Print artikel

Til forsvar for borgeren

»Muligheden af repræsentation hviler på umuligheden af fuldstændig repræsentation.« Dét paradoks vendte Jorge Luis Borges igen og igen tilbage til i sit forfatterskab.
Essay
03.02.18
Engang var demokratisk politik en sfære, man først nåede frem til, når man overskred sin egen identitet. Nu farer vi ad andre veje. Det er farligt.

Menneskeheden er skabt sådan, at den hele tiden må definere sig selv og hele tiden må forsøge at slippe ud af sine egne definitioner

Witold Gombrowicz,

Dagbog 1953-1958

11 år før sin død udgav den argentinske forfatter Jorge Luis Borges novellen Kongressen. Den var den tredje historie, han kaldte den selv en fabel, i Bogen af sand, og den handlede om en lille gruppe, der satte sig for at lave en Verdenskongres – en politisk institution, der ikke længere baserede sig på afgrænsning, men på den totale inklusion. Alle og enhver skulle repræsenteres fuldstændigt, så ingen og intet blev udgrænset eller undertrykt. Men den noble vision havnede hurtigt i vanskeligheder. »Kongressen rejste et problem af filosofisk karakter. At planlægge en forsamling, der repræsenterede alle mennesker, var som at fastlægge det nøjagtige tal for de platoniske arketyper, en gåde, som tænkere gennem århundreder har grublet over,« bemærker fortælleren. For et menneske er jo mange ting på én gang – fx mand, rødhåret, rig og fra Uruguay og kan han så repræsentere alle mænd, alle de rødhårede, alle de rige og alle uruguayenere? »Var én ingeniør nok til at repræsentere alle ingeniørerne, inklusive de newzealandske?,« spurgte novellen uden at svare lige med det samme. Det, der virkede så indlysende, blev et kaos af uendelig mangfoldighed. »Det forehavende, som vi har indladt os på, er så stort, at det omfatter – det forstår jeg nu – hele verden,« konkluderer en af gruppens medlemmer til sidst. Novellen slutter med, at de brænder deres arkiver og tager på en sidste euforisk rundtur i byen »for at se Kongressen,« altså verden. Det store politiske projekt bliver opgivet for en metafysisk oplevelse.

Repræsentationens mulighed og umulighed var et tema, Borges vendte tilbage igen og igen til i sine historier. Ethvert sprog - selv det mest ordrige - fungerer kun, hvis det ofrer uendeligt mange nuancer af den virkelighed, det gør tilgængelig. En hest, en krikke, en ganger, en springer... uanset hvor mange ord vi har for det, er der en enorm generalisering på spil, der udraderer den individuelle og konkrete hest, når man taler om den. Repræsentation kan kun ske fordi det, der repræsenterer, ikke – og så langt fra – er fuldt og helt lig med det, der repræsenteres. Muligheden for repræsentation hviler på umuligheden af fuldstændig repræsentation. Ligesom et kort – et andet af Borges’ ynglingseksempler på det samme problem – kun fungerer ved at se bort fra næsten alt det, det er et kort over. For fuldstændig repræsentation ville ikke være repræsentation, bare en fordobling. Men hvor Borges typisk behandlede det spørgsmål som et poetisk, metafysisk eller sprogfilosofisk problem, handlede Kongressen om politik. Man kan læse novellen som en skepsis over for politik som sådan - Borges var en blanding af liberal og konservativ og på individets side i en del af verden, der ikke var autokratiet fremmed. Af de samme grunde kan man også læse novellen som en mild advarsel mod utopien om det store globale fællesskab. Men man kan også læse den som en slags negativ undersøgelse af, hvad det i et demokrati vil sige, at mennesket er et politisk dyr – hvordan deltager man politisk, og hvad er politisk repræsentation? Her er det Borges’ negative svar, at det ikke er i kraft af ens personlige egenskaber – at det er hverken som mand, som kvinde, som sin hudfarve eller som sin nationalitet. Men hvad er det så?

Tidligere i år – i august – udgav den amerikanske idéhistoriker og professor på Columbia University Mark Lilla pamfletten, The Once and Future Liberal: After Identity Poltics. Den er på én gang en obduktion af et Demokratisk parti i krise, en forklaring på hvorfor Donald Trump kunne blive præsident og en slags metapolitisk skitse, der via en revitalisering af ’borgeren’ som begreb eller figur vil bane sig vej frem til en lysere fremtid for Demokraterne og det amerikanske centrum-venstre. Sådan er det en udpræget amerikansk bog – det er dens styrke og dens akilleshæl.

