Print artikel

Den lange vej til en ny krop

Niels Jansen har selv betalt for sine operationer, der har gjort ham til den mand, han altid har følt sig som. »Jeg havde brug for hormoner nu og her. Det handlede om at komme i gang og komme ud af denne her sundhedsmæssige krise, og gennem Sexologisk Klinik går der flere år, før man kommer i gang,« siger han. Foto: Tobias Havmand
Artikel
04.01.16
Man kan skifte køn så nemt som ingenting i Danmark. I hvert fald juridisk. Hvis de transkønnede vil skifte biologisk køn, skal de derimod gennem en årelang og kompliceret udredning først. Udredningen er en utryg og grænseoverskridende proces for mange – men den er nødvendig, mener Sundhedsstyrelsen

»Efter jeg havde skiftet navn, kan jeg huske, at jeg kom ind på Sexologisk Klinik og var rigtig glad. Min behandler var skeptisk og spurgte, hvorfor jeg havde gjort det. Jeg sagde, at det er fordi, jeg føler, at jeg hedder Daniel – ikke mit oprindelige navn, der er et pigenavn. Så sagde hun ’ved du godt, at du går her, fordi du skal finde ud af, om du er sikker på, at du er transkønnet?’

Jeg blev helt paf. Der kunne jeg pludselig se, at Sexologisk Klinik var på et helt andet spor, end jeg var. Jeg går derinde for at få hjælp til at ændre fysisk køn – jeg går der ikke, fordi jeg er i tvivl.«

Daniel Holm er i slutningen af 20’erne. Han er en transkønnet mand og har været i udredning på Sexologisk Klinik i København siden 2013. Ifølge Daniel Holm består udredningen af en række samtaler og undersøgelser, hvormed Sexologisk Klinik skal vurdere, om man er transkønnet. Det finder de ud af ved at stille en masse personlige spørgsmål. Spørgsmålene handler om alt fra ens privatliv med venner og familie, til sex, fantasier, onani og prostitution, og om man er ensom eller pyroman, om man er ond ved dyr, og om man er blevet forsømt som barn.

»Efter at jeg havde svaret på spørgsmålene, følte jeg, at jeg havde udleveret noget meget personlig information, som jeg ikke havde lyst til at dele med nogen – og slet ikke nogen, jeg ikke kender,« fortæller Daniel Holm.

En ond spiral

Ud over at svare på spørgsmål skal man også sætte tal på, hvor tilfreds man er med alle dele af sin krop, helt ind til de ydre og indre skamlæber.

Ifølge Daniel Holm vil man blive tilbudt behandling, hvis Sexologisk Klinik vurderer, at man er dysforisk (utilpas, red.) omkring sin krop, og at dysforien påvirker én i alle aspekter af livet, eksempelvis i forhold til sex. Man skal være psykisk ustabil men samtidig være stabil nok til at kunne klare sig i overgangen fra det ene køn til det andet. Hvis man er for ustabil, bliver man afvist eller får tilbudt mere udredning.

»Det er en ond spiral. Man har det dårligt, fordi man ikke får noget hjælp - men de vil ikke hjælpe én, fordi man har det dårligt,« forklarer han.

Daniel Holm blev selv afvist med tilbuddet om mere udredning, fordi han blev vurderet til at have det for dårligt rent psykisk.

»Jeg er psykisk sårbar - men når man har haft et kæmpe kropsproblem i tyve år uden at forstå, hvad der var i vejen med én, så er det da klart, at man bliver lidt flosset i kanten,« slår han fast.

På daværende tidspunkt havde Daniel Holm brug for psykologhjælp, hormoner og operationer for at blive psykisk stabil, men det fik han ikke.

Det er en ond spiral. Man har det dårligt, fordi man ikke får noget hjælp - men de vil ikke hjælpe én, fordi man har det dårligt

Oplevelsen på Sexologisk Klinik føltes som et overgreb, og den følelse er taget til, jo længere tid han har været i udredning.

»Alt, jeg gør og siger, og det tøj jeg har på, bliver vurderet og taget med i det store regnskab. Jeg føler ikke, at jeg kan sige nej til at svare på de forskellige spørgsmål, for det kan tolkes, som om at jeg skjuler noget, og det kan betyde, at der er noget, de ikke kan hjælpe mig med. Så kan de nægte mig behandling. Det er følelsen af ubehag over, at de ikke tror på det, jeg siger,« fortæller han.

Fra muligheder til desperation

Der findes mange historier som Daniel Holms: Historier, der handler om danske transkønnede, der føler sig utrygge og mistænkeliggjort af sundhedssystemet. Historier om mennesker, der ikke ser anden udvej end at skulle gennemgå psykiske ubehageligheder for at få lov til at blive de mennesker, de føler, at de er født som, og hvor deres krop ikke har passet til dem.

I september 2014 blev det muligt at skifte juridisk køn (cpr-nummer, red.) blot ved at ansøge om det og bekræfte ansøgningen et halvt år senere. Det har omtrent 300 danskere valgt at gøre siden. I samme periode vurderede Sundhedsstyrelsen, at Sexologisk Klinik, som ligger under Psykiatrisk Center på Rigshospitalet, var den eneste klinik, der havde et team, der var godt nok til at kunne behandle transkønnede. De transkønnede føler sig nu fanget midt i en behandlingsprocedure, som de ikke mener gavner dem, og som trækker så langt ud, at de til sidst bliver desperate.

