Print artikel

Smagens pyramidespil

Kritik
02.02.17
Nederst på kvitteringerne fra Supremes butikker står den lille besked: »You are being lied to.« Ved at tage røven på deres egne kunder, har Supreme skabt en fanatisk fanskare, der gerne står i kø hele dage for at få fingre i mærkets nyeste drops. Men hvad er det lige, kunderne får ud af joken? David Shapiro har rejst verden rundt for at forstå de kultiske mekanismer bag streetwear-fænomenet Supreme

Hver torsdag morgen står de der: i hættetrøjer og kasketter, hele vejen ned ad Lafayette street, rundt om hjørnet af Prince street og videre over Crosbys brosten; de venter på at Supreme frigiver ugens drop. På nettets modefora har tusindvis af brugere allerede diskuteret og dissekeret de nyeste designs, og inden dagen er omme, vil de mest populære genstande være videresolgt på eBay for hundredvis af dollars: dette efterår en ferskenfarvet hættetrøje, en skjorte med Tom & Jerry-print, en mursten prydet med Supremes ikoniske logo.

Hvad er det, der gør Supreme så eftertragtet? Det har David Shapiro forsøgt at besvare med en roman om en forsmået journalist, der tager på pilgrimsfærd til Supremes butikker i USA og Japan. Som roman er Supremacist ligeså tyndbenet som man kunne frygte: En overfladisk rejsebeskrivelse, der på ingen måde kan berettige sine 221 småpludrende sider, men mellem ligegyldighederne gemmer der sig en interessant analyse af kulten bag Supreme og en indsigt i nogle af forbrugssamfundets mere paradoksale mekanismer.

Som terrorister eller munke

Siden 1994 har Supreme solgt tøj, skateboards og accessories fra deres butik på Lafayette Street i New York. Butikken blev grundlagt af James Jebbia i et SoHo, der endnu var fri for turister og mærkevarebutikker, med et personale og en indretning, der havde skatere for øje. Tøjet hang langs væggene omkring et stort åbent rum, så skatere kunne rulle ind i forretningen på deres boards og hænge ud med deres medskatere bag disken, og ved at frigive små kollektioner hver eneste uge, ønskede butikken at give skaterne en grund til at komme tilbage - hver eneste uge.

Butikken skulle være et forsamlingshus for downtowns graffitikunstnere, skatere og filmmagere, og samtidig hjalp de små kollektioner med at gøre Supremes produkter til unikke samlergenstande. Der findes kun få hundreder kopier af hver hættetrøje og kasket, ikke flere tusinder, og selvom produkterne bliver videresolgt på nettet for mange hundrede dollars, hæver Supreme ikke priserne.

Som Shapiros hovedperson siger: »It's like they believe in something more than money. Like terrorists. Or monks.«

Mens skaterkulturen i løbet af 90'erne og 00'erne blev kommercialiseret af gigantfirmaer som Nike og Adidas, og mens skatermærker som Vans og Zoo York er blevet opkøbt af børsnoterede holdingselskaber, står Supreme tilbage som en slags bastion for det gamle, rå New York. Tøjet fra 2015 ligner det fra 1995, fra baglokalet siver en duft af pot, og ifølge Shapiro plejede Supremes personale at snige sig op bag de kunder, de ikke brød sig om for at hviske dem i øret: »No touching until you buy.« Supremes creative director, Angelo Baque, forklarer i et interview med Marfa Journal:

»Skateboarding has never been nice. Let’s make that clear. So if you have legitimate skaters working in stores then they are going to be fucking assholes. I love them for being who they are. If you don’t like it then don’t fucking shop.«

Bad boy-attituden understøttes af Supremes flittige brug af patentkrænkelse, hvor mærket skamløst kopierer og gør grin med store firmaers logoer, og af Supremes accessory-linje, der for det meste består af produkter relateret til potrygning, tyveri og vold. Hvad med et koben eller en boltsaks med Supreme-logo? En brun Supreme-papirspose til at skjule din øl i? En hul bibel eller en låsekarabin med et skjult rum til dit tjald? Eller måske en nøglering med butterflykniv, eller en hammer monteret på et økseskaft?

Jeg shopper, derfor er jeg

Ifølge David Shapiro kan skaterautenticitet og bad boy-attitude dog ikke forklare hele kulten omkring Supreme. Hvis Supreme ikke var andet end et skatermærke, hvorfor skulle nogle af verdens allerstørste kunstnere som Richard Prince, Christopher Wool, Jeff Koons og Damien Hirst så designe Supreme-produkter for nogle få håndører? Shapiro mener, at man kun kan forstå Supreme som »a long-term conceptual art project about capitalism, consumerism, property-as-theft, corporate destruction,« altså et tøjmærke udtænkt som en slags joke, der gør grin med forbrugskulturen.

