Print artikel

Fornuftens kappe blev til en stålhård ramme

Essay
27.04.19
Max Webers ildevarslende modernitetskritik er netop blevet genudgivet. Et dystert fremtidsscenarie, hvor den kapitalistiske økonomiske orden og rationaliseringen af verden gør, at kun det materielle aspekt af tilværelsen har værdi og nytte.

De essays, der skulle blive til tekstsamlingen Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, publicerede Max Weber samtidigt med, at Albert Einstein publicerede de tre artikler, der skulle danne grundlaget for relativitetsteorien. I året 1905, i hvad der skulle blive kendt som Einsteins annus mirabilis, hans mirakelår, blev forestillingen om verden som en stabilt struktureret enhed afløst af forestillingen om kosmos som et uendeligt rum, i hvilket masse og energi kan omdanne sig til hinanden. Kosmos synes med andre ord at være i meget tættere dialog med kaos, end hvad man tidligere havde vovet at forestille sig. Det på trods af at Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest et halvt århundrede inden jo allerede havde forudsagt kapitalismen ultimative effekt på den gamle verden og dens “ærværdige forestillinger og meninger” med den prægnante sætning: »Alt, der er solidt, smelter og bliver til luft«.

Weber delte Marx’ syn på den umiddelbare uafvendelighed ved det, som i Den protestantiske etik kaldes »den mest skæbnesvangre magt i vort moderne liv: kapitalismen«. Og som det gjorde sig gældende for Einsteins relativitetsteoris forhold til den newtonske fysik, kunne der ikke blive tale om en venden tilbage til verden før gennemsæntningen af det, som Weber så som »den moderne økonomiske ordnings vældige univers«. Verden var blevet revet ud af traditionens etablerede kosmologi og menneskets subjektive livsudtryk var blevet hjemløst.

Der er ildevarslende ligheder mellem Marx, Einstein og Webers fremtidsvisioner. For Marx ville kapitalismens genkomne kriser blive fatale og ultimativt udbytte selve den natur, mennesket var en del af. Einsteins frygt gjaldt opløsningen af krigsføreslens territoriale rammer og risikoen for en planetarisk atomvinter. Webers fremtidsvision var tilsvarende dyster, og den gjaldt uanset om det blev kapitalismens eller socialismens bureaukrati, der ville vinde den ideologiske kamp. Den kamp blev jo i mange år udkæmpet som en egentlig bureaukratisk, såkaldt ‘kold’ krig, i øvrigt på de atomvåben, Einstein i desperation havde støttet udviklingen af. I begge tilfælde måtte mennesket frygtes at ende som et tandhjul i de store kontores malende maskiner, fortabt i hvad Weber betegnede som rationaliseringens polarnats isnende kulde. De tre intellektuelle kæmper tænkte alle som Dante: Det helvede mennesket trækker ned over sig selv er ikke varmt, det er iskoldt.

Var Einstein socialist præsterede Weber, ikke mindst med Den protestantiske etik, det første sociologiske opgør med marxismens historiske materialisme. Delte Marx og Weber en med rædsel blandet fascination af kapitalismen, adskilte de sig nemlig markant i synet på årsagerne til dens opkomst og skæbnesvangre succes.

Mens Marx’ fokus var på strukturer og en ofte noget kuldslået insisteren på arbejderklassens ‘objektive interesser’, som samme klasse grundet falsk bevidsthed i reglen ikke selv kunne erkende. Herimod sætter Weber et fornyet fokus på individuel handling og den hermeneutiske ‘forståelse’ heraf. Mens hans klassekammerater sad i skolen, læste den unge Max 40-bindsudgaven af Goethes samlede værker. Det gav Max elendige karakterer med samt ballade med skolens ledelse, men det gjorde ham uhyre dannet og gav ham et blik for den menneskelige handling, som stod i modsætning til samfundets overgribende strukturer. I tragedien om Faust lader Goethe hovedpersonen oversætte den berømte begyndelse på Johannesevangeliet: »I begyndelsen var ordet« med »Am Anfang war die Tat«, »I begyndelsen var handlingen«. Hermed går vi faktisk fra Luthers oversættelse af Johannesevangeliet til Goethes, fra ordet til handlingen.

