Print artikel

Hvis dette er liberalisme..

På savannen er det den stærkeste, der overlever. Men løver læser ikke John Rawls. Foto: CC
Kommentar
27.02.13
Regeringens omdiskuterede udspil får hug for at være et knæfald for liberalismen og dens darwinistiske principper. Så enkelt forholder det sig langt fra, hvis vi spørger den politiske filosofi til råds. Det står meget værre til.

Regeringens udspil til en vækstplan betragtes fra mange sider som en kapitulation til borgerlige værdier og en fortsættelse af den afgåede VK-regerings politik. Med andre ord ses forringelsenerne af SU'en og kontanthjælpen, lettelsen af selskabsskatten og forlængelsen af Nordsøaftalen som et knæfald for den udbredte holdning, at kun via en liberal økonomi, hvor individet ikke er bundet af sociale forpligtigelser og alene er ansvarlig for sin succes, vil den enkelte kunne motiveres til at yde den indsats, som er så vigtig for at Danmark kan forblive konkurrencedygtig og fortsat kunne besidde de nødvendige resourcer, der sikrer borgernes begunstige vilkår. Skub ungerne ud af reden og de skal flyve!

Problemet er blot, at dette ikke er ansvarlig liberalisme. I bedste fald udgør idealet om en socio-økonomisk version af survival of the fittest kun halvdelen af et funktionelt liberalt princip. For hvordan er vi stillet – som individer og som samfund – hvis vi ikke har forudsætningerne for at være flyveklare? Den nyligt afdøde amerikanske filosof og jurist Ronald Dworkin pointerede netop dette afgørende punkt: En retfærdig liberal politik må forudsætte individernes lige udgangspunkt.

Det er dog tydeligt vi ikke er født lige. Personlige og sociale omstændigheder gør, at vi alle har forskellige muligheder for at operere på det økonomiske marked. For at kunne retfærdiggøre en liberal politik må de politiske beslutningstagere derfor forpligte sig til først at udligne disse forskelle. En person født af veluddannede forældre og opvokset i Hellerup har helt enkelt et bedre udgangspunkt end en person, som er opvokset i Vollsmose og hvis forældre er uuddannede og på kontanthjælp.

Det er selvfølgelig tydeligt, at denne forskel ikke er så stor i Danmark, som den er mellem en europæisk statsborger og et hungersnødsramt barn fra Afrikas Horn. Men dette skyldes netop det sociale sikkerhedsnet vi er født ind i – det sociale sikkerhedsnet, regeringen med sit nye udspil har sat sig for at forringe.

Det 20. århundredes mest prominente liberale tænker, John Rawls, indså netop det uholdbare og uretfærdige i dette da han udviklede sin version af liberal egalitarianisme: Hvis målet er at skabe mest mulig (økonomisk) frihed for det enkelte individ, hvilket de liberale jo netop har sat sig for øje, må enhver ulige distribution af resourcer og goder være til fordel for samfundets svageste. Et sammenfald mellem kontingente uligheder og et liberalt paradigme vil blot medføre den yderligere distancering mellem de svageste vis-á-vis de begunstigede i samfundet, hvilket jeg belyste i et tidligere indlæg her i bladet.

Hvorvidt dette er tilfældet med regeringens udspil er dog svært at sige, fordi man opererer med så mange ubekendte. Således er der fra flere sider blevet sået tvivl om, hvorvidt en sænkning af selskabsskatten vil skabe flere arbejdspladser, hvorvidt en forringelse af SU'en vil sende de studerende hurtigere igennem universitetet, hvorvidt en forringelse af kontanthjælpen vil motivere den arbejdsløse til at finde et job, hvorvidt der altså vil opstå positive konsekvenser af disse indgreb. Fra et liberalt standpunkt er 'den omvendte Robin Hood's pisk dog ikke et udtryk for ansvarlighed og retfærdighed

Tværtimod kan regeringens udspil bedst betegnes som enten libertarianisme, hvor den enkelte vitterligt står og falder for sig selv, eller en tilbagevenden til en Sovjet-socialisme, der afkræver borgernes opofrelse i samfundets tjeneste. Afhængig af intentionerne bag vækstplanen har regeringen i det første tilfælde sat sin egen indflydelse ud af spil til fordel for de uforudsigelige markedskræfter eller, i det andet tilfælde, gjort sig til bannerføre for en restriktiv formynderisme. Liberalisme er det i hvert fald ikke.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...