Print artikel

Mød populismen med mere demokrati

Medløberreaktionen på populismen kan ikke anbefales
Essay
11.03.18
Vi skal ikke acceptere, at der er nogen, der har patent på at vide, hvad folket faktisk mener. Men vi skal heller ikke tro, at vi kan vide, hvor vi skal bevæge os hen som et demokratisk samfund uden at lytte til alle vores medborgere.

Populismen er en af de bevægelser, der har præget verden mest i de senere år. Den har ikke bare haft indflydelse gennem den opbakning, som populistiske partier har, den har tillige ændret den måde, andre partier agerer på. De populistiske strømninger påvirker hele den politiske debat og den politiske kultur. Populismen er helt inde og røre ved, hvad demokrati er og betyder både i formelle, institutionelle og juridiske termer og som kultur og livsform.

Fordi populismens indflydelse er så fundamental for demokratiets udvikling og fremtid, kan vi ikke holde op med at diskutere den, selv om man måske godt kan blive lidt træt af emnet. Jeg vil gerne fremhæve netop samtalen eller den grundlæggende diskussion som essentiel for at imødegå den udfordring, som populismen stiller demokratiet over for. Reel demokratisk dialog er ikke det, vi oplever mest af disse dage, og både populismen og reaktionerne på den bærer en stor del af skylden.

Den populistiske bølge er fra andre politiske partier, debatører og eksperter ofte blev mødt med tre forskellige reaktioner. Jeg vil kalde dem medløberreaktionen, den teknokratiske reaktion og den liberale reaktion. Jeg vil foreslå en fjerde reaktion, som jeg kalder den deliberativt demokratiske reaktion (deliberation betyder eftertænksom diskussion). Den deliberativt demokratiske reaktion adskiller sig fra de tre andre former for reaktion ved at tage populismens på dens eget ord om, at den ønsker, at vi skal gøre mere for at lytte til den brede befolkning. Men modsat populister foreslår den deliberative demokrat, at man faktisk skaber fora for reel demokratisk dialog, frem for blot at hævde, at man ved, hvad ”folket” ønsker uden reelt set at inddrage borgerne i politik.

Blandt politologer og politiske teoretikere er der bred enighed om, at populisme ikke er en egentlig ideologi på linje med liberalisme, konservatisme eller socialisme. Populisme kan kobles til andre ideologier, og der er både højre- og venstrepopulisme. Det, der kendetegner populismen, er, at den opdeler befolkningen i to fjendtlige grupper, folket og eliten. Folket ses som en enhed, der har retten og moralen på sin side, mens eliten anses som egoistisk, korrupt og uden forståelse for almindelige menneskers bekymringer og behov.

Reel demokratisk dialog er ikke det, vi oplever mest af disse dage, og både populismen og reaktionerne på den bærer en stor del af skylden.

Den første reaktion på populismen er medløberi. Mange gamle og mainstream-partier har set de nye populistiske partiers valgsuccesser og simpelthen besluttet at kopiere både dele af de populistiske partiers politik og deres retorik. Et oplagt eksempel på dette er stramningen af udlændingepolitikken i mange europæiske lande samt den retorik, der bruges i diskussionen af udlændingepolitik og integration.

For mig at se er det største problem ved dette medløberi, at det hæmmer frem for styrker den demokratiske samtale. Når andre partier ukritisk overtager de populistiske partiers retorik og politik på for eksempel udlændingeområdet, så accepterer de både, at dette er den rigtige politik, og at de populistiske partier faktisk ved, hvad folket ønsker. Begge dele er dybt problematisk. For hvad der er den rigtige politik for eksempel i forhold til asyl og immigration er et uhyre komplekst spørgsmål, både moralsk og samfundsøkonomisk. Er det ikke noget, vi burde have en seriøs offentlig samtale om? Jeg har meget svært ved at se, at accepten af populismens præmisser har bidraget til en sådan diskussion herhjemme eller andre steder.

Det er også problemfyldt at acceptere, at populistiske partier ved, hvad folket ønsker. For det første er folket ikke en enhed, som ønsker et og det samme. De fleste stater har en befolkning på millioner af mennesker, som har mange forskellige holdninger. At hævde, at man ved, hvad folket ønsker, er ikke blot at se bort fra uenighed men også at delegitimere den. Hvis man er uenig med de populistiske talsmænds og -kvinders fortolkning af ”folkets vilje”, så har man misforstået et eller andet. Oftest får man at vide, at man ikke forstår ”folket”, eller i visse tilfælde, at man ikke tilhører folket. Og det er jo ikke særligt befordrende for den fælles demokratiske samtale, som er en samtale mellem alle dem, der tilhører befolkningen.

