Print artikel

For en ny radikal internationalisme

Essay
22.03.18
For at komme ud af det europæiske dødvande, vi i dag befinder os i, må vi skabe en sammenhæng mellem det lokale og globale – en dialektik mellem det horisontale og det vertikale. Den radikale internationalisme må genopfindes, skriver filosoffen Srećko Horvat.

Europa falder fra hinanden. Eller sagt mere præcist: Europa imploderer. Europa imploderer i dag på adskillelige niveauer: Det imploderer på det politiske niveau, på det geopolitiske niveau, på det økonomiske niveau, på det sociale niveau og på det biologiske niveau.

Når det gælder det politiske niveau, har vi på den ene side komplet impotente institutioner som Europa-Parlamentet og en total mangel på demokrati og gennemsigtighed i Den Europæiske Union; på den anden side har vi autoritære institutioner som Den Europæiske Centralbank, Økofin, Den Europæiske Kommission og Eurogruppen. På samme tid har vi set højrefløjens ekstremistiske, fundamentalistiske og fascistiske opstand over hele Europa, ikke kun i Polen, Ungarn, Kroatien og andre sydøstlige europæiske lande, men også i selve hjertet af EU – Tyskland, Frankrig og Østrig.

Når det gælder geopolitik i den multipolare verden, har vi et meget stærkt Kina, der bygger på »Ét bælte, Én vej« projektet, vi har BRIKS, vi har Putin, der trænger ind i Serbien, og Europa er omsluttet af Erdogan, som i pagt med EU overvåger de ydre grænser. I EU har vi en situation, der minder om det berømte spørgsmål, som ingen ringere end Henry Kissinger stillede: »Hvem ringer jeg til, når jeg vil ringe til Europa?«. På det globale niveau er Europa ikke længere en vigtig, geopolitisk spiller.

Dette er et aldrende kontinent, et døende kontinent

Når det gælder det sociale niveau af EU’s implosion, ser vi indfrielsen af Margaret Thatchers tese om, at »der findes ikke noget samfund, kun individer«. Eller med andre ord indfrielsen af det, filosoffen Maurizio Lazzarato kaldte »selvets entreprenørskab«. Dette sker over hele Europa og ikke kun i Balkan, hvor alt bliver privatiseret, lige fra sundhedsvæsenet til uddannelserne og for nyligt selv strandene. »Selvets entreprenørskab« betyder, at de i dag forsøger at overbevise os om, at vi selv er nødt til at betale for uddannelse, for sundhedspleje, for pensioner, osv.

Europa imploderer, sidst men ikke mindst, biologisk. I dag har Europa den laveste fødselsrate nogensinde – dette er et aldrende kontinent, et døende kontinent. Det imploderer biologisk, hvis man ser på maden vi spiser, hvor man ikke længere kan undgå GMO-mad, eller som det for nyligt blev afsløret af The Guardian, at Europas periferi i virkeligheden spiser degenereret andenrangs mad, som ikke indeholder hvad det lover. Selv når det gælder madens kvalitet, har man et centrum og en periferi af Unionen.

Hvis der nogensinde har været et år, der pegede i retning af præapokalypsen, er det 2017: Vi er stadig ikke kommet os over flygtningekrisen, vi er stadig ikke kommet os over den finansielle krise i 2007/08 og vi er stadig ikke kommet os over alle konsekvenserne af Syrizas nederlag i Grækenland. Og som om dette ikke var nok, så kom Brexit og med dette en af de dybeste kriser i Den Europæiske Union. Så kom folkeafstemningen i Catalonien, den spanske stats vold og reaktionen fra Europa-Kommissionen, der betragtede volden som et »internt anliggende«.

I 2017 så vi realiseringen af noget, Carl Schmitt kaldte »undtagelsestilstanden«. Og i et dialektisk vrid, mener jeg ikke, at tidens største frygt er den kommende apokalypse. Jeg mener, at den største frygt i dag er normaliseringen af denne præapokalypse, af undtagelsestilstanden: at vi vil leve i en situation, hvor det er fuldstændigt normalt at tiggere ender i fængsel, at millioner af flygtninge ender i koncentrationslejre.

Alt bliver privatiseret, lige fra sundhedsvæsenet til uddannelserne og for nyligt selv strandene.

Min tese er, at vi i stigende grad vil leve i en situation, der minder om noget, der blev smukt beskrevet af Imre Kertész i hans bog De skæbneløse. Det er en bog om en 15-årig, der har overlevet en koncentrationslejr – nota bene Kertész selv, der overlevede to koncentrationslejre – og som endelig bliver befriet og ankommer til Budapest. I byen stiger han på en sporvogn uden billet og en mand henvender sig til ham og spørger: »Stakkels dreng, kommer du måske fra koncentrationslejrene?« Og Imre Kertész svar er: »Naturligvis«.

Min største frygt for Europa i dag er præcis den måde, Kertész beskriver denne normaliseringsproces: »Da vi stod i kø til vognene, der ville føre os til Auschwitz, var der flere tusinde mennesker, og jeg stod i midten af dem alle. Det tog omkring tyve minutter at nå vognene, og mens jeg gik,« siger Kertész, »var jeg bevidst om hvert skridt, jeg tog.« Dette er den bedst mulige beskrivelse af, hvad normalisering betyder: præcis at tage skridt, for skridt, for skridt, for skridt, ind i undtagelsestilstanden og ind i normaliseringen af noget, der ikke burde være normalt.

Dette er Europas situation, hvor det er fuldstændig normalt, at terrorangreb sker på daglig basis, fra Barcelona til Manchester til London; det er fuldstændig normalt, at vi bomber andre lande og millioner af flygtninge kommer tilbage til Europa; det er fuldstændig normalt, at populistiske partier – som man er nødt kalde fascistiske eller neonazistiske – kommer ind i parlamenterne over hele Europa, selv i Tyskland. Dette betyder, at fascisme eller nazisme kan komme til Europa igen, at koncentrationslejre kan komme til Europa igen. Men hvis alle de problemer, vi står overfor i dag, ikke blot i Europa, men også i verden, er globale – fra klimaforandringerne til flygtningekrisen – så betyder det også, at det eneste mulige svar er globalt. Hvad er dette svar? Svaret er præcist at vende sig mod fortiden og søge efter de emancipatoriske potentialer, der ikke blev indfriet, men som kan indfries i dag. Hvis vi ikke vil ende i en apokalypse eller en normaliseret præ-apokalypse, er det ét potentiale, der ikke blev indfriet, men som må indfries i dag. Det hedder radikal internationalisme. Vi er nødt til at genopfinde, hvad radikal internationalisme betyder: Det betyder ikke, for eksempel, at vi kun er nødt til at handle på et globalt niveau.

Det betyder, at vi er nødt til at anvende noget – for at udtrykke det mere teoretisk – som kunne kaldes dialektikken mellem det horisontale og det vertikale. Det betyder, at vi har brug for mikro-lokale kampe som kooperativerne eller kommunerne i Catalonien og Frankrig. Vi har brug for kommunal modstand som de såkaldte »rebel byer«, fra Barcelona til Napoli. Men vi har også brug for at handle på det nationale niveau, hvilket allerede nu foregår med genopfindelsen af partiet Labour i Storbritannien, og genopfindelsen af det Demokratiske Parti eller en mulig lancering af et nyt politisk parti i USA. Kun igennem en sammenhæng mellem alt dette – det mikro-lokale, det lokale, det nationale og det globale – kan vi give et svar som kan få os ud af det dødvande, vi befinder os i i dag.