Print artikel

Kvinde maler kvinde

Maleriet En Sommerdag fra 1927 kan for tiden ses på Arken.
Reportage
17.11.15
ATLAS inviterede LGBT Danmarks transpolitiske talsperson med på Arken til en snak om den nye Gerda Wegener udstilling. En udstilling der går på tværs af køn og har en af verdens første transkønnede, som blev opereret, i hovedrollen som muse.

En kvinde ligger henslængt over en rokokoinspireret lænestol med rødt og grønt betræk. I højre hånd bærer hun en vifte, fødderne er dækket af et par højhælede sko. Ellers er hun nøgen. Kvinden. Mens hun vender ryggen til beskueren.

»Det er også derfor, jeg ikke har noget spejl på mit badeværelse. Så ser jeg ikke det. Der er en del af min krop, jeg ikke kigger på,« siger Linda Thor Pedersen da hun ser Gerda Wegeners billede Sommervarmen fra 1924.

Linda Thor Pedersen er transkønnet og transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. Maleriet hun kigger på, forestiller Lili Elbe, som var verdens første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation. En kvinde der i øjeblikket kan opleves som muse og ægtefælde til kunstneren Gerda Wegner på Arken.

»Jeg kan forestille mig, det er noget, Lili gerne ville have, fordi det her billede er malet, før hun blev opereret, og der er noget foran, hun ikke har ønsket at udstille. Heller ikke en gang overfor Gerda, selvom Gerda formentlig har set det. Der er en del af Lili, der ikke bryder sig om den del af hendes krop – af hende,« tilføjer Linda Thor Pedersen, mens hun fortsat betragter maleriet.

Lili Elbe, som i sin mandlige form hed Einar Wegener, giftede sig med Gerda Wegener i 1904. Gerda var biseksuel og Lili transkønnet – en kombination der ikke blev set på med forstående øjne i Danmark i starten af 1900-tallet. Derfor flyttede parret til det mere frigjorte Paris i 1920, hvor Gerda blev elsket af franskmændene for sin kunst i den genkendelige art deco stil.

Der er ingen kunstmuseer i Danmark, der ejer Gerda Wegeners værker. Arken bliver dermed de første herhjemme til at udstille dem og vække kunstneren til live efter hendes død i 1940. Kurator Andrea Karberg Rygg kalder derfor selv udstillingen »en hyldest til tolerance og frihed.« Hun mener, at værkerne har fået en fornyet aktualitet i en tid, hvor den binære kønsopfattelse er til debat.

Et kvindeligt blik

Linda Thor Pedersen stopper op ved en af de pastelfarvede vægge, der udgør bagtæppet til Gerda Wegeners værker. Væggen, hendes øjne hviler på, er fyldt med tekst til højre og har et stort, grynet sort-hvid fotografi til venstre.

»Det første jeg tænker, det er ”transkvinde”, hvorfor ikke bare ”kvinde”? Men det er jo fordi, hun er kendt som trans. Men i virkeligheden så er det jo en kvinde. Jeg gad godt læse en indledning, hvor man starter med at kalde hende kvinde, og så kan man senere i teksten komme ind på, at hun er transkønnet. For det, der er epokegørende er jo, at en kvinde maler kvinder. Så den indledning havde jeg foretrukket,« siger hun konstaterende, så snart hun har læst teksten færdig.

Gerda Wegner var revolutionerende i den forstand, at hun som kvinde malede andre kvinder. I starten af 1900-tallet havde det mandlige køn domineret med malerpenslen i hånden, mens kvinderne var placeret som stilsiddende objekter. Men i Gerda Wegeners værker blev kvinderne gjort til medskabere. Andrea Karberg Rygg kalder hende for »en medsøster« til dem, hun malede. Det var også i særdeleshed tilfældet med Lili Elbe, som udover at være hendes ægtefælle også var hendes yndlingsmotiv.

»Gerda har forstået Lili, det har hun,« siger Linda Thor Pedersen, da vi går videre til endnu et portræt af Lili Elbe. Hun pointerer Lilis relativt store bagdel, som er malet tydeligt frem i de fleste portrætter af hende.

»Mig bekendt fik Lili Elbe ikke hormonbehandling, og derfor har hun ikke kunnet udvikle de her former selv. Så jeg tror, Gerda Wegener har malet dem. Det er sådan Lili ser sig selv, og hun vil have Lilis opfattelse af sig selv frem i billederne.«

Linda Thor Pedersen tager sig til hofterne og fortsætter, »det er også en af de ting, der fylder rigtig meget hos os transkvinder. Nu har jeg været på hormoner i to år, og jeg kan godt mærke det, altså der er virkelig kommet noget.« Hun kigger ned på sine to hænder, der solidt er plantet på begge sider af hofterne og viser mig, at de tydeligt troner frem under kjolen.

»Det var ellers en af de ting, jeg var bekymret for ikke skulle komme,« afslutter hun.

I midten af det pastelfarvede rum hænger et stort maleri i en rektangulær form. Det er malet i 1927 og bærer titlen En sommerdag. Gerda Wegener har valgt at male Einar Wegener og Lili Elbe ind i et og samme billede, selvom de i virkeligheden er den samme person. Det minder om en leg med masker, som Andrea Karberg Rygg også understreger, og viser samtidig at Gerda Wegener var langt forud for sin tid i forhold til at performe køn.

