Print artikel

Det bedste forsvar er et angreb

Altiero Spinelli, som forestillede sig et føderalt Europa. En idé, som ikke er populær i dagens Europa, men som heller ikke er glemt.
Reportage
28.04.16
EU er en teknokratisk model, tilsat en højtidelig ånd og uden tvivl i voldsom eksistentiel krise. To former for redningsmodeller kalder på dybere integration som løsningen. Den ene elsker at skrive manifester, den anden elsker at holde workshops, begge er en form for føderalister, men de er ikke enige om, hvordan den folkelige deltagelse sikres. ATLAS undersøger en uaktuel idé om Europa.

Giles Merrit kommer i tanke om, hvad han betegner som en »gammel irsk vittighed.« En fortabt mand spørger en lokal irsk herre om vejen til Dublin: »I wish you weren't started here in the first place,« svarer ireren. Merrit mener, at historien kan illustrere det fundamentale problem ved unionen. Hvis vi skulle have undgået den situation vi står i nu, skulle vi have konstrueret den anderledes fra starten.

Giles Merrit, der er nuværende tænketankschef og tidligere mangeårig Bruxelles-korrespondent for Financial Times, ihukommer vitsen, da ATLAS møder ham på sit kontor i Bruxelles. Vitsen var svaret på en lang opremsning af de problemer Europa er konfronteret med, en konstatering af medlemslandenes mildt sagt svage evne til at håndtere dem, og dernæst; hvad skal vi gøre ved det?

I dag er selve idéen om det europæiske fællesskab er truet: Englands mulige udgang fra Europa, det såkaldte Brexit, ved folkeafstemningen til juni, semi-totalitær og højrenational populisme i Ungarn og Polen, udbredt EU-skepsis i stort set alle lande og ikke mindst medlemslandenes håndtering af flygtningekrisen, der har tilvejebragt et uventet gensyn med grænsekontrol og sat fælleseuropæiske tiltag som Schengen og Dublin-forordningen ud af spil. Det lader til, at gammeldags statsræson igen overtrumfer det europæiske fællesskab, og at det mest populære løsningsforslag på krisen lige nu er mere nationalstat og mindre samarbejde.

Hvor er de storladne drømme om det samlede Europa, når vi har allermest brug for dem? Hvor er den brølende patos i Beethovens niende og broderskabsbesyngende symfoni? Hvor er arvtagerne efter Schuman og Jean Monnet, der konstruerede fredens Europa på ruinerne af nazismen? Ikke overraskende kan man finde det hele i Bruxelles, og man behøver faktisk ikke lede særligt længe.

Spinelli-gruppen

En af de føderale bannerførere er den tidligere belgiske premierminister og nuværende formand for den liberale ALDE-gruppe i Europaparlamentet, Guy Verhofstadt. Sammen med en anden europæisk veteran, den fransk-tyske miljøpolitiker og tidligere studenterleder Daniel Cohn-Bendit, har han i 2010 grundlagt gruppen Spinelli – som med egne ord har til formål »at injicicere et føderalistisk momentum i EU’s politik og politiske beslutninger.« Gruppen består af politikere, akademikere, forfattere og borgere som har tilsluttet sig manifestet For Europe! Med udråbstegn og det hele. Manifestet er gennemsyret af en euro-idealisme, der i dag næsten virker gammeldags og taler for noget så uaktuelt som en »postnational revolution i Europa.« Også derfor har de valgt at opkalde sig efter Altiero Spinelli, oprindeligt en italiensk kommunist, som blev til en overbevist europæisk føderalist, mens han var fængslet af Mussolinis fascister på øen Ventotene.

I Cohn-Bendit og Verhofstadts eget manifest tegner de et velkendt billede af et Europa i krise truet af nationalisme. Et Europa på usikre ben, der vaklende ikke magter at håndtere hverken de selvsikre højrepopulister eller den fælles valuta. »Kun et frontalt angreb kan redde os nu,« skriver de to forfattere efter devisen om, at et angreb er det bedste forsvar. Og i det her tilfælde består angrebet i radikale ændringer i det, man i EU-kredse kalder det institutionelle set-up. Simplificeret fortalt, måden EU er konstrueret på, og dermed også måden, hvorpå magten er fordelt i et ikke helt enkelt samspil mellem 28 nationalstater, et ministerråd, en uafhængig kommission og et parlament. Cohn-Bendit og Verhofstadts føderale mission er at flytte rundt på disse magtstrukturer på en sådan måde, at nationalstaterne vil miste magt og mere af den vil tilfalde både parlamentet og kommissionen. Sådan sikrer man både demokratisk legitimitet og større beslutningsdygtighed. Rådet, hvor medlemslandenes stats- og regeringschefer mødes, er derimod »ikke andet end et syndikat for nationale interesser,« skriver de.