Amnesty International kalder udredningen på Sexologisk Klinik en krænkelse af menneskerettighederne, idet de transkønnede mister deres ret til selvbestemmelse, hurtig lægebehandling og lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling.

Psykisk lidelse >< fysiologisk diagnose

Sundhedsstyrelsen – som udtaler sig gennem presserådgiver Tina Guldmann Gustavsen – mener, at et kønsskifte er en højt specialiseret opgave, og derfor skal de transkønnede igennem et grundigt og årelangt psykologisk tjek, før de er udredt. Transkønnede har ingen behandlingsgaranti, hvilket betyder, at de ikke kan skifte klinik, hvis de er utilfredse med proceduren, og at de altid kommer bagest i køen til eksempelvis operationer og gynækologiske undersøgelser.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling af transkønnede er diagnosen ’transseksualitet’ ikke et udtryk for en somatisk (kropslig, red.) eller psykiatrisk sygdomstilstand. Dog følger Danmark WHO, der klassificerer det at være transkønnet som en psykisk lidelse – på linje med eksempelvis skizofreni. Det kan undre, hvorfor transkønnethedstår på listen over diagnoser, når de transkønnede ifølge vejledningen ikke betragtes som syge. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det en forudsætning for behandling, at personen er udredt, før man giver grønt lys til behandling. Sundhedsstyrelsen kalder udredningsresultatet for en diagnose, og en diagnose er nødvendig for at kunne give det rigtige behandlingstilbud.

»Uden diagnostisk udredning vil det være fagligt uansvarligt at behandle. Diagnoser er således et nødvendigt fagligt arbejdsredskab - og ikke en stigmatisering,« forklarer Sundhedsstyrelsen.

Amnesty Internationals juridiske konsulent Claus Juul mener, at en fysiologisk diagnose ville være rigeligt, idet det ikke er psyken, men det kropslige, det drejer sig om.

En meget lang undersøgelse

Ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse har den gennemsnitlige udredning af transkønnede fra år 1978 til 2008 varet 8,1 år for mænd og 5,9 år for kvinder.

»Hvad skulle behandlerne bruge så mange år på at undersøge?« spørger Claus Juul fra Amnesty International. »Selvom de undersøgte sager er af ældre dato, beskriver de en tradition, der stadig gør sig gældende på det her område,« kommenterer han.

Til det svarer Annamaria Giraldi, professor og overlæge på Sexologisk Klinik:

»Vores behandling kan både indebære medicinsk og kirurgisk behandling, som kan have stor indflydelse på helbredet og som kan give uforanderlige ændringer af menneskekroppen. Derfor har vi et ansvar for at sikre, at udredningen er særdeles grundig. Med andre ord skal vi sikre, at vores patienter er klar til de forandringer, et forløb ofte fører til.«

Definition af transkønnethed

Det kan være svært at forstå præcis, hvad det vil sige at være transkønnet. Den mest almindelige betegnelse fra de transkønnede er, at man er født i det forkerte køns krop. At man ikke ser sig selv, når man ser sig i spejlet, og at man tænker og agerer anderledes end det køn, man er blevet tildelt ved fødslen. At man først finder ro, når man indser, at man er transkønnet, og når man får de rigtige hormoner og derved den krop, der passer til én.

’Trans’ betyder ’tværs over’, så ’transkønnet’ er en måde at beskrive følelsen af at være på tværs af kønnene. Kønsidentiteten er simpelthen skilt fra det biologiske køn, man er født i, og som kroppen producerer hormoner ud fra.

Meget tyder på, at kønsidentitetsfølelsen opstår inden for det første halve leveår, hvorefter den fastsættes. Derfor har transkønnede ofte allerede et ønske om at tilhøre det modsatte fysiske køn, fra de er ganske små. Om ikke andet kan de fornemme, at noget er forkert ved det hylster, deres indre bor i.

Seks procent af alle børn er transkønnede i en grad, der kan bekymre omgivelserne. Det er dog ikke alle disse børn, der senere bliver diagnosticeret som transkønnede. Ifølge to anonyme speciallæger, der er førende på området, har transkønnethed ikke noget med seksualitet at gøre, men handler om kønsidentitet og kropsdysfori.

’Transseksuel’ er en fejloversættelse fra det engelske ’transsexual’, hvor ’sex’ betyder ’køn’ og ikke ’seksualdrift’. Senere har man i mange tilfælde ændret ordet til ’transgender’ på engelsk og ’transkønnet’ på dansk.

Ifølge førende psykiatere i Danmark er der meget, der tyder på, at transkønnede ofte har en grundlæggende psykisk kønslig identitetsusikkerhed. Den ønsker de transkønnede, ifølge psykiaterne, at løse ved at fastholde det andet køns rolle og fremtoning. Ifølge disse psykiatere lader man de transkønnede få foretaget det, der kaldes ’kønsmodificerende indgreb’, hvis al anden terapi ikke har hjulpet.

