Print artikel

Grænser for fattigdom

Forslaget om en dansk fattigdomsgrænse er både tidsligt og velkomment. Foto: CC
Kommentar
26.06.13
Det er på høje tid med en officiel dansk fattigdomsgrænse. Det har været uholdbart at henlægge den offentlige debat til medierne, sådan som det har foregået de seneste to år. Udspillet er overvejende positivt, med et par enkelte dryp af malurt.

Tidligere på måneden kunne socialminister Karen Hækkerup (S) løfte sløret for planerne om at indføre en dansk fattigdomsgrænse. Jeg har tidligere skrevet om behovet for en anerkendelse af, at der findes fattige i Danmark uagtet den nationale velstand i et globalt perspektiv, og byder derfor også initiativet velkomment. Lad mig i det følgende uddybe, hvad jeg ser som de umiddelbare fordele ved udspillet og dernæst forsøge at kaste en smule malurt i bægeret.

Ifølge udspillet er man fremover fattig i Danmark, hvis man over en tre-årig periode har haft en indkomst på under 50% af medianindkomsten. I øjeblikket er det beløb 103.200 kr./år efter skat for en enlig og 237.000 kr./år efter skat for en familie på fire. Det betyder samtidig, at vi officielt har 42.200 fattige individer i Danmark på nuværende tidspunkt. Derudover suppleres den økonomiske grænse af en række 'indikatorer for afsavn og risiko', som endnu ikke er definerede.

Til det positive. For det første vil en klart defineret fattigdomsgrænse fremover kunne fortælle os, hvilke individer som vi med rette kan kalde økonomisk udsatte. Givetvis vil de endnu ikke fastlagte indikatorer for afsavn og risiko samtidig også kunne inkludere de socialt udsatte. Dette tillader os at målrette politiske og socio-økonomiske tiltag mod de mennesker, som vi kan se har allermest brug for hjælp.

For det andet, vil vi fremover være i stand til at måle fattigdom over tid. Dette har to umiddelbare fordele. Dels vil vi kunne spore indkomstmobilitet. Dvs. er det de samme individer, som falder for grænsen eller kan vi se, at man sjældent forbliver fattig over længere tid? I det første tilfælde er det en indikation på, at nogle individer er fastlåst i en negativ spiral, som de har brug for hjælp til at komme ud af. Det andet tilfælde vil være en indikation på, at det at falde for fattigdomsgrænsen, ikke er verdens undergang og måske endda være brænde på det liberale bål, da det kan fortolkes som værende en motivationsfaktor for at tage beskæftigelse.

Den anden fordel ved at kunne måle fattigdom over tid er, at vi kan sammenholde stigninger og fald i antallet af fattige med fremkomsten af socio-økonomiske tiltag. På den ene side kan vi se om et tiltag møntet direkte på fattigdomsbekæmpelse har den forventede positive effekt eller ej. På den anden side, kan vi se om et tiltag, der ikke har, eller forventes at have, direkte socio-økonomiske konsekvenser, har utilsigtede og indirekte konsekvenser for antallet af fattige.

Et tredje positivt element ved den nye fattigdomsgrænse er af mere teoretisk karakter. Ikke alene er den foreslåede fattigdomsgrænse dynamisk og relativt defineret i forhold til medianindkomsten, men den er også absolut i den forstand, at grænsen er sat ved 50%. Havde fattigdomsgrænsen blot været relativ, f.eks. afgrænset til de fattigste 10% af befolkningen, ville det betyde, at der altid ville være fattige uanset velstandsniveauet i samfundet. Omvendt ville de 90%, som falder over en sådan grænse altid blive betegnet som velstillede uanset deres absolutte fattigdom. Ved at sætte grænsen ved 50% af medianindkomsten sikrer man sig i første omgang mod sådanne kontraintuitive udfald. Det er således muligt at forestille sig, at alle individer i samfundet vil have en indkomst på over 50% af medianindkomsten og derfor ikke være klassificerede som fattige. Et sådant samfund vil ganske vist være særdeles egalitært, men det er teoretisk muligt.

