Print artikel

Underklassefetichisme

Gosha Rubchinskiys Kappatrøje
Kommentar
01.06.17
Mens debatten om kulturel appropriation normalt kredser om tilegnelser af afroamerikansk kultur eller brugen af traditionelle beklædningsgenstande fra ikke-hvide kulturer som modeaccessoirer, er der tilsyneladende ingen, der provokeres af appropriationen af ”white trash”-stilen fra de hvide udsatte grupper. Og dermed har man måske misforstået det vigtigste budskab i kritikken af kulturel appropriation: du skal ikke bruge andres konfliktfylde historie og undertrykkelse til at give dig selv kant.

Debatten om kulturel approriering har hovedsageligt kredset om racespørgsmål og tilegnelsen af kulturelle artefakter fra ikke-etnisk hvide grupper, til en mainstream hovedsagelig hvid kultur. Kulturel appropriation bliver ofte eksemplificeret med et billede, der måske hører mest hjemme i en amerikansk kontekst, hvor en afroamerikaner, der har sit hår i fletninger, bliver forstået som at være ”ghetto”, mens hvis en hvid person gør det samme, kan det blive betragtet som et mode- eller identitetsvalg.

Men kulturel appropriation handler ikke udelukkende om en hvid kultur, der overtager ikke-hvide kulturers særegenhed. Det er en generel kritik, der belyser, hvordan kulturelle markører for socialt udsatte grupper bliver brugt af de mere magtfulde i samfundet, som et smykke for at få mere kant. Ofte uden at relatere sig til den sociale problematik, der ligger til grund for råheden eller eksotisismen, der giver denne kant i udgangspunktet. Og dersom vi ser kulturel appropriation som denne generelle kritik, har debatten om appropriation en blind vinkel. Den er nemlig blind for tilegnelsen af den kultur, der stammer fra hvide udsatte grupper. Ved at kun fokusere på en amerikansk, Black Lives Matter-inspireret tilgang til begrebet om appropriation, bliver det udvasket og dårligt oversætteligt til en dansk eller europæisk kontekst.

De sidste år er det blomstret en stiltendens op, hvor folk, der slet ikke tilhører denne sociale gruppe, klæder sig white trash. Du kan være fra middelklassen og ligne en potentiel kandidat til De unge mødre fra Ishøj, hvis mor er i jobaktivering som nattevagt og far er alkoholiker. Stilen låner eller tilegner fra chavs i Storbritannien, trailer park trash i USA eller det, der tit bliver refereret til som »at være Amager.« Karakteristisk for dette udtryk er, at det har et aggressivt udtryk, og spiller på referencer til en ”lavkulturel smag” koblet til en økonomisk udsat gruppe.

Nogle vil måske påstå, at denne stil i høj grad handler om en 90’er æstetik eller en videreudvikling af normcore-stilens GAP-trøjer og Levi’s 501, men der ligger en tydelig æstetisk forskel i at ligne en technofyr fra Berlin med en Adidas-trøje og en, der har sin daglige indtægt på Trippendalsstien i Albertslund, i Kappa-sæt og Nike Shox, fordi han er fra Lunden, til han dør. Nogle gange kan forskellen kun være, at du i tillæg til din Adidas-trøje, bomberjakke og joggingbukser, har valgt at sætte din kasket ovenpå hovedet, vippet svagt fremover.

Måske er der i Danmark stadig en blåøjet tro på, at vi lever i et klasseløst samfund, der gør os blinde ovenfor de kulturelle skel, der faktisk eksisterer, og at det derfor ikke gør så meget at krydse disse linjer stilmæssigt. For eksempel blev en britisk ven af mig forbavset over at se en fyr, på et ellers meget undergrundsagtigt sted i København, med en Burberry-mønstret kasket og fodboldhalstørklæde, så karakteristisk for den britiske hooligan eller chav.

Hovedpointen er, at man gennem en sådan tilegnelse har taget en kultur for dens eksotisisme og råhed uden at ville have noget at gøre med dens antagonismer eller mennesker.

Den samme dyrkning af ”råheden” i økonomisk udsatte sociale grupper kan også ses på den internationale modescene hos designere som Gosha Rubchinskiy og Denma Gvasalia. Denma Gvasalia står blandt andet bag mærket Vetements og er chefsdesigner hos Balenciaga. De har de sidste få år vendt modeverdenen på hovedet ved at gøre arbejderklassestilen karakteristisk fra deres respektive hjemlande Rusland og Georgien, til noget man går klædt i under modeugen i Paris. Under OL i Rio i sommer var denne æstetik så omsværmet, at det russiske holds træningsdragter (der så ret så Sovjet-agtige ud) blev en internetsensation og gik for høje summer på e-bay.