Faktisk interviewede jeg Lilla få dage før, Trump blev valgt til USA's 45. præsident. Han havde netop udgivet sin bog, The Shipwrecked Mind, som undersøgte reaktionære politiske idéers historie og netop på grund af Trumps slogan »Make America Great Again« var Lilla pludselig forvandlet til en public intellectual på en langt større skala end før. Alle troede, at han sad inde med svaret på, hvad der skete. Det gjorde jeg også. Men svar havde han faktisk ikke mange af. For som han sagde, havde han undersøgt idéhistorien, og trumpismen var ikke en intellektuel bevægelse. »Jeg kan kun gribe ud efter forskellige elementer af en forklaring,« fortalte han.
»Internettet, familiestrukturernes kollaps, partierne som ikke længere afspejler de sociale skel i samfundet. Men det virker også, som om selve idéen om at være borger er løbet tør for kraft. Hvorfor det er sket, er noget af det, jeg vil dedikere min tid til at overveje og undersøge i fremtiden,« sagde han.

Taler man til gruppe-identitet, kan man ikke også etablere den alliance mellem grupper, der gør at man kan få et flertal. Borgeren er ikke kun en bærer af rettigheder, men også grundlaget for et fælles projekt

Cirka 14 dage senere – 18. november 2016 – indfriede han så noget af løftet med en kronik i New York Times. Her skrev han, at Demokraterne og amerikansk liberalisme generelt var gerådet i »en slags moralsk panik over race- og kønsmæssig identitet, som har forvrænget liberalismens budskab og forhindret den i at blive en forenende kraft, der evnede at regere.« Skylden for nederlaget til Trump placerede han der – i hvad det at være progressiv var kommet til at betyde og hos Hillary Clinton. Hun var forfaldet til »mangfoldighedens retorik og direkte udpeget Afro-amerikanske, latino, LGBT og kvindelige vælgere. Det var en strategisk fejl. Hvis man går i gang med at nævne grupper i USA, skal man huske at nævne dem alle. Hvis ikke, lægger dem, der er udeladt mærke til det og føler sig udelukket,« skrev han. Den sidste gruppe var den hvide amerikanske arbejderklasse – dem der stemte på Trump, og hvoraf en del faktisk havde stemt på Barack Obama otte og fire år tidligere. Problemet var ifølge Lilla ikke alene, at amerikanerne havde glemt at se sig selv som borgere, men at de demokratiske politikere også var holdt op med adressere dem sådan og i stedet henvendte sig til dem som separate grupper. »Vi har brug for en post-identitets-liberalisme,« konkluderede han, som ville »tale til nationen som en nation af borgere, der er i samme båd og må hjælpe hinanden.«

Reaktionerne udeblev mildt sagt ikke. De mest hårdhændede som Lillas kollega på Columbia University, jura-professor Kathrine Franke gik så langt som til at kalde hans forsvar for borger-begrebet for et forsvar for »white supremacy« og hun mente, at han bebrejdede kvinderne, de sorte amerikanere og de homoseksuelle for Trumps sejr.

»Det er den slags liberalisme, der betragter de forsøg som farvede og kvinder gør for at drage de magtformer, som understøtter white supremacy og patriarkatet frem i lyset som en afsporing. Det er en liberalisme, som anser hvide mænds liv og interesser som den neutrale grund på hvilken de ’fælles interessers’ politik skal bygges,« skrev hun i Los Angeles Review of Books. For hende var den – etniske, kønslige, religiøse – neutralitet i borgerbegrebet et forlorent, ideologisk blændværk, der bare dølgede den hvide mands illegitime herredømme. Som argument henviste hun til, at de amerikanske forfatningsfædre til trods for deres liberal-demokratiske principper ikke havde tilladt kvinder at stemme og selv havde holdt slaver.

Det er svært at se tilbage på de seneste 15-20 års politik og så sige, at borgeren som en grundpille i demokratiet ikke er trængt

