Print artikel

Karl Marx 200 år

Profil
05.05.18
I dag bliver Karl Marx 200 år. Interessen for den tyske tænker er ikke blevet mindre siden finanskrisen i 2008. Vi bringer et fødselsdagportræt.

I den danske universitetsverden bryder den marxistiske arv igen frem: Selskab for Marxistiske Studier blev oprettet i 2016 og har siden afholdt en årlig konference om Marx; Institut for Marxistisk Analyse blev oprettet i 2017 og afholder løbende foredrag på landets universiteter; Institut for Vild Analyse blev oprettet i 2018, og udbyder i Aarhus »et modspil til den stigende kommercialisering af universiteterne«.

Siden det verdensomspændende finanskrak i 2008 er interessen for Marx og hans værker eksploderet. Den marxistiske arv blev ellers for alvor udfordret med murens fald i ’89, mest eksemplarisk i form af Francis Fukuyamas bog The End of History and The Last Man (1992), hvor historiens afslutning proklameres og marxismens død forsøges stadfæstet. Den bog gav imidlertid anledning til et fornyet fokus på marxismen og anledning til marxistiske analyser af netop historiens afslutning – mest berømt er formentlig Slavoj Žižeks værker, men andre udgivelser som Jacques Derridas Spectre de Marx (1993) og Imperiet (2000) af Michael Hardt og Antonio Negri fortjener også at blive nævnt. Læg dertil det vel nok mest diskuterede økonomiske værk i dag, Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede (2013).

Enhver stor tænker har været nødsaget til at forholde sig til Marx – eller blive kritiseret for mangel på samme. Marx er umulig at komme udenom, også 200 år efter sin fødsel.

Citaterne

Karl Marx’ forfatterskab er forståeligt verdensberømt. Alene hans katalog af velkendte og gennemtærskede one-liners bevidner dette.

Tag tesen om religion som »folkets opium« fra indledningen til Kritik af den hegelske retsfilosofi;

»Et spøgelse går gennem Europa« fra den første linje af Det kommunistiske partis manifest eller den afsluttende fra samme: »Proletarer i alle lande, foren jer!«

Tag »Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig« fra Den tyske ideologi, eller Marx’ ironiske bemærkning om salg og køb af arbejdskraften som »et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder« fra Kapitalen.

Tag den altafgørende 11. Feuerbach-tese: »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.«

Forvaltning af arven

De sætninger kan bruges til meget, og enhver historie om Marx er derfor også historien om, hvordan hans tænkning er blevet forvaltet. Marx og Engels samlede værker er udgivet i to omgange: som Marx-Engels-Gesamtausgabe, der forkortes MEGA, og Marx-Engels-Werke, der forkortes MEW og i universitetsmunde kaldes Blauen Bände. Sidstnævnte fylder 44 bind, men kritiseres for uvidenskabelighed. MEGA, derimod, fylder indtil videre 65 bind og forventes at ende på 114 bind. Marx’ tænkning forvaltes med andre ord stadig og har gennem historien været genstand for voldsomme kampe.

De, der arbejder, tilegner sig ikke noget, og de, der tilegner sig noget, arbejder ikke

Efter den russiske revolution blev Marx’ tænkning forvaltet af V.I. Lenin og Georgij Plekhanov – og marxisme blev til marxisme-leninisme. Det er de to herrer, der grundlægger den dialektiske materialisme, dog med mere inspiration fra Engels end fra Marx selv. Men allerede i 1930’erne begynder der at ske alvorlige opgør med denne forvaltning, og da russeren Alexandre Kojève afholder sine seminarer i Paris, hvor han læser Hegel gennem Marx, indledes en intellektuel periode i Frankrig uden lige: Sartre, Merleau-Ponty, Lacan, Bataille og Althusser er blandt tilhørerne. Leo Strauss, en god ven af Kojève, introducerer hans tanker for et amerikansk publikum, heriblandt Allan Bloom, der senere havde ingen anden end Fukuyama som elev.

Enhver stor tænker har været nødsaget til at forholde sig til Marx, men det har desværre også medført, at Marx’ egne værker er blevet overset til fordel for traditionelle og dogmatiske udlægninger. Som Johannes Witt-Hansen, redaktøren på den danske udgivelse af Kapitalen, skriver om de mange tolkninger af Marx: »Situationen er så kaotisk, at det med rette påstås, at vi lever i et ’marxismens Babel’. De utallige marxistiske tungemål, der trives i dette Babel, har medført, at billedet af Marx som forsker næsten helt er blevet udvisket til fordel for billedet af en konfus forkynder af revolution, diktatur og ’videnskabelig’ socialisme.«

Marx i eksil

Marx selv ville som udgangspunkt gerne have været akademiker og ansat ved universitetet. Da Marx er 23 år gammel indleverer han med post en doktorafhandling om Epikur og Demokrit ved Universitetet i Jena. Den godkendtes, og Marx fik sin grad, men ansættelse ved et universitet fik han ikke grundet sine politiske holdninger. Marx blev i stedet skribent og senere chefredaktør på Rheinische Zeitung og fordoblede i løbet af få måneder antallet af abonnenter. Under pres fra kongen, Frederik Wilhelm IV, blev Marx’ blad i 1843 forbudt, og han flyttede til Paris. Det er her, Marx for alvor blev revolutionær, han afgav sit prøjsiske statsborgerskab, men da den franske konge Ludvig-Filip efter sigende skulle have sagt, at »vi må rense Paris for tyske filosoffer«, blev Marx tvunget til at forlade landet. Han flyttede til Belgien, skrev Manifestet og da revolutionerne i 1848-1849 begynder at vælte ind over Europa, smides han ud af Belgien – men Ludvig-Filip var allerede blevet sendt i eksil og den provisoriske regering i Frankrig bød Marx velkommen tilbage. Gæstfriheden varede dog ikke længe, og Marx endte efter revolutionernes udmattelse i London, hvor han – ikke planlagt – tilbragte resten af sit liv.

