Print artikel

Kreative klassekonstruktioner

Er Kåre Dybvad konspirationsteoretiker?
Kommentar
22.06.17
Når Kaare Dybvad Bek fremmaner en arrogant kreativ klasse, som var den ondskaben selv, virker det mest af alt, som om det skyldes en mangel på politisk vision hos ham selv. For alting var ikke bedre i gamle dage, selvom Dybvad Bek fremstiller det sådan, og der findes ikke en forkromet plan et sted i magtens epicenter, der går ud på at ødelægge landsbyerne og uddanne flere humanister.

Stemningen er ved at vende. Væk fra jublende finansiering af lange, boglige uddannelser og i retning af påskønnelse af håndens arbejde eller, hvis det absolut skal være bogligt, de teknisk-naturvidenskabelige, konkrete uddannelser. Vi skal ikke leve af kreativitet og innovation, som vi gik rundt og fortalte hinanden i 00erne, selvfølgelig skal vi ikke det. Produktionsdanmark er det, der får hjulene til at dreje rundt, i hvert fald de største og tungeste hjul, der sidder midt i samfundsøkonomien. Det er svært at være uenig i, at forestillingen om en økonomi, der udelukkende oppebæres af tanker, er nonsens.

Det virker dog, som om dette stemningsskift har medført, at nogle er gået i den anden grøft og blevet ekstreme. Den kreative klasse er ikke længere noget, man fremsiger med begejstring, beundring, eller i det mindste interesse, ligesom i kølvandet på Richard Floridas formulering af kategorien i The Rise of the Creative Class fra 2002. I dag er den kreative klasse noget, man ikke har lyst til at være en del af, noget latterligt, snobbet københavneri. Flere og flere politikere og meningsdannere har travlt med at skælde ud på dem, der har formastet sig til at bifalde universitetsstudier som en fornuftig beskæftigelse for unge mennesker.

Som nu senest socialdemokraten Kaare Dybvad Bek, der i sin nye bog De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund skriver:

»Den kreative klasse er velrepræsenteret i embedsapparatet og medierne, og politikudviklingen og den offentlige debat foregår på deres præmisser. Derfor kræves der mere af den, der ønsker sig sociale fremskridt, end af den, der fokuserer på farverige spørgsmål i værdipolitikken.«

Kaare Dybvad Bek er altså ude i et opgør med akademikere, embedsmænd, journalister, læserbrevsskribenter og andet godtfolk. Den kreative klasse. Det lyder så ligetil og sandt. Ja, tænker man, det er sandt, der er en gruppe mennesker, der sidder på magten og narrer resten af os. De styrer medierne. De styrer alt.

Dybvads konspirationsteori om den kreative klasses almagt er dog interessant – og stærkt problematisk – af flere grunde end blot det sensationalistiske, Dansk Folkeparti-pleasende, humanisme-bashende indhold. Den giver anledning til nogle videre betragtninger over begrebet klasse. For som Kaare Dybvad Beks konstruktion af en ond, grådig, magtliderlig kreativ klasse viser, så kan det at betegne noget som en klasse, der findes ”derude” og gør ting mod andre klasser i samfundet, være et virkelig effektivt værktøj, hvis man mangler noget at sømme sin sag op på.

Spørgsmålet om klassers virkelighed og virkning var noget alle klassers fader, Karl Marx, også tænkte over. Hvorvidt en klasse er en virkelig gruppe af mennesker, der subjektivt opfatter sig selv som del af denne klasse, eller om det er en rent teoretisk konstruktion, en skrivebordsklasse så at sige, som samfundstænkeren er kommet på. For begreber er aldrig uskyldige, de har effekt på det, de prøver at indfange, og de kan bruges som våben. Før Richard Florida formulerede begrebet den kreative klasse, fandtes den ikke. Den kreative klasse er mennesker med forskellige jobs og forskellige liv, der så er blevet knyttet sammen i en gruppe, som Richard Florida og ikke dem selv har fundet på. Det inkluderer alt fra djøffere til kunstnere. Spørgsmålet er, om medlemmerne af den kreative klasse selv ville mene, de tilhører den? Næppe. I hvert fald ikke nu i 2017, hvor det er blevet lig med arrogance og udkantshad. På den måde er man kommet langt væk fra Marx’ gamle pointe om, at klassers virkelighed beror på klassebevidsthed – at medlemmerne af en klasse er bevidste om og anerkender deres medlemsskab af den. Kun sådan ville arbejderklassen blive en virkelig klasse med virkelig effekt på samfundsudviklingen, mente Marx. Når Dybvad Bek udråber den kreative klasse til at være dem, der er skyld i alverdens problemer, er der derimod tale om en ren skrivebordsklasse, og der bliver aldrig foretaget en tydelig definition eller lavet en særlig dybdegående beskrivelse af, hvem den kreative klasse er, hvilke konkrete mennesker, vi taler om. Derimod definerer Dybvad Bek den kreative klasse ud fra særlige værdier og en særlig ideologi (som Dybvad Bek pådutter denne klasse): dyrkelse af teoretisk viden frem for praktiske kundskaber, en stræben mod multikulturalisme og åbne grænser og alt muligt andet forfærdeligt.