Lilla nævner ikke Franke og hendes angreb i sin nye bog, men han svarer på kritikken. For det første var budskabet ikke, at for eksempel sorte amerikaneres problemer ikke er problemer, men at de er problemer, fordi sorte amerikanere også er borgere i det amerikanske samfund. Det var jo også på den baggrund, at borgerrettigheds- og kvindebevægelsen havde vundet sine sejre – ved »at tvinge USA til at leve op til sine egne principper,« som Lilla udtrykker det. Og det er egentlig det, der er kernen af Lillas budskab. At de identitetspolitiske grupperinger ikke kan forsvare det, de egentlig gerne vil forsvare, når de ikke vil se sig selv som borgere, der alle forskelle til trods også deler borgerskabet med andre grupper i samfundet. Det er for Lilla ikke kun et filosofisk-politisk problem, men et magtmæssigt. Taler man til gruppe-identitet, kan man ikke også etablere den alliance mellem grupper, der gør at man kan få et flertal. Borgeren er ikke kun en bærer af rettigheder, men også grundlaget for et fælles projekt. Sådan bliver Lillas store analyse at vise, hvordan borger-skabet som »et bånd, der forbinder alle medlemmer af et politisk samfund til hinanden over tider og hinsides deres individuelle karakteristika« er blevet glemt i amerikansk politik. Det var en stor og samlende idé fra Roosevelt og efterkrigstiden frem til 1970erne, hvor den døde hen i økonomisk stagnation, Vietnamkrig og stift bureaukrati. Og reaktionen på det endte med at hælde borger-skabet af brættet. For det første var det ifølge Lilla det, der skete med Ronald Reagans præsidentskab. Her gjaldt det, at »det gode liv var det, selvberoende individer førte«, altså en livsform, hvor familien og de små fællesskaber måske betød noget, men ikke et liv, hvor man var »borger i en republik«. Staten og den føderale regering blev dermed selve det problem, der skulle bekæmpes. Sådan læser Lilla Reagans berømte ord, at de farligste ord på engelsk var »jeg er fra regeringen, og jeg er her for at hjælpe.« Men I Lillas øjne fulgte det amerikanske centrum-venstre med ned ad denne anti-politiske vej, da den slog ind på at kæmpe for rettigheder for specifikke grupper og minoriteter og ved at vælge sociale bevægelser og NGO’er, som deres primære politiske arena, mens de fravalgte traditionel institutionel politik.

Sammen med borgeren forsvandt samfundet og omverdenen dermed ifølge Lilla både for højre- og venstrefløjen. De første hytter sit eget libertære skind, de sidste vil kun engagere sig politisk, hvis det giver direkte og eksistentiel mening for én selv. Og det er denne antipolitiske tilstand, der i Lillas optik blev Trumps adgangsbillet til Det Hvide Hus. Når ingen længere kunne eller ville opkaste en samlende vision baseret på solidariteten mellem borgerne, blev den næste præsident ham, der sagde, at han ville gøre landet stort igen. 
Det er her svagheden ved Lillas bog viser sig. For selvom Trump i sin ekstremitet på mange måder er et ærkeamerikansk fænomen, rækker den bølge af globaliserings- og prekaritetsprotest, der fik ham valgt, ud over USA. Det kan ikke reduceres til de gamle partiers krise. Ligesom det er påfaldende, at Lilla reserverer sit opgør med identitetspolitikken til at gælde sit eget revir i det amerikanske centrum-venstre. Som om Trump ikke var identitetspolitiker par excellence. Men det betyder omvendt, at Lillas kritik af identitetspolitikken kan udbredes – partipolitisk og geografisk.

Når ingen længere kunne eller ville opkaste en samlende vision baseret på solidariteten mellem borgerne, blev den næste præsident ham, der sagde, at han ville gøre landet stort igen

Hannah Arendt skriver i starten af Menneskets vilkår, at »vi er alle ens, altså mennesker, på den måde, at ingen aldrig er den samme som nogen anden, der nogensinde har eksisteret, eksisterer eller vil eksistere«. Det lyder umiddelbart som en lidt dunkel sætning – hvordan kan vi være ens, i det vi ikke er ens? Men det er den positive eller opbyggelige måde at sige det samme som Borges i Kongressen – intet menneske kan fuldstændigt repræsentere et andet. Tager man udgangspunkt i vores mest grundlæggende etiske princip – at ethvert menneske er ukrænkeligt og suverænt i det, at det er menneske – bliver Arendts sætning klarere. For det er kun, fordi individet er uerstatteligt, at det bliver ukrænkeligt. Var hver enkelt bare en fuldstændig kopi blandt fuldstændige kopier af det samme, hvori ville forbrydelsen så bestå i at instrumentalisere det? Typisk taler vi om dehumanisering som en proces, hvor mennesket bliver gjort til dyr, men – og det var Arendt som jøde i jødeudryddelsens århundrede sig uhyre klar – starter dehumaniseringen ved, at man ophæver den enkeltes uerstattelighed og begynder at se ham som en instans af det samme. Som når nazisterne talte om »Jøden«. Det er, fordi vi ser på dyrene som grundlæggende ens og som kopier af hinanden, at vi kan tale om dehumanisering på linje med en gøren-mennesket-til-dyr. Sagt på en anden måde består det menneskelige fællesskab ikke i, at vi er identiske med hinanden, men i at vi ikke er det. At vi deler det som vilkår, at ingen er som (d)en anden. Det er deri, vores lighed består – gensidig forpligtelse på hinandens uerstattelighed. Det er også derfra friheden kommer – når ingen kan erstattes, og ingen derfor kan gøres til instrument for andre, så betyder det også, at intet menneske er født til at herske over et andet.