Mange gamle og mainstream-partier har set de nye populistiske partiers valgsuccesser og simpelthen besluttet at kopiere både dele af de populistiske partiers politik og deres retorik.

For det andet er det problemfyldt at følge populisternes fortolkning af folkets ønsker, fordi de ofte går efter folkets umiddelbare præferencer frem for de holdninger, som borgerne har, når de er blevet informeret om en sag og har diskuteret den med andre. Når frie og forskelligartede medier, debat i offentligheden, sociale bevægelser, politiske partier og parlamenter er så vigtige for demokratier, er det fordi, at det er godt at vide noget om det, vi tager fælles beslutninger om. Hvis vi bare løber efter de populistiske strømninger, underminerer vi alt dette.

Den anden reaktion på populismen er den liberale. Her afviser man ud fra grundlæggende liberale principper populismen som anti-pluralistisk og anti-individualistisk. Den liberale står fast på sine principper om respekt for det enkelte individs ret til at forme sin egen holdning samt mindretalsbeskyttelse. Den ægte liberale afviser kollektive størrelser som ”folket” og kan ikke acceptere den populistiske ide om ét folk med én vilje.

En svaghed ved den liberale reaktion er, at den ofte er ligeså dialogresistent som den populisme, den er oppe imod. Ofte er det liberale svar på antiliberale bevægelser såsom populismen juridisk. Den liberale vil stå fast på forfatningsmæssige begrænsninger på folkelige flertal og domstolenes beskyttelse af mindretal. Det ser vi bl.a. i EU's reaktion på østeuropæiske populistiske regeringer. Jeg vil ikke afvise, at der kan være behov for en liberal reaktion på populismen, men den skal kombineres med og justeres af den deliberativt demokratiske, som jeg diskuterer nedenfor.

Den tredje type reaktion på populismen er den teknokratiske. Hvor den liberales indsigelse mod populismen er moralsk, så er teknokratens indsigelse mod populismen teknisk og videnskabelig. For teknokraten er det store problem ved populismen, at den ikke forstår, hvad der en den faktisk nødvendige politik. Vi har bl.a. set den teknokratiske reaktion vendt imod venstrepopulister i Sydeuropa. For eksempel blev Syriza i Grækenland anklaget af Tyskland og EU for ikke at forstå, hvad der er økonomisk nødvendigt.

Populister vil overbyde enhver medløber og vil have nemt ved at udstille teknokraten og den liberale som arrogante og nedladende.

Ligesom de to foregående reaktioner på populismen er den teknokratiske reaktion hæmmende for den demokratiske samtale. Et grundlæggende problem ved den teknokratiske tankegang er, at den tror, at man kan reducere politiske spørgsmål til tekniske spørgsmål. For teknokraten har ethvert problem en teknisk løsning, og den findes bl.a. ved at holde alle moralske og værdimæssige overvejelser ude. Men det er en fejl at tro, at man kan holde moralske overvejelser ude af politiske spørgsmål. Selv spørgsmål om, hvilke økonomiske redskaber, vi bør bruge, er ikke blot et teknisk, men også et moralsk spørgsmål.

Når man lytter til den offentlige debat, kan man i visse tilfælde godt forstå den teknokratiske fristelse, dvs. fristelsen til at sige: ”Skulle vi ikke lade nogen, der ved noget om denne sag diskutere den og tage beslutningen?” Men det er der flere problemer ved. For det første er også eksperterne oftest uenige. Så hvem af dem skal vi lytte til? For det andet har eksperter deres egne værdier og interesser. Hvordan kan vi være sikre på, at disse ikke kommer til at styre deres beslutninger? For det tredje kan det være, at vi ikke altid bør gøre det mest effektive eller det teknisk smarteste, men at der er andre, mindre instrumentelle hensyn, der skal tages.

Faktisk har teknokrater det ligeså svært med politisk uenighed, demokratisk debat og politiske kompromiser som populister. For teknokraten er politiske uenigheder et tegn på manglende viden og kompromiser noget makværk, der gør, at man ikke forfølger den objektivt bedste og nødvendige løsning. Dialog er for teknokraten måske nødvendig blandt tekniske eksperter, men at inddrage lægmænd eller almindelige mennesker i diskussionen er blot en distraktion, som vil lede til suboptimale resultater.

Hvis min kritik af de tre ovenstående reaktioner på populismen har noget på sig, så er det værd at overveje, om der skulle være et fjerde alternativ. Jeg vil gerne forslå, at der er et sådant alternativ og kalder det den deliberativt demokratiske reaktion. Denne respons på populismen adskiller sig fra de tre andre ved at tage til sig et af populismen krav, nemlig at vi tager almindelige menneskers bekymringer alvorligt. Faktisk vil jeg hævde, at den tager almindelige menneskers bekymringer endnu mere alvorligt end populismen og dens medløbere.