Kommissionen skal være meget stærkere og mere politisk. Målet er at nå udover den konføderale konstruktion, der eksisterer i dag, hvor handler indgås imellem  statsoverhovederne, som alle har deres egne snævre nationale agendaer

Britiske Andrew Duff, bestyrelsesformand i Spinelligruppen og tidligere MEP for det britiske EU-begejstrede parti LibDem, har netop udgivet en såkaldt ”Frankfurt-Protokol,” som er et forslag om at lave en traktat for eurozonens medlemslande – det vil på sigt sige alle EU’s medlemslande, bortset fra Danmark og Storbritannien. Det mest radikale forslag er, at eurozonens lande skal have en fælles statskasse, som skal administreres af Kommissionen, hvorfra der bl.a. skal indkasseres skat. Ifølge Duff, var det netop den handling, der transformerede de amerikanske stater til en føderation tilbage i 1798:

»Det er essentielt, at vi får en mere centraliseret magtstruktur i EU, med udgangspunkt i en transparent og demokratisk administration – det vil sige Kommissionen – men ikke Kommissionen, som vi kender den i dag. Kommissionen skal være meget stærkere og mere politisk. Målet er at nå udover den konføderale konstruktion, der eksisterer i dag, hvor handler indgås imellem  statsoverhovederne, som alle har deres egne snævre nationale agendaer,« siger Andrew Duff til ATLAS.   

En verdensborgerlig tilstand

I det Frederiksberg-lignende kvarter Uccle byder den franske filosof Jean-Marc Ferry ATLAS indenfor i et smukt hjem med et højglansende sort flygel, et afbrækket baguette på et langt spisebord og to tømte rødvinsglas fra aftenen før. Ferry underviser på l’Université Libre de Bruxelles og er løst tilknyttet Spinelli-gruppen. Han har også udgivet en bog, Europe, la voie kantienne, og det er blandt andet denne kantianske vej for Europa, vi er kommet for at høre mere om.

- Du har arbejdet med Immanuel Kants begreb om det kosmopolitiske, hvordan kan det begreb siges at være nyttigt i en diskussion om EU i dag?

»Denkonstruktion,som vi finder bl.a. i værket Til den evige fred, er ekstremt operationaliserbart, når man vil forsøge at forstå selve meningen med EU. Kants tanker om en kosmopolitisk union bunder i spørgsmålet om ret. Det er en juridisk kosmopolitisme og ikke en antropologisk. Det er således baseret på en respekt for loven og ikke kærlighed til menneskeheden.«

I essayet Til den evige fred beskrev Kant i 1795, hvordan man i fremtiden burde indrette verdenssamfundet efter de samme principper, som oplysningsfilosofien havde udlagt for nationalstaterne. Den logiske dynamik i forestillingen om en retsstat skulle forlænges til også at gælde i forholdet mellem de enkelte lande. Den sikkerhed, som lovgivningen i staten bidrager med, giver de bedste betingelser for økonomisk vækst til alles gode, og det at alle er lige for loven hylder princippet om det enkelte menneskes værdighed og derfor retten til at bestemme over sin egen skæbne.

Hvorfor, spurgte Kant, har vi ikke indrettet det internationale samfund efter lignende principper? Ville det ikke i ligeså høj grad være retfærdigt, at der var lighed for loven landene i mellem? Efter alle de kloge bøger om menneskets frigørelse og nationalstaternes indretning måtte det næste skridt blive at undersøge mulighederne for, hvad Kant kaldte en »verdensborgerlig tilstand.« En form for retstilstand staterne imellem, modeleret efter de principper for retfærdighed man havde udviklet med henblik på den interne indretning af staterne.