Havde man omvendt fastlagt en absolut og statisk grænse, f.eks. ved de 103.200 kr./år, ville man have overset det relative perspektiv. Man kunne f.eks. forestille sig, at ingen faldt under grænsen, hvorfor der heller ikke ville være nogen fattige. Men i et ekstremt velhavende samfund, hvor de fleste individer er millionærer, er en indkomst på lige over fattigdomsgrænsen ikke sammenligneligt velhavende. Det samme argument gælder i forhold til Joachim B. Olsen: Blot fordi alle danskere er mere velhavende end de fleste indbyggere i tredjeverdenslande, betyder det ikke, at der ikke findes relativ fattigdom indenfor en dansk samfundskontekst.

For det fjerde er det positivt, at man ikke blot har defineret fattigdom ud fra et økonomisk perspektiv, men har intentioner om at fastsætte nogle indikatorer for afsavn og risiko. Hvad 'afsavn og risiko' præcist indbærer er af gode grunde svært at sige, men det kunne f.eks. være en anerkendelse af, at en handicappet under visse omstændigheder har brug for flere resourcer til at kunne fungere på lige fod med individer, som er fysisk og mentalt raske. Derudover peger det også på en realisering af, at f.eks. studerende, som normalt ville falde under grænsen med en SU-indkomst på 69.036 kr./år før skat, ifølge de nuværende satser, minimerer deres risiko ved at tage en uddannelse og -formodentlig- vil kunne sikre sig en signifikant højere indkomst senere i livet. Det er klart, at mennesker tillægger andet end økonomisk indkomst en værdi.

Man kunne dog omvendt frygte, at man netop vil ende med at reducere 'afsavn og risiko' til økonomiske parametre og derved overser kompleksiteten i disse to termer. Visse afsavn og risici kan svært opgøres i økonomiske beløb, f.eks. det at være fastlåst i en kørestol eller arbejde deltid for at være mere sammen med sin familie.

Et andet kritikpunkt man kunne rejse mod udspillet er, at det ikke tager højde for forskelle i rådighedsbeløb. Hvis vi f.eks. sammenligner en enlig mor over fattigdomsgrænsen (lad os her forestille os at hun også er det efter korrigering for afsavn og risiko) med en en barnløs lige under grænsen bliver dette tydeligt. Lad os formode, at den enlige mor har flere og mere kostelige udgifter end den barnløse således at hun efter faste udgifter har et mindre rådighedsbeløb. En fattigdomsgrænse defineret i forhold til indkomst kan ikke reflektere denne forskel.

Det er selvfølgelig muligt at indvende, at vores enlige mor selv har valgt at få et barn og derfor også selv har ansvar for at hendes rådighedsbeløb mindskes. I det tilfælde kan vi blot udskifte den enlige mor med en person, som har været handicappet siden fødslen og har høje udgifter til hjælpemidler såsom kørestol og en personlig assistent. Det er ikke svært at forestille sig, at en sådant ufrivilligt handicappet har brug for en endog meget høj indkomst blot for at kunne matche den barnløse fattiges rådighedsbeløb.

Et tredje og sidste kritikpunkt er, at det ellers fornuftige krav at man skal falde under grænsen tre år i træk vil ignorere, at man kan risikere at leve i ekstrem fattigdom i kortere perioder (altså, i mindre end tre år). Det fornuftige er selvfølgelig, at kravet sikrer, at vi ikke klassificerer personer med store svingninger i indkomst (f.eks. freelance konsulenter) som fattige. Ikke desto mindre risikerer vi at overse individer, som i ét år akkurat har klaret sig over grænsen for derefter at falde ud i ekstrem fattigdom i de følgende to år. Hvordan man har tænkt sig at imødekomme en sådan situation er uklart.

Forslaget om en dansk fattigdomsgrænse er både tidsligt og velkomment. Det har været uholdbart at henlægge den offentlige debat til medierne sådan som det har foregået de seneste to år. Dels har man formået at hænge både enkeltindivider og hele grupper af danskere ud, dels har niveauet til tider været decideret usagligt og optaget af sort-hvid distinktioner. Med definitionen af en fattigdomsgrænse kan vi måske sætte os udover dette og fokusere på de individer og medborgere, som i sandhed har brug for hjælpende hånd.