Print artikel

Luthersk lagkage

Illustration: Peter Berke
Feature
01.08.17
Europa er splittet mellem Nord og Syd. Mellem påholdende protestanter og livsnydende katolikker, forlyder det. Hvordan løser vi hårdknuden og kommer overens? Kan det klares med et stærkt åndsfællesskab på tværs af grænserne, eller kræver det en gentænkning af, hvordan vi fordeler de ”hårde” materielle goder?

»We need, as the Germans would say, more Gemeinschaft and less Gesellschaft in the EU.«

Herman van Rompuy holder en kort pause i sin tale og kigger over brillekanten ud på salens to-tre hundrede forsamlede politikere, erhvervsfolk, diplomater og journalister. Bag den belgiske eks-EU-præsident tårner det, der ligner et antikt græsk tempel sig, med navnene Carl og Ottilia Jacobsen indgraveret i guld på gavlen. Rundt langs væggene står halvnøgne marmorfigurer i kontraposto og stirrer blindt ned på de lyttende jakkesæt i myrestole. Vi er til tænketanken Europas årskonference på Glyptoteket. På dagsordenen er ét overordnet punkt: hvordan kan vi bevare sammenhængskraften i EU i lyset af Brexit, de nye nationalistiske strømninger og tidens voldsomme økonomiske forandringer?

Rompuy er hovedtaler ved konferencen, og hans standpunkt er klart: han er optimist på EUs vegne. EU har leveret masser af løsninger, men problemet er, at man ikke har formået at omsætte resultaterne i en øget tillid til EU. Økonomien og jobskabelsen er i fremgang, det rationelle, effektive Gesellschaft-Europa går det fint med, ifølge Rompuy. Det, vi mangler nu, er det åndelige Gemeinschaft-fællesskab, hvor indbyggerne på tværs af landegrænser føler sig forbundne med hinanden, som en del af samme skæbnefællesskab.

Man kan selvfølgelig diskutere, om Rompuy har ret i sin fremstilling af sagerne, men hans efterlysning af mere Gemeinschaft i det europæiske samarbejde trækker nogle interessante idéhistoriske tråde. Begreberne Gemeinschaft og Gesellschaft blev formuleret af den tyske sociolog Ferdinand Tönnies i forbindelse med industrialiseringen af Europa i slutningen af det 19. århundrede. Groft sagt dækker Gemeinschaft over det traditionelle bondesamfund, der var organiseret omkring landsbyen, hvor alle kendte alle og følte sig forbundne alene på grund af småsamfundets mikrokosmos. Man levede tæt sammen og delte livsverden og erfaringshorisont. I takt med industrialiseringen og folkevandringen fra land til by forvitrede dette åndsfællesskab og blev erstattet af et rationelt økonomisk system med høj specialisering, hvor solidariteten beroede på upersonlig afhængighed af hinandens økonomiske ydelser. Bageren kunne ikke fremstille de moderne komfurer, der muliggjorde hans øgede brødproduktion, og omvendt var ejeren af komfurfabrikken ikke så dygtig til at bage brød. Det er denne rationelle arbejdsdeling, der kendetegner moderniteten, og som i dag har nået et hidtil uset niveau af specialisering og effektivitet. I mellemtiden er det åndelige fællesskab trængt i baggrunden, verden er i stigende grad blevet affortryllet, som Tönnies’ samtidige sociologkollega Max Weber formulerede det. Rompuys efterlysning af mere Gemeinschaft som løsningen på EUs sammenhængsproblemer indebærer altså, at åndsfællesskabet skal prioriteres. Men hvad betyder det mere præcist? Hvordan kan et åndsfællesskab overvinde splittelser, der har rod i noget meget konkret – nemlig økonomien? Det svarer Rompuy ikke på.

De økonomiske ubalancer og uenigheder om den økonomiske politik udgør nemlig nogle af de mest grundlæggende splittelser i EU. Skal man, som Tyskland og de øvrige nordlige stater inklusive Danmark ønsker, føre en stram sparekurs, hvor inflation og jobskabelse holdes i ave, eller skal man, som de sydeuropæiske lande ønsker, føre en mere ekspansiv finanspolitik, hvor det offentlige investerer massivt for at skabe jobs til befolkningen? Dette spørgsmål kredser Herman van Rompuy også om i sin tale på Glyptoteket: »I nordeuropæiske lande er populismen overvejende drevet af frygten for immigration. I Sydeuropa er populismen drevet af sparepolitik,« siger belgieren.

