Print artikel

Skriv under, så revolutionerer vi kommunen

Allan Anarchos fra Kærlighedspartiet på jagt efter stillere. Foto:Kristoffer Juel Poulsen
Sheriffen fra Amager har mindst 13 mærkesager. Foto:Kristoffer Juel Poulsen
Reportage
29.10.13
De byder på store idéer om kærlighed, et pengeløst samfund og euforiserende brændstof, men gider ikke hyggesnakke. ATLAS tog med tre visionære københavnere på jagt efter de underskrifter, der skal sikre dem en plads på stemmesedlen til kommunalvalget 19. november.

Første gang, jeg møder ham, er der mere end en måned til kommunalvalget.

Han står uden for Hovedbiblioteket i København med en vinterhue trukket godt ned om ørerne, et par slidte cowboybukser og en læderjakke, hvor flere af knapperne mangler.

Jeg går lidt i mine egne tanker, da han springer frem foran mig og rækker mig et stykke papir.

»Har du ikke lyst til at være stiller for Kærlighedspartiet til kommunalvalget? Jeg skal bare bruge dit CPR-nummer og en underskrift«, siger han hurtigt.

»Øh, det ved jeg ikke lige«, siger jeg. »Hvad står I for?«

»Kærlighed og Christiania. Men du behøver jo ikke være enig med os. Din underskrift er bare med til at give os muligheden for at stille op«.

Jeg forklarer ham, at jeg ikke vil skrive under på noget, uden at jeg ved lidt mere om det.

»Jamen, det er fint! Jeg skal også videre«, siger han og vender sig straks mod en anden forbipasserende.

På vej hjem kan jeg ikke få ham ud af hovedet. Hvad er Kærlighedspartiet for noget? Hvorfor gider han stå og samle underskrifter, når alle alligevel siger nej?

Og så var der noget ved den usentimentale måde, han henvendte sig på, som gjorde mig nysgerrig.

Jeg googler ’Kærlighedspartiet’ og støder på et underligt navn: Allan Anarchos.

Effektiv indsamling

Nogle dage senere står vi sammen i Larsbjørnsstræde, hvor Allan jagter underskrifter.

Han fortæller, at han er 59 år og førtidspensionist, og at han har været politisk aktiv siden 1970erne. Efternavnet ’Anarchos’, som betyder anarkist på græsk, startede som en gimmick, men nu er det også hans officielle navn.

Og så er der det specielle ved Allan, at han ikke kun samler underskrifter til sit eget Kærlighedsparti. Han er også på gaden for at hjælpe lister som ’En død hest’ og ’Ølpartiet’, i alt ni andre lister. Dels som en vennetjeneste, dels i håb om, at en af dem bliver så populær, at den får et mandat.

Hver liste skal have mindst 150 personer – ’stillere’ – til at skrive under for at kunne stille op i Københavns Kommune, men i praksis er det vigtigt at have en del flere. Man risikerer, at nogle af stillerne pludselig flytter til en anden kommune eller dør inden valget, som der står på borger.dk.

Derfor har Allan travlt. Deadline for underskriftsindsamlingen er om 10 dage.

Han henvender sig til en duknakket, gråhåret dame. Hun sender ham et skeptisk blik fra et sted bag de mørke solbriller:

»Skal du bruge hele mit personnummer inklusive de sidste fire cifre?« vil hun vide.

»Ja, desværre«, siger Allan.

»Så vil jeg ikke. Det må I lave om«, siger damen og smutter.

Allan ser på mig:

»Her i Larsbjørnsstræde er det måske 9 ud af 10, der siger nej, men andre steder er det 19 ud af 20. Det gælder om at være effektiv og ikke bruge for meget tid på folk, der bare vil sludre. Når man kan mærke, det er en fuser, er det om at komme videre«.

Jeg vil gerne hjælpe ham, når han gider stå i det kolde vejr og engagere sig i demokratiet

 

Visionsløst Danmark

På et tidspunkt lykkes det at få en underskrift fra en ung fyr med et stort rødt skæg, der hedder Arni. Han er 29 år og har lige afleveret speciale i engelsk på Københavns Universitet.

Ved seneste kommunalvalg stemte han på ’Hampepartiet’, der ville gøre hash lovligt i Danmark. Den politik flugter godt med Allans Kærlighedsparti, der har fri hash, pusherfrit Christiania og mere direkte demokrati som sine tre mærkesager.

Men det er ikke derfor, Arni har sat sin underskrift på Allans papir.

»Jeg vil gerne hjælpe ham, når han gider stå i det kolde vejr og engagere sig i demokratiet. Jeg ved ingenting om Kærlighedspartiet, men jeg vil gerne give dem en chance for, at andre kan stemme på dem – og så synes jeg, han virker charmerende. Han er ikke ligesom de der facere, man møder på Kultorvet«, siger Arni.

Den 50-årige lærerinde Anna vil også gerne hjælpe, selvom hun synes, Allans beskrivelse af ’En død hest’-listen er en smule ordknap:

»Det er en fyr, der har spillet violin i Sort Sol«.

Hun ender med at skrive under for Kærlighedspartiet i stedet. Hun er tidligere SF’er, men er ved at være kørt død i de etablerede partier:

»Dansk politik mangler visioner, og der er nærmest ingen debat om, hvad det er for et liv, vi gerne vil have. På den måde synes jeg, det demokratiske er ved at forsvinde lidt herhjemme. Men kærlighed er da en god vision«.