Før og efter Maastricht-traktaten

»Jeg tror, vi er kommet helt galt af sted,« sukker den franske filosof, med henvisning til den kritik, som det pressede EU i dag møder fra en skeptisk befolkning, som finder EU både dysfunktionel og udemokratisk.

EU startede som et administrativt projekt, ført an af de to franskmænd Jean Monnet, handelsmand og diplomat, og politikeren Robert Schuman. De foreslog i 1950 at iværksætte en fælles kontrol af kul- og stålproduktionen - våbenindustriens to vigtigste materialer. Ideen var, at hvis medlemslandene ikke længere havde enekontrol over kul- og stålproduktionen, var det ikke muligt at bekrige hinanden.

»I udgangspunktet er EU altså en teknokratisk model, tilsat en højtidelig ånd. Der har hele tiden været en formålsrettet logik bag projektet: At gå fremad mod mere integration er godt, der er ikke noget at diskutere. Det var ofte franskmænd, ofte franske protestanter, som gav tonen til denne teknokratiske ideologi, som indebar forestillingen om, at folkelig deltagelse ville være parasitær,« forklarer Jean-Marc Ferry og tilføjer, at man også kun i meget ringe grad inddragede de folkeligt valgte politikere i processen, da man ikke mente, at de var vidende nok til at deltage i den tekniske konstruktion af unionen.

Konstruktionen udviklede sig på dogmatisk vis lige indtil Maastricht-traktaten i 1992, hvor man for første gang forsøgte at inddrage befolkningen i det europæiske projekts politiske retning.

Det var i Danmark, at den første folkelige traktatafstemning blev afholdt. Her stemte et snævert flertal imod traktaten, hvorefter den franske befolkning stemte ”ja” med et marginalt flertal. Meningsmålinger i Storbritannien og Tyskland tydede på manglende opbakning til traktaten og, måske i frygt for et uønsket resultat, blev her ikke afholdt folkeafstemninger.

»Jeg kan tydeligt huske dengang i 1992, at folk, også arbejdere, forsøgte at forstå traktaten. De brød deres hjerner igennem adskillige aftener. Man havde indsat alle mulige tekniske detaljer i teksten, men en forfatning skal jo være en samling af klare principper, se bare på den amerikanske, som kan forstås af alle. Jacques Delors har efterfølgende erklæret, at 85% af den nationale lovgivning stammer fra EU. Befolkningen har kunnet konkludere, at de ikke har været en del af denne magtoverdragelse. De er blevet negativt overraskede, og konsekvensen er den nationalisme, vi ser i dag.«

Ferry mener, at unionens »dogmatiske fase« formentlig var nødvendig for at starte projektet, men at den demokratiske inddragelse skulle være startet tidligere.

»Da unionen har så meget indflydelse på borgernes liv, skal den fungere demokratisk. 1992 var endda for sent. Det ses i dag med det, vi kalder immigrationskrisen. Man indser, at det er for sent at gøre det, der skal til, uden at dette skal foregå på en postdemokratisk måde.«

Spor af en seksuel revolution

På en café i EU-kvarteret Schuman møder ATLAS formanden for The European Federalist Party, Pietro de Matteis. Han er på mange måder personificeringen af den »Erasmus-generation,« som Umberto Eco spåede ville realisere en seksuel revolution i Europa: Generationen der ville vokse op med åbent sind, møde deres kommende partnere på Erasmus-udveksling, dyrke sex på tværs af sprogbarrierer, blive gravide og bringe en ny generation af europæere med helt andre nationale tilhørsforhold til verden.

Selvfølgelig er der ingen mulighed for at løse de nuværende problemer som enkeltlande, der arbejder alene. Det gælder både situationen omkring flygtninge, miljøproblemer, terrorisme og de fleste andre problemstillinger

Pietro de Matteis taler en håndfuld europæiske sprog flydende. Han har læst på Sorbonne, har en ph.d. fra Cambridge og arbejder til dagligt for Kommissionen. Han arbejder især for demokratisering og et øget blik på den sociale dimension i EU-projektet. Som de fleste kilder med indsigt i europæisk integration peger han konkret på, at en måde at øge den demokratiske legitimitet, er at overføre mere kompetence til Europaparlamentet.