Findes der virkelig idioter, der vil give penge for det her lort?

At Shapiro måske har fat i noget, fornemmer man ved at tage et kig på Supremes ikoniske rød-hvide logo, hvis design, skrifttype og farvenuancer er løftet direkte fra den feministiske konceptkunstner Barbara Krugers værk Untitled (I shop therefore I am) fra 1987. Andre aspekter, der peger mod konceptkunstens domæne, er kvitteringerne fra Supremes LA-butik, der bærer printet You are being lied to, samt et eller to designs hver Supreme-sæson, der ifølge Shapiro er så grimme eller absurde, at de er designet som en slags fælde eller test, der skal lodde dybden af forbrugerismens dumheder. Det er som om, James Jebbia og hans venner ler forbrugerne lige op i ansigtet: findes der virkelig idioter, der vil give penge for det her lort?

Vrængehierarkiet

Ligesom de fleste samtidskunstværker bærer på en reference til et tidligere kunstværk – Lichtenstein, der refererer til Picasso, der refererer til El Greco – bærer Supremes designs som regel på en reference til et varemærke eller et stykke populærkultur. En t-shirt med et kitschet billede af en sort hingst referer til det første billede, der dukker op, når man googler ordet stallion. En kasket har stjålet farver, skrifttype og logo fra den største producent af sødemiddel. En t-shirt med fortonende bogstaver er hentet fra intrografikken til Martin Scorseses Goodfellas, mens en mørk jakke er et rent rip-off af et Helmut Lang-design, blot med designerens navn erstattet af Supreme.

På nettets modefora bliver tøjets referencer ivrigt diskuteret, men at dømme efter vox pops med Supreme-kunderne i de timelange køer, er det dog langt fra alle Supreme-fans, der har fattet joken. De fleste kunder forklarer, at de står i kø, fordi Supreme ser fedt ud, er autentisk og skater-ægte, eller simpelthen bare cool. At de fleste forbrugere ikke fatter pointen, er dog en del af spillet. Shapiro mener, at hele Supremes tiltrækning ligger i det, han kalder »the hierarchy of sneering,« vrængehierarkiet, en slags smagens pyramidespil.

Barbara Krugers Untitled (I shop therefore I am) fra 1987

Nederst i hierarkiet er gymnasieeleverne fra forstæderne, der aldrig har lavet et kickflip i deres liv, og som køber Supreme, fordi de har set en jakke med et logo pryde Kanye West, Frank Ocean eller Tyler the Creator. Skaterne og graffitimalerne kan så vrænge af forstadsfolket, fordi de ikke fatter, at Supreme handler om Dylan Rieder, at ryge fede og at tailslide Lennox Ledges. Og modebevidste downtown scenesters kan så vrænge af skaterne, fordi de ikke kan gennemskue tøjets referencer og kulturelle koder. Og allerøverst i hierarkiet sidder så James Jebbia og hans venner, der kan vrænge af både forstadsslaverne, skaterne og de modebevidste scenesters, fordi ingen af dem fatter, at Supreme tager pis på dem alle og deres surt opsparede penge.

At være med på joken

Som hipsterbevægelsens truckerkasketter og parisertoasts med ironi kan Supreme altså forstås som en slags skaterjoke, som kun de indviede kan få lov at være med på. Den samme teknik kendes også fra kunstnere som Jeff Koons, Damien Hirst, Takashi Murakami og Richard Prince, der udforsker forbrugssamfundets og kunstmarkedets mekanismer ved at producere skinnende, hule ballondyr, diamantbesatte skelethoveder, massefremstillede prikmalerier, specialdesignede Louis Vuitton-tasker, eller ved slet og ret at kopiere og genfotografere andre fotografier.

Det er næppe nogen tilfældighed, at både Hirst, Koons, Murakami og Prince har designet skateboards for Supreme. Det er i hvert fald den samme ironi og leg med populærkulturen, der runger gennem kunstnernes værker og Supremes tøjkollektioner. Det er en slags klubhusindforståethed, en form for joke, som samlerne indbydes til at være med i, hvis de ellers vil betale prisen. Ved at eje den skinnende ballonhund, prikmaleriet eller den kitschede t-shirt med hingsten, signalerer ejerne at de forstår joken, at de har gennemskuet forbrugssamfundets hulhed og står udenfor og griner af os andre.

Men hvor meget er der at grine af, hvis man har givet 30 dollars for en mursten med et Supreme logo, eller 58 millioner dollars for et skinnende ballondyr? Som i pyramidespillet er det folkene i toppen, der kan grine hele vejen til banken.