Print artikel

At gøre faste tanker flydende

Denne mand var ikke Hegel vild med stoicismen. Portræt malet af Jakob Schlesinger i 1831.
Essay
14.03.19
Tiden flyder over af stoicismens filosofi, men at tage tingene med ophøjet ro løser intet af det, vi gerne vil løse. Filosoffen Hegel påpegede allerede i 1800tallet farerne ved en tænkning, der opfordrer til at lade stå til og mente i stedet, at vi bør udfordre alle vante tankemønstre. Det er vigtigt at huske på i dag.

Stoicismen oplever i dag en omfattende genkomst. Det foregår især indenfor psykologien og selvhjælpslitteraturen, men den gamle filosofiske retning inspirerer også coaching-industrien, angelsaksisk filosofi, teologien – og mange andre: blogs, sub-reddits, konferencer, online-fællesskaber. Professor Bent Meier Sørensen har udtrykt sig ret kritisk om denne genkomst: »Der breder sig en pest over Europa: Stoicisme.« Og han fortsætter: »Det er stoicismen, der ligger bag både de fleste selvhjælpsbøger og de ikke få selvhjælpsbøger, der hævder, de ikke er selvhjælpsbøger.«

Uafhængigt af, hvilken form for selvhjælp eller psykologi, der i tiden gør sig gældende – den opbyggelige, positive psykologi eller den beroligende, »nej-hats« psykologi – deler de altså et fælles udgangspunkt: stoicismen. Stoicismen er en af oldtidens vigtigste, filosofiske retninger og udgør i ordets bogstavelige forstand en livsfilosofi – konkrete bud på, hvordan det gode liv bør leves (et aspekt, som størstedelen af al moderne filosofi mangler). Stoicismen har sit udspring cirka 300 f.Kr., hvorfra filosoffen Zenon er den mest berømte. Denne såkaldt ’ældre stoicisme’ fik en længere virkningshistorie, der løber over Cicero og afsluttes i Romerriget, hvor prominente navne som Marcus Aurelius og Seneca indtog den afgørende filosofiske position – eksponenter for den såkaldt ’yngre stoicisme’ i de første århundreder efter Kristus.

Det er måske den psykologiske og filosofiske version af nødvendighedens politik

Stoicismen oplever i dag en genkomst og det gjorde denne filosofi også under oplysningstiden og årene, der fulgte efter. Det er således ikke uvæsentligt at undersøge, om der skulle være grund til at kritisere stoicismen i dag, ligesom G.W.F. Hegel gjorde det efter oplysningstiden – i sit hovedværk Åndens fænomenologi fra 1807.

Den stoiske ro

I moderne sprogbrug har noget af stoicismens arv overlevet i det velkendte udtryk ’stoisk ro’: at opretholde balance i sit sind uafhængigt af de ydre omstændighederne. At have samme væremåde uanset omstændighederne. Det er i dag et positivt udtryk. Stoikerne brugte det ikke, men de brugte et andet, der minder om: apati, som dengang også var et positivt udtryk, et ideal man stræbte efter. Ordets etymologiske rod er interessant: det stammer fra det græske pathos, som stadig bruges i dag, og betegnede enten en lidelse, lidenskab eller følelse (hvilket nemt kunne være det samme). Hvis man på oldgræsk tilføjer et ’-a’ foran et ord, har det samme funktion som at tilføje et ’-u’ på dansk: umulig, umoralsk, utilgivelig, eksempelvis. At tilføje et ’-a’ er en benægtelse af det ord, det står foran. Apati, apatheia, er altså en tilstand hvor man ikke lader sine følelser påvirke – af hverken indre eller ydre omstændighederne. Direkte oversat er apati en tilstand uden følelser. For stoikerne var det en efterstræbelig tilstand og det er i denne betydning, at stoisk ro også i dag bruges positivt. At være uden følelse – bare på den gode måde. Der er ingen grund til at blive følelsesladet over ting, man ikke kan ændre. Døden, eksempelvis, eller vejret. Det ville også være nyttesløst at blive sur på tyngdekraften, faldloven eller lysets hastighed. Eller at andre mennesker er idioter. Der er ting, vi ikke kan ændre. Tilsyneladende. Og sådanne ting, er stoicismens pointe, skal mødes med en ophøjet ro – den stoiske ro, den gamle form for apati.