Det er denne bevægelse fra ordet som bevæggrund for en levende, alsidig, poetisk eksistens eller, med Webers ord, et »rigt og skønt menneskeligt liv« – til ‘handlingen’, som Den protestantiske etik skildrer. Denne handling skal ses i lyset af den »overvældende tvang«, som arbejdets kald, imidlertid nu som ordre, udøver over det moderne menneske. Hvad der begyndte som en åndelig ansporing blev med rationalisering og videnskabeliggørelse til en skjult magt: »tanken om ‘pligten til at arbejde’ går omkring i vort liv som et genfærd af trosindhold, der tidligere var religiøse«.

Mens hans klassekammerater sad i skolen, læste den unge Max 40-bindsudgaven af Goethes samlede værker. Det gav Max elendige karakterer med samt ballade med skolens ledelse, men det gjorde ham uhyre dannet og gav ham et blik for den menneskelige handling, som stod i modsætning til samfundets overgribende strukturer

Hvad der først opstår som en religiøs bevæggrund bliver med andre ord konverteret til en uundværlig motor i den kapitalistiske økonomiske orden, som ganske enkelt har brug for, at selve akkumuleringen af penge forstås som et »kald«. Det leder til en »krematistisk livsførelse«, altså en ethos under hvilken kun det materielle aspekt af tilværelsen tilkendes værdi og nytte. Dette sker imidlertid først sent i kapitalismens udvikling, på et tidspunkt hvor den forlængst har frigjort sig fra dens relation til tidligere tiders moralsystemer.

Det bliver særligt i calvinismen og pietismen at Weber finder en påfaldende og egentlig paradoksal kombination af asketisk fromhed og »virtuos kapitalistisk forretningssans«. Her er fromheden frigjort fra den »verdensfjernhed« som katolicismen traditionelt har været forbundet med. Men for protestantismens vedkommende kan denne virtouse forretningssans ikke findes i det, som protestantismen faktisk er blevet beskyldt for, nemlig i en materialistisk glæde ved denne verden (Weber afviser i øvrigt på det bestemteste både eksistensen af en katolsk verdensfjernhed såvel som en protestantisk materialisme). Har reformationen – og her særligt den calvinistiske variant – bidraget til at en særligt ‘kapitalismens ånd’ har kunnet trives i visse dele af Vesten, har det ikke været en intenderet effekt fra reformatorernes side. For dem gjaldt kun ét mål: sjælens frelse.

Ikke blot var kapitalismens succes en uforudset bivirkning, den var uvelkommen. Hverken Luther eller Calvin var fremskridtets mænd, og de havde ingen særlige forestillinger om, at markedsøkonomien varslede en ny himmelsk fred. For Luther var det ganske ligemeget om den almindelige mand blev udnyttet af den katolske kirke eller af købmændene, udnyttelse var det under alle omstændigheder. Også her er Weber imidlertid mere nuanceret end han i reglen bliver krediteret for: Luthers foragt for købmændene kan måske bedre, foreslår Weber, forstås som en tidlig version af den amerikanske antitrust-tænkning, altså en dybt rodfæstet mistillid til monopoler. Det gjaldt jo i hvert fald den katolske kirkes monopol, men ville i dag også gælde Google og Amazon, hvis netværksbaserede virksomhedsmodel og i øvrigt gedulgte og ikke sjældent brutale forretningsmetoder gør det umuligt for konkurrenter at etablere sig på markedet.

I hovedsagen har kristendommen i sin historie helt alment været uhyre kritisk overfor den forståelse af mennesket, der – implicit eller eksplicit - ser ophobning af kapital som livets mål. Det fremgår tydeligt af eksempelvis Jesu ord i Lukasevangeliets kapitel 6, vers 35 (som der henvises til i Hans Henrik Bruuns aldeles fremragende noteapparat til teksten): »Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, […]«. Her er det jo ikke kun ågerrenter (altså for høje renter i forhold til brugsværdien af lånet, eller udnyttelse af låntagers udsatte situation) der afvises, men renter overhovedet, en afvisning der ligger helt i tråd med den mosaiske traditions syn på renter, som Jesus naturligvis udgår fra. Er lov og historisk praksis heller ikke her i fuld overensstemmelse, gælder dog i middelalderen stadig reglen nummus non nummum parit, at de ufrugtbare penge ikke selv kan frembringe penge.

