Print artikel

Højreorienterede er ikke altid dårlige mennesker

Djævlen selv – eller bare en politiker? Peter Skaarup på Bornholm. Foto: Dansk Folkeparti
Kommentar
13.09.11
Vi ved allesammen, hvad vi ikke kan lide, og med stor sandsynlighed er det det samme, som din bedste ven ikke kan lide, nemlig Dansk Folkeparti – det intolerante parti. Men hvem er egentlig tolerant, og hvem er intolerant i et miljø, hvor sympatier og antipatier er udskrevet på forhånd, og det slet ikke er nødvendigt at udfordre automatholdninger, spørger musikeren Michael Møller, forsanger i Moi Caprice

For et par år siden skulle jeg være DJ til et arrangement i forbindelse med kulturnatten i København. Det var sådan et arrangement, hvor man havde spurgt meget forskellige kulturpersonligheder om at vise lidt af pladesamlingen frem med det resultat, at jeg pludselig stod i en mørk gang med en stribe vinyler i hånden, mens et af min omgangskreds absolutte fjendebilleder, Peter Skaarup, afsluttede sit set.

I den korte pause mellem de forskellige DJ’s blev vi så introduceret og jeg, med alle min smukke tolerante holdninger, gjorde mit bedste for at smile så uvenligt som muligt til manden med de evige strammekrav. Og desværre gjorde Peter Skaarup det stik modsatte; han smilede åbent og imødekommende, roste vist endda min musik og virkede desværre bare som en rar og venlig person. Det var det værst tænkelige udfald; at han, som billedet på det intolerante, viste sig at være imødekommende og tolerant over for en vælgertype, som notorisk afskyr ham og hans parti. Og som ligeså overbevist priser sin egen tolerance.

Jeg har fra tid til anden fortalt venner og bekendte om denne aften, og historien bliver altid mødt med en vis skepsis; han måtte blot være kalkulerende og god til at skjule sit sande jeg, er udlægningen. Og selvom jeg vel har nikket med fra tid til anden af frygt for, at nogen skulle tro, at jeg muligt kunne have sympati for Peter Skaarup, er billedet af en sympatisk person faktisk blevet i min erindring.

Selvom jeg afskyr hans holdninger og vil bekæmpe hans parti til dommedag, kan han jo ganske givet godt være et sympatisk menneske, som blot har en markant anden opfattelse af, hvordan man skaber sammenhæng i et samfund end mig.

Skader demokratiet

Både min og mine omgivelsers reaktion på situationen er sigende for en opfattelse på venstrefløjen, som jeg til tider tror kan ende med at skade vores indgang til demokratiet. En veninde sagde engang til mig, at »venstreorienterede er bare bedre mennesker end højreorienterede«, og denne selvopfattelse flyder mere eller mindre implicit gennem store dele af det humanistisk uddannede eller kunstnerisk udøvende miljø, jeg befinder mig i. Og for den sags skyld i mange venstreorienterede miljøer og langt ind i Politikens debatsektion.

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Det er let at være venstreorienteret i et miljø, hvor man ikke møder nogen reel modstand

Til tider er det som om, der findes formler for det gode på venstrefløjen. Hvis man er imod større ulandsstøtte og et mere multikulturelt samfund, skyldes dette i vores øjne primært, at man er et mere egoistisk, altså dårligere, menneske. Ligesom den liberale fløj i min øjne ofte forsimpler et abstrakt begreb som ’frihed’ i deres brandtaler mod vores overbevisninger, gør vi tolerance og godhed til målbare størrelser, hvorved vi kan dæmonisere højrefløjen på selve deres menneskelighed.

Se dybt i dig selv, venstreorienterede læser, og overvej, om du ikke gentagne gange har mistet en smule anseelse for en person i det øjeblik, det står klart, at denne stemmer på ’den forkerte side af radikale venstre’?

Ofrer den politiske anstændighed

Effekten af denne dæmonisering er problematisk i flere henseender. Dels er det i sig selv ganske enkelt paradoksalt selvmodsigende at beskylde den modsatte fløj for deres manglende tillid til andre mennesker og prise vores egen tolerance og åbenhed, når vi ikke engang selv kan leve op til sådanne idealer over for mennesker med andre holdninger end os selv. Mere problematisk bliver det, at det decideret udhuler vores egen argumentation. Hvordan kan vi gang på gang slå DF i hovedet med klager over ’tonen i debatten’ og beskylde dem for at generalisere, når vi selv gladeligt udråber samtlige potentielle DF-vælgere som ’racister’?

Når DF’s kritik af islam munder ud i nazi-sammenligninger, finder jeg det ganske enkelt forrykt, men vores kritik af denne tendens klinger uendeligt hul, når vi jævnligt bruger præcis samme sammenligning om DF. Når vi fordømmer og generaliserer andre på denne måde, bliver vi bliver ikke blot en pinlig selvmodsigelse, men ofrer den politiske anstændighed, som burde være blandt vores fineste retoriske våben.

Måske endnu mere problematisk er det, at vi reelt set slet ikke formår at afprøve vores egne argumenter. Mange af os befinder os i miljøer, hvor der praktisk talt ikke findes borgerlige stemmer, og mens vi konsekvent bruger vores energi på at dæmonisere alt borgerligt, ender vi med slet ikke at lytte til deres argumentation. Måske kunne de faktisk have ret på flere punkter, og måske har den røde fløj ikke svaret på alle landets problemer? Nogle af os er måske endda mere enige med dem, men har aldrig været i stand til at se det; blændet af frygten for at være ’et dårligt menneske’.

Det er let at være venstreorienteret i et miljø, hvor man ikke møder nogen reel modstand, men man bliver vel først rigtig sikker på sin observans i det øjeblik, man faktisk har afprøvet sine argumenter i en realpolitisk verden, hvor man bliver modsagt. I et miljø hvor Jyllands-Posten er forudindtaget til at tage fejl i alle sine holdninger, lykkes det aldrig at afprøve vores holdningers holdbarhed. Og i en verden, hvor det borgerlige, liberale eller højreorienterede gang på gang associeres med at være et dårligere menneske, kan vi ende med aldrig nogensinde at tage vores holdninger op til revision og dermed lære noget om, hvorledes vi bedst skaber et godt samfund. Hvem af os tør reelt stille spørgsmålstegn ved u-landstøtten, det multikulturelle eller vores sociale model, hvis det betyder, at hele vores venskabskreds vil stemple os som dårlige mennesker?

Vi finder aldrig ud, hvad vi personligt synes er bedst for vores samfund, hvis vi konstant bedømmer os selv og vores omgivelser på graden af vores menneskelighed. Og hvis vi når frem til, at vi er helt igennem venstreorienterede, smider vi vores bedste argument overbords ved angribe andre på deres menneskelighed.