Print artikel

Neoliberal relativisme eller hvordan fransk filosofi forårsagede Brexit

Har folk som Jean Baudrillards teorier forført briterne til at stemme sig ud af EU? Nej, siger Macon Holt.
Kommentar
07.08.17
De neoliberale har i disse dage travlt med at skyde skylden på opblomstringen af højrepopulisme over på venstrefløjen, der ifølge både CEPOS og Liberal Alliance har skudt sig selv i foden. Men postulatet beror på en forkert forståelse af poststrukturalistisk tankegang og en lige så rigid tro på simple, liberale sandheder. Macon Holt afdækker de mistænkelige beskyldninger mod poststrukturalismen.

Jeg husker tydeligt den dag, Brexit-afstemningen blev afholdt. Jeg fulgte valget tæt i de britiske nyhedsmedier. Jeg havde en stille tillid til, at briterne ville vælge at forblive i EU, men udfaldet viste, hvor blind jeg og mange andre havde været.

Skæbnen ville, at Storbritannien skulle meldes ud af EU. Og det var bestemt ikke på grund af den voksende ulighed, den kapitalistiske maskines hærgen, eller de britiske politikeres dæmonisering af EU. Nej, til min overraskelse var det britiske folk simpelthen blevet forført af poststrukturalistisk teori.

Jeg husker tydeligt billederne af, hvordan folk stod i kø ved valgstederne i de forfaldne, de-industrialiserede byer. Jeg så, hvordan de alle var opslugt af farlige bøger som Simulacres et Simulation af Jean Baudrillard og Gender Trouble af Judith Butler. På gaden i Storbritannien den dag var der flere sider af poststrukturalistisk tænkning i hænderne på vælgerne, end der nogensinde var blevet trykt. Relativisterne havde overtaget og den franske filosofi blev ansvarlig for Brexit.

Denne fortælling om Brexit-afstemningen er ikke sand. Det er en såkaldt Alternative Fact. Men det synes alligevel at være den position, Mia Amalie Holstein fra den økonomisk-liberale tænketank CEPOS indtager.

Hun argumenterer i et debatindlæg i Politiken i maj for, at indflydelsen af poststrukturalistisk teori fra den politiske venstrefløj har eroderet samfundets begreb om sandhed og dermed banet vejen for højrefløjspopulismen. Heraf udleder hun, at venstrefløjen i sig selv er skyld i, at politik er reduceret til et magtspil og at sandheden er opløst.

Man kunne ellers overveje, om skylden hviler på den måde erhvervslivet, teknologien og medierne har destabiliseret vores kilder til information, men nej. Der peges heller ikke fingre af måden hvorpå snart fire årtiers neoliberal økonomisk politik har udsat socialt sammenhold og identitet for markedskræfternes tilfældige griller. Kort sagt placeres ansvaret på nogle upopulære bøger.

Idéen om at ’poststrukturalisme fører til højrefløjspopulisme’ beror dog på en misforståelse af, hvad poststrukturalistisk teori er. Poststrukturalismen argumenterer ikke for, at sandheden ikke findes, som mange fejlagtigt tror. Poststrukturelle tænkere advarer tværtimod imod de ’sandheder’, der kan opstå, når erhvervslivet validerer videnskaben; de advarer imod bureaukratisk hybris og understreger tilfældighedernes rolle i det grundlæggende af vores identitetsopfattelse.

Også antropolog og medlem af Liberal Alliance, Dennis Nørmark, refererer for nylig i Politiken til en udlægning fra World Economic Forum i Davos - de 0,01% - der hævder, at ulighed er et så presserende globalt problem, at de anbefaler øjeblikkelig handling.

For den store ulighed kommer til at påvirke den globale elites bundlinje og muligvis også deres personlige sikkerhed. Så imens der er tale om et behov for en universal basisindkomst for at løse truslen om ulighed, kan kapitalismens logik meget vel afgøre sagen med andre, mere effektive og overkommelige metoder, der kan tage sig af de kødelige komponenter af det økonomiske system. Ifølge Nørmark har venstrefløjen spillet fallit, men kapitalismen vil naturligt redde det hele, hvad enten det er ulighed, arbejdsløshed, eller klimaforandringer. Kapitalismen skal altså bare styrkes yderligere.

Sidestiller man de to liberale positioner, begynder der at tegne sig et billede af motivationen bag dem begge. Nemlig en insisteren på, at sandheden er et simpelt og nemt begreb at fastlægge. Det ser man, når Mia Amalie Holstein skriver, at ”relativisme kan få et ethvert stabilt samfundssyn til at bryde sammen” og fremhæver Fukuyamas idéer om, at det ideelle er liberalismens endelige ideologiske sejr.

Uden denne synliggørelse af et transcendentalt, men erkendeligt koncept falder den liberale ramme vitterligt sammen. Både CEPOS’ og Nørmarks ramme kræver, at et begreb som for eksempel identitet kan fikseres, og at koncepter så som ejerskab og ejendomme kan struktureres af markedet. Et marked der er, som nævnt tidligere, temmelig ambivalent hvad angår menneskeliv. For imens de liberale har brug for kapitalismen og dens markeder, så har kapitalismen og dens markeder ikke længere brug for de liberale, som vi nu ser i Kina.

Poststrukturalistisk teori underminerer ikke begrebet om sandhed. Tværtimod så forsøger disse teorier at beskytte sandheden fra tvivlsomme postulater fra dem, der forsøger at sætte lighedstegn mellem sandheden og belejlige ting; Ting som den usynlige hånd, statens vilje og for den sags skyld endda også folkets vilje. Postulater, der i yderste tilfælde er populisme.

Frembruddet af poststrukturalisme som syndebuk er yderst mistænkelig. Jeg undrer mig over, om ikke krisen om sandhed, det ’postfaktuelle’, som den præsenteres af tidens mediediskurs, egentlig snarere fremtræder som en mulighed for det neoliberale højre for at styrke deres egen position.

Deres doktriner er trods alt, at man aldrig må lade en alvorlige krise gå til spilde. Hvis vi betragter indtoget af postulatet ’postsandhed skyldes poststrukturalisme’ side om side med Liberal Alliances forsøg på at lukke det feministiske bibliotek Kvinfo, så fremstår et begær efter at udforme diskursen om sandhed, lige så snart sandhedskrisen er overstået. Med andre ord, en rolle der traditionelt set tilhørte præsterne.

Måske er det på grund af den stærke mistillid til kirken i den franske kultur, at der herskede en mistænksomhed over for præsterollen blandt de poststrukturalistiske skribenter. Marxisten og medieteoretikeren Franco Berardi argumenterer for, at præstens rolle i dag er erstattet af økonomer; en profession der stadig domineres af en neoliberal fuldstændig konsensus.

Så når et medlem af det neoliberale højre fortæller mig, at bestemte bøger og idéer er farlige, har jeg svært ved at se bort fra deres præstelige finesse.