Print artikel

Hvem vogter kulturvogterne?

Illustration: Aurélia Durand
Feature
03.05.19
At der også findes social arv inden for kulturlivet er ikke overraskende. Problemet opstår, hvis kulturbranchen vogter så meget over den gode kunst, at den bliver kedelig eller mindre relevant.

Der er en særlig måde at tale og bevæge sig på i kulturbranchen. Her er der både tale om udøvende kunstnere og de, der formidler kulturen på forskellige måder. For selvom der er stor forskel på en skuespiller og en kulturjournalist, så er der en særlig gensidig afhængighed og en særlig logik, der synes at binde hele branchen sammen i et stort netværk. Der er noget, man gør, og noget man ikke gør. Man skal ikke være for ivrig, men dygtig på en bestemt måde. Man skal ikke overholde reglerne for meget og også kunne grine af sig selv. Man skal »kunne citere Nietzsche med et smil på læben. Og på en eller anden måde være snobbet, men på en usnobbet måde«. Sådan beskriver sociolog Christoph Houman Ellersgaard i hvert fald, hvordan det nogenlunde ser ud, når man passer socialt ind i kulturbranchen, da ATLAS møder ham i en stor kaffestue på Copenhagen Business School. Og for de, der er født ind i branchen, er det måske lige så svært at få øje på disse sociale regler, som det er at undre sig fundamentalt over, hvordan man holder på en gaffel, eller hvordan man forholder sig til et abstrakt maleri. Man kan selvfølgelig godt reflektere over det og arbejde hårdt for en mere inkluderende kulturbranche, men kan man helt holde op med at blive tavs og flov, når man pludselig sidder til bords med nogen, der aldrig har hørt om Tom Kristensen? 

For de, der ikke født i kulturmiljøet, men på den ene eller anden måde alligevel slipper ind i varmen, når de bliver voksne, er det til gengæld en lidt anden historie. Ofte begynder man sin kulturkarriere med et utal af små nederlag og forlegenheder. Man forsøger at tale sproget og passe ind og at lære en masse af dem, der kender koderne. Og man kæmper med en særlig tvivl: Hvordan ved man, at man er berettiget til, i en verden fuld af store, reelle materielle problemer frivilligt at kaste sig ud i en økonomisk prekær tilværelse, bare så man kan spille skuespil eller skrive kulturjournalistik? Det er heller ikke sikkert, man har hverken familie eller andre stærke netværk, der kan forstå ens valg og hvor meget, man er villig til at ofre for dem. De har jo altid været tilfredse med deres ‘almindelige’ jobs. Hvis man endelig klarer den og får skabt en eller anden slags kulturkarriere for sig selv, så har det ofte kostet mere end bare hårdt arbejde. »Det er også derfor, at folk der har arbejdet sig op til toppen nogle gange kan få det, Pierre Bourdieu kalder ‘det vulgære præg af slid’«, forklarer Christoph Ellersgaard og fortsætter: »Der er simpelthen nogen, der starter det her meritokratiske ræs med et ordentligt forspring i forhold til de andre og har nogen, der puster, så de får medvind hele vejen. Så nogle gange skal man måske bare huske, at det er jo ikke retfærdigt«. 

For de, der er ‘kulturklasserejsende’ er det let at komme til at træde ved siden af og miste det, man netop har tilkæmpet sig. »Hvis du nu kommer fra en mere beskeden social baggrund og laver en kulturkarriere, så er det også dét, du er. Så hvis du mister det eller bare træder lidt udenfor, så er du også ude. Men hvis du træder udenfor som en, der er indfødt, så mister du ikke det hele, for du er stadig en del af den familie, og du kender stadigvæk en masse i det miljø«, siger Christoph Ellersgaard.

Mange af dem, der selv synes, at de værner om den store kunst, måske også er lidt bange, og at de også bare værner om deres egen position.

Det er klart, at vejen til de få betalte kulturjobs, der trods alt findes i Danmark, ikke nødvendigvis står åben, bare fordi man kender de sociale koder i forvejen. Og derfor virker det heller ikke meningsfyldt at nægte de indfødtes historier nuance, bare fordi de ‘strukturelt’ har haft et forspring. Kulturjournalist og debattør Ditte Giese er opvokset i København og datter af forfatter og feminist Suzanne Giese og forlagsredaktør Claus Clausen og er på den måde et godt eksempel på sådan en indfødt. ATLAS møder hende på hendes kontor på kultursitet Heartbeats, hvor hun for nylig er tiltrådt som redaktionschef efter mere end tolv år på Politiken. »Jeg tror, jeg gik i 1.g, da jeg begyndte at sige, at jeg ville være journalist«, fortæller hun. »Og ret specifikt sagde jeg, at jeg ville være kulturjournalist på Politiken. Altså det var det eneste sted, jeg ville arbejde«. 