Ifølge artiklen How Luther’s ideas have shaped Germany for half a millennium i magasinet The Economist i anledning af Reformationens 500-års jubilæum kan velfærdsstaterne i Tyskland og Skandinavien siges at have rod i Martin Luthers teologi. Det at arbejde udviklede sig i protestantismen til at være et kald. Beruf – erhverv – blev til Berufung – kald. En god protestant skulle arbejde hårdt for at yde til fællesskabet. Skillelinjen mellem protestantiske og katolske lande ned gennem Europa kan, ifølge The Economist-artiklen, også ses i befolkningernes forhold til penge: mens katolikkernes mulighed for at købe aflad fik dem til rask væk at stifte gæld, havde protestanterne ikke den mulighed. Derfor blev gæld en suspekt størrelse for protestanterne. Måske det er den arv, der slår igennem i EU-slagsmålene om austerity – sparepolitikken – i dag, hvor sydeuropæerne må modtage moralske prædikener fra de lutheranske finansministre i Nordeuropa? Måske det var Wolfgang Schäubles ukuelige holden Grækenland på pinebænken under den græske gældskrise, der gav populisterne i Sydeuropa den vind i sejlene, som i dag truer med at underminere EU-samarbejdet, og som får Herman van Rompuy til at efterlyse mindre Gesellschaft og mere Gemeinschaft i EU her i 2017?

I nordeuropæiske lande er populismen overvejende drevet af frygten for immigration. I Sydeuropa er populismen drevet af sparepolitik

Lars Christian Vangslev er lektor i teologi ved Københavns Universitet, og ifølge ham, skal en del af forklaringen på, at vi har haft så forskellige samfundsmæssige udviklinger i Nord- og Sydeuropa i de sidste 500 år, findes i de religiøse strømninger og brydninger, der har præget kontinentet. »Luther og Calvin (Jean Calvin, fransk reformator, der så sig selv som elev af Luther red.) betoner, at vores liv her på jorden skal være et liv i næstekærlighedens gerninger,« siger Vangslev. »Og der, hvor næstekærlighedens gerninger for alvor kommer til udtryk, er der, hvor vi arbejder. Det betyder, at arbejdet pludselig får en opprioritering, for hvis jeg gør næstekærlighedens gerninger igennem mit arbejde, er arbejdet jo blevet næstekærlighedens værksted. Det er det, der karakteriserer den reformerte kristendom. Hverdagsarbejdet opprioriteres og får en religiøs blåstempling. Det er i stærk opposition til katolsk kristendom, som skelner skarpt mellem den jævne mands kristendom og den sande, elitære kristendom, som findes i klostrene, hvor man lukker verden ude – man dyrker ikke Gud i verden, men vendt bort fra verden. Ifølge Luther skal man ikke rende i klosteret, for så render man fra sin opgave.«

Med Reformationen følger altså en særlig værdsættelse af det hårde, jordiske arbejde. En særlig protestantisk arbejdsetik, som har været med til at gøre de nordeuropæiske lande så rige og samtidig så økonomisk snusfornuftige – påholdende og kedelige, ville nogle kalde det. Med protestantismen fulgte desuden en større tillid til staten. En opfattelse af, at staten vil én det godt. »Det er igen noget, der kan føres tilbage til reformatorisk kristendom, for ifølge Luther er statsmagten Guds gode ordning. Den er sat til at regulere samfundet og sikre, at retfærdighed sker fyldest,« forklarer Lars Christian Vangslev. »Og borgernes forhold til denne statsmagt skal være præget af lydighed. Så man lever i tillid til, at statsmagten vil det bedste for én, for bag statsmagten står Gud. De katolske lande derimod er præget af en historie, hvor paven i Rom og de forskellige konger og fyrster i de katolske lande til stadighed har befundet sig i stridigheder og kampe, for paven i Rom gør krav på at stå over den verdslige magt. Det har konger og fyrster ikke villet finde sig i, og derfor er historien i de romersk-katolske lande præget af en stadig konflikt, urolighed og usikkerhed om, hvem man skal stole på og sætte sin lid til – sin konge eller sin pave.«

Måske den katolske forvirring om autoritetsforhold er det, der har ført til de aktuelle omvæltninger i Sydeuropas økonomisk trængte stater? En lavere tillid til autoriteter, herunder EU, og især nu, når EUs bureaukrater køligt tvinger Sydeuropas regeringer til at skære ned og skære ned og dermed kaste hundredtusinder ud i arbejdsløshed. Måske uenighederne om den økonomiske politik simpelthen først og fremmest skyldes kulturelle forskelle?

