Print artikel

Bjarne er et mandfolk

Bjarne er et mandfolk. Foto: Stig Stasig
Kommentar
28.01.14
Bjarne er en ordentlig mand. Men hans moralske kompas er gået i stykker. For man kan ikke bedømme, hvad der er rigtigt og forkert, ud fra en rationel fortolkning af data.

Min mormor siger, at Bjarne Corydon er et rigtig mandfolk. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. Bjarne finder aldrig på undskyldninger, når du spørger, om han kan hjælpe dig med at flytte. Bjarne brokker sig ikke over vejret. Bjarne har haft den samme cykel i 10 år. Bjarne køber alt sit tøj i den samme butik. Bjarne er ligeglad med, om du ryger, men han er også ligeglad med din surdej. Når Bjarne laver politik, sætter han sig rundt om bordet med sine regnedrenge, og så tager de fat. De skiftes til at lave kaffe, og Bjarne kan også godt gå ned efter noget mælk, selvom det er ham der er chefen. Bjarne er god nok. Bjarne er et mandfolk.

Bjarne er også indbegrebet af den moderne socialdemokrat. Den rationelle og usentimentale type. Han er politiker af tiden, og tiden vil have fakta, tal og to streger under facit. Det er økonomerne man lytter til, og den politiske debat er primært et spørgsmål om, hvordan data fortolkes mest rationelt. I debatten om salget af de 19% af DONG til Goldman Sachs, er det derfor også mest vilkårene og tidspunktet der debatteres. Kunne man måske få mere ud af handlen, hvis man ventede lidt?

Desværre har den moderne økonomisk rationelle tilgang en akilleshæl: Den tror, den er bedre til at forudsige fremtiden, end den faktisk er. Svagheden deles ikke overraskende med økonomien som faglig disciplin. Økonomen tegner en streg på en graf. Grafen peger mod himlen. Økonomen tager sin lineal og forlænger stregen med 10 år. Hvordan kan det her gå galt?

Men man skal måske heller ikke være for hård ved Bjarne og økonomerne. Det er unægtelig en vanskelig disciplin at forudsige fremtiden. Sagen er, at DONG har brug for nogle hurtige penge, og det afdragsfrie lån er jo altså ikke længere en mulighed. Som de, der har været i samme situation nok vil vide, kan et behov for hurtige penge spille det indre moralske kompas et puds. Bjarne er god nok, men nu står han altså lige og skal bruge 11 milliarder på torsdag.

Heldigvis har man med Goldman Sachs allieret sig med en partner, der faktisk har vist sig rigtig dygtig til at forudsige fremtiden. Allerede i slutningen af 2006 kunne spåmændene i bestyrelseslokalet faktisk se, at boligmarkedet var tragikomisk overvurderet. Lidt hjalp det selvfølgelig, at man selv havde været med til at kaste benzin på bålet, men alligevel flot. Goldman Sachs udsendte med det samme en pressemeddelelse, hvor de advarede politikere, befolkningen og alle deres kunder og samarbejdspartnere om problematikken, så den kunne løses på en ansvarlig og fair måde. Man erkendte, at man selv havde været medvirkende, og tilbød med det samme at fastfryse alle bonusudbetalinger til de ansatte. Nej, faktisk var det ikke hvad de gjorde. Goldman Sachs valgte i stedet at begynde at vædde imod det marked de stadig lovpriste overfor kunderne, og kunne derfor blive ved at tjene penge, og samtidig profitere af sammenbruddet. Vil man have andre eksempler på firmaets slatne moral er google et godt sted at starte.

Hverken journalisterne på Information, Poul Nyrup eller pøbelvældet på Facebook kan udtale sig kvalificeret om detaljerne i salget af DONG, men det er også ligegyldigt. Om Goldman Sachs skulle smide en ekstra milliard eller fem på bordet og en totalrenovation af Lillebæltsbroen, ændrer ikke ved det grundforhold, at man aldrig skulle have sat sig ned ved forhandlingsbordet. Det var nemt at forstå, da man undlod at handle med Sydafrika på grund af apartheid. Man undlod ikke at handle med dem, fordi deres priser var for dårlige, og det er heller ikke derfor, man ikke skal handle med Goldman Sachs. Moralske spørgsmål kan ikke kvantificeres, og selvom der er mange tal og udregninger involveret i salget, er de reelt set irrelevante. Det er ikke nemt at indse for hverken mandfolk eller den moderne socialdemokrat, at tal kan være uden betydning, men det er altså tilfældet her.