Men selvom den drøm gik i opfyldelse, var det jo ikke noget, hun fik i studentergave af sine forældre. Først skulle hun læse journalistik, men hun havde sådan set aldrig været særligt »boglig«, og hendes praktikvejleder mente ikke, at hun var dygtig nok til at søge praktik på Politiken. Desuden blev hun opfattet som en »københavnersnude« af sine medstuderende, som i øvrigt syntes, det var langt ude, at hun gik så målrettet efter Politikens kulturredaktion. »Dem, der kom på Politiken i praktik, var dem, der fik høje karakterer, og som lærerne rigtig godt kunne lide. Men det er altså ikke nødvendigvis dem, der er blevet store navne sidenhen«. Vejen til at skrive om de ting, Giese drømte om at skrive om, var ifølge hende selv belagt med stædighed, men også en særlig fornemmelse for kulturen, som man ikke kan studere sig til: »En del af det at være kulturjournalist handler også om at have en personlighed, være karismatisk, være en stemme, kunne få folk til at åbne op og at have næse for kulturmiljøer. Og der er det klart, at der kender jeg de sociale koder, men jeg tror ikke, at det har givet mig en specielt stor forlomme«. 

Giese forklarer, hvordan hun i sidste ende tilkæmpede sig netop dét job, hun gerne ville have: »Der var en meget lang periode, hvor jeg bare gik ind på redaktionen og tog et bord og lod som om, at jeg lavede noget. Altså sad der hver eneste dag og fakede den. Og så kigger folk jo og tænker: »Nå, hun passer nok ind« og begynder at give dig opgaver, fordi du er der. Og så tænker de: »Hun er nok på en eller anden kontrakt«. Så jeg vil ikke sige, at jeg har fået noget forærende«.

Deroppe hvor pengene er

Et anderledes perspektiv end Gieses finder man hos musiker og skuespiller Zaki Youssef. »Det er ikke fordi, jeg kommer fra sådan en familie, der slet ikke er kulturel, men de har ikke været en del af den verden overhovedet«, siger han, da ATLAS taler med ham en formiddag, hvor han har fri. Han spiller i øjeblikket med i Christian Lollikes fortolkning af Erasmus Montanus på Aarhus Teater. »Jeg har fx aldrig været i teatret med min mor, da vi var yngre, men det tror jeg også var af økonomiske grunde. Altså min mor var alene med tre drenge, så det var ikke lige dét, vi havde råd til. Så på den måde kommer jeg helt klart udefra«. Youssef var godt og grundigt voksen, før han begyndte at beskæftige sig med teater. Han begyndte at skrive og spille teater, da han var ved at lave musik til C:NTACT, som producerer teater- og medieproduktioner med unge og udsatte målgrupper. I 2011 modtog han Reumerts talentpris for at skrive og spille hovedrollen i Præmieperker på Det Kongelige Teater og har siden blandt andet skrevet og spillet med i Jeg hører stemmer og Der var et yndigt land på Teater Sort/Hvid. Han er aktuel i filmen Danmarks sønner, som havde premiere i april i år. 

For Youssef virker det meget klart, hvordan nogle mennesker får et særligt forspring i kulturbranchen: »Det er jo folk, som i første omgang har det inde på nethinden, at den slags ting overhovedet er muligt. Jeg har skrevet hele mit liv, men det der med at skrive teater eller skrive en film, det var ikke noget, jeg bare lige gjorde. Da jeg var lille havde jeg da aldrig mødt en rigtig dramatiker, manuskriptforfatter eller forfatter«. Youssef siger, at det var de mennesker, han mødte igennem C:NTACT, der gjorde hans abstrakte fornemmelser til helt konkrete muligheder: »Sådan er det jo for os mennesker«, siger han. »Der er nogle klapper inde i ens hoved, der går op og ned. Der er jo aldrig nogen, der har sagt til mig: »Hvad med skuespillerskolen, har du overvejet at søge ind på den?’« Selvfølgelig er informationen tilgængelig, og man kan jo godt sætte sig ned og Google det. Men der er bare nogle miljøer, hvor det er lige for, og hvor det ikke bare er ens forældre, men også deres venner, der er de her ting«. 

Det er efterhånden en selvfølge at slå sig op på, at man har en meget retfærdig kønsfordeling, men bortset fra det er kulturbranchen traditionsrig og territorial og vogter over sit eget sprog og sine egne børn, mere end den er egentlig åben og inkluderende.

