Print artikel

En død arbejderutopi i Danmarks eneste privatejede by

Foto: Frederik Bygballe
Reportage
22.06.17
Ved Mariagerfjord ligger Danmarks eneste privatejede by: Dania. Engang en stolt, cementproducerende industriby, der spiller hovedrollen i to arbejderromantiske romaner af Hans Kirk. I dag en spøgelsesby i langsomt forfald, og ejet af en enkelt kvinde.

Ind ad indkørslen til den hvidmalede patriciavilla lige ved fjorden, triller en Mercedes firhjulstrækker. En gråhåret og velklædt kvinde i tresserne med tunge guldsmykker på håndled og hals stiger ud af bilen. Da hun ser ATLAS' udsendte, fryser hun et øjeblik og skynder sig derefter ind i det store hus.

Her på egnen kaldes hun »grevinden«. Direktøren ville nok være mere retvisende, for hun er ikke adelig, men til gengæld ejer af den nedlagte cementfabrik Dania og den dertilhørende lille landsby af samme navn, der opstod rundt omkring fabrikken i starten af 1900-tallet. Og så bor hun i fabrikkens gamle direktørbolig, der som eneste hus i hele Dania er hvidt. Alle andre er gule.

Engang var byen malet grå. Men trods den triste farve, var her et helt enormt liv. For dengang var Dania en industriby, der producerede cement til hele landet.

I velmagtsdagene var op mod 1500 mennesker beskæftiget i cementindustrien, som forfatteren Hans Kirk skildrer i romanen De ny tider: »Vældige roterovne drejede langsomt rundt med ilden brølende i deres indre. Rørmøllerne drønede i cementmølleriet. Pyratoren knasede store kulstykker til støv. Tunge, olieskinnende hjul drejede roligt rundt i maskinhallen, iltre motorer gnistrede.«

Kirk var så fascineret af cementindustrien ved Mariagerfjord, at han skrev hele to bøger om den: Daglejerne fra 1936 og De ny tider fra 1939. I begge bøger spiller fabrikken og byen Dania samt nabobyen Assens - og ikke persongalleriet - hovedrollen i Kirks fortælling om, hvordan industrialiseringen ændrer et samfund fuldstændigt. Fra at være et landsamfund med et fattigt daglejerproletariat, bliver området til en moderne fabriksby med organiserede industriarbejdere.

I bøgerne fremgår Dania ikke ved navn, og Assens hedder i stedet Aslev. Men Kirk, der blev født i Hadsund ikke langt fra Dania, lod sig kraftigt inspirere af området og dets karakterer til sin billedliggørelse af industrialiseringen i Danmark. Arbejdereventyret startede ved fjorden lige omkring overgangen til det 20. århundrede, da man opførte tre cementfabrikker: Cimbria, Kongsdalen og Dania. De tre skulle forarbejde alt det kridt og ler, som området flyder med – og som udgør de to hovedkomponenter i cement. Fabrikken Dania var mest succesfuld og overtog langsomt de to andre.

Foto: Frederik Bygballe

Det pulserende liv og det mylder af mennesker, der arbejde i den stadigt voksende cementindustri, skulle jo have steder at bo. I byen Assens skød nye boliger op, men også på Danias egen grund, blev der bygget. Fabrikkens navn var det naturlige valg til den stadigt voksende by, der skød op klods op ad fabrikken.

En gul spøgelsesby

»Der var aldrig nogen, der havde forestillet sig, at det her kunne lukke,« udbryder Erling Rungø, en lokal pensionist, der viser ATLAS rundt, mens han slår ud med hånden fra toppen af kridtgraven, der ligger lige ved Dania.

Men i 1975 lukkede den egentlige cementproduktion.

»Det var en større katastrofe for området her, da Dania lukkede end da B&W lukkede i København. Næsten alle heroppe arbejdede jo på fabrikken eller med noget relateret til cementindustrien. Der var ikke andet at tage sig til,« forklarer den pensionerede metalarbejder fra Dania, Jens Thisted, på lokalarkivet, mens han hælder kulsort kaffe op i kopperne fra Daniafabrikkens gamle kaffestel.