Det paradoksale i, at åndelig lutrelse og askese kan føre til uendelig kapitalophobning gik imidlertid heller ikke de tidlige lærermestre forbi. John Wesley, grundlæggeren af metodismen, og i øvrigt fortaler for menneskets frie vilje, indså tidligt paradokset i, at man udfra ‘åndelige’ argumenter øger både menneskets flid og dets sparsommelighed, men samtidigt må han konstatere, som det fremgår i Den protestantiske etik, at »når rigdommen tiltager, så tiltager også stolthed, lidenskab og kærlighed til verden i alle deres former«. Denne metodiske, religiøse livsform undergraver dermed sig selv, og inviterer med et andet centralt Weberbegreb, »affortryllelsen af verden« ind. En sådan sekularisering ville Wesley naturligvis forstå som fortabelse. Hvad angår den kristne kaldsetik havde allerede datidens puritanere, særligt de britiske, et tilsvarende sarkastisk blik for, hvordan etikkens mål og resultater blev omvendt: Troen resulterede i rigdom, hvorfor man ligesågodt kunne blive religiøs med den hensigt at blive rig. Præsten og prædikanten John Bunyans En Pilgrims Vandring fra 1678 udstiller med stort vid, hvordan den korrumperede forretningsmanden bruger troen til, gennem menigheden, at få en større kundekreds!

Men også Calvin selv balancerede her på en knivsæg: Jordisk succes kunne ikke i sig selv tilvejebringe frelse, for denne var jo prædestineret, og Guds vilje kunne ikke omstødes. Derimod kunne jordisk – det vil sige økonomisk – succes, ses som et tegn på, at man var blandt de (få) udvalgte. Dette fungerede som en uhyre motivation for faktisk at kunne vise den succes, som man jo egentlig allerede var udvalgt (eller ikke udvalgt) til at få.

Det åbenlyse spørgsmål om hvorvidt Webers overordnede tese er korrekt, og om hvorvidt det empirisk kan eftervises, at entreprenørskab og økonomisk vækst har været mere udbredt i protestantiske områder end i katolske, har været genstand for en meget omfattende, akademisk debat. Senest har på dansk grund Bjørn Thomassen i sin fremragende bog Kampen om de danske sjæle, der ser reformationen set med ‘tabernes’, det vil sige katolikkernes øjne, diskuteret spørgsmålet. Med udgangspunkt i økonomen Davide Cantonis empiriske arbejde påvises, at der, hvis fokus er på byernes vækst fra år 1300 til år 1900, ikke er forskel på protestantiske og katolske områder. Cantonis arbejde er i sig selv solidt og Thomassens svirp til Weber (og Luther) er skarpt, omend det, rimeligt nok genren taget i betragtning, udelader de mange divergerende studier af spørgsmålet, som nyere forskning har budt på.

Den protestantiske etik skildrer under alle omstændigheder det religiøse aspekt af en udvikling, hvor teologiske foreskrifter tænkes at motivere en adfærd, der sidenhen bliver begrundet i utilitaristiske kodekser helt løsrevet fra den oprindelige kosmologi. Dette kan strengt taget tænkes uafhængigt af, om denne teologi er protestantisk eller katolsk. Weber citerer den middelalderlige fritænker Sebastian Franck for det prægnante billede, at nok fik reformationen jaget munkene ud af klostrene, men prisen var, at »hver eneste kristen nu var nødt til at være en munk hele sit liv«. Dette kunne antages at gælde også i de katolske områder, i hvilke klostrene i løbet af århundrederne lod munkene og deres idealer om askese og hårdt arbejde diffundere ud i samfundet.

Weber citerer den middelalderlige fritænker Sebastian Franck for det prægnante billede, at nok fik reformationen jaget munkene ud af klostrene, men prisen var, at »hver eneste kristen nu var nødt til at være en munk hele sit liv«

Den åndelige inspiration blev uundgåeligt til en utilitaristisk motiveret ethos. Oprindeligt skulle asketens bekymring angående materielle goder i følge teologerne alene være en tynd kappe, man let skulle kunne kaste af sig. Imidlertid blev kappen, argumenterer Weber, tung og uafvendelig, et billede vi indtil nu har lært at kende som modernitetens ‘jernbur’, et udtryk der følger Talcot Parsons valg af iron cage som oversættelse af stahlhartes Gehäuse i hans engelske udgave fra 1930. Det bliver imidlertid i Hans Henrik Bruuns nyudgivne og særdeles læsbare og fine oversættelse, der er mere i tråd med nutidens Weberforskning, til følgende, korthuggede sætning: »Men skæbnen ville, at kappen blev til en stålhård ramme«. Sætningen rammer smagen af Tyskland anno 1904 uhyre præcist; i en dansk kontekst kan man jævnfør bureaukrat i Finansministeriet Kai Hoffmanns digt Den danske sang fra 1924, der beskriver stålets anden og mere dynamiske side, for »kunst og kamp kræver,« ifølge Hoffmann, »stadig stål.«