Den gamle betydning af apati er altså den samme som den moderne betydning af stoisk ro. Men den moderne betydning af apati har forskudt sig og udtrykker i dag en form for handlingslammelse, ligegyldighed, følelsesløshed. Det, Hegel i sin kritik af stoicismen synes at være på sporet af, er netop denne udvikling fra begrebets positive til dets negative betydning: at den gode gamle betydning af apati indeholder den dårlige, moderne betydning af apati. For at udtrykke det hegeliansk, så indeholder den positive betydning af ordet sin egen modsætning. Og Hegel kan godt lide modsætninger.

Alt kan ændres

Det er altså den moderne betydning af apatien, af stoicismen, Hegel bider mærke i – og kritiserer. For Hegel kom stoicismen nemlig til at repræsentere en tilbagetrækning fra verdens problemer og dermed også muligheden for at ændre dem. Det er netop denne bevægelse, filosoffen Isaiah Berlin kaldte »tilbagetrækningen til det indre citadel«. Stoicismen er, i denne populære udformning og lidt reduktive udlægning, den bevidste tilbagetrækning fra den ydre verdens problemer og lidelser, til den indre verden, hvori man selv har kontrol. Vi finder den måske ikke overraskende oftest på de sociale medier. I et af de mange inspirerende citater, der her florerer, kan det blive udtrykt på følgende måde: »When you can’t control what’s happening, challenge yourself to control the way you respond to what’s happening« – eller måske endda: »If you can’t beat the waves, learn how to surf«. Altså: hvis ikke man kan kontrollere eller ændre omstændighederne, så kan man i det mindste kontrollere eller ændre, hvordan man reagerer på omstændighederne – »tilbagetrækningen til det indre citadel«.

En af fortalerne for stoicismen, Svend Brinkmann, anser den som et muligt modsvar til den positive psykologi. Men det er måske at overse, at stoicismen på visse områder deler et udgangspunkt med den psykologi, den skal være et modsvar til. Det udgangspunkt er en form for anti-materialisme. Denne kommer blandt andet til udtryk i et citat, Brinkmann mange gange er blevet citeret for: at det handler om at »affinde sig med sig selv snarere end at finde sig selv«. For ligegyldigt, om man affinder sig med noget eller finder noget, så betyder det jo, at dette ’noget’ er, som det er – at det ikke kan ændres, men ligger der, så man kan (af)finde det. At affinde sig med sig selv eller at finde sig selv forudsætter, at ens selv nu engang er som det er. Men der er altså en tredje mulighed, udover at affinde sig med selv og at finde sig selv: at ændre sig selv. Det er denne tredje mulighed, Hegel repræsenterer, og som hverken stoicismen eller dens moderne spøgelser kan redegøre for.

I stedet for at føre til kontrol, synes stoicismen dermed snarere at føre til et tab

I stoicismen mistes nemlig en erfaring af, at det grundlæggende er muligt at ændre, ikke kun sig selv, men også sine omstændigheder. I bogen Lykke, der er udkommet på dansk for nogle måneder siden, skelner filosoffen Alain Badiou mellem tilfredshed og lykke. Tilfredsheden, hævder Badiou, handler om at tilpasse os til omstændighederne og så at sige få det bedste ud af dem, mens lykke handler om at tilpasse omstændighederne til os. Det er dette håb om at ændre omstændighederne, der er materialismens kerne – et håb uden optimisme. Og det er tabet af dette håb, der kendetegner stoicismen.

Sproget forråder

I Åndens fænomenologi udtrykker Hegel sig om stoicismen på følgende måde: »enten den sidder på tronen eller er kastet i lænker, vil bevidstheden være fri […] hvor den uafladeligt trækker sig fra det derværendes bevægelse, fra livets arbejdsomhed og lidelser, tilbage i tankens simple væsenhed.« Det er det, der er Hegels grundlæggende kritik: hvis bevidstheden er fri, hvad enten den sidder på tronen (herre) eller er i lænker (træl), så er dette ikke ægte frihed. Om denne ’frihed’ har Hegel derfor kun at tilføje: »Tanken har i sin frihed alene den rene tanke som sin sandhed – en tanke, som er uden livets fylde. Altså er tankens frihed kun et begreb om friheden, ikke selve den levende frihed«. Kun et begreb om frihed, ikke selve friheden. Vi tænker på friheden, men er ikke i friheden.

Tilbagetrækningen til det indre citadel, hvor man kontrollerer, hvordan man reagerer på omstændigheder, der synes umulige at ændre, frembringer således det modsatte af, hvad man egentligt ønskede – det frembringer ikke friheden, men et begreb om friheden. Man nøjes altså, i forsøget på at opnå frihed, med et tomt begreb om det, man ønsker at opnå. Der er altså en modsætning mellem det, man ønsker at opnå og det, man rent faktisk opnår. I stedet for at føre til kontrol, synes stoicismen dermed snarere at føre til et tab. Med en formulering fra Hegels forord til Åndens fænomenologi, der er skrevet efter værket selv: »Den smule, ånden lader sig nøje med, er et mål for, hvor meget den har mistet«.

