Print artikel

Et nationalklenodie under afvikling

Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg var ikke bange for at tænke og skrive om velfærdsstaten.
Profil
21.05.18
I 'Meningen med velfærdsstaten' kortlægger Lasse Horne Kjældgaard den vidtfavnende debat, politikere, forfattere og intellektuelle havde om velfærdsstaten i dens opstart. I dag taler politikere i stedet med økonomer, men når konkurrencestatens indbyggede meningsløshed melder sig, gør vi klogt i at vende tilbage til den kollektive samfundsrefleksion.

At fare vel gennem tilværelsen er det vi alle drømmer om, og i 1950erne begyndte man for alvor at udvikle en samfundsform, der skulle tage højde for dét. I dag er ’velfærd’ et ord, de fleste af os ofte har i munden, aviserne omtaler det dagligt og gerne i bestemt form, og ikke mindst er det, ligesom så mange andre nationalklenodier, blevet dømt bevaringsværdigt. Men samtidig er der noget, der skurrer. Velfærdsstaten er fortsat støttet blandt både røde og blå, men den offentlige sektor, kernen i velfærdsstaten, er under ud- og måske afvikling. Ikke mindst blandt socialdemokraterne selv, der for nylig har slået ind på en historisk ny vej i så høj grad, at man kan blive usikker på, hvorvidt de har tænkt sig at flette ind på Dansk Folkepartis sti. Tiderne er skiftet, og debat om velfærd er i dag også debat om indvandring og integration.

Lasse Horne Kjældgaard, litteraturprofessor ved RUC og aktuel med bogen Meningen med velfærdsstaten, beskæftiger sig egentlig ikke med politik. Da ATLAS møder ham, lægger han vægt på, at han blot forholder sig beskrivende og analyserende. Alligevel har han med bogen begivet sig ind på politisk territorium, for at beskæftige sig med velfærdsstaten er at beskæftige sig med kernen af dansk politik. Bogen kortlægger ordet ’velfærdsstat' i et historisk perspektiv og følger det på en rejse fra at være ukendt skurk til at blive regulært folkeeje under stadig kærlig-kritisk behandling.

»Velfærdsstaten er et ord, der kommer ind i den politiske debat i midten af 1950erne som det nogle ville kalde en empty signifier. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad det betyder, for du kan ikke slå det op nogen vegne. I begyndelsen blev det mest af alt brugt til at advare mod en bestemt samfundsudvikling. Man skal simpelthen høre, hvordan nogle af den tids politikere sagde ordet ’velfærdsstat’, for eksempel Erik Eriksen (dansk Venstre-statsminister 1950-53, red.), der altid lagde tryk på ’staten’ for at få det til at lyde som noget monstrøst.« Men hurtigt blandede andre end politikere sig i den spæde snak, der udviklede sig til en velfærdsdebat. »Man har brug for litteraturen, eller det havde man dengang, til at prøve at fylde det her tomrum ud, prøve at give det nogle konturer og give det en betydning, sætte nogle fortællinger, billeder og stemninger på, hvad sådan en velfærdsstat er for en størrelse.«

Det var forfattere som Villy Sørensen, Henrik Stangerup, Klaus Rifbjerg og Anders Bodelsen, der i litteraturen behandlede indtryk fra den velfærdsstat, som de efterhånden blev indbyggere i. Det blev til en gensidig samtale, som Lasse Horne Kjældgaard kalder »enestående« af flere årsager. En af dem er, at der ikke ligger nogen formuleret politisk filosofi til grund for velfærdsstaten, som det er tilfældet med den socialistiske etpartistat, hvor du kan gå til Marx og Engels for at finde ud af, hvad sådan en stat er for en størrelse. Faktisk anser Lasse Horne Kjældgaard netop det for en af velfærdsstatens klare styrker, at den er »et åbent og dynamisk projekt, noget som hele tiden er til overvejelse og skal reformuleres.« En anden årsag er, at dialogen om velfærdsstaten som helhed mellem litterære og politiske kredse er død, mener Lasse Horne Kjældgaard. I stedet er det, som Tue Andersen Nexø viser i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (2016), mere partikulære problemer i velfærdsstaten, forfattere som Mette Moestrup, Mikkel Thykier og Asta Olivia Nordenhof behandler i litteraturen. Politikerne burde læse mere litteratur, men de er holdt op med at inddrage den i realpolitikken. En interessant, og måske foruroligende, undtagelse er Mathias Tesfayes højlydte begejstring over Kasper Colling Nielsens Det europæiske forår (2017) under udarbejdelsen af Socialdemokratiets nye asyludspil.

