Print artikel

Jeg ser ingen nationale løsninger

Europas åndelige tilstand illustreret af Sune Christiansen
Interview
25.09.17
Europas venstrefløj er travlt optaget af navlepillende lederdyrkelse og interne stridigheder. Imens er den ekstreme højrefløj med succes i gang med at skille kontinentet ad, siger filosoffen og DiEM25-stifteren Srećko Horvat.

Bruxelles: Virkeligheden overgår næsten dystopien, når Srećko Horvat skal forklare, hvor tæt EU er på afgrundens rand. Og hvis ikke venstrefløjen vågner fra sin tornerosesøvn og samler sig om at bekæmpe højrenationalismen, er kontinentet, som vi kender det, fortid om nogle år, siger kroatiske Horvat, der er filosof og grundlægger af DiEM25-bevægelsen.

Sidste år lancerede Srećko Horvat Democracy in Europe Movement 2025 – DiEM25 - sammen med den græske ex-finansminister og venstrefløjsrockstjerne Yanis Varoufakis. I februar 2016, før Brexit gav den nationalistiske dagsorden sit hidtil største rygstød, samlede de to socialister pressen i Volksbühne-teatret på Rosa Luxemburg-Platz i Berlin.

»Vi startede DiEM25 op med et simpelt, men ambitiøst mål: at demokratisere EU, inden det bryder sammen. Det sidste år har vist os, at det er ved at være nu eller aldrig,« siger han.

Valget mellem nationalstat og EU er et falsk dilemma. Lad os ikke falde for illusionen om, at en tilbagetrækning til nationalstaten er mulig.

Diagnosen har ifølge kroatiske Srećko Horvat været åbenlys længe, hvilket han også påpeger i bogen What Does Europe Want? fra 2013, som han har skrevet sammen med slovenske Slavoj Žižek. EU’s demokratiske underskud, sparepolitikken og øget ulighed sætter unionens overlevelse på prøve.

»I begyndelsen kaldte folk DiEM25 for en science fiction-bevægelse, der så spøgelser, når vi forudså EU’s kollaps. Det sidste år har, hurtigere end vi selv havde forestillet os, vist at vi havde ret i vores diagnose,« siger han.

Umulig retræte til nationalstaten
ATLAS møder Srećko Horvat på et lille hotel i Bruxelles, få kilometer fra de EU-institutioner, han vil ruske op i.

Byen er, lidt ligesom den union den huser, i en slags mærkelig konflikt med sig selv. Den er hverken helt fransk eller flamsk, og begge sprog må deles om opmærksomheden på vejskilte og på byens menukort. Eurokrater i jakkesæt vrimler ud af glasbygninger, men alligevel må Bruxelles dele titlen som EU-hovedkvarter med Strasbourg. Og så er det nok det eneste sted i verden, hvor turister velvilligt lader sig rippe ved at betale overpris for EU-paraplyer og t-shirts med 12 skriggule stjerner printet på en mørkeblå baggrund. En begejstring over unionen, som de fleste EU-venlige regeringsledere må se langt efter i velsagtens alle andre europæiske hovedstæder.

Srećko Horvat er taget til byen for at holde et oplæg i Bruxelles’ Kaaitheater. Tema: Hvordan EU kan revolutioneres indefra.

»Som så mange andre europæere har jeg det svært med EU. Jeg føler mig ikke som en demokratisk medborger, når jeg går forbi de store glasbygninger, og hver gang jeg er i Europaparlamentet for at møde åndsfæller får jeg associationer til en Kafka-roman, så absurd og udemokratisk er det,« siger Srećko Horvat til ATLAS, få timer inden han om aftenen træder ind på scenen i Kaaitheater, hvor han trækker fulde huse.

Venstrefløjen er og har historisk set altid været splittet i sin opbakning til, hvad Srećko Horvat kalder et »neo-liberalt, kapitalistisk EU.«

Den nationalistiske højrefløj har derimod samlet sig på tværs af Europa og formået at skabe begejstring med ét enkelt, let sælgeligt budskab: retræte til nationalstaten. Et budskab, som venstrefløjen for alt i verden må undgå at spejle sig i, mener Srećko Horvat.