Det er ikke til at sige, hvor mange transkønnede der er i Danmark, fordi der er et mørketal. En anonym speciallæge, der har arbejdet med transkønnede, har sat antallet til cirka 3.000, vurderet ud fra en sammenligning med argentinske statistikker, der har opgjort antallet af transkønnede i Argentina.

Man omtaler mænd født i en kvindekrop som ”transmænd” og kvinder født i en mandekrop som ”transkvinder”.

Følelsen af at miste kontrol

De transkønnedes primære kritik af Sexologisk Klinik lyder på, at klinikkens behandlere møder deres klienter med mistillid, at behandlingstiden er alt for lang i forhold til den pressede situation, de transkønnede er i, og at behandlerne er stereotype og binære i deres kønsopfattelse.

»Det bliver eksempelvis noteret som noget maskulint, hvis transkønnede kvinder har bukser på,« fortæller Daniel Holm og tilføjer, at han ikke kender nogen kvinder, der aldrig går med bukser. Også hvis man bliver homoseksuel af at skifte fysisk køn, er det forkert i behandlernes øjne, og derfor har Daniel Holm aldrig fortalt, at han engang har haft et kortvarigt forhold til en mand.

Det er LGBT Danmarks opfattelse, at Sexologisk Klinik er overreguleret af regelsæt, som spilder tiden for dem, der har brug for rådgivning. Det betyder, at nogle får for mange samtaler, og at nogle får for få.

»Det er et unødigt spild af ressourcer, og dem er der ikke mange af i forvejen,« siger talsperson Linda Thor Pedersen.

Klinisk Psykolog Rikke Pristed har mange transkønnede i behandling før, under og efter, at de har været hos Sexologisk Klinik.

»Mange af mine klienter føler, at de mister følelsen af kontrol, fordi der sidder nogle og skal vurdere, om den oplevelse, de har, er rigtig. Det er også fordi, de ikke selv har magten til at kunne bestemme, om de må få den behandling, de ønsker,« forklarer hun.

LGBT Danmarks Linda Thor Pedersen forklarer, at Sexologisk Klinik skal være rådgivende, men at det samtidig også er Sexologisk Kliniks afgørelse, om der gives tilladelse til kastration og behandling med kønshormoner.

»Fordi det er Sexologisk Klinik, der er med til at træffe afgørelsen, betyder det, at de transkønnede fortæller, hvad de tror, behandleren ønsker at høre, og derfor er der reelt ikke tale om rådgivning,« konstaterer Linda Thor Pedersen.

Rikke Pristed forklarer, at forløbet på Sexologisk Klinik er lang tid at miste kontrol i, og at det let kan blive meget stressende, når det virker som et uendeligt projekt.

»Det er stressende i forvejen at være dem, de er. For de allerfleste har det været en svær proces at komme frem til, hvad det hele handler om. De kan være blevet mødt med mistro og modstand og har skullet forklare og forsvare, hvem de er, og derfor er de meget sårbare i forhold til at fortsætte med at skulle begrunde og retfærdiggøre det. De får en følelse af at blive mistænkeliggjort, og de skal lade som om, de ikke bliver stressede, fordi de skal fremstå som psykisk robuste. Det kan være ekstremt krævende,« forklarer hun.

Hun vurderer, at der ikke er nogen behandlere, der har intentioner om at begå et psykisk overgreb, men at man som patient kan opleve det sådan alligevel.

Rikke Pristed mener, at et mistroisk klima undergraver mulighederne for god terapi.

»En alliance er alfa omega for at kunne lave terapi, og den alliance opstår ikke under mistillid,« siger hun.

Historisk tilbageblik

Den behandling, der foregår på Sexologisk Klinik, har rødder helt tilbage til 1950’erne.

I 1950’erne krævede Justitsministeriet, at transmænd og særligt transkvinder skulle kastreres for at få tilladelse til juridisk kønsskifte. For kvinder handlede kastrationen om, at man fjernede æggestokkene og livmoderen, så en transkønnet mand, der var født i en kvindekrop, ikke pludselig kunne blive gravid. Det var ikke et lovkrav, men en procedure der blev forhandlet med Retslægerådet.

Personer, der ønskede at blive kastreret, skulle ansøge Justitsministeriet om tilladelse til dette, og alle ansøgningerne blev behandlet i Retslægerådet. Her blev Kastrationsloven aktuel for de transkønnede.

For at forstå Kastrationsloven skal vi tilbage til dens indførelse i 1929.

Kastrationsloven gav dengang mulighed for at sterilisere personer, der havde begået grove og gentagne sædelighedsforbrydelser.

I årene efter lovens indførelse begyndte regeringer i Europa og USA at bekymre sig om det, de kaldte ’befolkningskvaliteten’. Man ville kontrollere, hvem der fik børn, og hvor mange de fik, så man over generationer kunne skille sig af med de ’degenererede’ slægter. Derfor blev kastrationsloven i 1935 ændret til også at være en steriliseringslov. Man satte de mennesker, man anså for at være degenererede – blandt andre de kriminelle, de prostituerede, de mentalt retarderde, de fattige og vagabonderne – på institutioner og forlangte, at de skulle steriliseres, hvis de ville ud igen.

