Print artikel

Magtesløse rettigheder

Slovenien går officielt imod den østeuropæiske tendens og giver flere rettigheder til homoseksuelle, men bag ved facaden, bliver homo-rettigheder modarbejdet af bl.a. kirken. Her Gay Pride i Ljublana. Foto: CC
Reportage
08.12.15
Slovenien er med accepten af homoseksuelle vielser tidligere i år på tærsklen til at blive et østeuropæisk foregangsland. Fremtiden for loven er imidlertid uvis, i et land hvor kirken kæmper en indædt kamp mod en minoritet præget af magtesløshed. Næste søndag afgør befolkningen spørgsmålet ved en folkeafstemning, der synes tabt på forhånd.

I midten af rummet sidder en mand i store army-grønne baggy pants. Benene er korslagte, og han taler lavmælt. Han forekommer lille, nærmest skrøbelig i de store bukser og den omsluttende bordeauxfarvede lænestol. Tilhørerne, der kan tælles på få hænder, lytter opmærksomt. Brane Mozetič er ifølge én af tilhørerne den ældste nulevende bøsse. Der er sprunget ud altså. Hans ansigt ser også aldrende ud. De skarpe rynker og de markerede, næsten opsugede kindben. Han er 57. Udover den ufrivillige etikette som landets homoseksuelle nestor er han anerkendt forfatter. Sloveniens egen Allen Ginsberg, der med sin både erotiske og voldelige poesi undertiden har formået at få diskussionen om homoseksuelles rettigheder på dagsordenen. I aften taler han om sin nye faglitterære bog Silence.

»Det største problem er stilheden.«

Han knuger bogen, taler langsomt – ræsonnerende.

»Den gamle generations stilhed. Vi fortæller ingenting og skriver intet ned. Hele vores seksualitet er tabubelagt, og mange homoseksuelle ser ingen grund til at åbne op. Omverdenen fortæller os, at vi må gøre, hvad vi har lyst til, så længe vi ikke snakker om det,« siger han.

Mange af udsagnene, han reciterer, kommer fra homoseksuelle selv. Han fortæller, hvordan hans venner spørger ham, hvorfor han partout skal deltage i bøsseparaderne, når han fint kan udøve sin seksualitet – hvorfor har du brug for at udtrykke den, spørger de? Sådan har argumentet altid lydt, siger han og fæstner sin lid til, at den yngre generation en dag vil bryde stilheden.

Slovenien skulle ellers være det gode østeuropæiske eksempel. At ligestilling til homoseksuelle er på den politiske dagsorden i Slovenien viser, at landet er et skridt længere end mange af de øvrige østeuropæiske lande. Ifølge en rapport fra det Europæiske Agentur for Fundamentale Rettigheder er hverdagen for homoseksuelle meget værre i lande som Letland, Polen, Slovakiet og i nabolandet Kroatien. Tidligere i år valgte netop Kroatien at følge i fodsporene på Ungarn, Slovakiet og Polen ved at fremhæve i grundloven, at ægteskabet udelukkende kan indgås imellem en mand og en kvinde

Og det begynder også godt i Slovenien. Med stemmerne 51 mod 28 besluttede det slovenske parlament at lovliggøre ægteskaber mellem to personer af samme køn. I marts trådte Slovenien ind i det 21. århundrede, lød reaktionen fra partierne bag flertallet. Lovændringen betyder i praksis, at homoseksuelle par opnår de samme rettigheder som heteroseksuelle – på nær i anliggendet om adoption, hvor kun den ene i forholdet kan opnå forældremyndighed, i modsætning til eksempelvis Danmark hvor myndigheden er ligestillet.

Glædesrusen blev imidlertid kort for landets homoseksuelle. En slovensk særlov betyder nemlig, at enhver kan forlange en folkeafstemning, hvis de kan mønstre 40.000 underskrifter fra de i alt godt 1,7 millioner stemmeberettigede slovenere. Det kunne en række bekymrede borgere med kirken i ryggen i løbet af få dage.

