Print artikel

»Jeg var nødt til at flygte«

»Vil du ikke være sød at fortælle min historie i de danske medier nu,« beder Leilah fra sit eksil. Foto: Torben Ulrik Nissen
»Jeg er ødelagt indeni. Hele min familie har svigtet mig. Jeg er helt alene nu.« Foto: Torben Ulrik Nissen
Artikel
08.04.14
Babirye Leilah flygtede fra Kampala til Nairobi, da hun fandt en papirlap, naboerne havde skubbet ind under døren i den hytte, hvor hun gemte sig: »Vi brænder dig og dit hus ned, hvis ikke du er væk om 24 timer. Vi ved, du er lesbisk. Vi vil ikke have, du smitter vores børn.«

Tre dage efter at Ugandas præsident underskriver anti-homoloven, som kræver fængsling på livstid til homoseksuelle, farvelægger Babirye Leilah sine følelser på en notesblok:

Med rystende hænder, pensel og akvarelfarver fylder hun det hvide papir med sorte røgsøjler, der stiger op fra et hul fyldt med blod og aske.

»Jeg har malet de homoseksuelles grav. Det er sådan, vi har det. Vi kan ikke trække vejret. Regeringen vil udslette os og uddrive os fra samfundet,« siger Babirye Leilah, før hun pludselig rejser sig og forsvinder.

Få minutter senere vender hun tilbage med en hakke, en spade og en stak gamle aviser. Det er ikke nok for hende at illustrere sin smerte og frygt på et stykke papir.

Med et hårdt hug åbner hun jorden foran sig med hakken. På få minutter graver hun et flere meter bredt og dybt hul. Hun samler en bunke kviste og flækkede krydsfinér-plader, krøller aviserne sammen og kaster det hele i hullet.

De homoseksuelles grav

Med en lighter forvandler hun aviser, kviste og krydsfinér til et orange flammehav, der sender sorte røgsøjler flere meter op over graven. Mens sveddråber pibler fra hendes pande og overlæbe, bruger hun spaden til at dække bålet til med jord.

Flere timer senere bevæger røgen sig stadig op af sprækkerne i ”de homoseksuelles grav”. Og Babirye Leilah oplever for første gang, siden anti-homoloven blev vedtaget, en kortvarig ro i kroppen.

Siden nyheden nåede til hende via en sms, har hun ikke lukket et øje. Samme dag som loven underskrives, holder Babirye Leilahs far op med at besvare hendes telefonopkald.

Lige siden hun for seks år siden fortalte på sin Facebook-væg, at hun er lesbisk, har hun med jævne mellemrum modtaget både advarsler og dødstrusler. Og da hun lavede et kunstværk, hvor et homoseksuelt par kysser hinanden, smed underviserne på Makerere Universitetet, hvor hun studerede kunsthistorie, hende ud.

På trods af modstanden, har hun følt sig tryg, fordi hendes familie anerkendte hendes seksualitet. Familien var hendes helle.

»Jeg er ødelagt indeni. Hele min familie har svigtet mig. Jeg er helt alene nu. Det føles som et fængsel,« siger hun, mens tårerne presser på.

Men hun insisterer på ikke at knække sammen. For med få minutters mellemrum ringer hendes mobiltelefon:

»Søde ven, lov mig, at du bliver inden døre. Det er livsfarligt at gå ud. Jeg forsøger at få sendt noget mad ud til dig,« siger hun, da en af hendes transseksuelle venner ringer og beder om hjælp.

Samme dag, som anti-homoloven bliver vedtaget, fejrer en gruppe taxachauffører i Kampala loven ved at banke en transseksuel ihjel, og Leilah Babirye frygter, at hendes venner skal lide samme skæbne.

»De transseksuelle er langt mere udsatte end mig. De kan ikke skjule deres seksualitet. Så længe jeg forholder mig i ro og ikke udtrykker mine holdninger på Facebook længere, er jeg ikke i fare,« siger hun, mens hun kører pege- og ringefingre op og ned af sine tindinger og stirrer hvileløst frem for sig.

Det ene øjeblik ser hun ud, som om hun stoler på sine egne ord. Det næste bider hun sig i læben og går uroligt rundt om sig selv.

»Jeg er ødelagt indeni. Hele min familie har svigtet mig. Jeg er helt alene nu.« Foto: Torben Ulrik Nissen

 

My silence is just another word for my pain

Den mentale styrke, det mod og den handlekraft, hun udstrålede, da hun fremviste nogle af sine kunstværker, et par dage før præsident Yoweri Museveni underskrev loven, er krakeleret.

»My silence is just another word for my pain,« stod der på væggen ved siden af hendes dukkehoved-besatte installation, som hang ved siden af skulpturer af brændt plastik, kæder og forkullede bøger. Alle værker, der skulle vise omverdenen den smerte, som hun og andre homoseksuelle i Uganda lever med.

Tre uger efter at loven blev vedtaget, bliver Babirye Leilah smidt ud af det sted, hvor hun bor i Kampala. Udlejeren tør ikke have hende boende, efter at tabloidavisen Red Pepper under overskriften ’Straight by day, gay by night’ publicerer et foto af Babirye Leilah, mens hun kysser en pige, der sidder på hendes skød.

De seneste uger har Babirye Leilah gemt sig i en lille hytte, 40 kilometer syd for Kampala. »Jeg føler mig tryg her, for ingen ved, hvem jeg er,« fortæller hun, da jeg i en email spørger hende, hvordan hun har det.

En svensk kvinde har inviteret hende til at udstille nogle værker i Sverige. Bairye Leilah når at udfylde en visumansøgning, som skal bringe hende ud af det mareridt, anti-homoloven har forvandlet hendes liv til.

Men hun når ikke at modtage myndighedernes svar på ansøgningen. Naboerne til den hytte, hvor hun gemmer sig, har skubbet en papirlap ind under døren i løbet af natten:

»Hvis du ikke er væk, indenfor 24 timer, brænder vi dig og dit hus ned. Vi ved, du er lesbisk, og vi vil ikke have, at du smitter vores børn,« lyder den korte besked.

Samme aften tager hun en bus fra Kampala til Nairobi.

Tre dage efter skriver hun til mig fra Kenyas hovedstad:

»Vil du ikke være sød at fortælle min historie i de danske medier nu. Der er mange homoseksuelle, der er i samme situation som jeg. Og husk at fortælle, at jeg er heldig, fordi jeg havde pengene til at flygte. Det er der mange, som ikke har.«