Svære sjælelige lidelser

Kastrationsloven gav også mulighed for, at borgere kunne få lov til at blive kastreret, hvis deres kønsdrift forvoldte dem, hvad man kaldte ’svære sjælelige lidelser’. Det gjaldt eksempelvis homoseksuelle, der selv ønskede at blive ’kureret’ for deres lyst, der på det tidspunkt blev anset for at være en sygdom. Under en større sag med en transkvinde, Christine Jorgensen, som blev genitalt opereret i begyndelsen af 1950’erne, måtte man finde en måde, hvorpå hun kunne blive kastreret, så hun kunne skifte juridisk køn.

Kønsdrift handler om seksuelle præferencer, og det vidste lægerne godt ikke havde noget med hendes situation at gøre, men det var den eneste måde, de kunne få foretaget operationen, og derfor argumenterede man for, at hendes kønsdrift forvoldte hende svære sjælelige lidelser – ligesom forskriften sagde.

Hun blev derfor kastreret, og siden blev transkønnede behandlet i forhold til Kastrationsloven.

Kønsskiftesagerne blev i 2005 overført fra Retslægerådet til Sundhedsstyrelsen, hvor man – som i gamle dage – tager sagerne op og vurderer, at et fysisk kønsskifte vil gavne den enkelte transkønnede.

Retslægerådet og Civilretsdirektoratet er stadig inde over de mest komplicerede sager, der tages op til konference.

Frem til 2014 stod der i Sexologisk Kliniks vejledning, at man skulle sikre sig, at den transkønnede led af ’svære sjælelige lidelser’ grundet sin kønsdrift.

Der er megen debat om, hvorvidt man skal fjerne transkønnethed fra WHO’s liste over psykiske lidelser – en liste Danmark blandt andre retter sig efter. Homoseksualitet var også engang på samme liste, og den del valgte Danmark pr. 1981 ikke at rette sig efter.

Mange lande – deriblandt Storbritannien, USA, Irland, Serbien, Belgien, Holland og Israel – ser anderledes på transkønnede og behandler dem på såkaldte ’Gender Clinics’, hvor personalet er specialuddannet til at hjælpe personer med forskellige kønsidentiteter, der ønsker at få medicinsk behandling. I Danmark behandles transkønnede af specialister inden for seksualitet og psykiatri, og transkønnede er kun et fåtal af de klienter, der kommer på Sexologisk Klinik.

Sexologisk Klinik behandler blandt andet også klienter, der har begået sexkriminalitet, har seksuelle afvigelser eller har seksuelle samlivsproblemer.

Fra mediesag til monopol

I 2011 blev en stor mediesag om Caspian, der var 15 år gammel og umyndig og alligevel blev både hormonelt og kirurgisk behandlet i Danmark, startskuddet til en større politisk sag om udredning og behandlingen af transkønnede.

Sundhedsstyrelsen ønskede mere kontrol, og i slutningen af 2014 blev det ulovligt for privatpraktiserende speciallæger at behandle transkønnede, der ikke enten er kastreret eller har fået hormoner i mindst to år. Al anden udredning og behandling er blevet bestemt til at skulle foregå på Sexologisk Klinik af et multidisciplinært team, der nu har fået meget travlt. Før da havde i omegnen af ti gynækologiske klinikker behandlet transkønnede med hormoner, efter de havde sikret sig, at de transkønnedes virkelighedsopfattelse var stabil, og at de transkønnede havde skrevet under på et informeret samtykke. Dernæst var de transkønnede blevet behandlet enten hos private kirurger eller gennem Sexologisk Klinik.

Siden 2011 er antallet af henvisninger til Sexologisk Klinik steget med op mod 40 procent. I 2013, som de seneste tal er fra, blev 158 transkønnede henvist. 38 af dem blev ikke tilbudt udredning.

En god oplevelse

Anita Andersen er 46 år og har levet som kvinde i tre år. Hun blev officielt en kvinde i 2014, hvor det blev muligt for transkønnede at skifte juridisk køn og få et cpr-nummer uden at skulle kastreres først. Da 2012 lakkede mod enden, begyndte Anita Andersen på hormoner, som hun fik af en gynækolog. Det var før år 2014, hvor Sexologisk Klinik indirekte blev de eneste, der havde tilladelse til at kunne udrede transkønnede. Kort forinden var hun sprunget ud som kvinde og havde ladet sig skille fra sin daværende kone efter elleve års ægteskab.

»Hun ville have en mand, og det kunne jeg ikke give hende,« slår hun fast. Før Anita Andersen henvendte sig til Sexologisk Klinik, havde hun undersøgt meget om forløbet.

»Jeg gik ind til det hele med et åbent hjerte og var glad, og jeg har altid været imødekommende over for dem. Jeg har også været ærlig, og det synes jeg er kommet godt tilbage,« fortæller hun og henviser til princippet om, at man skal være mod andre, som man ønsker, at de er mod én. Det har også givet et godt afkast for Anita, for hendes behandler er sød mod hende, og de klikker godt sammen.