Tys tys

»Som Brane (Mozetič red.) siger; hvis du ikke taler om homoseksualitet, bliver du ikke straffet for det.«

Den yngre generation, som forfatteren efterlyser, har ordet. Simona Mursec er tilstede ved foredraget og genkender forfatterens pointer. Hun er lesbisk og medarrangør af Ljubljanas årlige bøsseparade. »Selvfølgelig er vi mere sikre her end i eksempelvis Serbien, men vi lever vores liv bag lukkede døre med gardinerne trukket for.«

Simona Mursec fortæller, hvordan hun og andre slovenske homoseksuelle på et personligt plan føler sig fysisk sikre og frigjorte, men så snart de træder ind i det offentlige rum, møder de modstand og strukturelle udfordringer, som andre ikke møder – eksempelvis når de skal arrangere den årlige parade. Det er netop derfor, paraden er altafgørende:

»Det er den ene dag på året, hvor homoseksuelle kan gøre krav på at være en del af det offentlige rum. Hvor de kan udtrykke deres identitet og kultur, som ellers er umuligt i hverdagslivet – på arbejdspladsen, i skolen og i familien. For selv i familien skal de oftest lade som om, at de er normale – for alt, der er unormalt, bliver straffet. Priden er derfor et politisk statement, hvor man kan kysse sin kæreste uden at blive stigmatiseret,« siger hun lettere irriteret over spørgsmålet. Det er jo såselvfølgeligt, indgyder hendes hurtige, metaltrætte svar. Som en person der er træt af at gentage sig selv.    

Foreløbigt er det en ensom march, siger Mursec. I år deltog ingen folkevalgte politikere i festdagen:

»Alene det faktum, at mange har et problem med, at vi afholder Pride, viser, at vores samfund stadig ikke er fundamentalt velfungerende, når det kommer til lige rettigheder og friheden til at udtrykke sig selv,« konstaterer hun.

I Slovenien udleves homoseksualiteten primært i det stille – et faktum der illustreres af det Europæiske Agentur for Fundamentale Rettigheders seneste rapport om diskrimination, rettigheder og levevis for EU’s homoseksuelle minoriteter.

Her blev undersøgelsens knap 100.000 deltagere fra samtlige EU-medlemslande – alle enten bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transseksuelle forkortet LGBT – spurgt om de var åbne omkring deres seksualitet overfor deres omgivelser. En sammenlægning af resultaterne foretaget af ATLAS, hvor de vesteuropæiske lande stilles overfor de tidligere kommunistiske central- og østeuropæiske lande, viser, at knap to ud af tre (60 procent) af LGBT-personerne i Østeuropa aldrig er åbne omkring deres seksualitet. Det tal hedder én ud af tre i Vesteuropa eller 34 procent. Vendes spørgsmålet om, insisterer blot 6 procent eller cirka én ud af tyve af de homoseksuelle i Østeuropa på altid at være åbne omkring deres seksualitet i modsætning til knap hver tredje i det øvrige EU. I Slovenien isoleret set gælder det for hver tiende. Skellene forventes imidlertid at være større, i og med homoseksuelle, der ikke er sprunget ud, ikke indfanges af undersøgelsen.

Latent homofobi

Roman Kuhar griner ironisk, da han hører, at Slovenien skulle illustrere det gode eksempel for homoseksuelles rettigheder i Østeuropa. At det er den primære grund til, at ATLAS overhovedet befinder sig i Ljubljana. Han er sociolog og professor ved byens universitet og taler om den herskende indirekte homofobi ved præsentationen af en ny bog om racisme. Han forsker i homoseksuelles rettigheder og kalder undertrykkelsen og diskriminationen for mere latent her i forhold til andre østeuropæiske lande, hvor foragten for homoseksualitet er udtalt og fysisk, hvilket har resulteret i vold ved gentagne gay-prides. Diskriminationen er sværere at gennemskue her:

»Homofobi er udbredt i Slovenien, selvom ingen åbenlyst vil sige, at de er imod homoseksualitet generelt – på nær de helt ekstreme. Den skjulte homofobi kommer til udtryk implicit; som når folk siger: ’jeg er tolerant og ligeglad med, om min nabo er homoseksuel, men jeg vil ikke være komfortabel med, at de har et barn’. Det er altså ikke længere den direkte old fashioned homofobi, men en indirekte fobi under samfundets overflade, der berører grundlæggende rettigheder.«

På Kuhars sorte t-shirt står der; I feel the revolution, selvom han fortæller, at han altid forholder sig pessimistisk ved udsigten til forbedrede rettigheder. Det lindrer de gentagende skuffelser, fortæller han og sammenligner den nuværende diskrimination med racepolitikken i 50’ernes USA eller Sydafrikas apartheid.

»Heteroseksuelle må gifte sig på Ljubljanas slot om lørdagen, mens homoseksuelle må registrere sig på et eller andet kommunalt kontor på hverdage.«

Den samme latente homofobi skildrer forfatteren Brane Mozetič tilbagelænet fra lænestolen på caféen i hovedstaden. Han beskriver følsomt sin første forelskelse i gymnasietiden, og selvom sproget er fremmed, viser mimikken en lidelse. Ingen på skolen diskriminerede ham og hans partner – på den anden side var det ikke noget, han måtte tale om. Mens andre flettede fingre, skulle han ensomt undertrykke sin forelskelse i fortvivlelsens teenager år.

