Print artikel

Er kultur stadig velfærd?

Sommer hos Socialdemokraterne: Viggo Kampmann og Julius Bomholt tager sig en dukkert uden at slukke cigaren
Feature
23.05.16
Det danske velfærdssamfund blev bygget på en socialdemokratisk ambition om åndelig velfærd og kultur til alle. Men hvilken rolle spiller kunsten i vores samfund – og hos Socialdemokraterne – i dag?

Der findes et billede fra 1955 af to mænd i vandet på Fanø. Den ene med en cigar i mundvigen, den anden med et viltert, hvidt hår. Den ene mand er Viggo Kampmann, som fem år senere skulle blive Danmarks statsminister og proklamere, at han gik mere op i litteratur end politik. Den anden, Julius Bomholt, blev landets første kulturminister året efter Viggo Kampmanns overtagelse af statsministerembedet. Begge socialdemokrater. Og begge med en vision for et humanistisk snarere end et økonomisk funderet velfærdssamfund.

I et samfund med større materiel tryghed og fritid til borgerne stod det fra starten klart for Socialdemokraterne, at velfærdsprojektet ikke kun skulle tage afsæt i økonomiske argumenter. Det skulle legitimeres på et mere åndeligt plan. Derfor satte en gruppe politikere og intellektuelle sig ned og skrev et Forsvar for Velfærdsstaten knap et år efter Kulturministeriets fødsel. Et forsvar, der, ifølge socialdemokraten Ivar Nørgaard, også indeholdte fremtidsprofetier, som at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet.«

»Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd… Samfundet må derfor føre en aktiv kulturpolitik… Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen,« fortsatte Ivar Nørgaards forsvarstale.

Den kulturelle udvikling blev gjort til det ultimative mål for samfundets bestræbelser, der samtidig trak dybe spor i arbejderbevægelsens dannelsesprojekter. Derfor var det heller ikke nyt, selvom det kan virke opsigtsvækkende i dag, da den daværende statsminister, Viggo Kampmann, gav et interview i 1960 under overskriften »Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik.« I stedet forklarede statsministeren, at han interesserede sig for brede kulturelle emner som modernistisk litteratur og moderne eksistensfilosofi, hvorefter James Joyce, Marcel Proust og Søren Kierkegaard blev nævnt som eksempler.

 

I dag taler man om et andet dannelsesbegreb, hvor man fremhæver forskellige livsstile, forskellige gruppers oplevelsesbehov, og samtidig ser man måske kulturpolitikken som et mere individuelt identitetsprojekt

I de seneste år er kunstens værdi blevet sat på listeform i kraft af kanoner. I 2004 fik vi en litteraturkanon, i 2006 var det en kulturkanon, en historiekanon i 2007, en demokratikanon i 2008 og for nylig har Bertel Haarder (V) fremlagt en Danmarkskanon. »En Danmarkskanon er et dannelsesprojekt om den historie og kultur, der har formet vores samfund. Den skal skabe debat og bevidsthed om vore værdier, ikke fordi vi er bedre end andre, men fordi vi skal kende os selv og vore forudsætninger,« står der på Kulturministeriets hjemmeside.

De gode intentioner er klare, men rejser samtidig en række spørgsmål om, hvilken rolle kulturen skal spille i vores liv, hvad vi skal med kunsten og hvad politikerne vil med den i dag.

Dannelse = selvforsørgelse

Med velfærdsstaten fulgte kulturpolitikkens fremmarch, som byggede på et dannelsesbegreb, hvor det handlede om demokratisering af kulturen og kultur til alle. Man ville skabe demokratiske borgere, og en demokratisk borger var det samme som en, der var kulturelt dannet. I Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten fra 2011, beskriver den danske politolog nutidens dannelse som kravet til selvforsørgelse. Det handler ikke længere nødvendigvis om den klassiske dannelse men om, at man som borger får kompetencer til at kunne holde sig beskæftiget så lang tid som muligt.

