Print artikel

»Der kommer ingen forandring i Danmark, før vi løber tør for saftevand«

Hvem fører egentlig højreorientret politik i dagens Danmark – og hvem fører venstreorienteret? Foto: CC
Den politiske rådgiver Rasmus Malver er lidt desillusioneret over vores politikere og står bl.a. bag disse plakater.
Artikel
28.02.13
En socialdemokratisk regering er ikke ensbetydende med socialdemokratisk politik. Faktisk forholder det sig lige omvendt, mener iagttagere og forskere.

»Der findes kun én regering, og den er rød. Der findes kun én regering, og den er rød. For hvis regeringen den er blå, så går det hele jo i stå, der findes kun én regering, og den er rød!«

De unge mennesker synger højt og entusiatisk i bussen. Folketingsvalget blev afgjort for få timer siden, og forventningen om, at det hele nu bliver anderledes, ligger tæt i luftet. Det føles lidt ligesom, når Danmark kvalificerer sig til en slutrunde i fodbold. Det tætteste en dansker formentlig kommer på revolution. En ’rød’ regering er på vej ind ad Christiansborgs fordør for første gang i 11 år, og det omvendte systemskifte, alle på venstrefløjen har sukket efter, synes at være en realitet.

Spol tiden sådan cirka fire måneder frem, og forhandlingerne om regeringens skattereform skydes i gang. Fra borgerligt hold er man begejstret for de udmeldinger, den nye, venstreorienterede regering leverer. Både den liberale tænketank Cepos og den tidligere konservative minister, Brian Mikkelsen, er positivt indstillede. På den anden side af det politiske spektrum befinder fagforeningerne sig. FOA og HK er bekymrede ved udsigten til den røde skattereform, der vil sænke skatten og lade de ledige holde for.

Det lyder som den omvendte verden, men for forskere i statskundskab kommer det dog ikke som nogen overraskelse. Faktisk har betydningen af regeringens farve længe været omstridt i forskningen. Paul Pierson udgav i 1994 bogen Dismantling the Welfare State, hvori han undersøger betydningen af årene under henholdvis Thatcher og Reagan. Den er blevet et berømt stykke forskning, og Carsten Jensen, phd. i statskundskab ved Aarhus Universitet, forklarer hvorfor:

»Udgangspunktet  er forventningen om, at blå regering fører blå politik. Thatcher og Reagan kan beskrives som destillerede blå politikere, den rene vare. Hvis ideologi skulle spille en rolle, skulle den altså gøre det her. Bogens konklusion er, at det gjorde den ikke.«

Alle omfavner velfærdsstaten

 Betydningen af de ideologiske præferencer mindskes nemlig i takt med, at velfærdsstaten vokser. Rød og blå blok repræsenterede oprindeligt forskellige samfundsgruppers interesser, men velfærdsstaten skaber nye interessegrupper. En stor del af vælgerkorpset er nu enten offentligt ansat eller modtager af offentlig ydelse. Det skaber stor opbakning til velfærdsstaten og gør livet svært for borgerlige regeringsledere med ambitioner om reformer.

»Hvis du forfølger din ideologiske holdning, bliver du straffet af vælgerne. Modstanden mod velfærdsstaten er ifølge Pierson  lille og svag. Folk som Thatcher og Reagan ender derfor med at gøre en mindre forskel, end man skulle forvente,« siger Carsten Jensen.

Fra folk som Pierson lyder det, at moderne politikere måske nok har ideologiske visioner, men disse står i skyggen af hensynet til deres karrierer som levebrødspolitiker.

Vælgerkorpsets insisteren på mere velfærd møder dog pres fra den økonomiske virkelighed. Fra denne front tvinges politikerne til reformer, også dem af den upopulære slags. De borgerlige regeringsledere har ry for at stå i kø for at få lov til at skære i den bugnende velfærdsstat, mens socialdemokraterne vil forsvare den med næb og klør. Ifølge Carsen Jensen skaber vælgernes forventninger til de politiske blokke dog nogle meget overraskende dynamikker:

»Hvis man er en strategisk handlende borgerlig politiker, så er man nødt til at omfavne velfærdsstaten. Borgerlige regeringer er nødt til at bruge endnu flere penge for at overkomme vælgernes mistillid. Derfor ser vi faktisk større udgiftsstigninger i store velfærdsstater under borgerlige regeringer end under socialdemokratiske,« forklarer Carsten Jensen, og tilføjer at det også gælder den anden vej rundt:

»Og den, der skar mest i velfærdsstaten, var jo faktisk Nyrup.«

Den politiske rådgiver Rasmus Malver er lidt desillusioneret over vores politikere og står bl.a. bag disse plakater.

Han understreger, at der dog stadig er plads til ideologiske slåskampe, men at de kommer til at foregå på marginale spørgsmål:
»På de store ting er der ikke så stor forskel, fordi det tør politikerne simpelthen ikke,« siger han.

