Hvor stort er egentlig Europa?

Hvor præcis går Europas grænser? Foto: CC
Hvor langt mod øst kan – og vil – EU strække sig? Foto: CC
Essay
10.11.13
Hvilke lande hører til i Europa? Hvad Europa er, bestemmer grænserne for, hvor langt EU kan udvides, men der er ikke rigtig nogen, der har svaret på det spørgsmål. Det handler om meget mere end bare geografi.

ATYRAU I Kazakstans vestligste by, Atyrau, renser tre kvinder mudder fra en pavillon med ordet ’Asien’ på. På den anden siden af broen over Ural-floden, hvor den løber ud i Det Kaspiske Hav, står skiltet ’Europa’. Begge skilte blev i sin tid sat op af Stalin for at markere, at Ural-floden var det, som delte det europæiske Sovjet fra det asiatiske Sovjet.
 Betegnende nok ligger de største hoteller og de dyreste restauranter i Atyrau på den ’europæisk side’, men de færreste ville nok regne denne afkrog af det store centralasiatiske land - verdens niendestørste i areal - som traditionelt europæisk.

I Kazahkstan befinder vi os nemlig i grænselandet for hvad, man kan kalde Europa - selv om landet spiller fodbold i Europa-League. Langt det meste af Kazakhstan ligger jo ikke i Europa, - det ligger i Asien.

Tyrkiet befinder sig i et lignende dilemma. Også i Istanbul kan man krydse et stræde og sige, at man er kommet til Asien på den anden side. Men Tyrkiet befinder sig trods alt i medlemsforhandlinger med EU, selv om det kan se mørkt ud for dem pt. 

Ural og Atlanten

Ifølge de fleste definitioner slutter Europa ved Atlanterhavet i vest, Middelhavet i syd, Nordhavet i nord og Ural-bjergene i Rusland i øst. Lande som dermed  ligger i Europa er derimod blandt andet Ukraine, Azerbaijan, Hviderusland, Moldova, Albanien, Georgien og Armenien. 

Alt, som ligger indenfor disse grænser, kan i teorien en dag blive medlem af EU.

Faktisk, rent teknisk, er EU's yderste grænser så langt væk som de franske og hollandske kolonier i det karibiske hav, og hvis Grønland ville være medlem - også det.

Den franske geograf Jacques Levy har forudset, at EU ekspanderer østover i tre faser. Den første er den, vi har set: centraleuropæiske lande, som aldrig blev erobret af mongolerne og som kun i kort tid befandt sig under ottomansk eller russiske styre. Den næste vil være Balkan og de lande, som har befundet sig under tyrkisk og russisk styre. Bulgarien er det første af disse. Eksjugoslaviske stater vil blive de næste. Den sidste fase vil blive kerneområderne i det russiske og det tyrkiske styre og områder, som længe befandt sig under mongolsk styre, det vil sige Tyrkiet og stater i Kaukasus.

I dag er den anden og den tredje bølge defineret som ’nabolag’. EU lancerede begrebet ’nyt nabolag’ en måned efter, at øst-udvidelsen i 2004 var et faktum. Nabolaget er defineret som Hviderusland, Ukraine, Moldova, Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Syrien og det palæstinske selvstyre, Georgien, Armenien og Azerbaijan.

EUs nabolagspolitik afviser kategorisk medlemskab for ikke-europæiske stater i Middelhavsregionen. Det eneste ansøgerland som indtil nu er blevet afvist, i 1987, var Marokko. Årsag: Ligger ikke i Europa.  Men Marokko er EUs ’nabolag’. Marokko kan fortsat ikke håbe på mere end en ’bedste-nabo’-status i EU.

Det kan derimod Ukraine og Hviderusland, - men de har vist sig at sidde fast mellem EU og Rusland. ’Farverevolutionen’ i Georgien i 2003, Ukraine i 2004 og forsøget på en i Hviderusland i 2006 viste, at alle landene er delt mellem en vestvenlig og en østvenlig del, mens EU og Rusland er blevet som to supermagter, som slås om interessesfærer her. I det omfang, revolutionen er lykkedes, har man rettet snuden vestover og antydet ønsker om EU-medlemskab. Der, hvor de er fejlet helt, som i Hviderusland er spørsmålet langt fra dagsordenen. 

