Print artikel

De rette linjers poesi

Feature
18.01.19
Staten ser på landskabet med et særligt blik. Det er en verden, hvor marker, skove, vandløb og søer forvandler sig til et netværk af koordinater. Det kan lyde trist og mekanisk, men måske gemmer landmålerens blik på sin egen poesi?

Det meste af juli havde Steffen Bornhøft haft arbejdsopgaver langs motorvejen. Det var blevet slutaugust, og vi skulle ud på den nye motorvejsstrækning mellem Silkeborg og Holstebro, ved broen over Tvis Å. Vi satte os ud i den statsgule Land Rover og nåede kun lige ud på motorvejen ved Silkeborg, før han pegede ude af bilruden i den side, hvor jeg sad. Han pegede ud mod et gammelt hovedpunkt, som han fortalte, at han havde forelsket sig i. Det havde ligget der i godt ti år, og udgjorde et af de faste punkter i hans store net af punkter, der udgjorde landmålerens Danmarkskort. Det var det kort, jeg var interesseret i at få et indblik i.

I antropologen James C. Scotts værk Seeing Like a State fra 1998 undersøger han de statslige processer, der gør statens subjekter og territorium synligt; de processer, hvorigennem verden blev gjort synlig, så staten kan lave indgreb i den. Det kunne for eksempel være med kortlægning, gadenavne, anlæg af veje, personlige identifikationspapirer, landmålinger og matrikulering, som var nogle af den moderne stats oftest brugte teknologier. Landmålingen var en af de vidensformer, hvorigennem verden var blevet synliggjort som kort.

Jeg havde først skrevet med Vejdirektoratets landmåler Steffen Bornhøft i starten af juli. Dengang sad han på Pille 4 under Svendborgsundbroen. Bådens påhængsmotor var gået i stå. Nu sad han med en kop kaffe og sin iPad, han sendte mails til mig fra. En time efter den første mail modtog jeg en ny mail, hvor han skrev, at han nu overvejede om han skulle hoppe i vandet og svømme ind til land - eller vente på en forbipasserende båd, som han kunne praje ind. Han fortalte, at det var første gang, at det var sket, og det var ærgerligt, at jeg ikke sad der sammen med ham. Mailen sluttede med ordene: »Godt det ikke er vinter.«

I slutningen af august sad jeg derfor i Steffens statsgule Land Rover, og mit spørgsmål til ham var: Hvordan ser en landmåler verden?

Landmålerens Danmarkskort

Sammen med referencenettet er fikspunkter landmålingens bread and butter. »Referencenettet er tråden, der løber igennem hele projektet,« fortalte Steffen mig. Han har været med på hele det nye motorvejsprojekt, og hver ny bid af motorvej, der var blevet bygget, blev hele tiden holdt op imod referencenettet. »Alt er koordinatsat. Den kantpæl har strengt taget et koordinat fra vores projekteringsafdeling, hvor den skal stå. Den bro dér har et koordinat hele vejen rundt, hvor pillerne skal stå,« sagde han og pegede på broen, der løb over vejen, vi kørte på. »Hvis du har styr på dit referencenet kan du sove roligt om natten som landmåler.«

Det fikspunkt, han havde peget på, var et af hans hovedpunkter. Helt praktisk er det en snoet metalpæl med et neongult metallåg, hvor man placerer GPS’ens spidse ende i en lille udhuling. Den er banket halvanden meter ned i jorden. »Der er altid nogle punkter, man forelsker sig mere i end andre,« sagde han og grinede. Mens vi kørte udpegede Steffen nærmest hver eneste bro, vi kørte under og fortalte om de landmålinger, han havde lavet der. Jeg spurgte ham, hvilke faktorer et punkt skulle opfylde, for at være et perfekt punkt. Han svarede: udsigt til satellitter, nem adgang, og så skal det stå ugeneret, så tilfældige forbipasserende ikke kommer og roder ved det. »Hvis der ligger en bager i nærheden er det også fint,« tilføjede han.

Der sidder en på en ejendom, som han overtog fra faren og han ved måske, at bedstefaren købte noget af til i sin tid. Og pludselig kommer vi farende med landmålerstokke og skærer det hele fra. Det er jo hårdt

Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan landmålerens Danmarkskort så ud. Et enormt netværk af punkter, der kunne løsrives fra det levende landskab; de punkter, der tilsammen udgør Vejdirektoratets store referencenet. Geodatastyrelsen, som Vejdirektoratet arbejder sammen med, oplyser at de har cirka 70.000 højdefikspunkter og godt 850 GPS-fikspunkter fordelt over hele Danmark. Det var ikke noget smukt eller malerisk Danmarkskort, der tonede frem, men den information, som nettet af punkter videregav, hvis de rigtige mennesker kiggede på kortet, holdte broerne på plads og tunnellerne og vejene lige igennem landskabet.