Sheriffen fra Amager

Hen på eftermiddagen kommer en høj, slank mand trillende på en damecykel med nogle valgplakater under armen.

Han har cowboyhat på, er klædt i denim fra top til tå og har et bælte på med et stort guldfarvet tyrehoved som spænde.

»Nå, der har vi Wagner!« udbryder Allan.

Manden i cowboytøjet er John Erik Wagner eller ’Sheriffen fra Amager’, som han kalder sig. Han er 50 år, arbejdsløs skraldemand og tøjdesigner, og så er han spidskandidat for sit eget parti, ’Velfærdslisten’.

Wagner er allerede færdig med at samle sine underskrifter, så nu hvor han alligevel ikke har andet at lave, er han taget ud for at lave lidt gratis pr-arbejde for Allans parti.

»Allan er ikke så god til det med medier. Han burde tage videokameraet her og præsentere sine mærkesager«, siger Wagner og roder med det optageudstyr, han har taget med bag på cyklen.

Hvilke mærkesager har du selv?

»Jeg har mindst 13«, siger Wagner og tager en dyb indånding:

»Jobcentrene er den største trussel mod velfærdssamfundet. Det er et kontrolsystem, hvor private konsulentfirmaer tjener penge på de ledige. Jeg vil indføre borgerløn i stedet og spare hele systemet væk«.

Han forklarer, at han også vil indføre gratis tandlægehjælp, som skal finansieres ved at legalisere hashen.

»Der er milliarder at hente på det. Man kan skabe varme ved at brænde hashen, ligesom man gør med halm, og man kan sikkert også lave brændstof ud af den«.

Sheriffen fra Amager har mindst 13 mærkesager. Foto:Kristoffer Juel Poulsen

 

De etablerede er griske og sløve

Imens Wagner snakker, drøner Allan frem og tilbage i Larsbjørnsstræde for at få fat i nogle underskrifter.

»Jeg kigger især efter dem, der ser lidt flippede ud«, siger han og får øje på en ung fyr med et stort rødt skæg, der kommer cyklende.

»Ham dér for eksempel, ham spørger jeg lige!«

»Men er det ikke ham Arni, du snakkede med lige før?« spørger jeg.

»Nå jo«, siger Allan. »Måske er jeg ved at være lidt træt«.

Wagner, til gengæld, har masser af energi. Han filmer Allans forsøg på at samle underskrifter, og indimellem fortæller han mig om sin politiske karriere, der nu har varet 12 år.

»På et tidspunkt meldte jeg mig ind i Det Radikale Venstre, fordi deres valgplakat havde en flot farve, og fordi Margrethe Vestager var smuk og virkede frisk og sympatisk. Men nu har jeg fundet ud af, at det er et nasseparti, der bare vil have penge ud af en«, fortæller Wagner.

Han har droppet at gøre karriere i et af de etablerede partier.

»Jeg ringede til Enhedslisten og spurgte, om de kunne bruge en kandidat, men det kunne først blive næste sommer, så det gad jeg ikke. Jeg kan godt lide at være min egen boss og selv bestemme tempoet«.

Da Allan kommer tilbage lidt senere, er han helt udmattet og vil helst bare sidde i fred og drikke en øl. Men Wagner står klar med kameraet og vil optage en valgvideo:

»Stil dig dér og sig, hvorfor folk skal stemme på Kærlighedspartiet, Allan. Du skal have et klart budskab. Jeg ville sige: ’Stem på Wagner – det gavner’«

Den store naturfantasi

Nogle dage senere sidder jeg i rendestenen i Snaregade på et tæppe af kunstgræs.

10-15 mennesker i rundkreds synger gamle protestsange i anledning af Naturpartiets underskriftsindsamling: »Penge alene skaber ingen værdier / penge skaber penge / papir, papir«.

Spidskandidaten Yara Brasil – en af Allans veninder - vimser omkring i stramme gamacher, en spraglet paillettop og pelshue. Hun er 36 år, kom til Danmark fra Brasilien i 1997 og er lige blevet arbejdsløs efter at have arbejdet i køkkenet i en daginstitution.

Hun serverer grøntsagssuppe for os i plastikkrus (»lavet 100 procent på skraldet mad«), inden hun rejser sig og holder tale:

»Da jeg kom til Danmark, troede jeg, jeg var kommet til Paradis. Alting var så ordentligt, alting fungerede, ingen sultede«, siger Yara Brasil med et stort, overvældende smil.

Men så bliver hun pludselig meget alvorlig.

Hun falder på knæ ned på græstæppet. En tåre triller fra venstre øje og ned mellem læberne.

»Alle burde have et stykke jord. Vi burde dyrke vores egen mad. Have en ged, en høne, whatever. Hvorfor skal man betale husleje? Hvorfor koster det penge at gå på diskotek?«

Så ser hun direkte på mig:

»Vi lever i et samfund, hvor folk ikke kan se hinanden i øjnene længere«.

Jeg anstrenger mig for ikke at kigge væk i den evighed, det varer, inden hun endelig slipper mit blik, og talen er slut.

»Jeg tror, jeg smutter hjem nu. Jeg er lidt træt i hovedet«, siger jeg kort efter til hende.

»Helt fint. Men hey, forresten: Bor du i Københavns Kommune?«

»Ja«.

»Skriver du så ikke lige under her? Vi mangler 50 underskrifter«.