Økonom og tidligere overvismand i Det Økonomiske Råd, Christen Sørensen, udgav i 2015 bogen Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa. Her kritiserer han den tyskdominerede økonomiske tænkning i EU og argumenterer for, at det kræver et opgør med den stramme sparekurs, hvis vi skal skabe et EU uden solidaritetskløfter mellem de nordlige og sydlige medlemslande. Han er enig i, at historien og kulturen spiller en stor rolle for de økonomiske kløfter vi ser i dag. Euroen og den økonomiske politik, der føres i EU, er børn af Nordeuropæernes protestantiske spareiver, hvor landene ikke må have for høj gæld eller for store underskud på de offentlige finanser. Men EUs forsøg på at tvinge en sparekurs ned over Sydeuropa er, ifølge Sørensen, et udtryk for historieløshed. »I Sydeuropa var de ikke klar over, hvad det ville betyde at gå ind i en økonomisk og monetær union med Tyskland. Man skal huske på, at den økonomisk-monetære union er lavet efter tysk opskrift,« forklarer Sørensen. »Det var dem, der dikterede betingelserne. Den tyske befolkning har jo levet med, at man i Tyskland efter genforeningen satsede på at få en stærk konkurrenceevne og derfor holdt lønningerne tilbage. Derfor har Tyskland en rigtig stærk konkurrenceevne i dag, som har skabt ulighed mellem Nord og Syd, hvor sydeuropæerne har en meget høj arbejdsløshed. Efter min opfattelse har det altid været en misforståelse at tro, at man kunne lave sydeuropæere om til tyskere på den måde på en generation eller to. Det er simpelthen umuligt. Derfor var jeg fra starten også modstander af den økonomisk-monetære union. Og det er heller ikke gået godt. Det er jo den største katastrofe, EU-samarbejdet har udsat sig selv for.«

- Herman van Rompuy udtalte for nylig, at løsningen på den økonomiske splittelse mellem Nord og Syd i EU går gennem et stærkere åndeligt fællesskab – mere Gemeinschaft frem for Gesellschaft. Har han fat i noget, eller er det et luftkastel?

»Det er vist et luftkastel. Han skal i hvert fald først overbevise Merkel og resten af den tyske regering om, at der skal føres en anden økonomisk politik. For mig at se er det heller ikke de nye populistiske bevægelser, der er det største problem. Problemet er de politikere, der egentlig gerne vil det europæiske fællesskab, men som har tilladt, at der er blevet ført en politik, der har skabt et klima, hvor populismen har fået lov at vokse frem. Det undrer mig, at Tyskland opfører sig sådan her, når det er det land, der historisk har fået absolut mest gæld eftergivet. Det er jo historieløst.«

Det her med økonomisk nødvendighed er ikke rigtigt, det afhænger af spillereglerne, og dem har politikerne jo fastsat

Ifølge Christen Sørensen er man altså i Europa ved at begå samme fejl, som Første Verdenskrigs sejrherrer begik over for Tyskland med Versailles-traktaten, nu bare med Tyskland på den modsatte side af bordet og Sydeuropas lande i rollen som de uvorne, der skal straffes og disciplineres. De protestantiske arbejdsheste fra Nord med kronisk dårlig samvittighed over ikke at arbejde hårdt nok, straffer de katolske sydeuropæere for deres mere nydende livsstil og deres anderledes syn på økonomi og økonomisk politik. Der er altså tale om politiske valg, ikke nødvendigheder. Det hedder netop økonomisk politik, ikke eksakte diagnoser og kure. »Det er et spørgsmål om valg. Det her med økonomisk nødvendighed er ikke rigtigt, det afhænger af spillereglerne, og dem har politikerne jo fastsat,« siger Christen Sørensen.

Uenighederne om sparepolitikken er altså udtryk for en ideologisk kamp. Et internt slag i EU om, hvilke værdier der skal være styrende. Om det er vigtigst at være konkurrencedygtige og have sunde offentlige finanser, som Tyskland ønsker, eller om det er vigtigere at sikre en lav arbejdsløshed og en høj levestandard for befolkningen. En ideologisk kamp, der kan føres langt tilbage i historien, helt tilbage til Luthers tid, hvor Reformationen gradvist installerede en arbejdsetik i nordeuropæerne, der kan aflæses i den tyskdikterede økonomiske disciplin i EU i dag. En kulturel skillelinje mellem Nord og Syd, der har eksisteret i et halvt årtusind, og som ikke lader sig udviske, bare fordi der er opstået noget, der hedder EU. Den slags forandringer tager tid. Man laver ikke sydeuropæere om til tyskere på en generation eller to.