Anita Andersens forløb begyndte i 2014, og nu går hun og venter på et brev fra Sexologisk Klinik, hvor de fortæller, om hun er godkendt til behandling eller ej. Det er utrygt for hende, fordi hun ikke føler kontrol over situationen, og fordi Sexologisk Klinik, som hun forklarer, står med hendes fremtid i hånden.

Forløbet er dog gået godt, fortæller hun. Det er det blandt andet, fordi hun lever op til alle de kriterier, Sexologisk Klinik både direkte og indirekte opstiller for at kunne diagnosticere en klient som transkønnet. Først og fremmest er Anita Andersen blevet heteroseksuel, efter hun sprang ud som kvinde.

»Jeg har aldrig følt, at det var fantastisk at være seksuelt sammen med kvinder,« siger hun.

Anita Andersen har ikke noget sexliv at tale om, og det kan for psykiaterne på Sexologisk Klinik tyde på, at hun er dysforisk omkring sin krop, som den er nu med maskuline karakteristika. Hun har levet en del længere som kvinde end det forventede minimum på et halvt år, og hun har også taget hormoner længe nok til at vide, at det har givet hende en indre ro at blive en kvinde. Anita Andersen går i stereotypt dametøj, ønsker en fuld kønsskifteoperation med kastration, og hun har været i Litauen for at få opereret brysterne større.

Jeg kan godt synes, det er lidt dumt at spørge mig, om jeg tit vasker hænder, om jeg har tvangstanker, og om jeg står op eller sidder ned, når jeg tisser, fordi de spørgsmål er så langt fra min hverdag, men det ved behandlerne jo ikke, før de har spurgt

Hun har det svært med at være født i den forkerte krop – men ikke svært nok til at kunne blive diagnosticeret som psykisk ustabil. Anita Andersen er samtidig fuldstændig afklaret omkring sin situation, hun modarbejder ikke personalet, og der er ikke nogen spørgsmål, hun er blevet forarget over at blive stillet på Sexologisk Klinik.

»Jeg kan godt synes, det er lidt dumt at spørge mig, om jeg tit vasker hænder, om jeg har tvangstanker, og om jeg står op eller sidder ned, når jeg tisser, fordi de spørgsmål er så langt fra min hverdag, men det ved behandlerne jo ikke, før de har spurgt. De skal vide, hvilket menneske de har med at gøre,« forklarer hun.

Netop fordi Anita Andersen passer så godt på profilen transkønnet, irriterer det hende, at tidshorisonten på hendes forløb har været fastlagt på samme måde som for de transkønnede, der er knap så afklarede.

»Jeg synes, det er vigtigt, at man udreder folk psykisk for at vurdere, om de vil kunne gå igennem det her, men jeg synes, Sexologisk Klinik bør gøre forløbene individuelle. Til slut talte vi ikke længere om noget vigtigt til samtalerne, fordi de vidste det, de skulle vide for at kunne udrede mig,« forklarer hun.

Hun undrer sig over, hvorfor hun skulle gennem tolv måneders observationsforløb, når hun allerede efter seks måneder fik at vide, at de ikke kunne finde noget til hinder for, at hun kunne komme videre.

Anita Andersen mener, der er stor plads til forbedring i Sexologisk Kliniks behandling af transkønnede
Anita Andersen mener, der er stor plads til forbedring i Sexologisk Kliniks behandling af transkønnede

Der ligger mange forskellige behov og forhistorier bag ønskerne om en kønsskifteoperation, men tilgangen er trods knappe ressourcer altid den samme i Danmark; nemlig et langt og udmattende forløb, mener Anita Andersen

Derudover fortæller hun, at sekretærene ind imellem har glemt nogle af hendes tider, fordi de har så travlt, og at det har været meget anstrengende at være taget hele vejen fra Midtjylland til København for så at blive mødt med et »hvorfor er du her?« Behandlerne har også somme tider skrevet forkert i hendes journal, og i det hele taget mener Anita Andersen, at der er stor plads til forbedring. Alt dette – særligt den del der handler om tidshorisonten - har hun beklaget sig over til sin behandler, som svarede »jamen, det er jo ikke alle, der er så afklarede som dig.«

»Hvorfor skal jeg straffes på grund af det?« spørger hun og tilføjer: »Hvis jeg kunne have valgt at blive behandlet hos en privatpraktiserende læge, så ville jeg have gjort det, så det gik lidt hurtigere.«

Humørsvingninger og depression

Der er mange, der som Anita Andersen ønsker at blive behandlet af en privatpraktiserende læge i stedet for af Sexologisk Klinik – om ikke andet fordi det ville være mere effektivt rent tidsmæssigt. Fra 1950’erne og frem til 2014 kunne transkønnede danskere få hormoner gennem specialiserede gynækologer, ligesom kvinder i overgangsalderen kan. Man er gået langsomt frem med lave doser, så den transkønnede har kunnet følge med i udviklingen og har kunnet stoppe behandlingen når som helst. De transkønnede er, som på Sexologisk Klinik, blevet fulgt løbende op på og har fået taget blodprøver for at sikre et godt helbred, og ifølge private speciallæger, der ønsker at være anonyme, har de fleste transkønnede fået det bedre efter at være begyndt i behandling.