Denne mode er blevet døbt ”post-sovjet” og omtalt af flere som en hyldest til de tidligere sovjetiske lande og deres kultur. Det er påstande som denne, at kritikken i kulturel appropriation stiller spørgsmålstegn ved. Pointen er ikke, hvorvidt man kan finde mennesker i disse lande, der kan synes, det er fedt, at deres lande nu har fået opmærksomhed i en international modesammenhæng, men om den såkaldte hyldest overhovedet inkluderer de mennesker eller overvejelse af den virkelighed, der er ophav til æstetikken.

Hovedpointen er, at man gennem en sådan tilegnelse har taget en kultur for dens eksotisisme og råhed uden at ville have noget at gøre med dens antagonismer eller mennesker. Man portrætterer en kultur formet i en social og økonomisk realitet, som man aldrig nogensinde behøver eller ønsker at være en del af.

Og bare for at gøre det klart, er dette fuldstændig uafhængigt af ens intention med udtrykket. For du behøver ikke være en dårlig person, fordi du ikke har overvejet alle potentielle kritikpunkter af en handling.

Grunden til, at en sådan tilegnelse kan opleves stødende, er, fordi det man de facto gør, er at bruge en kulturs stigmatisering, udelukkelse fra mainstreamkulturen og hårde livsvilkår til at få kant. På denne måde kan man ”pynte sig med” en anden kultur og få dens råhed uden den stigmatisering, der faktisk ligger til grund for, at den opfattes som havende kant.

I relation til hvorvidt ophøjelsen af noget, der tidligere er blevet anset for at være dårlig smag, til mode eller ”god smag”, er en hyldest til de personer, der før blev set ned på, er det ikke givet, at disse mennesker vil stige i kulturel anerkendelse på grund af denne tendens. På samme måde som en hvid person i en stereotyp sort beklædning ikke vil blive udsat for den diskriminering sorte gør, hvis de ville gå sådan klædt, er der også kulturelle markører, der gør, at en vestlig, rig, hvid person kan gå med white trash-tøj uden at ligne, at de egentlig er white trash. Og på samme måde er der sociale markører, der vil fortsætte med at holde de ”ægte” Amager-typer i den sociale stigma de i forvejen har. Disse markører er subtile, men dem, der kender reglerne ved, hvordan man holder sig indenfor det felt, hvor man ser ”ægte” og ”hård” ud, men ikke rent faktisk ligner en, der for eksempel er vokset op i et socialt belastet hjem på Vestegnen.

Der er en slags ironi på spil, hvor man har en afstand til kulturen, og tager den på sig uden helt at tage den på sig. For selv om det er fedt at have kant, er det dybest set ikke fedt at være fra en socialt udsat gruppe i samfundet. På samme måde som sorte aktivister i USA har pointeret, at amerikanere elsker sort kultur, men ikke sorte mennesker, kan man måske sige, at man i den danske kontekst elsker den sociale stigmas ”dårlige smag”, fordi det er hårdt eller sjovt, men ikke de mennesker, der faktisk lever i den virkelighed.

Selv om det er fedt at have kant, er det dybest set ikke fedt at være fra en socialt udsat gruppe i samfundet

Politisk kan man tale om en stigende tendens på venstrefløjen til, at solidaritet bliver uddelt til dem, der er stigmatiseret og undertrykt på baggrund af sin race, kultur, seksualitet eller køn. Den økonomiske undertrykkelse er til dels forsvundet ud af solidaritetsfølelsens søgelys, noget der måske kan forklare, hvorfor dem, der går mest op i at diskutere kulturel appropriation, også tilsyneladende har glemt denne vinkel. Blindt at bruge den amerikanske samtale og genbruge argumenter, der ikke giver mening i en dansk kontekst, gør indimellem diskussionen fjollet og afstumpet.

Det, der går tabt i debatten, hvis man ikke tager dette perspektiv med, er den mere grundlæggende pointe, der ligger i appropriationsbegrebet, der gør det til en mere almen kritik, end en, der er forbeholdt enkelte grupper i særlige lande. Og hvordan lyder denne kritik? Måske noget i denne retning: Du skal ikke bruge kulturelle markører, der repræsenterer andres konfliktfylde historie og undertrykkelse, for på den måde at give dig selv kant.