Landinspektørernes digter

Nogle måneder tidligere var jeg blevet mødt i døren på en villavej i Nykøbing-Mors. Knud Sørensen viste mig ind i sin stue. Han er i nogle kredse kendt som landsinspektør-digteren. Hans seneste digtsamling Inden så længe var langt fra landmåling, jordfordeling og udstykning af byggegrunde, men jeg var også stødt på hans navn i Landinspektørforeningens jubilæumsnummer fra 1975, hvor han havde skrevet digt-prologen, Et trøstens ord til Carl Søeborg. De sidste linjer i digtet lyder sådan her: »i Mårsø eller i Kundby eller i Nøkkentved / er der et skel mellem før og nu / som blev fastlagt af dig. Du var af dem, / Carl Søeborg, som gjorde Danmark synlig / - og uforglemmelig - i målforhold 1:4000.«

Carl Søeborg var digter og landmåler i 1800-tallet, hvor Danmark endnu ikke var målt op i den grad, som vi kender i dag. Han var en del af den organiserede landmålings historie, der faldt sammen med beskatningens historie. Jorden var tidligere blevet fordelt ud fra lokale principper af bønderne selv - eller så lå skellene der allerede fra tidligere tider. Men i 1660 til 1662 lavede man den første samlede matrikulering af landet, og i 1688 indførte Christian V en ny matrikel, der for første gange målte alle Danmarks landbrug. Den hovedansvarlige for den store opmåling var Jørgen Dinesen Oxendorph, der skrev et digt efter opmålingen, dedikeret til kongen:

»En fuldkommen Landmaaling / huor Retfærdigheds Øye / med Skifftende Kiæde / og Skiærende Winckel uden minste at gifue / og Ringeste at tage / Har maalt, affsnorit, Siunet, afsigtet«.

Det var dette Retfærdighedens Øje, den ensartede og centraliserede opmåling af det danske landskab, der nu gjorde det muligt at se nogenlunde ensartet - og dermed beskatte nogenlunde ensartet. Matriklerne stod indskrevet i »tidens og ævigheds Protocol« som Dinesen skrev. I løbet af 1700-tallet begyndte Videnskabernes Selskab at kortlægge Danmark i et af de mest grundige og ambitiøse kortlægningsprojekter i Europa. Den norske journalist og forfatter Thomas Reinertsen Berg har beskrevet den langsommelige proces i Verdenskort: »en halvtreds fod lang målekæde af ståltråd blev strakt ud om og om igen.« Det betød, at landmålerne gik femten gange op og ned over Sjælland i kortlægningen af øen.

Godt 150 år efter 1688-matriklen påbegyndte man de store matrikelkort, der stadig danner grundlag for nogle af de kort, vi ser på i dag. Carl Søeborg var en af dem, der tog del i det arbejde. Matrikelkortene fra 1844 blev lavet i størrelsesforhold 1:4000. »Det vil sige, at man kunne sidde overalt, tage et kort frem og se, hvordan et område så ud. Og der skal nok være nogle skel derude, som han har sat, der ikke har forandret sig siden,« sagde Knud Sørensen. »Indtil da har man slet ikke haft et synsindtryk af Danmark og hvordan opdelingen af jorden var.«

Det var en af de måder som den danske stat begyndte at se Danmark på. Med landmålerne som sine øjne. Den fortælling går igen i den moderne stats tilblivelseshistorie, hvor landmålere i højere og højere grad blev ansat af staten. For antropologen James C. Scott var problematikken med matrikelkortene, at de kun er et stilbillede af en flods strøm. Han rettede med Seeing Like a State en kritik af det manglende blik for det levede livs strøm, som ikke kunne rummes i de kort, som staten har brugt til at se og lave indgreb i verden med. De tidlige matrikuleringer mødte da også modstand, når landmålere og korrigerede linjerne i det bondelandskab, som måske havde set sådan ud i århundreder. Thomas Reinertsen Berg fortæller om en bestemt episode i den franske bjergkæde Vogeserne, hvor en landmåler blev slået ihjel af den lokale befolkning, fordi de mente, at han forheksede markerne med sine instrumenter.

Knud Sørensen blev selv landinspektør på Mors i slutningen af halvtredserne. Han blev uddannet nogle år før og overtog en landinspektørpraksis på Mors, hvor han stadig bor. Det år, hvor Knud Sørensen var blevet færdiguddannet som landmåler, debuterede han også som digter i Hvedekorn. I 1952. Som landinspektør var Knud Sørensens rolle at udstykke byggegrunde og forhandle jordfordelinger i forbindelse med større byggeprojekter: »Da Sallingsundbroen blev lavet, blev der lavet en helt ny vej over Mors, og der lavede vi jordfordelinger af de cirka 200 ejendomme, der var berørt.«

De første mange år som landinspektør på Mors var der ingen forbindelse mellem de to praksisser: »Jeg oplevede mig selv som to personer. Fra klokken otte til klokken sytten var jeg nyttigt menneske i samfundet. Jeg tog rundt og målte op og forhandlede. Når klokken blev sytten, hvis jeg tilfældigt holdt blyanten hér,« Knud Sørensen holdte hånden op som om han holdt en blyant, godt tredive centimeter over sofabordet, »så slap jeg den og så blev den hængende der til næste morgen.« Om aftenen var Knud Sørensen digter og om morgenen greb han landinspektørblyanten igen.