Marx’ liv var præget af intense arbejdsperioder, sygdom, tragedier, druk – og kærlighed til hustruen Jenny og de syv børn

Da Marx således befandt sig i et land, han ikke blev udvist fra, begyndte han for alvor arbejdet på Kapitalen – det skete på British Museums læsesal, hvor han efter sigende brugte 12-14 timer i døgnet. 1. bind nåede at udkomme i Marx’ levetid (1867) og Friedrich Engels redigerede og udgav 2. og 3. bind posthumt (hhv. 1885 og 1894). På dansk udkom alle Kapitalens tre bind i den karrygule Rhodos-udgave i 1970. Alt i alt ca. 2500 sider. Redaktionen blev varetaget af daværende professor i filosofi, Johannes Witt-Hansen fra Københavns Universitet, som i indledningen til den danske oversættelse skriver: »Der er næppe noget værk i det forgange århundrede, der har vakt så meget bitter vrede i skrift og tale eller udløst en så kraftig fordømmelse eller ligefrem forbandelse som Kapitalen

Marx’ liv var præget af intense arbejdsperioder, sygdom, tragedier, druk – og kærlighed til hustruen Jenny og de syv børn. Tre af børnene døde i London, før de nåede at blive to år, grundet den voldsomme fattigdom Marx befandt sig i og de kummerlige forhold, familien boede under. I lange perioder var Marx uden indtjening og levede af vennen Engels’ bidrag. En gang i mellem skrev Marx som Europa-korrespondent for The New York Tribune.

Marx nåede at opnå en vis berømmelse i sin levetid. Hans tanker blev allerede mens han levede opfattet som en –isme, som marxisme selvfølgelig, til hvilket Marx efter Engels’ udsagn skulle have sagt: »Det eneste jeg ved er, at jeg ikke er marxist.«

Manifestet

Måske ikke marxist, men kommunist. I hvert fald er Det kommunistiske partis manifest blevet det dokument, der har ændret verdenshistorien. Ifølge et forskningsprojekt – Open Syllabus Explorer – er Manifestet den dag i dag det fjerde mest hyppige værk på amerikanske universiteters pensumliste. Det siges, at Manifestet er den anden mest solgte bog på verdensplan – kun overgået af Biblen (og måske IKEAS katalog). Det kommunistiske partis manifest er da også et eminent værk og som den kroatiske filosof Srećko Horvat for nylig udtalte, da han blev bedt om at levere et manifest for Europa: »Vi er vidst klar over, at der kun findes ét manifest.«

Engels udtalte senere, at Manifestet var Marx’ værk og den grundlæggende tankegang hans alene. I al dets korte simplicitet består værket af fire dele: efter »et spøgelse går gennem Europa« udfolder Marx i første del sin historiefilosofi og indleder med den berømte sætning: »Alle hidtidige samfunds historie er klassekampenes historie.« Alle samfund, der er gået til grunde før det kapitalistiske, har været udmærket ved undertrykkere og undertrykte – det er imidlertid i kapitalismen, i »bourgeoisiets tidsalder«, at samfundet »spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre; i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.«

I anden del tilbageviser Marx en række borgerlige indvendinger mod kommunismen, hvoraf den mest rammende og morsomme er tilbagevisningen af argumentet om, at enhver produktivitet ville ophøre hvis man ophævede privatejendommen. Marx svar er gået over i historien: »Hvis det var rigtigt, måtte det borgerlige samfund for længst være gået til grunde af sløvhed: for de, der arbejder, tilegner sig ikke noget, og de, der tilegner sig noget, arbejder ikke.«

I tredje del af Manifestet kritiserer Marx andre former for socialisme. Især kritikken af »den konservative eller bourgeoisisocialismen« fremstår meget relevant i dag: »En del af bourgeoisiet vil afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen. Det drejer sig her om nationaløkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgørenhedsarbejde, bekæmpe dyrplageri, stifte mådeholdsforeninger, politiske kandestøbere af den mest brogede art.« Det handler ikke om at afhjælpe de sociale misforhold, men om at omstyrte ethvert misforhold - »At være radikal vil sige at gå til ondets rod,« som Marx skriver i indledningen til Kritik af den hegelske retsfilosofi.

I den fjerde og afsluttende del beskrives kort kommunisternes strategi med hensyn til andre oppositionspartier – og Manifestet afsluttes. Historien er velkendt, og hvis man har brug for at blive mindet om, hvorfor Marx både er berømt og berygtet, en eminent skribent og revolutionær, er de afsluttende linjer af Manifestet tilstrækkelige:

»Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsorden styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.«