Print artikel

Det europæiske svigt

Lesbos 2015. Foto: Anton Willemann
Interview
25.08.17
Fra et moralfilosofisk synspunkt er der mindst tre gode grunde til at modtage flygtninge. Men hvorfor har Europa ikke evnet at håndtere flygtningekrisen? Filosofiprofessor Nils Holtug prøver at forklare.

-Hvorfor er den nuværende fordeling af flygtninge på globalt plan uretfærdig?

»Vi har rekordmange flygtninge i verden – op imod 65 millioner – og hvis vi kigger på, hvordan de er fordelt, så er – ifølge UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommisariat, red.) – 86 % af dem i nærområderne. Hvis vi kigger på den store flygtningekrise lige nu, ikke mindst med Syrien og de syriske flygtninge, så er der rigtig mange internally discplaced, det vil sige, de er stadig i Syrien, men har været nødt til at flygte derfra, hvor de boede. Men af dem, som er ude af Syrien, er op imod 2,5 millioner i Tyrkiet, over 1 million i Libanon og over 600.000 i Jordan og det er de officielle, registrerede tal – i realiteten er det større tal, vi taler om. Og uanset hvad man mener om immigration og virkningerne af immigration på længere sigt, så må man nok sige, at flygtninge på kort – og måske mellemlangt sigt er en økonomisk byrde at håndtere. Så hvis man kigger på det som en byrdefordeling, ligesom med alle mulige andre fordelingsspørgsmål, hvor man diskuterer retfærdighed og uretfærdighed, så er det en meget ulige fordeling. Der er jo ikke nogen speciel grund til, at lige præcis de her tre stater skal bære en så stor del af byrden – det er bare dem, der tilfældigvis ligger tæt på, og det har været muligt for syriske flygtninge at nå dertil. Fra et moralsk synspunkt er det fuldstændig arbitrært.«

- Men ét er, at den nuværende fordeling er uretfærdig, men det implicerer vel ikke, at EU dermed er forpligtet til at optage flere flygtninge. Hvorfor er EU’s medlemslande i første omgang moralsk forpligtede til at optage flygtninge?

»Der vil jeg give tre argumenter som tilsammen burde appellere rimeligt bredt politisk set. Et argument, som jeg personligt mener, er det stærkeste, og som også er det, der fylder mest i debatten, er det humanitære argument: Der er mennesker i dyb nød, der lider massive menneskerettighedskrænkelser. Mennesker, der flygter fra tøndebomber, tortur og faren for at blive solgt som sexslaver. Og for så vidt at mennesker er i dyb nød, og det er i vores magt at forhindre dette, så har vi en moralsk forpligtigelse til at sikre dem humanitært. Dette argument vil dog ikke appellere lige meget til at alle, så derfor er det vigtigt at supplere det.

Et andet argument er at tage udgangspunkt i en traditionel frihedsrettighed: Retten til fri bevægelse. I de her år, hvor forskellige frihedsrettigheder fylder meget i debatten – ytringsfrihed, religionsfrihed, osv. – så, interessant nok, fylder bevægelsesfrihed stort set ingenting. Men der er ligeså stærke grunde til at mene, at bevægelsesfrihed er vigtig, som at ytringsfrihed og andre centrale frihedsrettigheder er vigtige. Den måde, som jeg synes, det er mest plausibelt at forstå de her centrale frihedsrettigheder på, er, at de beskytter nogle helt fundamentale interesser, som mennesket har. I denne sammenhæng er det jo så interessen i at kunne flygte fra krig, konflikt og vold – at kunne flygte fra menneskerettighedskrænkelser. Så selv hvis man ikke mener, at vores humanitære forpligtigelser er særligt vidtgående, men mener, at de centrale frihedsrettigheder er vigtige, så burde det her sekundære argument, som går på bevægelsesfrihed, tælle med en eller anden styrke. Modsat den humanitære ret, så er det her en negativ ret: En ret folk har til ikke at blive forhindret i at gøre noget. Og for mange højre-liberale teoretikere er de her negative rettigheder vigtigere end de positive.

Det tredje argument hviler på lidt mere empiriske præmisser, og er et argument om egeninteresse: Selv hvis vi kun kigger på flygtningekrisen med et perspektiv, der går på Europas egeninteresser, så mener jeg, at man derudfra også kan give et godt argument for, at vi skal tage imod flygtninge. Fordi situationen er jo den, at nærområderne er stærkt overbelastede. Der er både risikoen for nye konflikter og krige i nærområderne, som i sig selv producerer flygtninge, og faren for et regulært sammenbrud i flygtningemodtagelsen i de her lande, som også kan udløse nye flygtningestrømme. Man kan sige, at hvis først flygtningemodtagelsen falder sammen i et af de her lande, så vil de andre formentlig falde som dominobrikker. Og så vil folk prøve at komme et andet sted hen. Langt hen ad vejen kan man sige, at det var det, der skete i 2015 med de store flygtningestrømme til Europa. En væsentlig faktor var, at forholdene i nærområderne var blevet så dårlige.«

- Du har tidligere udtalt, at det ikke nødvendigvis var en særlig god idé at indtage dette argument om egeninteresse. Hvorfor egentlig?