Hormonmangel kan let føre til humørsvingninger og depression, og det er også derfor, mange kvinder får humørsvingninger før deres menstruation og i overgangsalderen – fordi deres hormonproduktion bliver lavere.

Ifølge de privatpraktiserende gynækologer, der frem til 2014 behandlede transkønnede, er en hormonbehandling ikke farlig for kroppen, så længe man får kontrollerede, lave doser. De mener, at stopper man behandlingen inden for de første seks måneder, vil kroppen finde tilbage til sin form fra før behandlingens begyndelse.

En amerikansk undersøgelse har vist, at transkønnede, der fik hormonbehandling, udviste mindre social angst end transkønnede, der ikke var påbegyndt hormonbehandling, og samtidig var der færre rapporterede tilfælde af depressioner.

En anden amerikansk undersøgelse peger på, at transkønnedes overordnede livskvalitet forbedres, hvis de kommer i en tidlig hormonbehandling samt får foretaget en kønskorrigerede operation.

Sundhedsstyrelsen mener derimod, at behandling med hormoner er farligt, og at man derfor skal være helt udredt og psykisk stabil, før man må gå i gang med behandlingen.

»En hormonbehandling bliver irreversibel over tid. Det er altså ikke muligt at fortryde og blive den samme som før. Derfor er det vigtigt, at udredningen er grundig, at der er indikation for behandlingen, og at behandlingen iværksættes på et højt specialiseret ekspertniveau,« udtaler Sundhedsstyrelsen.

Det skaber et dilemma, for når de trans-kønnede ikke må få hormoner for dermed at kunne få det fysisk og psykisk bedre, vil mange være i en så svær tilstand af depression, at Sexologisk Klinik ikke vil tillade dem behandling – simpelthen fordi de har det så dårligt, som de har det og dermed skal kureres for deres ustabile tilstand først.

Blandt andet derfor vælger mange transkønnede af ren desperation at gå uden om systemet og anskaffe sig hormoner fra det sorte marked eller udlandet samt at lade sig operere uden for Danmark.

En af dem er Niels Jansen.

Liv eller død

Niels Jansen havde i 38 år levet med følelser, han ikke kunne identificere, og som havde ført ham ud i en svær depression, der kun kunne holdes nede med antidepressive piller.

»Hele mit liv havde jeg levet fra halsen og opad, og min krop fandtes ikke for mig. Jeg gik den intellektuelle vej og kom langt i min karriere. Men det fungerede ikke for mig at have den krop, jeg havde. Den føltes helt forkert,« forklarer han.

Min hjerne havde et billede af, hvordan jeg så ud. Ligesom hvis man får hugget armen af og stadig kan mærke, at den er der, fordi der bør være en arm på det sted. Jeg havde en fantompenis. Det var helt tydeligt, at den burde være der

Når han så sig i spejlet, forsøgte han at se sig selv, som han ønskede at se sig selv. Men det var ikke sig selv, han så. Til sidst blev Niels Jansen så psykisk ustabil, at han blev nødt til at konfrontere det, han gik og holdt inde.

»Min hjerne havde et billede af, hvordan jeg så ud. Ligesom hvis man får hugget armen af og stadig kan mærke, at den er der, fordi der bør være en arm på det sted. Jeg havde en fantompenis. Det var helt tydeligt, at den burde være der,« forklarer han.

Niels Jansen igangsatte en testperiode, hvor han levede som mand, og der gik ikke lang tid, før han vidste, at det var her, løsningen på hans problemer lå. Herfra var der ingen vej tilbage, og det kunne ikke gå hurtigt nok fremad. Niels Jansen havde godt hørt om Sexologisk Klinik og deres lange ventetider og udredning, og han vidste hurtigt, at han ikke ville behandles der.

»Det var ikke et valg, jeg følte, at jeg havde. Jeg havde brug for hormoner nu og her. Det handlede om at komme i gang og komme ud af denne her sundhedsmæssige krise, og gennem Sexologisk Klinik går der flere år, før man kommer i gang. Det er ikke år, man har, for det handler om ens liv og helbred,« fortæller han alvorligt.

For Niels Jansen var det et spørgsmål om liv eller død at påbegynde en behandling.

»Jeg ville ikke kunne fortsætte med at leve i den tilstand, jeg var i på det tidspunkt. Oven i, at jeg havde det så skidt, som jeg havde det, ville det stresse mig yderligere, hvis jeg også skulle sendes i, hvad jeg kalder et forhør på Sexologisk Klinik. På det tidspunkt ville jeg hellere slå mig selv ihjel end gennemgå sådan et forløb. Så desperat var jeg,« forklarer han.

På det tidspunkt, hvor Niels Jansen begyndte på hormoner, kunne man få hormoner gennem en privatpraktiserende læge, så det fik han, og inden for få år blev han fuldt kønsskifteopereret i udlandet. Han betalte selv for hele forløbet.