»Hør her: Valget mellem nationalstat og EU er et falsk dilemma. Lad os ikke falde for illusionen om, at en tilbagetrækning til nationalstaten er mulig. Hvad betyder nationalstaten i det globale 21. århundrede? Ikke meget, da magten ikke ligger her. Se bare på Syriza (Grækenlands socialistiske regeringsparti, red.). Deres magt er en illusion, for selv med et massivt nationalt mandat har de intet kunnet stille op mod de virkelige magthavere: Den Europæiske Centralbank, Kommissionen, IMF og de store multinationale selskaber. Den eneste måde at transformere magten på er ved at bygge en international progressiv bevægelse, der tør ændre EU indefra. Jeg ser ingen nationale løsninger, der på en tilfredsstillende måde kan bekæmpe højrenationalisme, klimaforandringer og løse flygtningekrisen,« siger han.

En onani-glad venstrefløj

DiEM25 er i sit første leveår blevet noget nær en kendisklub for venstreorienterede. I den nuværende bestyrelse sidder foruden Horvat og Yanis Varoufakis blandt andre filosoffen Noam Chomsky, musikeren Brian Eno og tøjdesigneren Vivienne Westwood.

Men de konkrete resultater er straks sværere at pege på.

»Giv os tid,« siger Srećko Horvat, som ikke tøver, når ATLAS beder ham påpege DiEM25’s største succes i sit første leveår. Bevægelsen har ifølge ham undgået det, der altid har været en af venstrefløjens største fiaskoer: egocentreret lederdyrkelse.

»Venstrefløjen har ofte ødelagt det for sig selv ved - som jeg metaforisk kalder det – at onanere sig selv i stykker. Hver gang en ny leder dukker op, projicerer vi alle vores drømme og forventninger over på lederen på ekstrem vis. Se, råber vi: der kommer en venstrefløjs-Messias, der vil ændre historiens gang i Europa for evigt. Alle vores fantasier om lighed og solidaritet gøres afhængige af denne Messias-figur, og når han ikke skaffer resultaterne, føler vi os utilstrækkelige – og impotente, for at blive ved onani-metaforen,« siger Srećko Horvat.

ATLAS påpeger, at det er svært at finde eksempler på succesfulde politiske bevægelser uden store ledere.

»Ja, bevægelser behøver lederskab, og vi skal ikke skamme os over at have karismatiske ledere. Men nye ledere – tag Alexis Tsipras, Pablo Iglesias eller Jeremy Corbyn - har og vil aldrig være nok. Vi skal lade lederskab og folkeligt engagement gå hånd i hånd. Hvis vi vil ændre dette kontinent har vi brug for horisontalitet. Det er en af grundene til, DiEM25 kalder sig en bevægelse, ikke et parti. Vi har brug for, at folk engagerer sig som demokratiske medborgere og ikke lader deres drømme afhænge af en enkelt leder,« siger han.

I bedste venstrefløjsterminologi fortsætter Srećko Horvat vores snak med at tale om kombinationen af horisontalitet og vertikalitet. Med andre ord vil DiEM25 både være en folkelig bevægelse og have magt og indflydelse.

Problemet er bare, at det folkelige har det med at visne, desto tættere man kommer magtens tinder, påpeger ATLAS over for Srećko Horvat.

»Ja - den største udfordring for enhver politisk bevægelse er vejen til indflydelse. På hvilken måde skal man være en del af den politiske arena? Vi skal lære af protesterne på Puerta del Sol i Madrid og Occupy-bevægelsen i New York og kombinere det med nogle af de ting, et politisk parti kan. DiEM25 insisterer på, at vi kun kan ændre Europa til det bedre med en bred forankring. Neo-liberal sparepolitik, ekstrem nationalisme og fremmedhad - det kan vi kun besejre, hvis ligesindede går sammen i en bred alliance. Om denne alliance med tiden bliver til et egentligt parti, må vi se. Jeg er personligt ikke afvisende over for ideen. I dag ser vi partier blive formet i nationalstaten, og først derefter dannes europæiske grupperinger. Hvorfor ikke prøve at gøre det den anden vej rundt?« spørger han og siger, at den endelige beslutning hverken er hans eller andre af de mange intellektuelle i DiEM25’s bestyrelse.