»Det handler jo om, hvad for et af de her tre argumenter, man vil lægge mest vægt på. Det vil afhænge af ens grundlæggende værdier. For mig er det humanitære argument det vigtigste. Etisk egoisme er et etisk synspunkt, som tager udgangspunkt i, at det rigtige at gøre altid er det, der fremmer ens egeninteresse mest muligt. Det er ikke mit grundprincip, jeg mener, vi bør forkaste det, men det jeg prøver at argumentere for er, at selv hvis man kun fokuserer på europæisk egeninteresse, så er der argumenter for at modtage flygtninge.«

-Udgør flygtningekrisen en europæisk krise?

»Ja, det gør den også. Der er nogle, der siger, at flygtningekrisen i virkeligheden er en politisk krise. Jeg synes i virkeligheden, at det er en flygtningekrise: Det er en krise for flygtninge. Så flygtningekrisen er en ret dækkende betegnelse. I første omgang vil jeg sige, at det egentlig ikke er en europæisk krise, det er en krise for verdenssamfundet. For mig at se, er der ikke noget særligt ved Europa i den her sammenhæng, det er verdenssamfundet, der bør træde til. Men da Europa er en del af verdenssamfundet, og mange kommer hertil, er det selvfølgelig også en europæisk krise.

Det er også et spørgsmål om basal retfærdighed: Hvorfor er det rimeligt, at nærområderne skal tage næsten 90 % af alle flygtninge i verden? Den nuværende politik går oven i købet ud på at prøve at presse den sidste tiendedel ud i nærområderne også. Jeg har endnu til gode at se et bare minimalt plausibelt argument for, hvorfor det skulle være retfærdigt.«

-I 2015 vedtog EU et fordelingsprincip for omkring 160.000 flygtninge. I forhold til de principper, som dette skema tager hensyn til, er du – og andre politiske filosoffer – grundlæggende enige. Som du selv påpeger, er fordelingen dog ikke en succes: Kun omkring 6000 er indtil videre blevet fordelt. Hvad er din forklaring på den manglende succes?

»Jeg synes i virkeligheden, at det er et stort europæisk svigt, at det ikke kunne lade sig gøre at finde nogle rimelige fællesaftaler om flygtningehåndtering. Hvis vi kigger tilbage på 2015, var det jo nationale løsninger – det var de enkelte landes beslutninger om, hvilken politik de ville føre. Det førte til skiftende grænselukninger op gennem Europa, de enkelte lande indførte stærkere og stærkere restriktioner og dybest set politikker, som havde til hensigt at gøre det så lidt attraktivt som muligt for flygtninge at komme til lige præcis det land. Og der må man nok sige, at Danmark har været med i førerfeltet med hensyn til afskrækkelsespolitikker. Så udover at det, der dybest set var et internationalt problem, fandt nationale løsninger, indebar det også, hvad nogle kalder et race to the bottom, hvor de enkelte lande forsøgte at gøre sig selv mindre attraktive end de omkringliggende lande. Så får man en dynamisk effekt, hvor landene konkurrerer med hinanden om at gøre sig så lidt attraktive som muligt for flygtninge. Og det er jo af mange grunde uhensigtsmæssigt, men den vigtigste er selvfølgelig: Hvad er det for nogle muligheder, vi byder flygtninge?

Så jeg synes, det var et stort svigt, at Europa ikke kunne – og stadigvæk ikke kan – finde ud af at håndtere flygtningekrisen. Man kan sige, at det eneste landene rigtig kan blive enige om, er at prøve at sikre den ydre grænse. En anden grund til, at jeg synes, det er uhensigtsmæssigt, er, at dette i virkeligheden er en form for ’fangernes dilemma’, hvor landene enkeltvis prøver at løse nogle problemer, men hvor de alle sammen formentlig ville være bedre stillet, hvis de samarbejdede i stedet for at konkurrere mod hinanden. I virkeligheden er problemet ikke så meget EU institutionerne, men mere de enkelte landes modvilje imod at forpligte sig på en fælleseuropæisk politik.

Men altså. Hvorfor gik det sådan i 2015? Det afspejler nok, at der måske ikke helt er den her fælleseuropæiske ånd, hverken i parlamenterne eller i befolkningerne, at der selvfølgelig er bekymringer angående flygtninge i befolkningerne, og at der er stemmer i at optræde håndfast på det nationale niveau.«