Det er sådan set ikke, fordi Kaare Dybvad Bek ikke har ret i mange af sine pointer: 00’ernes uddannelsesreformer var i høj grad forfejlede, erhvervsskolerne har ikke fortjent deres lavstatus og manglende finansiering, kommunalreformen fra 2007 centraliserede den offentlige sektor på en absurd, civilsamfundsødelæggende måde. Problemet opstår, når Kaare Dybvad Bek begynder at spekulere i, hvorfor alle disse reformer blev, som de blev, hvorfor de er gået så galt og har haft de negative effekter, de har. Det er her, han bliver konspirationsteoretisk. Det er her, han belejligt skaber en arketypisk syndebuk i form af den veluddannede bybo. Som om alle Danmarks aktuelle udfordringer (vi er trods alt rigere, end nogensinde før i Danmarks godt tusindårige historie) skyldes en bestemt gruppe menneskers bevidste ødelæggelse af Vipperød og andre lokalsamfund. Når Dybvad Bek skriver, at »de kreative sidder så tungt på mediebilledet, at de ud over deres konkrete politiske indflydelse dominerer den offentlige debat med deres egne bekymringer,« tenderer det sølvpapirshat og Illuminati-snak. Så vidt jeg er orienteret, er Dansk Folkeparti dem, der i en årrække har formået at bruge og dominere mediedagsordenen bedre end alle andre partier. Længere fra Dybvad Beks kreative klasse kommer man ikke.

Det er altså nødvendigt at indvende, at de problemer, vi står med i dag, er resultatet af et væld af politiske beslutninger, uforudsete begivenheder og komplekse samfundsøkonomiske udviklinger, som ikke kan henføres til en fasttømret samfundsgruppes nedrighed. Kaare Dybvad Beks akademikere i den kreative klasse virker derfor mere som en abstraktion, der fungerer som nyttig prygelknabe i hans og Socialdemokraternes forsøg på at snobbe nedad og fjerne sig fra progressive byvælgere. Det er selvfølgelig op til Socialdemokraterne, hvilke vælgere de vil tækkes, og hvor den socialdemokratiske politik skal bevæge sig hen. Men det virker unødvendigt at udpege en bestemt, sagesløs befolkningsgruppe som samfundsundergravere. Så bliver det pludselig suspekt at være journalist, embedsmand eller universitetsuddannet. Det kan godt være, Dybvad Bek ikke mener, det er den enkelte akademiker, den enkelte akrobat eller forfatters skyld, selvfølgelig ikke, men hans gentagne tampen løs på disse kategorier kan ikke undgå at medføre en stigmatisering. Det kan ikke undgå at puste til et establishment-had, mange også ret priviligerede vælgere render rundt med. Sandheden er dog, at de magtfulde, de offentligt ansatte, alle dem, man selvretfærdigt kan rende rundt og skælde ud på, ikke er det magtens epicenter, Kaare Dybvad Bek fremmaler. Der er ikke nogen bagvedliggende plan, der skal køre landsbysamfundene i sænk. Der findes ikke nogen Akademikernes Hemmelige Loge, hvor de sidder og gnækker bag hornbrillen, mens de planlægger at lukke endnu flere ind på filosofistudiet. Der findes politiske reformer, som er gået galt, og der findes fejlslagne uddannelsespolitiske initiativer, med andre ord: en masse eksperimenter, der har vist sig at være dårlige eksperimenter, men altså ikke udtryk for nogens bevidste undergravelse af verdens bedste samfund.

Måske skyldes det, at Dybvad Bek og Socialdemokraterne i det hele taget ikke formår at formulere en positiv vision for Danmark, der ikke behøver støttekrykker i form af forsimplede fjendebilleder, en sort-hvid os-dem-modstilling mellem den såkaldte kreative klasse og alle de andre. Måske skyldes det populistiske budskab i De lærdes tyranni, at Dybvad Bek og Socialdemokraterne ikke har et bud på en politik, der er andet end en sentimental drømmen sig tilbage til en glorværdig fortid, hvor alting var meget bedre. Hvor stokroserne rejste sig sundt op ad landsbyernes bindingsværksmure, og danske jobs blev besat af ægte danskere, fordi vi ikke havde udenlandske arbejdstagere dengang, og det var skolebørn og ikke polakker, der plukkede vores jordbær.