Katastrofen for området er til at føle på. Væk er cementindustrien, de 1500 arbejdspladser og en levende by. Dania er i dag skrumpet gevaldigt ind. Små autolakerere og stålværksteder optager i dag nogle af de mange fabriksbygninger på grunden, men de små erhvervsdrivende er en skygge af den tidligere storindustri. Omkring 30 private beboelsesejendommene udgør i dag landsbyen Dania.

Byen fremstår øde en blæsende lørdag i oktober. Tomme og slidte cementsiloer knejser mod himmelen på den gamle lastehavn, og rustne maskiner og afskallede fabriksbygninger vidner om tidligere tiders storhed og industrielle aktivitet. Men industrieventyret er for længst forbi.

Jens Thisted og Erling Rungø med model af Dania. Foto: Frederik Bygballe
Jens Thisted og Erling Rungø med model af Dania. Foto: Frederik Bygballe

Nordjyske Stiftstidende kaldte i juli 2014 Dania for et »overset eventyr ved fjorden,« og beskrev, hvordan byens »trimmede plæner helt ned til vandkanten byder besøgende velkomne og indleder historien om et sted, der gøres meget ud af at vedligeholde.«

Græsplænerne i Dania er rigtignok millimeterkorte, og langs hovedvejen er husfacaderne også velholdte. Men uden for hovedvejen flyder byggeaffald overalt, og vind og vejr har fået farven på de huse, man ikke ser fra vejen, til at falme over i en mere nikotingul nuance

»Til leje,« står der på hjemmelavede skilte i vinduerne på mange af Danias forladte fabriksbygninger. Man har fornemmelsen af at være i en spøgelsesby. Et indtryk, den uniforme gule farve forstærker.

Arbejdere og funktionærer

»De store bygninger lå øde hen, og der var overalt ligesom spor af forfald.«

Beskrivelsen kunne snildt bruges om Dania i dag, men skal i virkeligheden beskrive cementfabrikken under den hårde strejke, som Hans Kirk kredser om i De ny tider. Men modsat i dag, hvor den øde stemning er permanent, afblæses strejken i romanen, forholdende for arbejderne forbedres og livet går videre.

De mange strejker blev også i virkelighedens Dania gradvist en fast del af byens arbejder-DNA, som stille og roligt blev etableret i takt med industrialiseringens forvandling af området.

Med industrialiseringen fulgte vækst, velstand og store samfundsomvæltninger. Men de gamle forskelle mellem den lille og den store mand forblev. Tidligere udgjorde daglejere og bondemænd det største samfundsskel i byen. Men nu blev kapitalejere og arbejdere den nye hovedmodsætning i samfundet.

En af det største forskelle i det ny samfund var, at proletariatet, der i landsamfundet ikke rigtigt satte sig op imod herremanden, begyndte at organisere sig. Og det fascinerede den kommunistiske Kirk.

»I skal stå sammen med de andre arbejdere,« som en af fagforeningsagitatorerne i Kirks Daglejere fortæller landproletariatet, mens cementfabrikken bygges op, for »småfolk måtte slutte sig sammen for at værge deres ret« overfor kapitalejerne og deres lakajer: funktionærerne.

Men Kirk romantiserer klassekampen ved Mariagerfjord i sine romaner, skal man tro de mange arbejdere fra fabrikken, som den lokalt producerede dokumentarfilm, Daglejernes børn, har interviewet. Der var strejker, jovist, men de meget positive resultater, som strejken opnår i bøgernes verden, stemmer ikke helt overens med virkelighedens Dania. For selv om pressionsmidlet hyppigt blev brugt, var det relativt begrænset, hvad arbejderne egentlig fik ud af kampen, for »de lange og seje lønforhandlinger har altid kun givet de nødvendigste forbedringer,« og fabrikken »har egentlig aldrig været en god arbejdsplads,« som Specialarbejderforbundets (SiD) fagblad skrev ved lukningen af fabrikken.

Men den ny klasseforskel bed sig alligevel fast.

Rent sprogligt kunne man høre forskellen mellem arbejdere og funktionærer på Dania indtil cementindustriens død. Arbejderne var dus, mens funktionærerne og direktøren var Des.