I forlængelse af Ove Kaj Pedersen mener også Dorte Skot-Hansen, centerleder ved Center for Kulturpolitiske Studier ved Københavns Universitet, at nutidens dannelsesprojekt er blevet til et individuelt identitetsprojekt. Det enhedsprojekt, man før talte om, og som Socialdemokraterne stadig hævder at fastholde, er umuligt at definere i dag, mener forskeren. Derfor rykker det ved det klassiske dannelsesideal.

»I dag taler man om et andet dannelsesbegreb, hvor man fremhæver forskellige livsstile, forskellige gruppers oplevelsesbehov, og samtidig ser man måske kulturpolitikken som et mere individuelt identitetsprojekt.«

Billedkunstner og tidligere medlem af Statens Kunstfonds udvalg, Christian Schmidt Rasmussen, kalder det »et hukommelsestab fra sætning til sætning,« når politikerne taler om et dannelsesideal.

På den ene side hersker tanken om det klassiske dannelsesideal og på den anden side, taler man om kulturens nytteværdi.

»Der er meget få, der snakker om diversitet og mangfoldighed. De snakker konstant om, at det skal gøre nytte,« siger han.

Nytteværdien er et udtryk for en større samfundstendens, der naturligt også gør sig gældende i kunsten og kulturens verden. Siden 1980erne har der fundet en markedsgørelse af kulturen sted, hvor man har fokuseret på det økonomiske udbytte, og erhvervslivet har dermed fået en større magt over kulturlivet. Det gjorde sig især gældende med den borgerlige regering, hvor Brian Mikkelsen stod i fronten som kulturminister fra 2001-2008.

»Mangfoldighed og diversitet er ikke det gode, det er kun succes. Det er en succes, der kan kvantificeres; hvor mange kunstnere, der har internationale karrierer eller hvor mange besøgende, der kommer til et museum. Det er ikke et fokus, der har været på hverken undervisningen eller museerne før,« siger Christian Schmidt Rasmussen.

Ikke længere et kampområde

Markedsgørelsen af kulturen er tredje og sidste trin i kulturpolitikkens udviklingshistorie. Efter velfærdsstatens frembrud, kom en periode i 1970erne med en idé om kulturelt demokrati, hvor rammerne var i centrum. Grupperinger som medborgerhuse og kvindegrupper skød op, samtidig med at man talte om børne- og lokalkultur. Fra 1980erne tog de økonomiske argumenter over, som stadig præger samfundet i dag.

Set i den kontekst udgør kulturpolitikken ikke længere en kampplads på fod med kunstfonddebatten og Rindalismen. Dorte Skot-Hansens forskning viser, at kulturpolitikken aldrig har været det største emne i dansk politik, da området udgør en meget lille del af det bruttonationale produkt. Alligevel er det blevet om muligt endnu mindre synligt i dag.

En af grundene til det er, at kulturen ikke er et kampområde til folketingsvalgene. Det var tydeligt under sidste års valg, hvor den kulturpolitiske debat var stort set fraværende. Derfor ser man heller ikke en større debat om de mere overordnede linjer for kulturpolitikken. Dorte Skot-Hansen kalder direkte kulturministerposten for en »retræte post,« fordi ingen kæmper om den.

»Kulturpolitik er en meget frossen politik på den måde, at der egentlig kun er sket marginale forandringer i fordelingen mellem forskellige kulturområder og -former igennem mange år. Man kunne sammenligne det med Titanic, som flytter rundt på dækstolene, mens skibet går ned, hvis man skulle være meget grov,« siger hun og tilføjer, at kulturpolitikken har sejret sig ihjel. »En kulturkanon fra eller til ingen forskel gør,« siger hun.

Beder man forskere indenfor miljøet udpege visionære politikere på kulturområdet, bliver der pinlig tavshed. En gang imellem nævnes Uffe Elbæk fra Alternativet som en kulturminister »med mange gode intentioner,« da han sad på posten for Radikale Venstre, inden han stiftede sit eget parti.