Hvor populistiske ledere hævder at vide og repræsentere, hvad almindelige mennesker ønsker, så går den deliberative demokrat ind i en egentlig dialog med sine medborgere. Den deliberative demokrat lytter til sine medborgeres bekymringer og holdninger, men hun fremfører også sine egne bekymringer og holdninger. For den deliberative demokrat er det naturligt, at der i befolkningen er forskellige holdninger til de fleste politiske spørgsmål. Det er simpelthen utrolig svært at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad de bedste løsninger er. Så selvfølgelig vil forskellige mennesker nå frem til forskellige resultater og holdninger. Når der er uenighed, er det ikke almindeligvis, fordi nogle er korrupte eller egeninteresserede, men fordi politiske spørgsmål er uhyre vanskelige.

Den deliberative demokrat går dog ikke blot ind i en samtale for at blive informeret om den andens politiske holdning og for at præsentere sig egen. Hun går ind i en dialog med sine medborgere i det håb, at alle parter kan lære noget og blive klogere. Hvis andre blot siger: ”Dette er min holdning”, eller: ”Dette er folkets holdning”, stopper dialogen ikke dér for den deliberative demokrat. Hvis hun er uenig, vil hun stille kritiske spørgsmål, bede om argumenter, yderlig information og evidens.

Populister profiterer på en fortælling om, at eliten ikke respekterer almindelige menneskers holdninger. Men hvad er der for en form for respekt, de selv viser ”folket”? Højrepopulistiske partier er kendt for at være yderst topstyrede, og hvis de plæderer for politisk deltagelse drejer det sig folkeafstemninger. Det deliberative demokratiske svar på dette er, at den ypperste form for respekt, man kan vise andre mennesker, er at indgå i en kritisk dialog med dem. Der er ikke noget særligt respektfuldt over blot at tage andres holdninger for givet og undlade at forholde sig kritisk til dem. Det er faktisk dybt nedladende at behandle andre mennesker som væsner, der ikke kan give argumenter for deres holdninger. Og folkeafstemninger behandler i realiteten folk som et reaktivt publikum frem for aktive deltagere.

Hvor både den liberale og den teknokratiske reaktion på populismen er at forsøge at begrænse demokratisk politik og deltagelse, så møder den deliberative demokrat populismen med et ja til mere folkelig deltagelse. Men den deliberative demokrat afviser, at det, populismen tilbyder, er reel demokratisk deltagelse. Mens populistiske ledere hævder at kende folkets sande vilje, så er den deliberative demokratiske tilgang at lytte til alle synspunkter og indgå i en kritisk dialog med dem.

For mig at se, er en de af de største farer ved den populistiske bølge dens effekt på den politiske debat og vores politiske kultur. Medløberi fører os bare videre af samme sti mod mere snak om at lytte til folkets bekymringer og mindre reel dialog mellem den pluralitet af forskellige synspunkter, der faktisk findes i en fri befolkning. Den liberale og teknokratiske respons er ofte bedrevidende og medfører heller ikke mere samtale og respekt mellem borgernes mangeartede synspunkter. Det er derfor, at der er behov for en mere demokratisk og mere deliberativ reaktion på populismen.

Vi skal ikke acceptere, at der er nogen, der har patent på at vide, hvad folket faktisk mener. Men vi skal heller ikke tro, at vi kan vide, hvor vi skal bevæge os hen som et demokratisk samfund uden at lytte til alle vores medborgere. Hvis vi lægger ud med, at al uenighed skyldes en uforenlig modsætning mellem folket og eliten, som populismen gør, eller med, at enhver uenighed skyldes mangel på ekspertise, som teknokrater gør, så er der hverken plads eller grund til dialog i befolkningen som helhed. Hvis vi derimod ser uenighed som en naturlig del af et frit samfund, hvor vi skal tage stilling til vanskelige fælles spørgsmål, så er der al mulig grund til at fremme den inklusive, respektfulde men også kritiske fælles samtale.

Populister vil overbyde enhver medløber og vil have nemt ved at udstille teknokraten og den liberale som arrogante og nedladende. Men hvad vil populisten sige til den deliberative demokratiske reaktion? At de ikke ønsker at indgå i en kritisk dialog angående deres politik? At der ikke er behov for at kunne forsvare ens synspunkter med viden og argumenter? At folket blot skal anses som et reaktivt publikum, men ikke skal inddrages aktivt i egentlige politiske diskussioner? At vi kun skal lytte til folkets synspunkter, men at det er disrespektfuldt at bede dem forsvare dem? Disse standpunkter er ikke helt nemme at tage.