Print artikel

Skønhedsjordskælvet

Interview
25.04.17
Den tyske kunstner og idéhistoriker Philipp Ruch udgav i november 2015 et 200-siders politisk manifest under titlen Wenn nicht wir, wer dann?. Teksten er en ilter kritik af et tysk samfund, der har mistet fornemmelsen for det gode og det skønne og ser mennesket som programmeret af naturvidenskab, økonomi og drifter. Vi har glemt, at vi kan definere os selv som samfund og som individer

I sommeren 2016 sjoskede fire libyske tigre rundt i et stort bur på Unter den Linden i Berlin. Over buret hang et banner med en illustration af en kvinde med sin datter og følgende tekst: »Mama, warum kommen die Flüchtlinge nicht einfach mit dem Flugzeug?« (»Mor, hvorfor tager flygtningene ikke bare flyet?«). Datterens uskyldige spørgsmål står i skarp kontrast til de politiske og juridiske realiteter, der betyder at tusindvis af flygtninge er druknet i Middelhavet. De er nødt til at vælge illegale rejseformer, fordi det er ulovligt for fx fly- eller færgeselskaber at transportere mennesker ind i EU, der ikke har indrejsetilladelse.

Den aktivistiske kunstnergruppe Zentrum für Politische Schönheit (Center for politisk skønhed eller ZPS) arrangerede i sommer en crowdfundet flyvning med 100 flygtninge fra den tyrkiske by Izmir til Berlin. Flyvningen var naturligvis betinget af, at den føromtalte lovgivning blev ændret. Og ZPS opfordrede personer med flygtningebaggrund til at melde sig til at lade sig spise af de fire tigere til offentligt skue, hvis loven ikke ville blive ændret.
Loven blev ikke ændret, men ingen blev spist. Den eneste, der havde meldt sig – en syrisk kvindelig skuespiller – holdt i stedet en tale for de ca. 200 fremmødte.

At flyve flygtninge til Tyskland er et eksempel på det, ZPS kalder en handling af politisk skønhed. De har efterhånden gennemført en del lignende aktioner og kalder deres praksis for »aggressiv humanisme«. I november 2015 udgav gruppens grundlægger samt kunstneriske og ideologiske leder Philipp Ruch det politiske manifest Wenn nicht wir, wer dann? (da.: Hvis ikke os, hvem så?).

Jeg mener, at vi ud fra historien og det, jeg vil kalde en grundlæggende følelse af anstændighed og menneskelighed, kan afgøre, hvad der er godt og skidt

ATLAS møder Phlipp Ruch på ZPS’ kontor i Berlin, der ligger på Unter den Linden, lige bag mindesmærket for ofre for krig og voldsherredømme Neue Wache med Käte Kollwitz-skulpturen Mutter mit totem Sohn, og lige ved siden af Maxim Gorki-teatret, til en snak om etik, kunst, multikulturalisme og verdenssituationen med udgangspunkt i hans manifest. ZPS hører til i en stor bygning, der huser et teater og en del små, kunstneriske foretagender. Jeg kan ikke finde deres kontor på den lange gang, og overvejer, om det mon er den dør, hvor der hænger et bundt balloner udenfor. Jeg spørger en scenemedarbejder, som bekræfter: »Det er der ved ballonerne.« Der er travlt på kontoret, men efter lidt ventetid kan vi begynde interviewet, forsynet med kaffe og kage.

Skønheden som moralsk ledestjerne

I såvel Ruchs manifest som i ZPS’ aktioner, er der en entydig og kompromisløs holdning til, hvordan vi bør forholde os til verdens problemer: vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre krig, og vi skal hjælpe alle de mennesker, der har brug for det. Ruch afholder sig i sin bog fuldstændigt fra at tale om konkrete politiske og samfundsmæssige problemer eller komme med konkrete løsninger; det er jo et manifest, og kan således tillade sig at være et idealistisk opråb. Men er det virkelig så let entydigt at sige, hvad der er godt og skidt? Er der ikke en masse problemer forbundet med at tage imod så mange mennesker? Og hvor meget bør jeg som enkeltperson gøre for at hjælpe dem, der er på flugt?

