Print artikel

Hvad folkestyret kan lære af Ice Cube

Check Yo Self
Feature
09.06.17
I Danmark nedsætter vi kommissioner til at kulegrave spegede sager. Men kommissioner er ikke andet end systemet, der tjekker sig selv, for arbejdsbetingelserne er fastsat af de skiftende folketingsflertal, og sagen bliver altid indfedtet i et væld af personlige og partipolitiske interesser.

Det starter ofte med spredte glimt i medierne, nogle nævenyttige graverjournalister, et debatindlæg her, en kronik der, og så blusser det op og bliver til en decideret sag. Sagen får fart, der bliver afsløret ting, skeletterne finder vej ud af skabene. Så sad der åbenbart en menig kontorfunktionær i Taastrup og udbetalte milliardbeløb, og samtidig var der nogle, der lukkede ørerne for alle advarsler og iværksatte et elektronisk inddrivelsessystem, der slet ikke virkede, og så mangler der pludselig 100 milliarder kroner, som man nok aldrig får kradset ind. Presset på regeringen vokser: vi må have en kommission, der kan kulegrave forløbet og placere et ansvar. Regeringen bøjer sig og nedsætter den kommission, og kommissionen går i gang med sit arbejde og så, ja, hvad så?

Som regel varer kommissionens arbejde så længe, at en ny regering for længst er kommet til, og denne her nye regering har ikke noget ejerskab over kommissionen, og derfor vælger den næsten altid at overhøre anbefalingerne, ignorere konklusionerne. Sommetider lukker en nytiltrådt regering ligefrem forgængerens kommissioner, som vi så Lars Løkke Rasmussen lukke Irak-kommissionen, der havde til formål at afdække det problematiske forløb, der førte til Danmarks krigsdeltagelse. Med andre ord: kommissioner er altid politiserede, de slipper ikke for Christiansborg-fnidderet. For sådan er det i Danmark. Selvom vi bryster os af et velsmurt, ikke-korrupt demokrati, er der stadig nogle ting, der er mudrede og, ifølge eksperter, ikke specielt optimale. Vi er ikke ret gode til at opretholde magtens tredeling. En kommission skal se regeringen og dermed embedsværket efter i sømmene, men kommissionens arbejdsbetingelser, dens opgave og mål, det såkaldte kommissorium, er vedtaget af det folketingsflertal, der holder hånden under selvsamme regering. Dermed får de udpegede stats-granskere ikke den uafhængighed, som en forfatningsdomstol ville have. Sådan en har de i Tyskland, og den er magtfuld, den retter man sig efter. I Danmark har vi en situation, hvor systemet tjekker sig selv. Men det er måske ikke altid i systemets interesse, at det forholder sig sådan. Måske skulle politikerne og embedsmændene lytte til den amerikanske vestkystrapper Ice Cube, der i 1993 på sit klassiske album The Predator anbefalede, at man skal »chickity-check yo self before you wreck yo self«. Tjek lige, om det nuværende system er et godt system, for ellers risikerer det at blive jeres egen undergang.

Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, har i mange år beskæftiget sig med opbygningen af det danske statsapparat og mulighederne for kontrol af magten. Han påpeger, at det ikke blot er sådan, at en regering kan fjernstyre en kommission, men at et kommissorium skal forhandles af et folketingsflertal. Det betyder imidlertid, at vores demokrati lider under den svaghed, at det i en situation med en stærk flertalsregering vil være næsten umuligt at holde regeringen i ørerne. Desuden bliver kommissionernes arbejde i dag ofte forvansket af de skiftende flertal i Folketinget, eller de bliver simpelthen ikke gennemført, hvis det strider mod tilpas mange mandaters interesse:

»Undersøgelseskommissioner kræver et flertal. Det betyder, at mange undersøgelser enten ikke gennemføres, eller at de først gennemføres efter, at flertallet har skiftet. Irak-kommissionen måtte for eksempel vente længe, og den blev nedlagt, da flertallet skiftede igen. Det betyder efter min opfattelse, at vi skal frygte for, at vi nogen sinde får en stærk flertalsregering. Kontrollen af dens magt vil være meget spag.«

Lektor ved CBS, Christoph Houman Ellersgaard, forsker i eliter og de netværk, der findes i toppen af det danske samfund. Han tilslutter sig Tim Knudsens problematisering af sammenvævningen af interesser i forbindelse med nedsættelse af undersøgelseskommissioner:

»Når vi ser en tæt sammenvævning mellem magthaverne og undersøgelseskommissionerne som i dag, viser det, at Danmarks demokrati har det problem, at vi kun har ét parlamentarisk kammer. Det betyder, at stort set alle er blandet ind i de sager, man skal iværksætte undersøgelser af. Og hvis de samme personer, der har truffet beslutningerne skal afgøre, om de beslutninger var problematiske, er der en uheldig magtkoncentration.«

En løsning på det problem kunne ifølge Ellersgaard være at flytte noget beslutningskompetence væk fra de interesse-indfedtede folketingsmedlemmer:

»Man kan overveje, om man skal lufte lidt ud i tingene og for eksempel give almindelige borgere mulighed for at iværksætte undersøgelser, hvis de er bekymrede over en sag. Det kunne være en gruppe af borgerrepræsentanter, ligesom vi har i domsmandssystemet, som ville have en uafhængig administration. Der er et demokratisk problem, som det er nu, for hvis befolkningen skal have mulighed for at vurdere kvaliteten af politikernes beslutninger og vælge politikerne på den baggrund, er det vigtigt at optrevle, når politikerne har kvajet sig. Vælgerne har brug for en udførlig viden om kriterierne for de valg, politikerne har truffet.«

