Print artikel

Den permanente undtagelsestilstand

Det skal kunne betale sig at arbejde, siger statsministeren.
Kommentar
03.06.16
Danmark befinder sig i en permanent undtagelsestilstand. Alt kan retfærdiggøres, både kontanthjælpsreformer og usolidarisk flygtningepolitik. For at træde ud af undtagelsen, er vi tvunget til at stille mere grundlæggende spørgsmål til vores politiske orden, skriver Kristoffer Bayer.

I nyere tid har Danmark befundet sig i hvad filosoffen Slavoj Žižek kalder en permanent undtagelsestilstand. Tilstanden indfandt sig 11. september 2001, og vi har sidenhen været vidne til så mange forrykte begivenheder, at vi på den ene eller anden måde er tvunget til at stille mere grundlæggende og radikale spørgsmål til vores politiske orden.

På globalt plan har vi set hændelser, som for altid vil være skampletter på liberalismens projekt: Irak-krigen, finanskrisen i 2008, den stigende støtte til højrepopulistiske partier i Europa, terrorangreb overalt i verden, flygtningekrisen, klimakatastrofen og Panama-papirerne. De tragiske begivenheder vidner mest af alt om, at liberalismen som globalt projekt i sig selv er en skamfuld affære.

I dansk politik har vi samtidig været vidner til en permanent økonomisk undtagelsestilstand: besparelser, omprioritering og nedskæringer »kommer ikke længere med et løfte om, at tingene snart vil vende tilbage til det normale«, som Žižek formulerer det. I en tilstand, som ikke er betegnet ved permanent undtagelse, er det netop dette løfte om fremtidig forbedring, der legitimerer de store forandringer; befolkningen finder sig i nedskæringer, fordi den derved forventer at få noget igen.

Sådan forholder det sig ikke længere. Den permanente undtagelsestilstand fik sin mest rammende formulering da Lars Løkke i 2015 bebudede V-regeringens »kasseeftersyn« af den danske økonomi. Ikke overraskende viste kasseeftersynet, at der manglede milliarder, hvis man både ville finansiere skattelettelser til Liberal Alliance og velfærdsinvesteringer til Dansk Folkeparti. Men den sande værdi af kasseeftersynet skal findes hos Lars Løkke, som længe inden det fandt sted bebudede en frygt for, at hans »værste anelser« ville holde stik. »Vi påtalte flere gange i valgkampen, at den tidligere regering havde givet løfter, der ikke var dækning for,« sagde han.

Psykoanalytikeren Jacques Lacan har i Seminar III udtalt, at selv hvis en ægtemand, der konstant mistænker sin kone for at være ham utro, også opdager konens utroskab, vil hans mistanke stadig være en patologisk lidelse. Er det ikke samme logik i Lars Løkkes udtalelse? Selv hvis SR-regeringen havde »fotoshoppet« den danske økonomi og efterladt et forskønnet regnskab, ville statsministerens mistanke stadig være en patologisk lidelse, som kun tjente til at skjule Løkkes egen impotens: at Løkke ikke kan tilfredsstille både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Hans neurotiske udtalelse kommer ikke af begrundet mistanke, men af egen utilstrækkelighed.

En af konsekvenserne af SR-regeringens utroskab er kontanthjælpsloftet, som blev vedtaget i marts. Kontanthjælpsloftet er kulminationen på en af de mest voldsomme debatter i dansk politik længe: Kan det overhovedet betale sig at arbejde? Med vedtagelsen af »reformen« jublede beskæftigelsesminister Jørn Nergaard Larsen (V) i Ekstra Bladet 17. marts: »Nu kan det betale sig at arbejde!« Efter kontanthjælpsloftet og de øvrige konsekvenser reformen havde, er det blevet desto mere tydeligt, at den voldsomme debat måske ikke var voldsom nok.

Støjberg vs. Žižek

Vi er muligvis nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan anse nedskæringer, besparelser, krisetilstande og selv terrorangreb for unormale eller kortvarige afvigelser fra normalen. Det forholder sig snarere omvendt: De ovennævnte hændelser er eksempler på, at den konstante krise er blevet vores nye normaltilstand. Måske skal vi ikke længere være enige om, at afvigelserne ikke bør ske, men i stedet stille det mere radikale spørgsmål om, hvorfor de bliver ved med at ske.