Christiansborg er en børnehave

 Rasmus Malver er rådgiver for det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe. Han har en fortid i Konservativ Ungdom, Konservative og Ny Alliance, og kender altså dansk politik indefra. I sine unge dage var han idealistisk, men nu laver han med egne ord politik for pengenes skyld. På sin hjemmeside opfordrer han folk til at stemme blankt. Han kan nemlig ikke se nogen nævneværdig forskel på partierne og bruger perioden fra Schlüter til Fogh som eksempel:

»Det er et fremragende eksempel. Under Schlüter drømte Henning Dyremose om at privatisere, men i virkeligheden blev der ikke privatiseret noget som helst. Da Nyrup så kommer til, så ryger de alle sammen på stribe: TDC, Postdanmark, Københavns Lufthavn, SAS osv.«

I løbet af de sidste ti borgerlige år synes Rasmus Malver, det er gået den forkerte vej i en liberal optik:

»Under Fogh steg boligskatten med 13 milliarder. Løkke satte så moms på ejendomsadministration og på advokatbistand til ejendomshandel. På samme måde handlede Schlüters kartoffelkur i høj grad om at indkræve flere penge til staten,« forklarer Rasmus Malver og konkluderer om de politiske blokke: »De gør jo det modsatte af, hvad man forventer af dem.«

Som Rasmus Malver ser det, er det ligegyldigt, hvilken blok der sidder ved magten. Det nemlig alligevel ikke politikerne, der egentlig bestemmer:

»Man kan sige, at det er en børnehave. Christiansborg er en børnehave, hvor embedsmændene er pædagogerne, og så længe politikerne får deres middagslur, en bolle og noget saftevand, så går det hele nok. Men det er stadig pædagogerne, der har magten,« udtrykker han det.

Men hvad med fløjene? Kunne han som idealistisk borgerlig ikke stemme på Liberal Alliance. Som svar på dette spørgsmål tegner Rasmus Malver et billede af den moderne politiker, som én der er mere drevet af hensynet til at blive genvalgt end af ideologi:

»Især med Liberal Alliance kan du jo se nogen mennesker, der har vandret fra den ene ende af spektret til den anden bare for at få lov til at blive siddende på deres stol på Christiansborg. De har ikke råd til at være uenige, så risikerer de nemlig ikke at blive valgt.«

Skab forandring på gaden og i parlamentet

 2011 var ikke blot året, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister. Det var også året, hvor det amerikanske tidsskrift Time havde en maskeret demonstrant på forsiden. ’The protester’ blev nemlig kåret til årets person af Time, en titel som tidligere blandt andre er tilkommet Gandhi, Martin Luther King og Putin. I Mellemøsten skyllede en folkelige bølge af protester adskillige tyraner af vejen.

Også i Danmark har vi de seneste år set eksempler på mobilisering af aktivister i stor skala. Det fejlslagne klimatopmøde, COP15, blev akkompagneret af taktfaste tilråb fra tusindvis af bekymrede borgere fra ind- og –udland. Occupy bevægelsen skyllede også op på danske breddegrader, og flere steder over hele verden så man således symptomer på en menneskehed, der var ved at miste tålmodigheden med det etablerede politiske system. De indtog gaden i stedet for parlamentet.

Nikolaj Villumsen har en fortid på den udenomsparlamentariske venstrefløj. Her har han været med til at arrangere store demonstrationer som til COP15, men i dag har han taget plads blandt de folkevalgte som nyt folketingsmedlem for Enhedslisten. Han mener, det kan betale sig at involvere sig i parlamentarisk arbejde, og at der er forskel på de to blokke. Han bruger håndteringen af den økonomiske krise som eksempel:

i virkeligheden blev der ikke privatiseret noget som helst. Da Nyrup så kommer til, så ryger de alle sammen på stribe

»Der er stor forskel på, hvordan vi arbejder os ud af krisen – det kunne selvfølgelig godt gøre en større forskel – men rød blok arbejder aktivt for at skabe arbejdspladser i stedet for bare bare at sidde og vente«.

Rød bloks brug af en ekspansiv finanspolitik til at overkomme krisen er altså en vigtig forskel fra blå blok ifølge Nikolaj Villumsen. På spørgsmålet om, hvem der var mest venstreorienteret af Fogh og Nyrup, holder han dog en pause og griner eftertænksomt, inden han svarer:

»Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning skal passe på med ikke at begå de fejl, som Nyrup begik. Det var blandt andet at lytte for meget til de radikale i forhold til den økonomiske politik. Det er afgørende, at ny regering også kommer til at betyde ny politik,« siger han.

De mange timer, som Nikolaj Villumsen tidligere har lagt i arbejdet på gaden som aktivisten med et banner mellem hænderne, står ikke i kontrast til erhvervet som folketingsmedlem. Tværtimod mener han, at de to ting hænger meget tæt sammen. Hvis regeringen skal trækkes i en venstreorienteret retning, kræver det nemlig, at befolkningen giver S og SF tilstrækkelig opbakning, så de kan lægge arm med de radikale:

»Det er det udenomparlamentariske arbejde også en del af,« siger han.

Det samme gør sig gældende, når en socialdemokratisk statsminister skal sige fra over for EU:

»Som det ser ud nu, kommer Danmark til at bevæge sig i en anden retning med en ny regering, men det afgørende er jo, at den regering også tør føre en anden politik, når EU mener, vi skal gøre noget andet. Der er ikke nogen facitliste. Det kommer an på, hvem der sætter dagsordenen, og det kan blandt andet påvirkes gennem store demonstrationer, der lægger pres på regeringen.«

Rasmus Malver ser anderledes pessimistisk på den politiske udvikling i Danmark:

»Der kommer ingen forandringer i Danmark, før vi løber tør for saftevand.«