Print artikel

Fuck, nu spøger det almene igen

Hjemsøgt af det almene
Refleksion
16.05.19
Socialdemokratiet har ophævet den dummeste udgave af oplevelsesøkonomien til politik: vi må aldrig fremmedgøres, vi må aldrig møde andre end os selv i et kunstværk.

Jeg ligger gennemblødt af sved og småsover efter en ordentlig gang fitnessyoga i Sats i indkøbscenteret Spinderiet i Valby. Min kone ligger på måtten ved siden af mig og er helt stille. Udenfor salen høres alle de andre fitnesslyde, og musik fra de overdækkede fællesarealer i indkøbscenteret, en glad version af den der sang med linien: »We don’t need no education« fra The Wall af Pink Floyd. Muntre påskelyde af helt almindelige mennesker. Jeg er rasende sulten, så mine tanker vandrer langt væk fra den båndede meditation der opfordrer mig til at realisere mit sande potentiale:

Fuck, nu spøger det almene igen. Det er ikke engang til at undslippe, når man ligger her og småsover. Eller måske netop ikke der. Hvem ved. Nå, men Henrik Sass Larsen (og Kaare Dybvad og Frederik Vad Nielsen og Lars Olsen og sikkert også Mathias Tesfaye og alle de andre handyr), og Socialdemokratiets kunst- og kulturpolitik hjemsøger os lige i øjeblikket. Ifølge ham er det almene NU, lige nu. Ikke i går og ikke i morgen. Det er ikke opera og biblioteker og sikkert heller ikke museer. Det er revy, der bliver spillet lige nu og er skrevet lige nu af nogen fra Herning, som aldrig har gået i skole, og det skal handle om noget fra Herning, lige midt på gågaden, lige uden for Matas. Helst om en ekspedient, der prøver at sælge dig en fugtighedscreme med granatæbleduft selv om du allerede har sagt to gange til hende, at du gerne vil have noget uden duft og slet ikke granatæble, som du afskyr af et ærligt hjerte, og hvorefter du forlader butikken og går lidt længere ned ad gågaden og ind på apoteket, hvor de lytter uden at fortrække en mine. For dem rager det åbenbart, og heldigvis ikke, hvad de selv synes og er bare venlige og giver dig, hvad du beder om.

Krænkelsen over ikke at blive spejlet hvert øjeblik er åbenbart den nye grundlæggende krænkelse

Men revy må vel egentlig heller ikke handle om farmaceuter, for de har også gået i skole, og har en ekspedient i Matas iøvrigt ikke også gået i skole? Så de dur heller ikke, eller hva? Det almene kan ikke være noget fra tidligere tider, og det kan slet ikke udspringe fra folk, der har studeret til det de er. Det almene er primalt. Det almene er frygtindgydende, fordi det altid har ret. Det er aldrig dér, hvor man kigger hen. Som spøgelser kan man kun se det ud ad øjenkrogen, i tusmørke, under sengen som en utydelig skygge, der rækker ud efter ens bare fødder, når man er oppe for at tisse om natten. Det er i e-boksen, som de der breve fra kommunen, som man ikke helt forstår, det er ord fra en mand, en rigtig mand, der hedder Henrik, Frederik, Kaare, Mathias, Lars og ved alt om det almene, fordi det ved han bare, fordi han ikke har en uddannelse, slet ingen, næsten, eller det er en uddannelse, som næsten ikke er uddannelse, men mere noget med hænderne, som virkelig hører til det almene, fordi at så tænker man ikke, og så er man virkelig klog, og fordi han kender en ond rocker i Køge eller der omkring, fordi han aldrig har stukket næsen udenfor sin egen lille bobbel, og når man aldrig rigtig kommer ud, ved man nemlig alt, hvad der er at vide.

Henrik Sass er en latterlig lille politiker, larger than life, en halvtreds meter høj fuld nazist, der kommer med udtalelser, eller ok nazist er han vel ikke, men halvtreds meter høj og svært beruset, eller måske ikke svært beruset af andet end sig selv. For en enkelt fadøl eller to med en ond rocker gør vel ikke en beruset, bare lidt i stødet til at komme med vilde udtalelser om hvor ond kultureliten er, fordi den har lidt historisk dybde i sin tilgang til kulturen og kunsten, og at den fandeme kan betale for sit eget lort.