Men mest af alt er der stilhed. Heller ikke billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen kan komme på nogen, hvorefter tilføjelsen af, at »det nok er derfor, det står så skidt til,« melder sig.

Et parti dukker dog sporadisk op. Dansk Folkeparti. De er et billede på et parti, der har forsøgt at bruge kulturen som et nationalt identitetsprojekt. Og lykkedes med det. De har formået at sætte en kulturpolitisk dagsorden med flere angreb på Danmarks Radio og senest diskuteret serien 1864. Eksempler der illustrerer, hvordan partiet har brugt kulturpolitik som symbolpolitik. Noget ingen andre partier har formået. Derfor står Dansk Folkeparti tilbage som det parti, der har sat sig stærkest på den kulturpolitiske dagsorden.

’S har ikke en kulturpolitik’

En stor del af den danske befolkning vil skære i kulturen. I hvert fald hvis man skal lytte til de målinger, der fra tid til anden tager temperaturen på de danske kulturbudgetter. En måling, Megafon foretog sidste år, viste, at halvdelen af de adspurgte danskere ønskede nedskæringer på kulturområdet. 51 procent svarede, at der skal bruges »færre« eller »meget færre« penge på kulturinstitutioner, mens 38 procent var tilfredse med det nuværende niveau, og kun fem procent ønskede at give flere penge til kulturen.

Selvom det er et generelt problem i det politiske landskab i Danmark, undrer det flere, at Socialdemokraterne ikke er mere tydelige på området. Historiker og forsker i arbejderbevægelsen, Lars K. Christensen, mener direkte, at »socialdemokraterne ikke har en kulturpolitik.« Han ser Socialdemokraterne som et parti med en fantastisk historisk arv, »der dog langsomt har tabt orienteringen.«

Socialdemokratiet blev skabt som et klasseparti med en klar marxistisk opfattelse. Fra 1800-tallet havde man en idé om, at arbejderklassen ville blive større og større og borgerskabet mindre. Til sidst ville arbejderklassen udgøre flertallet, hvorefter man kunne tage magten på demokratisk vis. Men sådan kom det ikke til at gå. Derfor begyndte man i mellemkrigstiden også at definere sig selv mere som et folkeparti. I 1935 fik de den største vælgertilslutning nogensinde i partiets historie med over 40 procent.

Socialdemokraternes idé om en kulturpolitik, flere år inden velfærdssamfundet så dagens lys, gik ud på at gøre den borgerlige kultur folkelig. Arbejderklassen skulle kræve sin del af mågestellet, som kulturminister under Poul Nyrup Rasmussen, Jytte Hilden, senere formulerede det. Men med partiets udvikling skete der også det, at arbejderklassens børn begyndte at få universitetsuddannelser. Den arbejderkultur med organisationer og netværk, der før havde været, var i opløsning. Med Lars K. Christensens ord »sparkede man sine egne børn op ad og ud af partiet.« I dag er Socialdemokraterne blevet et parti, der repræsenterer den berømte Blå Bjarne; en faglært arbejder på det private arbejdsmarked med god jobsikkerhed, relativ høj løn, et parcelhus og en bil.

 

Ofte ender det i en diskussion om, hvorvidt kultur er dannende eller bare noget, der er rart at have

Socialdemokraterne er i dag flere gange udråbt til at være i dyb krise, hvilket også afspejler sig i de seneste valg og målinger. Men hænger partiets større krise sammen med den manglende kulturpolitik?

Det er en kobling, Lars K. Christensen er fristet til at se i lyset af den »desorientering,« partiet har oplevet. Det store spørgsmål er bare, om desorienteringen skyldes, at man har mistet grebet om sit partis historie, eller om det er fordi, man ikke går op i sin egen historie. En debat om hønen og ægget, som han selv formulerer det.