EU-rådet vedtog på topmødet i København i 1993, hvilke politiske og økonomiske krav, EU skulle stille for medlemskab. Nye medlemslande skulle have udviklet et stabilt demokrati, en fungerende retsstat, respektere menneskerettighederne og beskytte minoriteter, have en fungerende markedsøkonomi og være i stand til at møde konkurrencen og de markedskræfter, som et EU-medlemskab medførte. Dette indebar ikke mindst, at nye medlemslande måtte være retslig og administrativt i stand til at gennemføre og håndhæve EUs sæt af regler, det såkaldte acquis communautaire.

EUs nuværende lande, særligt de vestlige, oplever en stadig stærkere intern modstand mod udvidelse længere østpå og vil ikke længere love medlemskab til nye stater.

Risikabel udvidelse

Men efter alle ’supermagts-optrædener’, er det i EU's interesse som stormagt at knytte  post-sovjetiske republikker til sig, både i Østeuropa og Centralasien. Storpolitikken om olien i Det Kaspiske Hav er en væsentlig faktor, ikke mindst efter, at Rusland har vist kløer og ind i mellem lukket for gas- og oliehanerne. 

I en kost-nytte-logik er det vanskelig at forstå, hvorfor EU udvider. Det er kort og godt ikke lønsomt set fra EUs side

Men det kan også se ud, som om EU ligeledes udvides af ideologi.

I fjor gik Kroatien ind i EU til trods for, at landet muligvis snart havner i  en finansiel krise og til trods for, at EU selv befinder sig i en enorm økonomisk krise - og unionen næppe kan forvente at tjene penge på kommende optag.

»Udvidelserne som sådan et paradoks for EU,« siger Helene Sjursen, politolog, EU-kender og forsker ved ARENA-centeret ved Universitetet i Oslo. Hun har blandt andet forsket i effekterne af EU's tidligere udvidelser østover i 2004 og 2007.

»På den ene side er det risikabelt for EU at udvide, særlig med lande, som er økonomisk svagere stillet. Det er risikabelt institutionelt og økonomisk, fordi udvidelsen til økonomisk svagere land gør, at de subsidier, som allerede cirkulerer internt i EU i dag, må deles mellem flere,« siger hun.

»Det er risikabelt institutionelt, fordi det kræver meget tid og ressurser af EU selv at lykkes med at integrere en medlemsstat i hele det institutionelle system. Et nyt land betyder jo nok en stemme i Rådet, muligvis endda en kommissær og andre ændringer. I en omkostning-nytte-logik er det vanskelig at forstå, hvorfor EU udvider. Det er kort og godt ikke lønsomt set fra EU's side,« siger Sjursen.

Når EU alligevel gør det, mener hun, er det fordi, at EU har brug for at være tro mod den grundlæggende idé i projektet; at samle Europa og skabe demokrati og sikkerhed på hele kontinentet.

»Når en lille stat siger, "nu er det vores tur", så er det vanskeligt at finde acceptable argumenter mod at udvide,« siger hun.

»En anden mekanisme, som også er i spil, er de stater, som ikke er synderligt interesserede i tæt politisk integration – som blandt andet Storbritannien og til dels også Sverige,« siger Sjursen;  

»Disse lande hilser ofte enhver udvidelse velkommen, fordi det gør tæt integration endnu vanskeligere,« siger hun.

Tyrkiets limbo

I dag er seks, snart fem, land i medlemsforhandlinger med EU. Foruden Kroatien er det de andre eksjugoslaviske lande Makedonien, Montenegro og Serbien, samt Island, som afleverede en ansøgning efter finanskrisen i 2009, og Tyrkiet, som afleverede sin ansøgning i 1963 - og har vært i medlemskabs-limbo lige siden.