»Jeg søgte først tilskud til medicin, da jeg var kastreret, og det derfor blev en fysisk nødvendighed med hormoner, fordi jeg ikke længere producerede hormonerne selv. Her var det ikke et spørgsmål om, at jeg skulle bevise for nogen, at jeg var psykisk syg. Det handlede om mit helbred,« forklarer han og tilføjer:

»Jeg har sat en ære i selv at betale for det, for systemet skal ikke have noget på mig. At jeg er transkønnet er ikke noget, andre mennesker skal blande sig i. Det er min krop, mit liv og min beslutning.«

Så snart Niels Jansen var begyndt på hormoner, fik han det meget bedre og kunne hurtigt trappe helt ud af de antidepressive piller, han havde taget i tolv år.

»Det var som om, der havde været en irriterende summen i mit øre, der bare slukkede lige pludselig,« fortæller han og smiler stort. Niels Jansen fik med det samme ro i kroppen. Efter sin genitale operation fik han så meget overskud, at han kunne tage på ferie, flytte og sætte en lejlighed i stand: Noget, der havde været fuldstændig umuligt for ham før i tiden.

Lige mange udenlandske og danske operationer

I Tyskland fik Niels Jansen foretaget en topoperation med brystfjernelse, og året efter fik han fjernet sin livmoder og sine æggestokke på den samme klinik. Han blev genitalt opereret i Serbien. Ialt har Niels Jansen betalt over 150.000 kroner for alle operationer, eksklusive hormoner og rejseomkostninger. Det har taget ham lidt over to år at skifte køn, biologisk set.

I år 2012 og 2013, omkring den samme tid som Niels Jansen blev opereret, anerkendte Sundhedsstyrelsen 13 transkønnede i deres kønsskifte fra udlandet, og herefter fik de et nyt cpr-nummer. Det samme antal fik tilladelse til kønsskifte i Danmark i de samme år.

I dag, hvor man ikke skal bede om anerkendelse i sit kønsskifte for at skifte cpr-nummer, er det uvist, hvor mange der bliver opereret i udlandet. Der er ingen tal på antallet af danskere, der bliver topopereret og kastreret i udlandet og heller intet tal på, hvor mange der er blevet kønsskifteopereret i udlandet og ikke har meldt det til Sundhedsstyrelsen.

Niels Jansen føler sig heldig, fordi han nåede at blive behandlet, før den nye vejledning trådte i kraft og indirekte bestemte, at Sexologisk Klinik er den eneste klinik, der kan udrede og påbegynde behandlingen af transkønnede.

Processen gik meget hurtigt for ham.

»Jeg er meget privilegeret. Jeg ville ønske, at alle havde råd til at gøre det på den måde, jeg har gjort det på,« siger han og tilføjer: »Jeg bliver vred, når jeg taler om alt det her, fordi det er mine venner, det går ud over. Mennesker lige som mig. Der findes transkønnede, som sidder fanget i årevis. Man bør ikke skulle vente på at blive rask.«

Ifølge en svensk og en amerikansk undersøgelse har 50 % af alle transkønnede overvejet selvmord, og 21 % har forsøgt at tage sit eget liv.

Tallet falder til lidt over 1 procent efter en kønskorrigerende operation.

Til sammenligning er det 0,23 procent af alle danskere, der hvert år forsøger at gøre en ende på livet.

Udredningsspredning

Måden, man vælger at behandle transkønnede i Danmark i dag kan virke logisk, når man ser på historien. Samtidig er der stadig mange transkønnede, der lider under de lange ventetider og det ubehag, det kan medføre at gå på Sexologisk Klinik.

Ifølge klinisk psykolog Rikke Pristed kunne man forbedre situationen, som den er, ved at decentralisere udredningen og behandlingen af transkønnede.

»Hvis det kunne foregå andre steder, for eksempel på Sexologisk Klinik i Aalborg og på et center på Fyn, så ville de jyske og fynske transkønnede ikke behøve tage så langt. Samtidig ville der også blive flere behandlere at vælge imellem, og så ville sandsynligheden for, at den enkelte kunne finde en behandler, der var god for ham eller hende, være større,« foreslår hun.

Amnesty International støtter op om forslaget.

»Det kan ikke passe, at der ikke er andre læger i hele verden end de her få læger på Sexologisk Klinik, der kan behandle transkønnede. Der findes sexologer på stort set alle sygehuse. Hvis ikke man vil anvende de uafhængige læger, kan man i det mindste involvere de andre hospitaler, så folk ikke er nødt til at rejse fra Skagen til København, når de skal til den månedlige samtale,« siger juridisk konsulent Claus Juul.

Alternativets, Enhedslistens og Socialdemokratiets sundhedsordførere er enige.

I regeringspartiet Venstre har man også forståelse for de transportudfordringer, som den nuværende ordning giver de jyske og fynske transkønnede.

»Jeg ser gerne, at andre regioner byder ind på opgaven. Men når det nu ikke aktuelt er tilfældet, så glæder det mig, at den vedligeholdende hormonbehandling også kan foretages på Odenses og Aalborgs Universitetshospital,« siger sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitmann.

Klinisk psykolog Rikke Pristed foreslår også, at man kan centralisere de kirurgiske operationer i Skandinavien.