Der blæser allerede politiske vinde i den retning, CBS-forskeren foreslår. Senest har Alternativet og Enhedslisten i forbindelse med Grundlovsdag foreslået, at et Folketingsmindretal på 40 % skal være nok til at få en undersøgelseskommission op at stå, hvor det i dag kræver flertal. Det er måske ikke ligeså omfattende som at oprette et borgerudvalg med selvstændige administrative muskler, men viser trods alt, at der eksisterer en vis opmærksomhed om problemerne blandt Christiansborgs politikere. Om de to partiers forslag nogensinde bliver til virkelighed er en helt anden sag.

Embedsværk og makværk

Så vidt altså det politiske Christiansborg-fnidder og dets uheldige magtkoncentration. Men det er kun én side af sagen. Med til historien hører, at embedsværket i Danmark udgør en utroligt stærk magtbastion, hvilket for eksempel kan modvirke, at embedsmænd bliver stillet til ansvar for fejl og uregelmæssigheder, på samme måde som ministre og politikere generelt i høj grad bliver det. Det sker ofte, at ministre udsættes for voldsomt pres og senere fældes for selv meget små uregelmæssigheder, hvis oppositionen lugter blod. I modsætning til dette har embedsfolk langt videre beføjelser. Et eksempel på en embedsmand, der rent faktisk er blevet fyret på grund af ulovligheder, er Peter Loft, der blev afskediget, fordi han blandede sig i Skats administration af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Men, som Christoph Houman Ellersgaard formulerer det, »han gik klart over stregen med sin indgriben i den sag, og så må man også tilføje, at Skat, set retrospektivt, virkelig blev kørt dårligt i hele den periode, han var departementschef. Så man må formode, at han stod så tæt på en fyring, som man næsten kan, og så gjorde han så også noget virkelig ulovligt, og det fældede ham i sidste ende.«

Embedsfolk i Danmark klæber altså noget mere til deres taburetter, end politikerne gør. Embedsmændene består, politikerne forgår, som det hedder. Det bryster vi os ofte af, det fremhæves ofte som en sund, stabiliserende faktor, at vi har vores politisk uafhængige embedsværk. Det er, som om embedsmændene er omgivet af en helt særlig aura, som var de en anden slags mennesker end os andre. Professor Tim Knudsen:

»Embedsmændene nyder i Danmark en ekstrem beskyttelse. Det kan forklares historisk blandt andet med, at de har stærke organisationer, der tidligt blev anerkendt af politikerne. I det hele taget er der stor ærefrygt over for embedsmænd.«

Problemet er blot, at embedsfolk ikke er en anden slags mennesker. Og den uafhængige, politisk neutrale embedsmand er også under forandring. Embedsfolk agerer langt mere politisk nu end førhen. I teorien er embedsværket afpolitiseret, det er rationelt og klinisk renset for ideologi, opbygget efter den tyske sociolog Max Webers hoved: nul følelser, ingen personlige interesser, udelukkende forvaltning af de love, politikerne har vedtaget. Hvis der nogensinde har fandtes et sådant perfekt, rationelt bureakrati i Danmark, findes det ikke længere, eller det er i hvert fald inde i en forandring, hvor den politiske, spindoktor-agtige rådgivning fylder mere. Det kalder på ændringer af vores administrations indretning. Christoph Houman Ellersgaard foreslår to tiltag:

»Det kunne være relevant at overveje at ansætte nogle flere statssekretærer, som er politisk udpegede, ligesom i Norge, fordi embedsmændene i dag i stigende grad også bliver bedt om at tænke politisk. Men måske er det endnu vigtigere, at vi får en bred offentlig diskussion om, hvor vi ønsker, at embedsmændenes loyalitet skal ligge. Som det er nu, ligger deres loyalitet i høj grad hos regeringen. Man kunne overveje, om vi ikke skulle ændre nogle ting, så embedsværket i højere grad opførte sig loyalt over for befolkningen og administrerede på en måde, som ikke gik ud på at mørklægge og skjule ting, men i højere grad var gennemskuelig og åben.«

Mens der i dag er en alliance mellem den politisk valgte magt, regeringen, og embedsstanden, ville det være sundt for demokratiet med et stærkere bånd mellem embedsværk og befolkning. I dag udfører de fuldmægtige, kontor- og departementcheferne såkaldt ministerbetjening. Måske de også skulle udføre noget befolknings-betjening. Det kan være, det kunne modvirke den forvirring og medfølgende politikerlede, mange almindelige danskere lider af i dag, hvis befolkningen følte sig taget seriøst af et embedsmandssystem, der opførte sig inkluderende.

Alle de her ting kræver selvfølgelig noget politisk vilje til at afgive privilegier. Regeringen skal i højere grad være villig til at lade sig granske, end den er i dag. Politikerne skal tjekke sig selv, inden de ødelægger det for sig selv ved at sætte demokratiet over styr. De kunne passende starte med at lytte til Ice Cube. Indtil da må vi bare krydse fingre for, at vi aldrig får en stærk flertalsregering.