Kroatiens indtræden kan være "klarsignalet" for de tre eks-jugoslaviske lande, men har lille indflydelse på Tyrkiets ansøgning ifølge de fleste, som følger debatten.

»Tyrkiet er det første land, hvor man ser, at det halter for udvidelsen. Udfordringen med udvidelsen som projekt bliver der ganske tydelig. Der bliver det et vigtigt spørgsmål, hvilket slags EU, man vil få, hvis man inkluderer en stat med så stort folketal,« siger  Sjursen. 

Tyrkiet har 80 millioner indbyggere og er dermed på størrelse med EU's største land i dag, Tyskland.

Også Hviderusland, med ti millioner og Ukraine med 50 bliver udfordringer for EU at tage ind, hvis det skulle ske på trods af udviklingen i den seneste tid, hvor Ukraines leder, Viktor Janukovitj i første omgang har fravalgt EU til fordel for Putins Rusland, men også har måtte håndtere massive protester imod dette valg (og ikke mindst hans håndtering af protesterne).

»Europa har ingen objektiv grænse, men hvordan kan ideen om et politisk Europa overleve samtidig med, man udvider med så store stater,« spørger Sjursen – og peger på, at heller ikke EU har klare svar endnu. 

Baggårdsbrok

Men hvad med Kaukasus? Forskerne Ronald D. Asmus og Bruce P. Jackson er eksperter i EU's forhold til Sydkaukasus, det vil sige Azerbaijan, Armenien og Georgien. De mener, at EU indtil nu ikke har haft tid, kræfter eller interesse for regionen, og regionen har heller aldrig vist stor interesse for EU, fordi den "fejede for egen dør".

Hvor langt mod øst kan – og vil – EU strække sig? Foto: CC

Men de påpeger, at udviklingen i Rusland og Iran, krigen mod terror og olien i Det Kaspiske Hav er på vej til at skubbe Sydkaukasus langsomt mod vest. Den gamle Silkevej er desuden blevet en rejsevej for heroin og moderne slavehandel. Det gør, at Kaukasus faktisk er relevant for EU. En udvidet europæisk sikkerhedspolitik er blevet at bekæmpe ulovlig immigration, narkotika, våben- og menneskesmugling, og der er Sortehavsregionen central.

Geopolitikere vil desuden understrege, at EU's Kaukasus-politik er påvirket af udsigten til at sikre EU - og dermed også USA - en "energikorridor" fra det olierige Kaspiske hav, den længe savnede Baku-Tbilisi-Ceyhan-olieledning.

I 2020 vil 70% af EU's energi komme fra kilder udenfor Europa, og der er sortehavsregionen et alternativ til afhængighed af Saudi-Arabien og Rusland og ikke mindst atomkraft.

Men politisk uro er den store udfordring. I Georgien har to enklaver aldrig sluttet fred med landets ledelse, ikke mindst de selverklæret uafhængige stater Abkahasien og Sydossetien i Georgien, og Nagorno-Karabach i Armenien.

Armenien er i militæralliance med Rusland som følge af krigen med udbryderrepublikken Nagorno-Karabach. Aserbajdan, nabolandet,  støtter den samme udbryderrepublik og vil ved en eventuel EU-ansøgning opleve  et “Tyrkiet-problem", fordi landet er muslimsk og langtfra har vist sig som et reelt demokrati.  

Ikke til Stillehavet

Det eneste, man ganske sikkert kan sige, er, at Rusland næppe nogensinde bliver medlem. EU's ydergrænse går i sidste instans langs den russiske grænse. 

Rusland er for stort geografisk og har for mange nationale interesser, som kolliderer med det nuværende EUs interesser. 

EUs øst-politik er blevet  kaldt Europas "venlige Monroe-doktrin", en politik for dets eget nabolag – og Rusland opfatter sig som modpolen til EU-sfæren – ikke som et medlem af den.

Derfor er det ikke umuligt, at EU en dag tæller over 33 lande - og 650 millioner indbyggere - dobbelt så mange som USA.