Slavoj Žižeks værker kan lære os at undersøge vores politiske orden ud fra de punkter, begivenheder og udtalelser, som forstyrrer normaltilstanden. I sit gennembrudsværk Ideologiens sublime objekt fra 1989 bestemmer Žižek sådanne punkter i overensstemmelse med det psykoanalytiske begreb om symptomet. Enhver ideologi producerer symptomer, som forstyrrer det klare, samlede billede. For eksempel et terrorangreb som viser, at der er noget grundlæggende galt med den politiske orden (og at Irak-krigen måske ikke var verdens bedste idé). Et symptom kan været et lille tic, en fortalelse, et mærkeligt smil, som i sig indeholder hele den fortrængte sandhed om den pågældende person der ytrer det. Et symptom er med andre ord det punkt som drager hele den orden, hvorunder symptomet er frembragt, i tvivl.

Det fører os tilbage til Danmark og de symptomatiske udbrud, som vi i de seneste år har været vidne til. Der er især ét symptom, der forstyrrer mere end noget andet: Inger Støjberg. Støjberg er symptomet på, at Venstre har ført Dansk Folkepartis flygtningepolitik direkte ind i hjertet af Venstres. Og det til trods for, at svært lukkede grænser er i voldsom modsætning til det liberalistiske tankesæt. Samtidig er Dansk Folkepartis popularitet symptomet på, at liberal politik har skabt en voldsom utilfredshed blandt Danmarks fattigste og den voksende arbejderklasse. Det er tydeligt, at Venstre både med deres kampagne »Det skal kunne betale sig at arbejde« og deres flygtningepolitik forsøgte at etablere sig selv som et arbejderparti for derved at tiltrække nogle af de vælgere, der er flygtet til Dansk Folkeparti. Og naturligvis er det i begge tilfælde Inger Støjberg der har stået som frontfigur.

Arbejde betaler sig aldrig

Žižek definerer i Ideologiens sublime objekt ideologi som »en totalitet, der er opsat på at udslette sporene fra sin egen umulighed.« Hvis vi forstår ideologiens egen umulighed som et symptom – som det punkt, hvor ideologien er i modsætning til sig selv - kan vi introducere et andet nøglebegreb hos Žižek: et ideologisk fantasme. Et ideologisk fantasme er en diskurs, en konstruktion der forsøger at forklare hvorfor tingene forholder sig som de gør. Et ideologisk fantasme forsøger derved at skjule ideologiens egen umulighed, eller symptom, ved at skabe en konstruktion der kan holdes ansvarlig for de problemer, ideologien selv skaber.

I første omgang forsøgte Inger Støjberg at konstruere kontanthjælpssystemet som et ideologisk fantasme. Det gjorde hun for at skjule liberalismens ideologiske selvmodsigelse, nemlig at det i virkeligheden aldrig kan betale sig at arbejde.

Venstres kampagne var et angreb på kontanthjælpssystemet og det magiske tal på 454.215,00 kr. skulle vise, at det for nogle mennesker bedre kunne betale sig at være på overførselsindkomst end at arbejde. I marts blev Venstres kontanthjælpsloft vedtaget, og resultatet er mildest talt ikke imponerende: ud af 150.000 mennesker på kontanthjælp vil ca. 700 få job.

To år før kampagnen udgav økonomen Thomas Piketty sin banebrydende Kapitalen i det 21. århundrede, hvis vigtigste konklusion er, at det for de rigeste menneske i ethvert samfund ikke kan betale sig at arbejde. Det kapitalistiske system er indrettet sådan, at nedarvede formuer, der konstant akkumulerer mere og mere værdi, fratager de rigeste mennesker behovet for arbejde, idet formuens afkast er mere end rigeligt. Det er en konklusion, der grundlæggende modsiger Venstres kampagne. Hvis de reelt mente, at arbejde skulle betale sig, ville de være nødsaget til at indføre en arveafgift der medførte, at det for selv de rigeste ville give mening at finde job. Men kampagnen var naturligvis ikke rettet imod de rigeste, men imod de fattigste lønarbejdere.