 

En lignende opfattelse kommer fra Mathias Kryger, som arbejder som kunstner, underviser og kurator, og som er kunstanmelder på Politiken. Hans forældre er begge pensionerede pædagoger, og han tilhører den første generation i sin familie, som har gået i gymnasiet og på en lang videregående uddannelse. Han blev først meget sent introduceret til, hvad universitetet er. »Og jeg var endnu ældre, da jeg fandt ud, der var noget, der hed kunstakademiet«, siger han og fortsætter: »Uanset hvad jeg foretager mig i mit arbejde, så har jeg ofte en følelse af, at jeg ikke er et fuldbyrdet medlem af ‘klubben’«, fortæller han »En fornemmelse af, at der hele tiden er flere døre bag de døre, jeg lige har lirket op, og bag dem endnu flere. Jeg får ofte at vide af mine venner, at jeg er alt for klassetro. Og jeg tror det er rigtigt forstået på den måde, at det aldrig bliver helt second nature for mig at bevæge mig i de højeste lag af samfundet, som jo er der, hvor pengene er«. 

Mathias Krygers »klassetro« er måske et meget godt bud på, hvorfor den sociale arv i kulturbranchen måske er et slags problem i sig selv. For selvom man ikke altid let kan se, hvem der er født uden for eller inden for kulturbranchen, og selvom det helst ikke skulle betyde så meget, så er det netop der, hvor pengene er, at der er en meget tydelig forskel på, hvad det er ens forældre laver. Christoph Ellersgaard peger på et studie af lønforskelle inden for kulturfag i Storbritannien: »Hvis man kigger på folk, som har taget en lang videregående uddannelse inden for kulturfag i Storbritannien, så vil der være lønforskel til fordel for dem, hvis forældre er indfødte«. Måske tør man simpelthen oftere kræve en ordentlig løn, faste stillinger og pensionsordninger, hvis man fra begyndelsen ved, at man har fortjent at være der, hvor man er.

Den allervigtigste vare, vi har

Det er måske hverken mystisk eller i sig selv særligt problematisk, at der er mange, der arbejder med kunst og kultur, som har forældre, der laver det samme. Måske faktisk næsten tværtimod. Når man er blevet eksponeret for bøger, musik, teater eller billedkunst, ikke bare i skolen eller ude på internettet, men som noget, der er vævet ind i hverdagens banale samtaler og ritualer, så bliver man måske også en ‘bedre’ kunstner. Kulturbranchens børn skal ikke være så bekymrede for at blive frosset rigtigt ude, og hvis man ikke er så bange for autoriteterne, så tager man måske også ofte nogle flere chancer og skaber noget, der ikke rigtigt passer ind. Og det er måske det særlige ved kulturbranchen sammenlignet med så mange andre: Det handler aldrig kun om at være dygtig eller om at arbejde hårdt. Det handler om at have et eller andet, ‘dét der’, som er en kombination af stædighed, talent, social intelligens og at være på rette sted til rette tid. 

Vi kan godt lide at tænke, at kulturen og kunsten er et sted, hvor de store visionære sjæle, de der er forud for deres tid, ser ud i horisonten eller dybt ind i det, der er menneskeligt, og fortæller os andre, hvad der vil komme. Det skal helst føles som om, kunsten er stor og forbinder os til årtusinder af skabende mennesker, og nogle mener endda, at den er det allervigtigste, vi har. Men det er jo også, næsten uden undtagelse, en vare, der kan købes for penge, enten direkte eller indirekte. De, der beskæftiger sig med kunst og kultur ved udmærket, hvad penge betyder, og at det ikke er alle, der kan få en bid af kagen. Så måske stiller idealet om, at kunsten skal være stor og vigtig, eller troen på, at den altid allerede er det, også nogle krav til, hvad kunsten beskæftiger sig med, og hvem der vogter over den. Kan man overhovedet skille kunstens status som vare fra dens iboende relevans for samfundet? Og er det simpelthen naivt at tro, at den er særligt meget vigtigere end alt muligt andet, vi går rundt og køber?

 

Man skal kunne citere Nietzsche med et smil på læben. Og på en eller anden måde være snobbet, men på en usnobbet måde.