Arendt tog sit politisk-filosofiske udgangspunkt i den antikke forståelse af borgeren som det politiske subjekt. Særligt var det vigtigt for hende, at grækerne opererede med et skarpt skel mellem det private og det offentlige. Mennesket var tæt på dyriske, når det var i det private, i hjemmet – der hvor det spiste, arbejdede og formerede sig. Og det blev borger, når det gik på torvet sammen med andre for at deltage i politiske beslutninger. Det politiske fællesskab var med andre ord ikke et fællesskab af identiske, men af ikke-identiske –  og det var det, borgeren var navnet på. I Arendts analyse af Vestens og modernitetens historie var pointen også, at borgeren og offentligheden var fortrængt, og at menneskets privatliv som biologisk størrelse var det eneste, der stod tilbage.

Det er måske for firkantet en konklusion, men man kan næppe være uenig i, at borgeren i dag er trængt som en figur, og som en tilstand, vi kan se os selv i. Det er en anden måde at forstå det problem, Lilla taler om. Identitetspolitik bliver et problem, fordi det gør politik til forlængelsen af ens identitet – uanset om det sker vel- eller modvilligt eller som undertrykkelse eller mobilisering imod undertrykkelse– i stedet for at overskride den. At stå fast på borgeren som politisk figur er ikke det samme som at underkende eller ignorere – eller deltage i –  at folk er blevet og bliver undertrykt på baggrund af deres køn eller etnicitet eller religion. Tværtimod. Undertrykkelsen er jo startet med princippet i dehumaniseringen. Nemlig ved at ophæve den enkelte som den enkelte og ekskludere ham eller hende som instans af en gruppe defineret ved egenskaber, der nedvurderes – en kvinde med ’kvinder’, sorte med ’sorte’, homoseksuelle med ’homoseksuelle’. Og pointen er, som Lilla understregede, at når kvinder, homoseksuelle og sorte amerikanere har kunnet – og kan – frigøre sig, er det ved at gøre krav på, at de også var del af det ikke-identiskes fællesskab, at de også var og er mennesker og borgere. Faren ved identitetspolitik består i, at man ikke når frem til det punkt. Faren er, at det fører til en tribalisering af samfundet, hvor forskellige identitetspolitiske stammer kæmper mod hinanden. Hvilket er, hvad Trump nærer sit politiske virke ved.

Men hvis borgeren er et axiom i demokratiet, er staten det også. Vi har ikke kun brug for staten til at passe på os. Det er i forhold til den, at vi kan blive borgere for hinanden.

Med Murens fald virkede det, som om det liberale demokrati var sikret for altid. Uden ydre fjender, hvad skulle der så kunne galt? På det tidspunkt var demokratiet heller ikke længere nyt, og det havde modstået den mest voldsomme trykprøvning. Den britiske professor i idéhistorie ved Cambridge University, David Runciman har analyseret, hvordan den indstilling i virkeligheden kan vise sig at blive den største trussel mod demokratiet. At vi tror, at det kan klare alt, fordi det har klaret så meget, og at vi derfor ophører med at værne om demokratiet i tiltroen til at have historien på vores side. The Confidence Trap, kalder han det – og sin bog – altså, tillidsfælden. Den falder man let i, hvad enten man som mange af hans vælgere ser Trump som én, der skal ruske tingene op i Washington, eller som Kathrine Franke lader til at gøre, ser det liberale demokrati som et skalkeskjul for racisme. Hvornår bryder de afgørende betingelser for vores frihed sammen, fordi vi tror, at de kan klare hvad som helst?

Dansk politik er ikke amerikansk politik. Opbakningen til vores institutioner er høj, selvom tilliden til politikere ikke er. Identitetspolitik i den amerikanske variant har vi heller ikke meget af. Men spørgsmålet er, om det ikke er i den anden ende af spektret, ved borgeren, der er problemer. Det er svært at se tilbage på de seneste 15-20 års politik og så sige, at borgeren som en grundpille i demokratiet ikke er trængt. På den ene side er retten til at ytre sig beklemt både udefra og indefra – interessant nok begge af identitetspolitiske grunde, hvad enten det gælder satirikeres ret til satire eller religiøse dogmatikeres ret til at klæde sig dogmatisk. På den anden side er vores privatliv heftigt monitoreret og administreret – noget vi måske lægger mindre og mindre mærke til – og digitalt lige så heftigt kommercialiseret – noget vi nærmest angler efter skal intensiveres. Det er ligeså meget tillids-fælde, hvis vi tror, demokratiet kan fortsætte skadesfrit ad den fortrængte borgers vej.