For at starte med det mest basale, spørger jeg først Ruch om, hvordan vi, i en Gudløs kultur, kan skelne mellem godt og ondt:
»Der, hvor vi skal lære om forskellen mellem det gode og det onde, er i den menneskelige historie. Historien fælder oftest en overraskende klar dom over forgangne begivenheder. Der er ingen tvivl om vores dom over Hitler eller over serberne i forbindelse med krigen i Bosnien-Herzegovina. Jeg mener, at vi ud fra historien og det, jeg vil kalde en grundlæggende følelse af anstændighed og menneskelighed, kan afgøre, hvad der er godt og skidt. Kant sagde, at hele menneskeheden er tilstede i hver enkelt af os, og at vi kan mærke det. Selvfølgelig kan det være svært nogle gange, for verden er, og historiske konflikter kan være, komplicerede. Men jeg vil sige, at vi behøver ikke Gud for at forstå forskellen mellem godt og ondt, for vi kan lære det af historien.«

Han fortsætter:
»I 1990’erne troede man ikke på, at det onde som en kategori eksisterede, og FN arbejdede ud fra det. De lavede fredsaftale på fredsaftale i Bosnien-Herzegovina og stolede hver gang på serbernes – Milosevic, Karadzic og Mladic’ – rationalitet. Og så skete Srebrenica. Efterfølgende skrev Kofi Annan i en rapport om Srebrenica: ’Vi har glemt, at det onde eksisterer, og at det er noget, vi ikke kan gå i dialog med’. Det tror jeg er meget rigtigt,« konstaterer Ruch.

Begrebet skønhed spiller en central rolle i Ruchs manifest og i ZPS’ aktioner. Ifølge kunstgruppelederen, er den accepterede vidensform i den vestlige verden den videnskabelige med dens kriterier om objektivitet og vished, men disse kriterier er ikke brugbare, når det handler om mennesket og politik. Han skriver i manifestet:
»Den, der søger naturlovenes stringens i mennesket, kommer ikke langt. Tvingende realisme står i modsætning til, hvad vi kan forestille os. Den dystre realitets motorvej har mange afkørsler. Det gælder ikke kun, når det handler om, hvordan og hvad mennesket formodentligt er, men på næsten ethvert område. Om vi snakker flygtningepolitik, fremmedhad, udenrigspolitik eller miljø – det ser ud til, at mange venter på, at nogen drejer af fra tænkningens hovedveje.«

Det objektive blik på mennesket er »et blik uden skønhed,« men skønheden bør være menneskets ledestjerne, for »skønheden redder verden,« skriver Ruch. Han fortsætter: »I en sjæl, hvor skønhedens jordskælv er brudt ud, lader der sig ikke bygge nogen ’sikre’ huse. Er det først begyndt, kan ingen og intet stoppe det. Skønheden er vores eksistens’ jordskælv. Efter dette keder det en, hvad der er sikkert her i verden. Vi vil vide, hvad der er muligt.«

Men hvad er forbindelsen mellem det gode og det skønne? Er det det samme? Til det spørgsmål svarer Ruch:
»Lad os som eksempel tage Willy Brandts knæfald i Warszawa (Willy Brandt, Vesttysklands forbundskansler 1969-74, knælede i 1970 foran et mindesmærke for de faldne under opstanden i Warszawa-ghettoen i 1943. Det blev set som en stor gestus og anmodning om tilgivelse og forsoning, red.). Den handling havde en enestående symbolsk betydning og var ikke bare god, men utrolig smuk. Mange tyskere brød sig ikke om det på det tidspunkt, men min generation ser klart den iboende skønhed i den handling. Så jeg vil sige, at det næsten er det samme, og det er jo en gammel græsk position med foreningen af det gode og det skønne: kalokagatia. Ofte opdeler man etik og æstetik, og det kan man sagtens, men når det kommer til det skønne, vil jeg sige, at det etiske er det skønne.«

»Den dystre realitets motorvej har mange afkørsler.«

Giftige idéer

- Mener du, at alle mennesker har en iboende fornemmelse for, hvad der er godt?
»Nej, det vil jeg ikke sige. Det kan være svært at få en fornemmelse for det gode. Man er nødt til at komme ud af hulen, som Platon siger i sin hulelignelse. Kant vil sige, at man har en forbindelse til en almen menneskelighed, men man kan blive afskåret fra den. Og det er præcis, hvad min bog handler om. Jeg mener, vi lever i store og dialektiske ideologier, som jeg kalder giftige idéer. De afskærer dig fra din forbindelse til den almene menneskelighed.«

Wenn nicht wir, wer dann? tager udgangspunkt i den præmis, at mennesket først og fremmest er styret af idéer, og at den måde, mennesket ser sig selv på, er bestemmende for, hvordan det handler, hvordan det indretter samfundet, om det er lykkeligt osv. Ruch opponerer dermed mod at forklare mennesket ud fra biologi, miljø, økonomi, materielle forhold, fortiden eller andre faktorer, der ligger uden for dets kontrol. Mennesket kan selv vælge, hvordan det vil se sig selv, og er selv ansvarligt for sine handlinger og de samfund, det indretter. Det går igen i bogens titel: Hvis ikke os, hvem så?
Det lyder indlysende, men problemet er, at samfundet er gennemsyret af disse giftige idéer, som bilder os det modsatte ind. De antager mange former, men stammer især fra tre hovedkilder: naturvidenskaben, liberalismen og Sigmund Freud.