Du stiller jo selv et interessant spørgsmål på bagsiden af bogen: »Ville danske politikere i dag overhovedet kunne formulere idéen bag velfærdsstaten? Eller var politikerne simpelthen klogere og mere visionære i gamle dage?«
»Det tør jeg ikke svare på, men jeg vil gerne udfordre dem til det. Jeg synes, det kunne være interessant, hvis der var nogen, der i dag turde formulere sig mere principielt omkring den samfundsform, vi har, og som de gerne vil videreudvikle. Når nu politikere i dag siger, at vi skal bevare ’kernevelfærden’, så signalerer det, at der er noget essentielt ved velfærdsstaten, og så er der noget mere eller mindre overflødigt, som vi kan skære bort. Hvordan gør de det op? Jeg tænker selvfølgelig også på det i lyset af den her diskussion om, hvorvidt Danmark i dag i stedet burde karakteriseres som en konkurrencestat. Ligesom ordet ’velfærdsstat’ i sin tid lagde op til en målsætningsdebat, kunne ordet ’konkurrencestat’ jo lægge op til en tilsvarende overvejelse om: Hvad er de yderste mål samfundet stræber efter?«

»En af grundene til, at dialogen mellem politikere, forfattere, kunstnere og intellektuelle kom i stand dengang var, at politikerne turde indrømme, at de ikke havde svaret på alle de spørgsmål, de stod overfor; ikke havde løsningerne på de udfordringer, velfærdsstaten havde.«

Spørgsmålet er netop, hvor meget neoliberalisme man kan komme ned i gryden, før den ikke længere smager af velfærdsstat. Lasse Horne Kjældgaard mener, at der var mere eksistentialisme og Søren Kierkegaard i datidens velfærdsdebat, hvor man anså det for en kvalitet, at et samfund reflekterer over sig selv, sine mål, og hvad mennesket i bund og grund er for en størrelse. »Det er, som om den lovprisning af selvrefleksiviteten er aftaget drastisk i mellemtiden,« konstaterer han. »Der er i selve konkurrencestaten, med de her kvantitative mål, man stræber efter, indbygget en meningsløshed, som på et tidspunkt melder sig. Hvis man 40 år i træk er blevet kåret som verdens lykkeligste befolkning, og i øvrigt er blandt de sundeste, rigeste, ældste og alt muligt andet i verden, hvad så? Jeg kunne godt forestille mig, at den meningsløshed kommer til at melde sig mere brutalt på et tidspunkt, hvor man så bliver nødt til vende tilbage til den selvrefleksion, som var i velfærdsdebattens tidligste tid. Konkurrencestatsparadigmet går ud på at benchmarke i forhold til nogle samfund, som er meget anderledes end de skandinaviske velfærdsstater. Er det fordi man gerne vil konvergere med dem samfundsmæssigt ad åre?«

Den samtale, som politikerne i 50-60-70erne havde med kunstnere og tænkere om samfundets udvikling, foretager de i dag med økonomer, men Lasse Horne Kjældgaard mener, at politikere på både højre- og venstrefløj gør klogt i at lytte til andre ekspert- og befolkningsgrupper end kun økonomerne. Det resulterer nemlig i en endimensionel menneskeopfattelse, der tager udgangspunkt i mennesket som homo oeconomicus – selvisk, grådigt og med egne interesser som absolut førsteprioritet – ikke bare i økonomiske anliggender som det foreskrives i den klassiske liberalisme, men i alle livets sammenhænge. New Public Management er blevet en del af velfærdsstatens metode, og politikerne reflekterer ikke længere offentligt over, hvor vi dog skal hen. Villy Sørensen mente, at velfærdsstaten aldrig måtte blive et mål i sig selv. Spørgsmålet er, om det faktisk er tilfældet i dag, bare under navnet konkurrencestaten. Det er ikke fordi Lasse Horne Kjældgaard bevidst holder sørgetale over tabet af humanisme i samfundet. Men det kan virke sådan, især for dem, der er vokset op med fremdriftsreformer og effektiviseringer i den offentlige sektor som en selvfølge. Han ser dog med en vis optimisme på muligheden for den reflekterede velfærdsdebats genkomst: »En af grundene til, at dialogen mellem politikere, forfattere, kunstnere og intellektuelle kom i stand dengang var, at politikerne turde indrømme, at de ikke havde svaret på alle de spørgsmål, de stod overfor; ikke havde løsningerne på de udfordringer, velfærdsstaten havde. Jeg synes det er tydeligt i dag, at politikere heller ikke nu har svaret på alle spørgsmål, og at der er mange udfordringer, som de ikke kan løse«. Politikere, tag det som en opfordring.