Fælles for den positive og negative psykologi – stoicismens spøgelser – kan altså ikke være, at der er tale om idealisme. Tværtimod er der tale om en anti-materialisme: der mangler den grundlæggende pointering af, at det, der ser ud til ikke at kunne ændres, netop er det, der må og kan ændres.

Den smule, ånden lader sig nøje med, er et mål for, hvor meget den har mistet

Det bliver os ofte fortalt, at der er visse ting, vi ikke kan ændre. Stoicismen er på mange måder et svar på netop dette at blive fortalt – eller at fortælle sig selv – at der er visse ting, der ikke kan ændres. Men ifølge Hegel forråder sproget den, der taler det. Vi taler ikke et sprog, men tales af et sprog. Det er en vigtig indsigt: når det bliver sagt, at vi ikke kan ændre noget, siges det derfor også, at dette noget kan ændres.

At se det negative i øjnene

For Hegel er det vigtigt at påpege, at stoicismen opnår popularitet i perioder med omvæltninger, usikkerhed og frygt. Hegel ser altså stoicismen som et svar på den usikkerhed det er at befinde sig i en periode, hvor det normale og vante bliver udfordret. Filosofisk set er en indsigt af denne type afgørende for at forstå Hegels geni: at tanker, idéer og filosofiske systemer også er svar på den tid, de bliver udviklet i. Det lyder banalt i dag, men Hegel var en af de først i filosofihistorien der for alvor understregede idéernes afhængighed af den tid, de blev udviklet i. Hegel skriver: »Som en almen form i verdensånden finder vi den [stoicismen] udelukkende i en tid præget af almindelig frygt og trældom«. Vi finder altså stoicismen i de perioder, hvor det hele forandrer sig – når »vor tid gennemlever en fødsel og en overgang til en ny periode«. Således også i dag.

Men ifølge Hegel er stoicismen det helt forkerte svar på at verden forandrer sig – stoicismen lader forandringen være op til noget andet, den lader stå til, bekræfter eksisterende tankemønstre og er ikke en mulighed for at adressere tidens udfordringer. Man trækker sig i stedet tilbage til det indre citadel, hvor der ånder fred og ingen fare, mens hele verden – fuldstændig bogstaveligt talt – står i flammer. Stoicismen bliver altså det forkerte svar på nogle rigtige problemer.

Så hvad foreslår Hegel egentlig som modsvar? Hvad gør han? Han forsøger »at gøre faste tanker flydende«

Det er altså Hegels grundlæggende kritik, at i stedet for at deltage i forandringerne, og forandre det, man ikke troede kunne forandres, trækker stoikeren sig tilbage til et sted, hvor man har kontrol. Men denne kontrol er netop et tab – et mål for, hvad man giver afkald på. Der er noget galt med den stoiske ro, med andre ord. For hvad med de ting, som vi får fortalt, ikke kan ændres? Denne sommer så vi jo netop, at vejret rent faktisk kan ændres. At det allerede er blevet ændret – af mennesket, vil nogen sige, af det økonomiske system, vil andre sige. Det har i lang tid været en metafor, at verden står i flammer. Klimaforandringer har medført, at det nu blev en rammende beskrivelse. Det er med andre ord farligt at lade sig fortælle, og fortælle sig selv, at der er ting, vi ikke kan ændre. Det er måske den psykologiske og filosofiske version af nødvendighedens politik.

Så hvad foreslår Hegel egentlig som modsvar? Hvad gør han? Han forsøger »at gøre faste tanker flydende,« som han også skriver i forordet til Åndens fænomenologi. Ordene er vel og mærke skrevet efter Kants opgør med metafysikken i Kritik af den rene fornuft. Altså i en periode, hvor det ville forventes at tankerne netop var flydende, uden fasthed, uden metafysiske holdepunkter. Som i dag, bliver vi jo fortalt. Men, hvilket er Hegels overraskende indsigt, det er ikke tilfældet – det metafysiske opgør opløste ikke tankernes fasthed. Det er hvad Hegel sætter sig for. Ifølge ham sætter alle tanker sig spor i virkeligheden, og de faste tanker er dem, der er med til at umuliggøre ændringer – de faste tanker affinder sig med virkeligheden, mens de flydende tanker forsøger at ændre den. Derfor er det så afgørende, at de faste tanker gøres flydende. Det er én måde at forandre virkeligheden på.