»Samlet set bliver der foretaget så få operationer i Skandinavien, at det vil give mening at samle alle operationerne hos ét team, så kirurgerne kan blive rutineret nok til, at de danske transkønnede føler sig trygge og ikke søger ud af Skandinavien,« siger hun. Der bliver årligt foretaget op mod ti kønsskifteoperationer i Danmark.

Informeret samtykke eller ej

Ifølge anonyme danske læger, der har behandlet transkønnede frem til december 2014, bør en udredning, hvor man sikrer sig, at den transkønnedes virkelighedsopfattelse er stabil – at den transkønnede eksempelvis ikke har skizofreni – være nok til at kunne i gangsætte en behandling ud fra et informeret samtykke. Lægerne mener, at det er det enkelte menneske, der ved, hvad der er bedst for personen selv – ikke en professionel – og at klienten har ret til selv at bestemme, hvor behandlingen skal foregå.

Det samme mener Amnesty International, Niels Jansen, Anita Andersen og Daniel Holm. Her støtter partierne Enhedslisten og Alternativet op. LGBT Danmark mener, at med information om behandlings bivirkninger og risici er patienten – og ikke de professionelle – den bedste til at afgøre, om der skal foretages en behandling eller ej.

Enhedslisten har for nylig stillet forslag om at bryde behandlingsmonopolet for Sexologisk Klinik ved at tillade en langt større brug af privatpraktiserende speciallæger.

»Jeg mener, det er veldokumenteret i internationale undersøgelser, samt desuden i dansk praksis, at indledende vurderinger og behandlingsopstart med hormoner fint kan varetages uden omfattende og langvarige udredninger først,« siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix.

Den bedste behandling

Sundhedsstyrelsens mener – via presserådgiver Tina Guldmann Gustavsen – at det er meget vigtigt at udrede den transkønnede, før personen kan komme i behandling.

»Som det fremgår af vejledningen om udredning og behandling af transkønnede, skal der tages udgangspunkt i patientens aktuelle situation, og det skal foregå med en åben, rummelig, værdig og respektfuld tilgang til patientens problemstilling og med inddragelse af patientens synspunkter og ønsker,« fortæller Sundhedsstyrelsen. De informerer om, at der samarbejdes med udenlandske hospitaler, og at transkønnede personer under særlige omstændigheder kan blive opereret i udlandet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er en privatpraktiserende gynækolog og en ekspert, der kan udrede, om den transkønnedes virkelighedsopfattelse er stabil, ikke nok. De mener, at udredning og behandling af voksne transkønnede kræver særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transkønnede. Derudover indgår andet personale med indsigt og kompetence på området, herunder psykologer, typisk i teamet.

»Det er væsentligt, at der er en kontinuerlig koordineret indsats omkring patienten,« siger Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det kun Rigshospitalets sexologiske klinik, der lige nu i teamsamarbejde med gynækologi og plastikkirurgi på Rigshospitalet har den nødvendige højt specialiserede multidisciplinære ekspertise til at varetage udredning og behandling af transkønnede, der ønsker kønsmodificerende behandling.

Ikke noget valg

Daniel Holm har ventet så længe på kirurgisk behandling, at hans familie har betalt for, at han kunne få fjernet sine bryster i Tyskland.

»Jeg er virkelig heldig, at min familieville betale, for jeg havde ikke selv råd. De transkønnede har ikke mange slanter at rykke rundt med. Jeg er for eksempel på kontanthjælp og bor hjemme, fordi jeg har været deprimeret i rigtig mange år. Det er klart, at hvis du har været depressiv og ikke kan fungere ordentligt på et arbejde, så er du trykket helt i bund rent økonomisk, og så tager du ikke bare lige til Tyskland og får ordnet det hele,« fortæller han og tilføjer, at hvis de transkønnede havde penge til at kunne få operationer andre steder end i Danmark, ville de få det.

»Folk vælger Danmark af nød og for sikkerhedens skyld,« forklarer han.

En afvisning er hård for de transkønnede – både for dem, der bliver tilbudt yderligere udredning og for dem, der ikke gør.

Den manglende behandlingsgaranti sætter de transkønnede i en situation, hvor de ikke har andre steder at gå hen. Her mener både psykolog Rikke Pristed og Daniel Holm, at det ville gavne de transkønnede meget, hvis de fik psykologtimer ved siden af forløbet.

»Hvis Sexologisk Klinik havde givet mig ti psykologtimer oven i mit afslag, så ville det have været en rigtig stor hjælp,« forklarer Daniel Holm.

Daniel Holm har for længst skiftet navn og juridisk køn, og det har gjort en stor forskel for ham, også selvom han ikke har en penis og måske aldrig vil komme til at få en.

»For mig føles det at skifte navn og cpr-nummer som om, jeg er blevet anerkendt i, at jeg har ret i, at jeg er en mand. Jeg kan godt sætte mig ind i, at når jeg nu er født som kvinde, og man ikke kan se ind i min hjerne, så kan det være svært for andre end mig at forstå det hele, men det er altså sådan her, det er. Jeg føler, at jeg er blevet anerkendt mere af cpr-registret, end jeg nogensinde er blevet af Sexologisk Klinik,« forklarer han.