Deja-vu

Rettighedsforkæmperen Miha Lobnik skal lede ja-kampagnen til folkeafstemningen i december, hvor de slovenske borgere skal beslutte om homoseksuelle par, skal nyde de samme rettigheder som heteroseksuelle. En på forhånd umulig kamp, fortæller han, mens han skuler udover Ljubljana, der omklamres af dis. Han er på sit kontor i Legebitras hovedsæde, en organisation han er stifter af, som blandt andet forebygger udbredelsen af HIV og aids.

Lobnik optager selv interviewet. Diktafonens røde lampe signalerer mistillid – en forholdsregel og konsekvens af mediernes behandling, forklarer han. Det er ikke første gang, at den slovenske befolkning skal beslutte, om homoseksuelle par bør have de samme rettigheder som heteroseksuelle. En sommerdag i 2012 stod befolkningen over for et lignende spørgsmål:

»Desværre skinnede solen,« begynder Miha Lobnik, der også dengang var ja-kampagnens ledende figur. »Og der er tre typer mennesker ved de her folkeafstemninger; dem der er meget for, dem som er meget imod, og så er der dem, der tager på stranden.«

Den dag nød 70 procent af de stemmeberettigede Adriaterhavets skvulpende bølger. Da solen gik ned, stod resultatet klart. 55 mod 45 procent i nej-sidens favør. 16 procent af befolkningen eller færre end hver sjette borger dikterede dermed udfaldet.

Miha Lobnik viser en artikel fra JA-kampagnen ved sidste folkeafstemning. Foto: Mathis Mencke
Miha Lobnik viser en artikel fra JA-kampagnen ved sidste folkeafstemning. Foto: Mathis Mencke

Den lave valgdeltagelse ved de mange ekstra folkeafstemninger viser, at den almene befolknings ikke tager dem særligt højtideligt. Så selvom knap halvdelen af befolkningen, i følge landsdækkende meningsmålinger, stiller sig positive overfor loven, foretrækker de hellere en tur på stranden fremfor at bruge deres fridag på at stemme. Skal Sloveniens homoseksuelle derfor opnå ligestilling, kræver det ikke kun minoritetens mobilisering og engagement, men også den almene befolknings.

Loven om folkeafstemninger er imidlertid blevet ændret siden valgnederlaget i 2012. Det er således ikke længere tilstrækkeligt for nej-kampagner at opnå flest stemmer – de skal også mønstre minimum 20 procent af det samlede antal stemmeberettigede, ligesom ingen længere kan kræve folkeafstemninger over love, der vedrører menneskerettigheder.

EU's charter for grundlæggende menneskerettigheder fastlår, at enhver forskelsbehandling på grund af seksuel orientering er forbudt. Det vakte derfor opsigt, da den slovenske højesteret i november besluttede at retfærdiggøre en folkeafstemning med jurystemmerne 5 mod 4.

»Stop gender theory!«

Nej-kampagnen organiseres af den indflydelsesrige katolske kirke, der mobiliserer flere hundrede tusinde kristne i menigheder landet over. Selvom kirken officielt forholder sig neutralt til spørgsmålet, er der ingen tvivl om den gejstlige indflydelse, slår sociolog og forsker i homoseksuelles rettigheder Roman Kuhar fast. Ved sidste folkeafstemning blev det afsløret, at nej-kampagnens servere kunne spores direkte til kirken, siger han. Kuhar har forsket i kirkens rolle og ikke mindst retorikken mod homoseksuelle siden folkeafstemningen i 2012.

Hvis kirken siger: ’Tredje Mosesbog fortæller, at homoseksuelle skal stenes,’ vil ingen lytte. Det er simpelthen nonsens i dag,« siger forskeren og fortsætter: »Kirken referer ikke længere til Biblen eller Gud, men til undersøgelser med fokus på børn, der er det mest identificerbare populistisk greb. De siger: ’vores børn er i fare’

Sociologen beskriver en katolsk kirke, der ligesom i mange andre europæiske lande har oplevet medlemsnedgang siden årtusindeskiftet, hvilket har fået kirken til at skifte strategi.

