det lang tid, før han kunne finde arbejde. Han søgte alt fra callcentre til butiksstillinger. Han griner og ryster på hovedet, da han fortæller om det.

»Jeg søgte mange, mange, MANGE job, hahaha, jeg fik nogle jobsamtaler, men ingen job. Måske var der nogle, der var bedre kvalificerede, men måske var det fordi, jeg var udlænding«.

Hippolyte Bohou oplevede, at arbejdsgivere viste interesse, men ombestemte sig, når de så, at han ikke var belgisk statsborger.

»Jeg vil ikke kalde det racisme. Men jeg synes ikke, det er retfærdigt, det er diskrimination. Det er svært at forstå, hvorfor en person med bedre kvalifikationer ikke får et arbejde, fordi han er udlænding. Men voila! - det er sådan det er«.

Nu har han endelig fundet arbejde på en videregående uddannelse, hvor han underviser eleverne i dans, motorik og sammenhæng mellem hjernen og kroppen. Men selv her møder han fordomme, og hans elever klagede til skolens leder, fordi han én gang kom 15 minutter for sent, fortæller han:

»De siger, at afrikanere er paresseux: dovne. For det første at vi er dovne,« siger han og tæller på sine fingre imens, »og for det andet: at vi altid kommer for sent. Men mine elever kom hen til mig og sagde undskyld sidste gang. De indrømmede, at de havde haft fordomme om mig, fordi jeg er afrikaner, og nu kunne de godt se, det var uretfærdigt«.

Mangel på modige ledere

Oplevelsen af at blive diskrimineret er Hippolyte Bohou ikke alene om. Ifølge OECD-rapporten er det netop en af de store udfordringer, immigranter møder i EU.

Immigranterne blivr ofte syndebukken, når krisen kradser, både for politikere og arbejdere, der er bange for at miste jobbet

»For eksempel er det ikke ualmindeligt, at ansøgere med udenlandsk-klingende navne skal sende dobbelt så mange ansøgninger som en lige så kvalificeret ansøger, som ikke er udlænding, sagde Angel Gurría, Generalsekretær for OECD, da han præsenterede rapporten for pressen i sommer. 

OECD anbefaler på den baggrund, at trængte regeringer undlader at skære integrationsbudgetterne systematisk, men koncentrerer sig om at investere i nogle udvalgte projekter, som er de bedste investeringer. For eksempel sprogkundskaber, professionel træning og tilbud til de unge immigranter.

Efter at have gennemgået rapportens hovedpointer tilføjer Alex Lazarowicz, at EU mangler modige ledere, der tør være ærlige over for deres befolkning.

»Ja, der er frygt, og vi skal tage den frygt alvorligt, men vi må også anerkende, at de følelser ikke altid er baseret på fakta. Faktisk har vi brug for immigranter, for selv i krisetider som nu, er der mangel på arbejdskraft i nogle sektorer som for eksempel sygepleje«.

Det faktum anerkendte EU's justitskommisær, Cecilia Malmström, da hun blev bedt om at kommentere OECD rapportens konklusioner.

»Demografiske ændringer og mangel på kvalificeret arbejdskraft er realiteter. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt vi har brug for migranter, men hvordan vi kan bidrage mest fra migration. Selvfølgelig skal vi bruge de kvalificerede og talentfulde mennesker, vi allerede har i Europa, men for at sikre fremtidig fremgang og økonomisk vækst, bliver vi nødt til at etablere en arbejdsmarkedspolitik for migration, som er styret af efterspørgsel. Vi bliver nødt til at gøre Europa til en attraktiv destination«.

Konkret har EU dog begrænsede muligheder på de enkelte medlemslandes integrationspolitik, fordi det er et af de få områder, hvor man har fastholdt en høj grad af national suverænitet. Derfor kommer indflydelsen gennem på mere indirekte måder. For eksempel vil EU-Kommissionen forsøge at forbedre situationen for immigranter ved at investere mere i projekter, der skal hjælpe socialt udsatte. Det vil de gøre gennem  investeringer i aktivering og uddannelsestilbud for folk, der befinder sig i mere sårbare situationer, som for eksempel immigranter eller socialt udsatte, så de kan tilegne sig de færdigheder, de behøver for at konkurrere om de ledige jobs.

Skræm naboen

I butikken i Matongé er Hippolyte Bohou blevet færdig med sin frokost, og i mellemtiden har han tænkt over, hvordan han mener, EU kan forbedre situationen. Han synes, man skal styrke undervisning i tolerance i skolerne, og at politikerne dernæst skal se på, hvordan deres egne handlinger påvirker »almindelige mennesker«.

»Krisen og politikerne har skabt frygt hos folk. Hvis politikerne forsøger at hjælpe folk med at få krisen ud af deres tanker og foreslår nogle løsninger og nye muligheder, så tror jeg, folk vil falde til ro. Lige nu tænker folk kun på sig selv, og de vil beholde pengene for sig selv, fordi folk er pressede økonomisk. Krisen har gjort det til en jungle her. Man må skræmme naboen væk, hvis man vil holde sig i live,« siger han og griner, for han tror, der er håb.

Det samme gør hans ven Tony Valéria. Han har fået hollandsk undervisning, og kæmpet for at lære sproget, så han har en bedre chance for at få arbejde i den flamske del af Belgien. Da han endelig fandt et job, talte alle med en dialekt, han ikke forstod. Derfor prøver han nu at lære den flamske dialekt, så han ikke skal sige nej, når familien ringer fra Congo og beder om euro fra migranten.