Hos naturvidenskaben er mennesket i biologiens vold, hos Freud i drifternes, og hos liberalistiske tænkere som John Locke og Thomas Hobbes i egennyttens. Det stiller, især hos Freud og naturvidenskaben, spørgsmålstegn ved den frie vilje, og hos naturvidenskaben også ved bevidstheden. »Hvad gør det ved en,« spørger Ruch, »når man træder ud på gaden og ser mennesker som bundter af kemi, kødmasse og drifter?« Svaret er, at man mister sin agtelse for mennesket, der har mistet sin værdighed.

De skaber også en modstilling mellem individ og samfund: hos liberalismen er staten et nødvendigt onde, hvis opgave er at beskytte det enkelte individ mod de andre, og hos Freud er samfundet et stort overjeg, der undertrykker individets sande selvudfoldelse. I nutidens samfund forbindes menneskets indre, individuelle natur med noget sandt og autentisk, og det ydre som en trussel for det. For Ruch er denne tænkemåde en blindgyde, der resulterer i det nutidige tyske samfunds dominerende mennesketype, der er selvcentrereret og uinteresseret i samfund og politik, og som føler sig ensom og afmægtig, fordi det isolerer sig og leder efter noget i sig selv, som ikke findes.
»Mennesket bliver ikke først et socialt væsen med dets indtrædelse i kulturen. Det er det fra naturens side,« skriver Ruch. At vi alle ikke bare er en del af samfundet, men at vi er samfundet, bør alle indse hurtigst muligt.

Halve mennesker

Philipp Ruch lyder af og til som en form for tysk Svend Brinkmann på speed, og ligesom når Brinkmann slår til lyd for at stå fast og være et godt menneske, melder spørgsmålet sig, om mennesket nu også er forpligtet til at være godt, og hvor denne eventuelle pligt så kommer fra, når nu ikke fra en autoritet, der ligger uden for mennesket selv.

- Har vi pligt til at handle i det godes navn?

»Ja. Et menneske udvikler sig hele livet, og at opnå et mål som fx at lære at gå, er at indfri en iboende stræben efter humanitet. Hvis man ikke besidder denne længsel eller stræben, så er man ikke komplet. Når man ser på, hvad man skylder menneskeheden, så er det at stræbe efter at blive et helt menneske en afgørende pligt.«

- Hvor kommer den pligt fra?

»Fra den menneskelige natur. David Hume sagde, at den menneskelige natur har nogle indbyggede mål. Og et af disse mål er selvfølgelig at handle og opføre sig humant. Det mener jeg, man skal gøre, selvom der er mange, der ikke gør det.«

- Er de dårlige mennesker?

»Nej, jeg vil sige, at de er halve. De indfrier kun halvdelen af deres potentiale.«

- Hvor meget skal jeg ofre i mit liv for at hjælpe flygtninge fra Syrien, fx?

»Det kommer an på, hvem du er.«

 - Skal jeg sige mit job op?

»Jeg synes, alle skal sige deres job op og gøre præcis det, og jeg tror også, man kan skabe et job ved det. Men vi er jo et samfund, der deler arbejdet mellem os, og jeg mener, at alle bør gøre det, de er gode til. Hvis man fx er ingeniør og god til at bygge broer, hvorfor så stoppe det? Man kan jo fx bygge broer i Rwanda. Man kan også vælge at gøre noget i sin fritid eller donere penge.«

»Hvad gør det ved en, når man træder ud på gaden og ser mennesker som bundter af kemi, kødmasse og drifter?«

Samfundets brutalisering og kunsten som den femte statsmagt

- Jeg vil også gerne tale lidt om migration og multikulturalisme. Mener du, der er en grænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage?

