Print artikel

»At sige sandheden om eliten, også hvis den ikke er rigtig«

Thomas Hobbes læser Trump. Illustration: Naima Callenberg
Anmeldelse
29.11.17
I en ny bog læser 17 idéhistorikere Donald Trump i lyset af tænkningens giganter. Det slipper de godt fra.

New York Times og CNN har det seneste års tid set en markant stigning i læser- og seertal. Overalt i mediebranchen er tendensen den samme: Forretningsmanden i Det Hvide Hus, Donald J. Trump, er god for forretningen. Det er der som sådan ikke noget overraskende i, for aldrig har en politiker været så god til dominere nyhedsbilledet, og det kan være svært at huske mandagens store skandalesag om søndagen. I en tid, hvor nyhedsstrømmen går meget hurtigt, vil en ny bog sætte læsetempoet lidt ned.

UHØRT! – Idéhistorien læser Donald Trump er onlinemagasinet Baggrunds seneste udgivelse. De har samlet 17 idéhistorikere, som hånd i hånd med en verdenshistorisk tænker (fra Platon til Judith Butler), foretager en ’læsning’ af Donald Trump. De 17 tekster befinder sig således et sted mellem politisk analyse og essaystik, og i det hele taget er bogen lidt af et akademisk eksperiment, for som redaktør Mikkel Thorup skriver i introduktionen, så »udfordrer [man] en række af fagdisciplinen idéhistories metodeskrifter« ved at forestille sig, hvad eksempelvis Hannah Arendt ville have ment om Trump.

Eliten er dem der forstår, hvordan man skal tale

Hvis man håbede, at Trump ville blive mere præsidentiel, når han blev præsident, tog man fejl. I løbet af sine første 40 dage som den frie verdens leder lykkedes det ham at lyve 20 gange, og det er vel og mærke, hvis man ikke tæller det med, som bare var misvisende. Under Trump-administrationen er løgnen blevet en slags sport, som aviserne deltager i med faktatjekkere og kampråb som »Democracy dies in darkness«, »Today, the truth comes at a cost« og »This is not normal«. Og lige lidt hjælper det tilsyneladende.

Eliten består af dem, som forstår, hvordan man skal tale

Det er måske ikke så underligt, i hvert fald ikke i Morten Haugaard Jeppesens meget velskrevne bidrag At have ordet i sin magt – Nietzsche læser Trump. I hans udlægning af den tyske filosofs tænkning er sandheden ikke så meget et spørgsmål om objektive kendsgerninger, som den er noget, vi kæmper om i sproget. Og med sine tweets og sit America First-slogan, bankede Trump både sig selv og sit politiske projekt fast i vælgernes bevidsthed, eller som Haugaard Jeppesen selv skriver:

»Trump vandt næppe på trods af sine tweets. Han vandt snarere på grund af dem. For det, hans tilhængere vil høre, er ikke en der taler ligesom alle de andre, men tværtimod en, der tør sige det uhørte og dermed give stemme til alle de overhørte; en, der tør tale eliten midt imod.«

Men hvem er de så, eliten? Og hvad er det for et flæsk, de har sat sig på? Hos Morten Haugaard Jeppesen er eliten ikke nødvendigvis bestemt ved økonomisk magt eller et bestemt sæt holdninger. Den består af dem, som forstår, hvordan man skal tale, og som derfor – indtil nu i hvert fald – har haft patent på at blive taget alvorligt i den offentlige debat. For sproget er magt, og derfor kan et medlem af eliten sagtens være en »ludfattig studerende, der bor til leje på et muggent kælderværelse«, og derfor kan en byggematador fra New York City godt have noget til fælles med en fyret fabriksarbejder fra det nordøstlige Pennsylvania. Materielt kunne de ikke være længere fra hinanden, men de taler samme sprog.

At afvise nødvendigheden
En anden forklaring finder man hos Franz Beck Lassen i hans Hannah Arendt-læsning Løgnens mester. Han ser Trumps sejr som en afvisning af ’nødvendighedens politik’. Fakta er godt nok fakta, men de bliver lynhurtigt politisk suspekte, når de folkevalgte lader som om, at et bestemt sæt kendsgerninger automatisk må udmønte sig i en bestemt politik. Politikerne har – paradoksalt nok - afpolitiseret politikken ved fx at insistere på, at markedskræfterne ikke efterlader dem med et valg. Donald Trump, argumenterer Beck Lassen, vandt fordi han turde ignorere denne tvingende nødvendighed og insistere på en anden vej:

»At respektere fakta er lig med at respektere en verden af nødvendigheder, at tildele sig afmagten og apatiens neutralitet, mens modet til at bullshitte er at tildele sig selv handlekraft og integritet.«

Løgnen virker, fordi den sætter modtageren fri, men det er en falsk frihed, i hvert fald hvis den skal veksles til politiske resultater. Man kan vinde magten ved at fornægte virkeligheden, men når man så har den og skal balancere et budget, er man nødt til at forholde sig til tallene i regnearket. Lige netop det fænomen lader til at have ramt Trump hårdt, som på trods af et republikansk flertal i begge kongressens kamre, for eksempel hverken har fået erstattet ObamaCare eller en mur til Mexico.

Anbefalelsesværdige læsninger
Diskussioner om Donald Trump strander hurtigt ved moralske fordømmelser, men det afholder UHØRT sig fra, og det er en stor styrke, når bogen forsøger at give et andet perspektiv på manden. Anmeldelsen her har kredset om de læsninger, der forsøger at forklare Donald Trumps forhold til løgnen, for det er et gennemgående tema i flere af bidragene. Men man finder også andre, mere eksplicit politiske perspektiver. Mathias Hein Jessens glimrende Den dødelige Gud – Thomas Hobbes undersøger Trumps forståelse af demokratiets institutionelle rammer og USA's rolle i verden, og Esben Bøgh Sørensens Karl Marx-læsning drager paralleller mellem fransk politik i 1800-tallet og amerikansk politik i dag.

UHØRT kunne godt have været længere. Den fylder 141 (små) sider med illustrationer og litteraturliste, men til gengæld får man også to bøger i en: 17 korte indføringer i de tænkere, som læsningerne tager udgangspunkt i, og 17 forståelser af Donald Trump. Den er godt og ikke for akademisk skrevet, og det er tydeligt, at Baggrund vil nå ud over universiteternes mure med deres første udgivelse. Det fortjener de også at komme, for UHØRT er på alle mulige måder en anbefalelsesværdig bog.