En kollega af mig forsøgte en overgang at begribe det almene ved at fotografere supermarkedslofter. Det var et behjertet forsøg på virkelig at ville se det. Men det almene i den forstand, som store dele Socialdemokraterne forstår det, kan ikke ses, da det er synkront med alt andet. Det er et evigt nu og det er altid lokalt, det er som sådan autentisk, alene fordi intet andet har værdi eller faktisk eksisterer. Og når alt kun er nu, kan vi aldrig nå at reflektere over det eller noget som helst andet. Vi kan ikke se andet, det er ikke lokalt, det er ikke lige her og nu, og før vores blik kan vandre væk fra vores egen navle, er øjeblikket allerede forpasset og nu’et er væk og fuldstændigt irrelevant. For det er kun nu, der er relevant og alt andet er elitært, fordi det kræver lidt hukommelse, eller at man glemmer sig selv et øjeblik.

Vi må aldrig møde andre end os selv i et kunstværk eller på anden vis, vi må aldrig bringes til at indrømme, at det her fatter vi O og en bjælde af

Vi har her dele af et parti, der har ophævet den dummeste udgave af oplevelsesøkonomien til politik: vi må aldrig fremmedgøres, vi må aldrig møde andre end os selv i et kunstværk eller på anden vis, vi må aldrig bringes til at indrømme, at det her fatter vi O og en bjælde af. Det minder om, da mig og fruen slæbte den yngste i teateret, da han var femten år for at se Kældermennesket. Aldrig har jeg set et barn så grundkrænket. Da vi gik hjem gennem øsende regn skældte han os hæder og ære fra: han fattede O og en bjælde af teksten, og det var her krænkelsen var. »Jamen, hvorfor skal jeg se det her om en mand, der virkelig har tabt alt og er dødeligt bitter? Hvad har det med mig at gøre? Hvorfor? Hvorfor????? I er onde!!!!« Måske kommer han sig over krænkelsen med tiden.

Men krænkelsen over ikke at blive spejlet hvert øjeblik er åbenbart den nye grundlæggende krænkelse. Guderne skal vide, at et opgør med det gamle dannelsesideal har været på sin plads, da det netop ikke var meget andet end en spejling af borgerskabets selvbillede. Men at dette opgør ender i netop dette: et uendeligt billede af den, der ser, det er lidt bittert. See yourself sensing som et værk af Olafur Eliasson fra 2001 hedder, hvor man netop ser sig selv se samtidig med, at man ser de omgivelser, man er i. Henrik forlanger spejling, ganske som det gamle dannelsesideal, nu at det bare er nogle andre og noget andet, der skal spejles, og det ganske uden historisk dybde.

Det almene kan ikke være noget fra tidligere tider, og det kan slet ikke udspringe fra folk, der har studeret til det, de er

Er det virkelig en sejr? Er det virkelig alt, hvad kunst kan bruges til? Det er mig, stående på et ben, med armene oppe over hovedet, trækkende maven ind, rank ryg, bækkenet tippet, stærke ben, kiggende på mig selv i et gigantspejl. Det er mig på yogamåtten lyttende til en båndet meditation, der spørger, hvad jeg virkelig vil. Mig der intenst bliver opfordret til at lytte til min indre stemme og intet andet. Personligt prøver jeg desperat at blive stemmerne i mit hoved kvit. Desperat prøver jeg at blive fremmedgjort, men det eneste jeg tilbydes er bitter og krænket selvidentifikation.

Instruktøren slår på messingskålen med sin lille trækølle og jeg bringes brat tilbage til fitnesslokalet og min sult. Jeg er blevet kold, fordi jeg var gennemblødt af sved og ikke dækkede mig til med akryltæppet. Jeg begynder straks at blive lidt træt af, at nu skal jeg i Kvickly. Kvickly’en i Spinderiet er bare så ufattelig stor, at det ingen mening giver. Den er, som mit selvbillede, uendelig, fyldt med ting, der ligner hinanden. Men i det mindste holder Peugeoten i den gratis parkeringskælder, så hjemturen kan foregå tilbagelænet, med noget nervedulmende pop fra Nova fm i radioen.