»Det er DiEM 25’s medlemmer, der bestemmer, om vi skal blive til et parti. Det vigtige for mig er, at det ikke bliver et mål i sig selv, men et middel til at demokratisere EU,« siger Srećko Horvat.

Slåskampe lagt på hylden
DiEM25’s to grundlæggere er på hver sin vis formet af et vis fald fra tinderne. Srećko Horvat har brugt år af sit liv på græsrodsaktiviteter; blandt andet har han grundlagt den aktivistiske Subversive-festival og været aktiv i de sydeuropæiske venstrefløjsbevægelser, der på trods af stor folkelig opbakning aldrig for alvor har fået gjort op med den EU-dikterede sparepolitik i Sydeuropa. Gennem mere formelle politiske kanaler nåede økonomi-professoren Yanis Varoufakis til tops i den græske regering som finansminister og sad ansigt til ansigt med regeringens hovedfjender i den såkaldte trojka bestående af Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og IMF.

Fællesnævneren er, at det selv med to vidt forskellige strategier ikke for alvor er lykkedes hverken Horvat eller Varoufakis at gøre EU’s økonomiske politik mere venstreorienteret. Måske er det svaret på, hvorfor DiEM25 har svært ved at pege på, hvordan et nyt venstrefløjsprojekt helt konkret skal redde Europa, spørger ATLAS den kroatiske filosof.

»Vi er bestemt ikke ukonkrete,« siger Srećko Horvat til sit forsvar og fortsætter:

»Vi har fremlagt masser af gode initiativer i vores første år. Og vores bud på en europæisk ’New Deal’ er lige på trapperne. Konkrete og udførlige bud på, hvordan EU kan gøres mere solidarisk og demokratisk. For eksempel har Frankrigs socialistiske præsidentkandidat Benoît Hamon lige rost vores forslag om en europæisk mindsteløn,« siger han.

Og så er det lykkedes DiEM25 at forene forskellige politiske fraktioner i et omfang, der ifølge Horvat sjældent lader sig gøre på en venstrefløj, hvor interne kampe har tæret på evnen til at omsætte visioner til resultater.

»Venstrefløjen har altid haft en stærk tendens til at være sekterisk. ’Jeg er trotskist, jeg er bolsjevik, jeg er mensjevik’, lyder det, mens vi skændes om den tredje og endnu ikke publicerede fodnote af Karl Kautsky. Sigmund Freud kaldte fænomenet for ’de små forskelles narcissisme’. Det skal vi undgå, hvis EU skal reddes,« siger Srećko Horvat og fortsætter:

»I DiEM25 er det lykkedes at bygge en bred koalition af personer og partier, som normalt ikke ville arbejde sammen om at finde fælles europæiske løsninger. Grønne partier fra hele Europa, den mere radikale venstrefløj, fagforeninger, aktivister og socialdemokrater er alle en del af den her bevægelse. Det er vigtigt – ikke bare for DiEM25, men for kontinentets fremtid. Storbritannien er ved at forlade EU, Erdoğan og Putin presser på udefra, mens Victor Orbán og den nye nationalisme vil opløse samarbejdet indefra. Det er ikke bare bekymrende, det er farligt. Europa har brug for en bred alliance, der ikke eksisterede i 1930’erne: en alliance, der kan stoppe den snigende fascisme og forhindre Europa i at kollapse,« siger Srećko Horvat.

Den europæiske fortælling er brudt sammen
I slutningen af 2015 skrev Srećko Horvat bogen The Radicality of Love, der sammenligner revolutionens dedikation og engagement med den troskab, der også ligger i ægte kærlighed mellem to mennesker.