»Helt tilbage til mellemkrigstiden opfattede man sig som et socialistisk og samfundsforandrende parti, senere fokuserede man på velfærdsstaten, men hvad er Socialdemokraternes projekt nu? Jeg undrer mig over, hvor lidt nutidens socialdemokrater er funderet i deres egen historie, tradition og de visioner, de kommer fra,« siger han og følger op med en undren over partiets manglende synlighed i holdningsministerierne. Socialdemokraterne har ikke haft en kulturminister fra deres eget parti siden Jytte Hilden, som sad på posten fra 1993-1996. Siden da har Radikale Venstre siddet tungt på posten med i alt fire ministre.

Rart at have eller nødvendigt?

På socialdemokraternes hjemmeside kan man finde deres kulturpolitiske program under overskriften, Kultur er stadig velfærd. Her kan man læse, at det stadig er alles frie adgang til kultur, der er i centrum. Der fokuseres primært på at bryde den negative sociale arv ved at sikre, at børn og unge både har adgang til kunst og kultur og mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk.

Kulturordfører og næstformand for partiet, Mogens Jensen, kalder det »det mest gennemarbejdede kulturprogram i dansk politik.« I hans optik er Socialdemokraterne ambitiøse på området, men han anerkender samtidig den generelle tendens til at nedprioritere kulturen, som hersker i det politiske Danmark. Man burde ifølge kulturordføreren i stedet bruge film, udstillinger og litteratur til at præge den politiske debat. Et ønske, der også er at finde hos andre medlemmer af partiet. Filminstruktør og socialdemokrat Aage Rais-Nordentoft, siger, med en reference til Viggo Kampmann, at »det ville være dejligt, hvis vi en dag igen kunne få en statsminister, der havde læst Søren Kierkegaard.«

Selv erklærer Mogens Jensen dog, at man i partiet har »været for dårlige til« at løfte kulturdebatten ved brug af de ønskede referencer til kunsten.

DSU, Dansk Socialdemokratisk Ungdom, er kendt for at lægge en politisk linje tæt op ad moderpartiet, ligesom mange af de andre ungdomspartier. Alligevel - eller derfor - gør man ikke meget ud af det kulturpolitiske område. Ungdomspartiets kultur- og ligestillingskoordinator, Maja Vedel Dyrkjær, fortæller, at de fleste medlemmer ikke vil prioritere det. »Ofte ender det i en diskussion om, hvorvidt kultur er dannende eller bare noget, der er rart at have,« siger hun.

De adspurgte socialdemokrater er alle enige om, at kulturen burde fylde mere. Ligesom kunstneren og forskerne. Mogens Jensen mener, at det også handler om, at danskerne ikke selv er klar over, hvor stor en rolle, kunsten og kulturen spiller i deres liv i tråd med Megafons måling. »Jeg tror, at hvis man gik ud og spurgte danskere, hvordan de ville opleve en uge uden kunst og kulturtilbud, så ville de se, hvor stor en betydning det har i deres liv.«

Alligevel er det småt med løsninger og principielle debatter. I 1969 skrev Kristen Helveg Petersen betænkning nummer 517, der blev lavet »på baggrund af ønsket om en fyldig kulturpolitisk debat.« Redegørelsen var en større kortlægning af kulturpolitikken. En lignende undersøgelse efterspørger Dorte Skot-Hansen i dag, hvis der skal skabes nye tanker på området.

Socialdemokrater som Aage Rais-Nordentoft og billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen mener, at dannelsesbegrebet er stedet, man bør starte. Det er under sådan et pres, at det er svært at tale om visioner for kultur og åndelig velfærd, hvis ikke man først tager dannelsen alvorligt og fjerner nytteværdi og økonomiske argumenter fra kulturen. Dermed fortsætter rækken af hilsner mod 1960ernes kulturfædre, som i dag, måske stærkere end nogensinde, kunne have brug for et nyt forsvar. Ikke kun for velfærdsstaten, men for kulturen i sig selv.