Det var ikke kun i omgangstonen med hinanden, at forskellen manifesterede sig. Landsbyen blev faktisk udformet efter den. De største og bedst beliggende huse, som man byggede, gik således til funktionærer. Arbejderne derimod blev stuvet sammen i små lejligheder med kun en enkelt lyspære, som fabrikken slukkede hver aften klokken ti. Husene ligger her stadig, og forskellen er nem at spotte.

Direktøren for det hele

I dag er strømtilførslen i Dania blevet et kommunalt anliggende, men byen er fortsat privatejet. Ejeren er i dag bare ikke en stor cementvirksomhed, men et enkelt menneske: Anne Grethe Floor, »grevindens« borgerlige navn.

Anne Grethe Floor ejer stort set alt i Dania gennem sin virksomhed: Erhvervsparken Dania A/S. Hun råder over de fleste af Danias bygninger og huse, og byens småerhverv og private lejere betaler således deres husleje til hende.

Floor ejer også hele det landområde på knap to kvadratkilomenter, der udgør Dania, samt alle veje og lygtepæle i byen. På nær hovedvejen Daniavej, der som den eneste vej er kommunal. Hun har seks-syv opsynsmænd ansat til at vedligeholde byen. De udfører samme opgaver, som enhver anden kommunalarbejder. I Dania er de bare privatansatte medarbejdere under Floor.

»Jeg er ikke interesseret i et interview. Du må læse i de bøger, der er skrevet, jeg ved ikke mere,« skriver hun i en mail til ATLAS.

Selv efter gentagne høflige forespørgsler, ønsker Floor ikke at fortælle, hvordan det er at eje Danmarks eneste privatejede by. Men hvordan kom en enkelt kvinde til at eje noget så absurd som en hel by?

I juli 2000 skrev Ritzau : »Hel landsby solgt.« En privatperson, Uffe Eriksen, »købmanden fra Randers«, havde købt Dania til en hemmelig pris. Et par år senere døde han og overlod byen til sin enke, Anne Grethe Floor, der i dag er eneejer af Dania.

Før det havde byen været ejet af en trekløver bestående af godsejeren Johan Koed-Jørgensen og skibsrederne Per Henriksen og Martin Skibsted. Efter Dania gik ned i 1975, forsøgte ejeren af Dania, cementvirksomheden Aalborg Portland, at producere andet på fabrikkerne frem til 1984, hvor al industriel produktion endegyldigt stoppede. Primært drejede det sig om forarbejdning af bauxit, der bruges til aluminiumproduktion. Da det aldrig blev en rentabel forretning, solgte Aalborg Portland hele området til de tre privatpersoner.

De første private ejere forsøgte i starten at omdanne Dania til et stort kornlager. Samtidig gik de i gang med at restaurere og smukkesere byen, der trods det spøgelsesagtige islæt ligger idyllisk ved vandet. Derfra stammer den gule farve.

I 2000 gad ejerne ikke længere besværet, der aldrig rigtig blev en god forretning eller udviklede sig til den lille oase, de havde forestillet sig. De solgte derfor byen til idealisten Eriksen, der fortsat så det paradisiske potentiale i byen, som de tre tidligere ejere havde opgivet.

Som enkekone har Floor endnu ikke formået at indløse potentialet. Faktisk virker det mildest talt som om byen er blevet en hovedpine for hende.

»Det var jo ikke mig, der ville købe den åndssvage by, det var min mand,« siger hun træt i telefonen, da ATLAS for sidste gang forsøger at tale med hende. Mere vil hun ikke ud med.

Den falmede gullighed og byens mange tomme bygninger vidner om hendes manglende entusiasme.

Arbejdersamfundet, der engang eksisterede her, og som kommunisten Hans Kirk så utopisk beskrev, har i dag udviklet sig til et fejlslagent og forfaldent kapitalistisk projekt.

OBS: 26.6.2017 er artiklen blevet korrigeret. Tidligere var angivet, at den industrielle produktion i Dania stoppede i 1997. Det er forkert, det var allerede i 1984. Vi beklager.