EU er mange ting, men sjældent lidenskab og kærlighed. Tag Horvats hjemland, Kroatien, hvor opbakningen til EU er blandt de laveste i Europa.

»Vi er passionerede omkring Middelhavet, godt vejr og god mad, da ikke EU,« siger han med et smil.

Men det betyder ikke, at sand politisk lidenskab omkring et europæisk samarbejde ikke kan skabes, mener Horvat. Vi skal ikke mange år tilbage, før EU-flag rent faktisk prægede gadebilledet i ex-Jugoslavien.

Folk forbinder EU med sparepolitik og finansielt diktatur. Tænk sig, vi er endt med at savne det gamle Jugoslavien i stedet

»Da Slovenien blev optaget i 2004 påpegede sociologen Mitja Velikonja, at hans folk mentalt var blevet smittet med EUrosis – en EU-venlig virus. Hvis du gik hen i et nyåbnet bageri hed det Euro-bakery, og der var EU-flag og EU-produkter over alt. Der var en enorm passion omkring det europæiske projekt. Vi nåede aldrig samme højder i Kroatien, men EU var stadig lyset for enden at tunnelen; noget vi så op til og stræbte efter at blive en del af. Jeg tror, at vi havde det ligesom østtyskerne, der kiggede misundeligt mod supermarkederne i vest, som bugnede af bananer. Kroaterne ville ikke have bananer, men tøjet og rigdommen som EU kunne tilbyde. Ved at blive en del af EU har vi oplevet det samme som østtyskerne efter murens fald. Varerne kom, men ingen havde råd til at købe dem! Og i stedet for EU-jubel er vi nu begyndt at tale om Jugonostalgia. Folk forbinder EU med sparepolitik og finansielt diktatur. Tænk sig, vi er endt med at savne det gamle Jugoslavien i stedet,« siger han.

Srećko Horvat fortæller videre om et Europa, hvor fortællingen om fred og velstand for hele kontinentet er brudt sammen. I stedet er arbejdsløsheden tårnhøj sydpå, der bygges mure i Calais og Ungarn, Schengen-samarbejdet er de facto suspenderet og grupper af stærkt bevæbnede soldater patruljerer igen i europæiske storbyer.

»Sidst jeg var her i Bruxelles, lignede det en krigszone. Det var lige efter terrorangrebene, og en taxachauffør jeg kørte med sagde, at det lignede noget, der var normalt i hans hjemland Rwanda. Men det her er altså Europa, og det må ikke blive normalt her. Desværre ligner flere og flere europæiske byer - Bruxelles, Paris, Berlin og München – efterhånden militariserede zoner, og det er bekymrende,« siger han og fortsætter:

»Den nuværende fortælling har fejlet, og vi har mere end nogensinde brug for en ny. Vi har ikke skabt et europæisk demos og en europæisk identitet. For få føler sig som europæere, særligt i periferien af EU, hvor jeg kommer fra.«

Og hvad så, hvis vi ikke får ændret fortællingen? Hvor står det europæiske projekt så om fem år, spørger ATLAS afslutningsvis Srećko Horvat.

»EU’s kollaps er selvfølgelig ikke uundgåeligt,« siger han. Men, og der er et vigtigt men, mener Horvat:

»Kollapset er forestående, hvis ikke en progressiv europæisk bevægelse samler sig. Lad mig afslutte med en anekdote: Sidste år var jeg i Athen med Yanis Varoufakis, hvor vi så kunstneren Thomas Bellincks udstilling The House of European History in Exile. En udstilling, hvor Bellinck overbevisende forudsiger, at intern uro vil føre til EU’s sammenbrud i 2018. Vi trådte ud af udstillingen, kiggede ud over Akropolis og indså, at vi ikke havde set en udstilling om fremtiden, men om nutiden. Den virkelige verden ligner noget, der kan bryde sammen. Og hvis du spørger mig om min ærlige mening vil mit svar være, at Thomas Bellincks udstilling kan vise sig at blive til virkelighed,« afslutter han.