»Nej. Eller det maksimale antal er i hvert fald meget højere end folk tror. Når det kommer til ressourcer, er der ingen problemer. De flygtninge, der kom til Berlin sidste år, blev forfærdeligt modtaget på grund af dårlig organisering, og det mener jeg, delvist var med vilje: CDU (de konservative, Merkels parti) vil gerne have det til at se ud som om det er et kæmpe problem. Mange, ofte SPD-styrede (Socialdemokratiet) byer klarede det fint. Vores samfund er ved at bryde sammen, men det er ikke på grund af flygtninge. Det er på grund af den højreorienterede, totalitære revolution, der er i gang.«

- Tænker du på AfD og PEGIDA?

»Ja, men også den offentlige diskurs. Der pågår en proces i Europa, som jeg vil kalde brutaliseringen af samfundene, og som omfatter den politiske sfære, men også medierne, som lader stadigt mere ekstreme synspunkter få stadigt mere taletid. Medierne beskrives ofte som den fjerde statsmagt, og dens funktion er blandt andet at opretholde en form for balance i samfundets magtfordeling, så det ikke bliver totalitært. Men den rolle mener jeg, de opfylder dårligere og dårligere, og derfor er vi nået til den femte statsmagt, som er kunsten. Det er den, der skal redde samfundet fra brutalisering og totalitarisme.«

- Mange taler om islam som et stort problem, og siger, at islam aldrig vil kunne forenes med et liberalt demokrati som det tyske eller danske, fordi der er for store problemer med ytringsfrihed, kvindesyn osv., og at mange muslimer ønsker sharia. Ser du islam som et problem?

»Nej, slet ikke. Selvfølgelig er der problemer i nogle islamiske miljøer, og en konservativ udlægning af islam er et problem. Men jeg ser en trist ironi i, at den mest progressive form for islam nogensinde i de vestlige samfund befandt sig i det tidligere Jugoslavien, og at dens tilhængere blev udslettet fra jordens overflade, uden at de vestlige samfund forhindrede det. Vi har brug for en progressiv islam!«

- Hvilken slags samfund er dit ønskesamfund?

»Det er det samfund, vi lever i nu. Jeg har opgivet drømmen om et anti-kapitalistisk samfund, som jeg mener, er en utopi. Alle ideologierne i det 20. århundrede ville omstyrte kapitalismen, og det endte som Sovjetunionen eller som desorganiserede landlige småsamfund i Cambodja. Det er et tilbagefald til middelalderen. Det vigtigste at kæmpe for nu, er menneskerettighederne. Det næste Holocaust eller det, der er værre, vil finde sted i Afrika eller Asien i dette århundrede, og det er vi totalt uforberedte på i Vesten. For mig er Kina nutidens svar på Tyskland i det 20. århundrede; kommunismen vil ikke blive afløst af demokrati, men af nationalisme og det, kombineret med Kinas forhold til fx Taiwan, Japan og mange lande i Sydvestasien, kan nemt starte krige, måske 3. verdenskrig. Og FN er handlingslammede.«

»Jeg synes, alle skal sige deres job op.«

Politisk blinde passagerer

- I din bog skriver du: »Wir sind ein Land politischer schwarzfahrer« (»vi er et land af politisk blinde passagerer«, red.). Hvad mener du med det?

»Vi har en historisk høj levestandard. Men med vores samfunds privilegier følger ikke kun rettigheder, også forpligtelser. Det kan fx være at være opmærksom på forbrydelser mod menneskeheden og handle imod dem. Hvad jeg mener med ’politische schwarzfahrer’ er: personer, der gerne vil køre med bussen eller toget med de privilegier og fordele, der følger med, men ikke er villige til at betale for det. At betale er at kæmpe for fred og humanitet, og det kan fx betyde at sætte militært ind over for det, Rusland har gang i i Syrien eller Ukraine. Det ville have en høj pris, som mange ikke er villige til at betale. Vores kærlighed i Europa til fred og pacifisme slår lige nu mennesker ihjel i Aleppo.«

- Det er den typiske europæiske konflikt mellem de bløde værdier og den hårde, nødvendige politik?

»Ja, det er. Og det er det, jeg mener med prisen, som du må betale.«

- Synes du Tyskland skal være leder af det europæiske projekt?

»Man kan ikke benægte, at Tyskland nu er EU’s største medlemsstat, og med det følger et stort ansvar. Jeg er egentlig  ligeglad med, om Tyskland leder Europa, men jeg ville ønske, at Tyskland kunne være leder af humaniteten og viljen til at bringe humanismen ind i realpolitikken. Tysklands historie understreger forpligtelsen til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre, at noget som Holocaust sker igen.«