»Selvfølgelig er der ingen mulighed for at løse de nuværende problemer som enkeltlande, der arbejder alene. Det gælder både situationen omkring flygtninge, miljøproblemer, terrorisme og de fleste andre problemstillinger,« fortæller De Matteis og fortsætter »som erklæret føderalistisk parti, mener vi selvfølgelig, at man kun kan løse problemerne ved at poole vores ressourcer.«

I De Matteis øjne er flygtningekrisen noget, der kan løses praktisk og logistisk. Europa har en endnu større udfordring på hænderne.

»Det vi mest af alt oplever lige nu, er en legitimitetskrise. Folk er mindre og mindre interesseret i europæisk politik, så det første, vi gør må være forbundet med bemyndigelse af borgerne, fordi borgerne er hjertet af den demokratiske proces.«

»I modsætning til Spinelli-gruppen er vi ikke interesseret i en føderation, fordi den er smuk. Vi er føderalister, fordi vi mener, at det er den eneste måde, man kan garantere EU en folkelig demokratisk legitimitet. Problemet med Spinelli-gruppen er, at det ikke er en parlamentarisk gruppe eller politisk enhed i parlamentet. European Federalist Party er et transnationalt europæisk parti, hvor alle borgere fra alle medlemslande kan melde sig ind.«

- Hvordan vil du forklare det til alle de europæere, der stemmer på højrepopulistiske partier? Ville de ikke kalde dig elitær og verdensfjern?

»Problemet er, at vi har bygget et EU uden en social komponent. Der er mange arbejdsløse, der er i deres gode ret til at være utilfredse, fordi vi har forsømt den sociale og demokratiske del, da vi byggede en union, der er primært økonomisk. Vi bliver nødt til at sikre, at folk ikke føler sig holdt udenfor. Det underminerer den solidaritet, vi har bygget op. Det er vigtigt, at lovgivningen tager hensyn til den slags. I de tilfælde, hvor de højrenationale vælgere har en pointe, er det fordi den europæiske lovgivning ikke er god nok. Vi skal have et mere socialt Europa.«

Mellem lys og mørke i fællessalen

Tilsvarende drømme om et socialt og demokratisk EU deles af den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis, som netop har grundlagt en ny pan-europæisk bevægelse, DiEM2025.

Varoufakis fortalte i efteråret, at et af de største problemer under grækernes forhandlinger med trojkaen (IMF, kommissionen og den Europæiske Centralbank), i foråret 2015 var, at Grækenland stod alene i oprøret mod institutionerne. Den erkendelse inspirerede Varoufakis til at starte DiEM25 – en pan- og proeuropæisk bevægelse, der arbejder for at demokratisere de europæiske institutioner og sætte en stopper for den sparepolitik, som han mener, er destruerende for den europæiske økonomi.

Med reference til filosoffen Edmund Burkes pointe om, at »alt hvad der er nødvendigt for det ondes triumfer, at gode mennesker ingenting gør« forsøger DiEM25 nu at vække et folkelig engagement i EU.

I Danmark er partiet Alternativet tilknyttet DiEM25, men de er også i færd med at udvikle deres eget transeuropæiske netværk fokuseret på løsninger af den europæiske krise. I fællessalen på Christiansborg har man derfor samlet omkring 60 mennesker fra hele Europa (og to fra Nepal) til en todages konference og workshop betitlet Copenhagen Meeting. Partiets Niko Grünfeld introducerer og iværksætter en introduktionsrunde, hvor de forsamlede skal henvende sig til en anden mødedeltager og dele deres »største håb og største frygt« for Europa. Efter fem minutter annoncerer Niko Grünfeld partnerbytte over mikrofonen, og det hele føles lige pludselig som en gang transeuropæisk netværks-folkedans. Der er dog alvor på dagsordenen. Partistifter Uffe Elbæk opremser den efterhånden velkendte mur af problemer, som Europa står ansigt til ansigt med: Putin, højrenational populisme og flygtningekrisen. Det ser sort ud, forklarer Elbæk, men der er også lys i mørket. Lyset er de mange nye politiske bevægelser, der er skudt op på kontinentet de senere år. De repræsenterer et folkeligt demokratisk oprør, som er opløftende, mener Elbæk.