»Det her, synes jeg, er ganske sjovt. Det er jo lidt som at sætte et før- og efterbillede ind sammen. Det har nok været et bevidst valg; at hun har ønsket at vise den diametrale modsætning og forskel. Man kan også se, hvordan lysstrålerne skiller billedet ad. De skærer det igennem, så man får en opfattelse af, at det er to billeder, der er klippet sammen,« siger Linda Thor Pedersen og fører hånden op fra højre hjørne og diagonalt ned for at vise det meget kraftige lysindfald i billedet, der nærmest skærer det midt over.

»Lige under rosen kan du se to negle. Det er helt tydeligt, hvordan de bliver trukket frem i billedet,« siger hun og peger på Lili Elbe midt i maleriet, der sidder med en rose. Neglene er tydeligt fremhævet, de er lange og dråbeformede. Linda Thor Pedersen stikker sine egne hænder frem og viser ti lakerede negle frem i en lilla farve. »Ligesom mine,« griner hun.

Tvivlen og paradokset

Einar og Gerda Wegener mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor også Einar uddannede sig til kunstner. Han var landskabsmaler og har kun malet i det navn. Lili malede aldrig. Som en del af udstillingen kan man derfor også opleve et par af Einars malerier. Et interessant sted ses to portrætter af Gerda: et malet af hende selv og et malet af Einar.

Linda Thor Pedersen bider hurtigt mærke i den radikalt forskellige måde, den samme kvinde er portrætteret på. I Einars version af Gerda er hun meget androgyn; brystkassen er flad, og håret er gemt væk under en hat. I Gerdas egen version af sig selv er det helt omvendt.

»Det er meget mere feminint end det andet. Det vil sige, hun ser sig selv meget mere feminin end måden, Lili ser hende. Det kan sige noget om, at Gerda har haft et mere afslappet forhold til sin seksualitet, end Lili har haft. Gerda har ikke noget problem med at portrættere sig selv som kvinde, mens det for Lili er vigtigt at fremhæve det maskuline i Gerda – for at gøre det lidt mere hetero.«

  Gerda Wegener, Lili med fjervifte (detalje), 1920. Foto: Morten Pors
Gerda Wegener, Lili med fjervifte (detalje), 1920. Foto: Morten Pors

Vi befinder os i samme hjørne, da blikket falder på det eneste billede i udstillingen, hvor Gerda har malet Einar som Einar og ikke som Lili. Her ser vi et billede fra 1914, hvor Einar har bakkenbarter. Linda Thor Pedersen forklarer, at det kan være et spørgsmål om tvivl. Bakkenbarterne tager noget tid at gro ud, hvilket kan antyde, at Lili har valgt at leve som Einar lidt længere eller måske endda søgt tilbage til det.

»Det er den tvivl, vi nogle gange bliver ramt af – hvad har vi gang i? Det har jeg også oplevet selv. Den kan opstå helt spontant ud af ingenting. Jeg sad på en parkeringsplads på et tidspunkt og tænkte, er du nu sikker på, det er det her, du vil? Jeg tænkte, at jeg godt nok ville fortryde det, hvis det viste sig at være forkert.«

Linda Thor Pedersen fortæller om sine tanker omkring sin egen operation. Hun fortæller også, at det er blevet nemmere i takt med, at der er kommet mere synlighed på området. Hun nævner Caitlyn Jenner og Laverne Cox som forbilleder. Men der er også et indbygget paradoks. I udstillingskataloget har kønsforsker Tobias Raun skrevet et essay, hvori han betoner modsætningsforholdet i, at der er stadig større fokus på transkønnede i kulturen og i medier, men at vi samtidig har en række lovgivninger, der klassificerer transkønnethed som en psykisk lidelse.

Linda Thor Pedersen bruger ord som »umyndiggørende,« »rigidt« og »sygeliggørelse,« når hun taler om sundhedsvæsnets behandling af transkønnede. Derfor får hun også flere gange under udstillingen et trist udtryk, når hun tænker på Gerda og Lilis leveforhold i 1930erne.

»Jeg synes, billedet giver udtryk for, at der er mere i historien om Lili, end vi ved. Nogle gange bliver det fremstillet meget idyllisk, at hun valgte at leve som kvinde. Men det har nok også givet nogle udfordringer. Og der har været situationer, hvor det har været svært at tackle,« siger hun, da vi står overfor et billede af Lili Elbe i Rom, som er malet i akvarel.

Rundt om os på de pastelfarvede vægge er smukke kvinder i blomstrede, florlette kjoler, stærke farver og solstråler så tydelige, at man nærmest kan føle på dem. Dét virker idyllisk. Men under farvelaget stikker en lidt mere dyster historie frem om de to kvinders indviklede liv.

»Hun er trist på det her billede. Hendes øjne er mørke og måden hun tager hånden om til hjertet på, er der noget symbolik i,« hun kigger fortsat på billedet af Lili i Rom, som er et af de eneste billeder, hvor Lili ser afkræftet ud.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen, sætter vi os på en bænk midt i rummet. Linda Thor Pedersen fortæller, at hun også har brugt det meste af sit liv på at kæmpe en hård kamp, som hun til sidst opgav og dermed ”tabte” til sin sande kønsidentitet. En tabersag, der kun var til det bedre. Med klikkende hæle rejser hun sig og betræder trappen på vej op og væk fra udstillingen. Med et sidste blik på de farvestrålende malerstrøg siger hun, »jeg tror, jeg ser nogle ting i de her billeder, som andre ikke ser, fordi billederne reflekterer mine egne følelser.«