»Tibagegangen har medvirket til, at de har skabt nye mere rationelt klingende argumenter mod homoseksualitet. Det er den eneste måde, de kan appellere til den mere sekulariserede befolkning. Hvis kirken siger: ’Tredje Mosesbog fortæller, at homoseksuelle skal stenes,’ vil ingen lytte. Det er simpelthen nonsens i dag,« siger forskeren og fortsætter: »Kirken referer ikke længere til Biblen eller Gud, men til undersøgelser med fokus på børn, der er det mest identificerbare populistisk greb. De siger: ’vores børn er i fare,’ hvilket indirekte indbefatter vores nation og dermed vores fremtid.«

Han kalder tendensen generel for hele det katolske Europa og opridser en lang række uvidenskabelige undersøgelser, kirken har brugt i argumentationen mod homoseksuelles rettigheder. Pointen er imidlertid ikke den videnskabelige uredelighed, men at en voksende skare i Europa godtager argumentationen. Størst succes har kirken haft med den såkaldte Gender Theory, der kort fortalt går ud på, at der ikke eksisterer biologiske køn – køn er derimod en socialt etableret diskurs:

»Vatikanet påstår, at radikale feminister og homoseksuelle aktivister promoverer den såkaldte Gender Theory. Kirken simplificerer selvfølgelig teorien, men det har været et yderst effektivt våben. Eksempelvis så vi ved den sidste anti-homoseksuelle demonstration i Warszawa, demonstranter med skilte, der sagde: ’Stop gender theory!’. I dag er teorien den altinkluderende fjende for kirken. De har altså formået at skabe et teoretisk og populistisk værktøj, der holder videnskab op imod homoseksualitet i stedet for religion. Argumenterne er i dag de selvsamme, som videnskaben og LGBT-samfund altid har brugt mod dem. De siger sågar, at de beskytter menneskerettighederne.«

Professoren hævder skråsikkert, at kirken og nej-kampagnen vinder den kommende folkeafstemningen. Folkeafstemninger afholdes altid på søndage, forklarer han og griner sarkastisk. Det giver kirken en stor fordel i forhold til mobilisering. Først prædiker præsterne om den demoraliserende homoseksualitet, dernæst eskorteres menigheden i busser til nærmeste valgsted. Afstemningen er tabt på forhånd, siger han og lukker øjnene bag de uindfattede briller.

En skønne dag

Tilbage i caféens dæmpede belysning har forfatteren Brane Mozetič åbnet op for spørgsmål. Den lille håndfuld tilhører, forsøger at forstå, hvorfor menneskerettighederne ikke er forbeholdt alle. Forfatteren fortæller, at diskriminationen langtfra er ny. At de homoseksuelle mænd fik syet en lyserød stjerne på deres fangedragter i nazisternes koncentrationslejre. Stemningen er mat og alvorlig, da Mozetič takker af.

Rettighedsforkæmperen Miha Lobnik indrømmer, at processen er lang og sej:  

»Da jeg startede Legebitra for 20 år siden (i 1998 red.), troede jeg, det ville gå meget nemmere. Måske havde jeg bare mere energi, men jeg havde regnet med større fremskridt i dag,« siger den i dag 40-årige Miha Lobnik, inden han fortsætter: »Jeg vidste, at rettighederne ikke var lige om hjørnet, men jeg tænkte, at fremgangen måtte være en ensrettet vej. I dag ved jeg, at der er mange afstikkere langs vejen.«

Professor Roman Kuhar forudser, at homoseksuelle ægteskaber bliver tilladt indenfor en overskuelig fremtid. Det kræver både øget juridisk og social accept. To aspekter der gensidigt styrker hinanden ifølge sociologen. Den juridisk accept må langsomt gennemføres politisk med øgede rettigheder, mens den sociale accept blandt andet styrkes i seksualundervisningen på landets skoler. Men der findes ingen fast formel:

»Vi kan ikke snakke om copy/paste-processer for Central- og Østeuropa, hvor vi efterligner eksempelvis den danske måde at gøre tingene på. Bare fordi Danmark havde brug for x antal år, inden de lavede en god lovgivning, kan vi ikke sige, det samme vil gælde for os. Danmark implementerede de registrerede partnerskabslove som verdens første land i 1989. Det har haft indflydelse på alle andre lande i verden. Derfor vil processen i Østeuropa blive kortere, men den har selvfølgelig også brug for tid og en veludviklet demokratisk kultur – og det er her, Østeuropa halter bagud.«

Med en måned til valgdagen bringer de slovenske medier dagligt dugfriske meningsmålinger. I en mail til ATLAS skriver Miha Lobnik, at tallene ser nedslående ud. 60 procent af befolkningen hælder mod det nej, de alle har forudset. På trods af udsigterne giver han ikke op, skriver han. Om Slovenien en dag bliver historien om det gode østeuropæiske eksempel, vil tiden vise. Han afslutter ikke mailen med et venlig hilsen, men et:

»Equal rights will come one day