Som en stålhård ramme bestemmer den moderne kapitalisme nu alles livsstil, indtil det »sidste ton fossilt brændstof er brændt ud«: »Puritaneren ville være kaldsmenneske – vi er nødt til at være det«.  Det gælder ikke mindst i De forenede Stater, som Weber i øvrigt ikke har meget godt at sige om, hertil udgør den snusfornuftige kræmmer og panteist Benjamin Franklins gode råd trods alt en for stor del af analysens materiale. I Franklins Amerika udfolder menneskets stræben efter egen vinding sig, afkoblet fra enhver religiøs eller etisk betydning, mest frit. Det er derfor også i samme Amerika, at vi med et Nietzsche-udtryk kommer til at se de »sidste mennesker« først: »Fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte: dette intet bilder sig ind, at det er steget op til et stade i menneskehedens udvikling, som ingen før har nået«.

I Weber-receptionen genkendes denne modsætningsfyldte figur imidlertid som den religiøse version af tesen om oplysningens dialektik, som Horkheimer og Adorno i deres Weberlæsning skærpede til det paradoks, i hvilket oplysningens rationelle frigørelsesprojekt – mere viden, mere sundhed, flere rettigheder  - slår over i dens modsætning: fremmedgørelse og vilkårlig vold. Her bliver mennesket til sidst et offer for det system, det selv har fremelsket og ender, i Horkheimer og Adornos version, med at blive en fremmedgjort forbruger af ligegyldige varer, fremfor en kreativ og alsidig producent af et mangfoldigt samfund.

Horkheimer og Adornos mest hårrejsende case angående dette omslag i rationaliseringens effekter var som bekendt nazismens industrielle massemord, der, i Zygmunt Baumans næsten ligeså bekendte læsning af Weber, kunne føres tilbage til bureaukratiets fremmedgørende rationalitet. Ifølge en voksende gren af Weberforskningen er Baumanns læsning imidlertid forkert. Dels var det nazistiske bureaukrati klientillistisk, ineffektivt og korrupt, dels ligger der i bureaukratiet ikke kun en forudsætning om bureaukratens målrationalitet, men også om hendes værdirationalitet: I kontorets arbejdsgang udviser hun en Lebensführung, en livsførelse eller en karakter, der åbner for en etisk stillingtagen, som står i kontrast til den slaviske regelfølge.

At “forsagelse” er forudsætningen for “gerning” (handling), betyder jo ikke nødvendigvis, at etikken må opgives. Vi må forsage bredden i handlemulighederne for at kunne blive specialister på et smalt felt. Vi må naturnødvendigt, og her er Webers Goethe-inspiration meget åbenlys, give »afkald på menneskets faustiske alsidighed«, altså vinke endegyldigt farvel til polyhistorer som Goethe og Faust (og Max Weber), fordi fremskridtet kræver specialisering. Men vi risikerer jo dermed, som også Adam Smith påpegede var resultatet af at lukke arbejderne inde på fabrikkerne, at nedsænke den totale menneskehed i en pøl af idioti og uvidenhed hvad angår alt andet end lige den knap på maskinen, man selv skal trykke på.

Med polyhistorens forsvinden som ideal for det dannede menneske, risikerer civilisationen at miste sansen for det fundamentalt menneskelige, det eksistentielle. Her er inspirationen ikke så meget Goethe som den er Søren Kierkegaard, der eksplicit citeres i 1920-udgaven af Den protestantiske etik (hvilket er en tilføjelse i forhold til den oprindelige tekst). Det er Kierkegaard, som får Weber til at forstå etik med udgangspunkt ikke så meget i forskrifter og lovmæssigheder, men som en del af eksistensens former – en Lebensführung.

Den kritik af den affortryllede verden som Weber anlægger, er en kritik af en rationaliseringproces, der nådeløst »udrydder passionen og inderligheden«, og derfor oplagt at se som »i sin essens Kierkegaardsk«. Denne affortryllede verden har i allerhøjeste grad, også idag, brug for ny inspiration. Her kan både Goethe, Marx, Kierkegaard og Einstein gøre gavn. Men begynd med den nyoversatte udgave af Max Webers Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Den tåler både læsning og genlæsning.