 

Hvis kunsten og kulturen ikke simpelthen skal blive en statsstøttet legeplads og henrivende, men harmløs adspredelse reserveret for den øvre middelklasse og overklassens børn, så skal der gøres et eller andet.  »Man bliver nødt til at tænke over, hvordan vi reflekterer over det, som danskerne taler om, når vi er sådan en forsvindende lille pastil af den danske befolkning«, siger Simon Pasternak, som er forlagschef for dansk skønlitteratur på Gyldendal, da ATLAS møder ham på hans kontor i Indre By i København: »Men altså, det der med, at man er privilegieblind, det er et lidt tvetydigt begreb. Der er en sandhed i, at alle har en synsvinkel på verden, og at den er indstillet efter klasse, position, alder, køn, puls, livvidde, sprog osv., der gør at vi kan se noget, men også har blinde vinkler, at noget er hjemligt og andet unheimlich«, siger Pasternak og fortsætter:

»Omvendt er det både fattigt, trist og farligt, hvis vi som mennesker skulle være låst i den struktur, vi nu engang er sat i og kun kan se med fx vores køns eller etnicitets briller. Det lugter lidt surt af ufrihed og i sidste ende ondere begreber, biologisme, fascisme, stalinisme. Jeg tror på, at der også findes selvkritik, refleksion, selvrefleksion, interesse for det andet, alt det der ikke ses. Nysgerrighed for fanden! Retfærdighedssans. Eventyrlyst. Lydhørhed. Og hvis litteraturen lærer os noget, så er det interessen for at ophæve synsvinklernes blindheder og lade det andet komme til syne. At interessere sig for den anden, for forskellighed. Jeg tror, det er derfor litteraturen i disse år er mere vigtig end nogensinde, fordi litteratur er at lukke de andre ind og give dem plads«. 

Ifølge Pasternak er litteraturen altså kun vigtig og stor, hvis den lukker de oversete stemmer ind og giver dem plads. Og det bliver stadigvæk ikke gjort i et særlig stort omfang. Men der er faktisk også flere måder, litteraturen er blevet mindre vigtig for samfundet, hvis man spørger sociologen. 

Den samfundsbevarende branche

Sociolog Christoph Ellersgaard udgav sammen med Markus Bernsen og Anton Grau i 2015 bogen Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet. De påbegyndte desuden i december 2018 en kortlægning af den danske elite fra 1917-2017 baseret på data fra de portrætterede i Kraks Blå Bog. I deres tidligere udgivne forskning om magteliten har de undersøgt og beskrevet et omfattende netværk af de mest magtfulde mennesker i Danmark, »og der er ikke særlig mange kulturpersonligheder dér«, siger Ellersgaard. »Der er meget af det, som er rigtig vigtigt for magteliten i Danmark, som kultureliten ikke interesserer sig for. Pensionskasser og eksportregler og den slags. For eksempel, hvordan skal vores pensionspenge investeres?«. 

Eftersom den slags emner er komplekse og uoverskuelige at sætte sig ind i for de fleste af os, hvis vi også skal passe vores arbejde og nå at gå i teatret, så er det ikke så svært at holde disse emner en lille smule på afstand af offentlighedens søgelys. Dette er én måde, kulturbranchen ikke står til at virke samfundsomvæltende lige foreløbig: »Der er masser af elitefolk i Danmark, der interesserer sig for kultur, og synes det er lidt sjovt at have dem til bords. Men der er ikke nogen, der ville drømme om at tage imod råd fra dem. På den måde kan man også sige, at den kulturelle elite er ret fritstillede i Danmark. Man har i hvert fald sikret sig nogle penge, man i ret høj grad selv kan få lov til at administrere, men man bliver også lidt marginaliseret i forhold til de store økonomiske og politiske spørgsmål«. 

En anden måde, kulturen er blevet marginaliseret på, handler paradoksalt nok om, at der bliver lavet mere og mere af den, og at den er kommet i hænderne på flere og flere mennesker. »Nu har jeg været med i litteraturbranchen siden slutningen af firserne«, siger Simon Pasternak fra Gyldendal. »Og der var de litterære magtstrukturer meget mere enkle. Der var ligesom et miljø omkring Forfatterskolen, dagbladene betød enormt meget. Der var nogle brudflader mellem bred og smal som var enkle på en måde. Der var et meget større læsende publikum. Nu er det ligesom splintret ud på alle mulige del-offentligheder«. Ellersgaard kommer med en lignende fortælling, men med en lille tilføjelse: »Publikum har mindre tid til at fordøje det, man laver. Og der er meget, der kun bliver rettet mod feinschmeckerne«. 