Medvært på mødet, Neal Lawson, britisk politisk kommentator for bl.a. The Guardian, har lidt mere patos i sin tale. »Det gamle er ikke dødt endnu, og det nye er ikke født endnu‚« proklamerer han med reference til den italienske politiske teoretiker Antonio Gramsci, der skrev noget lignende i sine såkaldte fængselsdagbøger, mens han sad indespærret i 1930'ernes fascistiske Italien.

Alternativets workshop i fællessalen på Christiansborg
Alternativets workshop i fællessalen på Christiansborg

»Vi er her for at bygge et nyt Europa op, det Europa, vi drømmer om. Europe is the field of our dreams,« siger han og lyder lidt som en motivational speaker.

Formen er gruppearbejde med konkrete problemstillinger omkring politisk lederskab, medier og flygtningekrisen, der skal arbejdes med over en todages workshop. Ånden fejler ikke noget. Deltagerne virker ivrige og kaster sig over opgaverne med stor seriøsitet.

Jorge Pinto, der deltager som repræsentant for det portugisiske parti LIVRE, mener, at det netop er den form for arbejde med demokratisk legitimering, der kan drive Europa frem.

»Du må kalde det føderalisme, hvis du vil,« fortæller han, da ATLAS fanger ham i en kaffepause. »Vi har to muligheder‚« siger han. »Vi kan afslutte EU og gå tilbage til nationalstaten og tage konsekvenserne, som vil være endnu mere økonomisk og politisk krise, og måske endda – på sigt – krig.«

Den anden mulighed, forklarer han, »er mere og dybere integration.« Opskriften fra den portugisiske politiker, er øget demokratisk legitimering gennem allokering af magt fra Kommissionen til Parlamentet og særligt at begrænse eurogruppens magt, der ifølge Pinto ikke besidder »nogen demokratisk legitimitet.«

Trods de dystre udsigter er der grund til optimisme, mener den britiske politiker Caroline Lucas: »Bare se på det, vi laver her. Der er et massivt antal mennesker over hele Europa, der mener, at vi er meget bedre i stand til at løse opgaverne, hvis vi samarbejder, i stedet for at hver enkelt nationalstat vender ryggen til og arbejder alene. Det er rigtigt, at det lige nu lader til, at den anden sides kræfter er stærkere, men derfor er det også endnu vigtigere at inspirere til håb. Jeg er enig i Uffe Elbæks analyse, at det er en skræmmende tid lige nu, men jeg stor tiltro til at folk kan leve op til den slags udfordringer,« afrunder Lucas, der er medlem af det engelske parlament for The Green Party.

De nye og idealistiske føderalistiske bevægelser, der vil demokratisere EU, møder kritik fra de traditionelle EU-føderalister. I Bruxelles kalder Andrew Duff fra Spinelligruppen DiEM25 for simplificerende og useriøs: »For det første anerkender jeg slet ikke præmissen om, at EU er udemokratisk. Jeg mener, at systemet fungerer ekstremt godt, problemet er snarere, at ingen forsvarer det europæiske projekt ude i medlemslandene,« siger Andrew Duff. Han mener, at DiEMs manifest er en »trivialisering af det politiske maskineris virkemåde,« da det er for fokuseret på opgør med det eksisterende og i alt for ringe grad forsøger at arbejde inden for de institutionelle rammer, som EU udgør.

Vi fremlægger kritikken for Rasmus Nordqvist, udenrigspolitisk ordfører i Alternativet og aktiv i DiEM25. Han har hørt kritikken før, og indrømmer, at politikken skal videreudvikles – »men DiEM er altså først startet den 9. februar i år, så det er klart, at der skal arbejdes meget mere. Vores grundtanke er, at vi siger, at EU er for godt til, at vi vender ryggen til. Men hvis ikke vi gør noget for at demokratisere institutionerne, så sker denne disintegration, som er rigtig farlig for Europa.

Tilbage i Bruxelles udviser Giles Merritt fra tænketanken Friends of Europe en snert af den samme optimisme som igennem to dage prægede fællessalen på Christiansborg. Han er overbevist om, at europæerne vil vågne op og mærke nødvendigheden af et stærkt EU med sommerferiens komme:

»Når folk først oplever, at køreturen til Sydeuropa tager fem timer længere end før på grund af genopført grænsekontrol, vil vi alle i frustration insistere på, at EU bare tager sig af flygtningekrisen, imens vi kører bekymringsløse mod solen og havet i Spanien.«