I Venstres principprogram hedder det derfor også kun, at »De offentlige ydelser til arbejdsduelige mennesker skal være indrettet, så det kan betale sig at arbejde«. Det er med andre ord kun i sammenligning med kontanthjælpssystemet, at arbejde skal betale sig, ikke i sammenligning med indtægt generelt. Man kunne fjerne kontanthjælpssystemet og samtidig sænke lønningerne markant, uden at det ville kompromittere Venstres slogan om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men på samme tid burde man beskære de arveformuer, der tillader de rige at stå udenfor arbejdsmarkedet. Kontanthjælpsreformen er den direkte konsekvens af Venstres hykleri.

Marx gjorde samme betragtning: For enhver arbejder med lønindtægten som livsgrundlag kan det aldrig, under det kapitalistiske system, betale sig at arbejde. Hele præmissen i lønarbejdet—hvor arbejderen producerer en merværdi, som ikke tilfalder ham selv—er, at det for arbejderen ikke skal kunne betale sig at arbejde. Det skyldes ikke, at arbejdere bliver underbetalt eller at arbejdslønnen er for lav sammenlignet med overførselsindkomster; det skyldes den måde, hvorpå arbejdet er organiseret i et ethvert kapitalistisk samfund. Den værdi som enhver lønarbejder producerer tilfalder arbejdsgiveren. Der er intet ulovligt eller mærkeligt i den konstellation, det er tværtimod den vigtigste forudsætning for den liberalistiske tankegang. Lønarbejdet udgør dermed et symptom: Det er det punkt, hvor hele den liberalistiske slagsang om, at det skal kunne betale sig at arbejde, bliver modbevist. Venstre konstruerede kontanthjælpssystemet som et fantasme, der skulle skjule den ideologiske umulighed i liberalismen. Nemlig at det for lønarbejderen aldrig kan betale sig at arbejde.

Venstre og DF: En hysterisk cirkel

Som politisk ordfører konstruerede Inger Støjberg kontanthjælpssystemet som et ideologisk fantasme, og som integrationsminister udfører hun samme ideologiske procedure, blot med flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti er i øjeblikket forenet af deres flygtningepolitik, selvom de to partiers politik står i modsætning til hinanden. Dansk Folkepartis vælgere bliver snydt ved den nuværende symbiose af partierne. Derfor er det nærliggende at spørge: Hvilket symptom er det flygtningene kan bruges til at skjule?

Dansk Folkeparti og Venstre legitimerer deres flygtningepolitik på to forskellige måder, som i sidste ende giver samme resultat: DF anfører, at flygtninge arbejder for meget og derved truer arbejderklassens position. Venstre anfører, at flygtninge arbejder for lidt og derved ender på statslige overførselsindkomster. I begge tilfælde udgør flygtningen som ideologisk fantasme i sidste forklaringen på rent økonomiske problemer. I første omgang var det kontanthjælpssystemet der skulle reformeres, så det for arbejderklassen »igen« kunne betale sig at arbejde. I dag er det flygtningene der forklarer, hvorfor dansk økonomi stadigvæk er truet. Flygtningen som ideologisk fantasme tjener til at skjule ét og samme symptom: liberalismens politiske og økonomiske konsekvenser for den danske arbejderklasse.

Mens Venstres liberalistiske politik skaber arbejderklassens udsatte position, tilbyder Dansk Folkeparti den selvsamme klasse en basal (og forkert) forklaring på, hvorfor deres position er udsat. På den måde er Dansk Folkeparti og Venstre politisk og ideologisk to sider af samme mønt—en hysterisk cirkel som konstant reproducerer hinandens ideologiske udgangspunkter.

Der er ingen kapitalistiske samfund, som har formået at løse ovennævnte problemer. Det kapitalistiske samfund er tværtimod selv årsagen til dem. Det tvinger os til at stille grundlæggende spørgsmål til vores politiske orden: Kan kapitalismen overhovedet løse de problemer, den selv har skabt?