Måske kan man sige det sådan her: Danmark er et lille land med en kulturbranche, der ligesom i de fleste andre vestlige lande i højere og højere grad er blevet underlagt simple markedslogikker. Samtidig vogtes og formidles denne kulturbranche af en meget lille og homogen gruppe af mennesker, som overvejende er født ind i den i et eller andet omfang. Det er kulturbranchens gamle og stærke institutioners opgave at ‘sikre’ den gode kunst, men hvis den ‘gode’ kunst også skal være kunst, der er radikalt inkluderende, så er der lang vej igen. Der er gode intentioner på forlagene, teatrene, i medierne og på kunstskolerne om at finde stemmerne fra de miljøer, der enten klassemæssigt eller på andre måder identitetsmæssigt ikke ligner dem, der allerede er der. Og der er også konkrete initiativer derude. »Men du må gerne citere mig for«, siger Pasternak, »at denne her institution ikke gør nok for diversitet. Vi gør noget, men vi gør ikke nok. Faktisk gør vi ikke nok, så længe vi skal fortælle om alt det, vi gør«. 

 

Jeg tror det er en hæmsko for den kreative branche, at det bliver den der selvopfattelse af, at vi stemmer jo på de rigtige, og det er jo alle de andre, det er jo de der DF’ere, der er langt ude. Men i realiteten lever man bare i den sygeste lille boble af andre kreative børn. 

Sandheden er nok, at vi alle sammen godt ved, hvad det er, man kan gøre for at løse netop dette problem, hvis det endelig skal være. Man kan indføre kvoter og afgive noget af den magt, man har. Man kan give stemmer til nogen, der er fuldstændig anderledes end en selv, også selvom man ikke kan lide det, og læne sig tilbage og stole på, at der kan komme interessante perspektiver og ‘god kunst’ ud fra de steder, man ikke allerede kender. »Jeg har altså også en fornemmelse af«, siger Zaki Youssef, »at mange af dem, der selv synes, at de værner om den store kunst, måske også er lidt bange, og at de også bare værner om deres egen position«. 

Mathias Kryger tegner et lignende billede af, hvordan magten administreres omkring og iblandt udøvende billedkunstnere. For hvad er det overhovedet, der giver bestemte værker symbolsk værdi, som derefter giver dem økonomisk værdi? »Konstruktionen af kunstværkets symbolske værdi er så uigennemskuelig og porøs«, siger Kryger. »Det er hele tiden uafklaret og til forhandling, hvad det egentlig er, der er god kunst. Og magtkoncentrationerne omkring det, som er med til at konstituere den symbolske værdi, er lidt hemmelige. De er lidt uigennemskuelige, både når man kigger på museerne og på gallerimarkedet og sådan noget som kunstmessekonstruktioner. Det er ofte tale om nogle labyrinter af interesser, som er svære at kortlægge«.

Trods udtalte gode intentioner om større inklusion fra næsten alle kanter i en overvejende venstreorienteret kulturbranche, går det tilsyneladende ret langsomt med inklusionen eller nogen egentlig omvæltning. Det er efterhånden en selvfølge at slå sig op på, at man har en meget retfærdig kønsfordeling, men bortset fra det er kulturbranchen traditionsrig og territorial og vogter over sit eget sprog og sine egne børn, mere end den er egentlig åben og inkluderende. Eller som Christoph Ellersgaard helt skarpt opsummerer det: »Det er et relativt lille, lukket netværk, der primært tager børn af sine egne og hinanden ind«. Og det mener Zaki Youssef sådan set ikke er i branchens egen interesse: »Jeg tror det er en hæmsko for den kreative branche, at det bliver den der selvopfattelse af, at vi stemmer jo på de rigtige, og det er jo alle de andre, det er jo de der DF’ere, der er langt ude. Men i realiteten lever man bare i den sygeste lille boble af andre kreative børn«. 

Uanset hvad grunden til den tilsyneladende fortsat snævre rekruttering til kulturbranchen er, så er der overhængende fare for, især i et land med så relativt små kulturmiljøer som i Danmark, at de bliver meget lukkede om sig selv, og at »det bliver indspist og måske også en lille smule statisk« med Christoph Ellersgaards ord. »På skuespillerskolerne i Danmark er der mange, der bliver valgt fra, fordi man har en bestemt måde at spille på i Danmark, som bliver opfattet som god spillestil«, siger Zaki Youssef. »Man skal spille lidt underspillet, man skal ikke spille for stort, man skal ikke være for passioneret. Så når du bliver valgt fra, så betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke er god. Det betyder bare, at du ikke falder i de menneskers smag«. På den måde kan kulturbranchen komme til at vogte så meget om den gode kunst, at den simpelthen bliver lidt kedelig eller mindre relevant. Og det er måske faktisk det allerværste, der kan overgå en kulturbranche.