Kaffebordet som prisme

Da Knud Sørensen var landinspektør på Mors var det uden det udstyr, som Steffen Bornhøft havde vist mig. Det var med stålbånd, stikker og vinkelprisme. Han gik over til skrivebordet, og fandt udstyret frem. Det må altid have ligget der, for der var ingen tøven i hans bevægelse, da jeg spurgte ham om han stadig havde det liggende. Det ene var et vinkelprisme. Han kiggede igennem det som han måtte have gjort så mange gange før i sit liv, og fortalte, at der så et eller andet sted derude gik en makker rundt med en stok, og når stokken og makkeren kom til syne i prismet, så vinkede han til makkeren. Sådan blev de rette linjer i landskabet til.

Det var ikke kun vinkelprismet Knud Sørensen havde set verden igennem. Som landinspektør havde han mødt de folk, hvis jord skulle fordeles eller eksproprieres. Han udviklede en bestemt taktik til disse møder: tag hjem til dem og drik kaffe med dem, så de ikke skulle møde op på et fremmed kontor, hvor deres situation kunne føles ude af deres hænder. Det var et af de møder, der betød, at de to personer, som Knud Sørensen havde spaltet sig selv til, ikke længere kunne holdes adskilt. »Der skete det, at jeg var med til en ekspropriation, hvor ejendommen nærmest blev totaltødelagt. Der blev skåret lige igennem og der måtte ikke laves overkørsler. Den gjorde stort indtryk på mig. Vi sad og forhandlede derude i køkkenet hos de her mennesker, og da jeg kom hjem kunne jeg ikke helt slippe dem. Så tog jeg et stykke papir og satte mig til at fortælle, hvad det var, der egentligt var sket.«

»Den oplevelse lærte mig, at meningen med mig nok var, at jeg i mine digte også skulle beskrive, hvad jeg i dagtimerne oplevede i min egenskab af landinspektør ude blandt folk,« tilføjede han.

Der var ingen tvivl om, at der havde været en landmåler dér

Knud Sørensen skrev om oplevelsen i digtet Da Hans Nielsens gård blev gennemskåret af landevejen fra 1972-digtsamlingen Revolutionen i Tøving. Møderne omkring kaffebordene blev digtsamlinger, for hvervet som landinspektør havde sat sig i hans sprog. Dilemmaet, som James C. Scott har optegnet, hvor store nye projekter skar hensynsløst igennem det levede liv, stødte Knud Sørensen også på: »Der sidder en på en ejendom, som han overtog fra faren og han ved måske, at bedstefaren købte noget af til i sin tid. Og pludselig kommer vi farende med landmålerstokke og skærer det hele fra. Det er jo hårdt.«

Knud Sørensen så da også sin rolle som mere end en, der lavede rette linjer, men som en hjælper. »Man havde, lidt naivt måske, også en fornemmelse af, at man hjalp dem med at komme over en situation, der var skabt af en udvikling, de ikke havde indflydelse på.« I denne fortælling var landinspektøren ikke bare statens nyttige øjne, men også én, der formidlede og formildede.

Talende træer

Nu gik Knud Sørensen ned til fjorden, som man kunne ane fra den lille stue, hvor han trak gardinerne fra og pegede på Fur, som også havde lagt titel til en af hans bøger. Han gik rundt med en skridttæller, som han var blevet afhængig af. Han skulle nå dagens kvote på 6000-7000 skridt. Dagsgennemsnittet var 8260, målt over de sidste 4400 dage. På trods af mit besøg skulle han nok nå det, forsikrede han mig om.

Hans seneste digtsamling Inden så længe har ikke meget med landmåling at gøre. Jeg spurgte ham, hvordan han ser landskabet i dag. Han var 90 år nu og fortalte, at landskabet havde ændret karakter: »Tidligere vidste jeg hvad jeg ville og hvor det skulle slutte. Nu går jeg dernede og så begynder der at ske noget, og det bliver et digt, men det er ikke sådan at jeg hjemmefra har sagt, at nu skal jeg ned og skrive et digt eller jeg har taget papir og blyant med,« sagde han og fortsatte. »Pludselig er der nogle træer som siger noget til mig.«  Det er en af de scener vi finder vi i digtsamlingen: »Da jeg forleden dag / gik langs fjorden / fornemmede jeg / at derhenne / i kanten af plantagen / ventede nogle af de tanker / der engang var mine«.

Den oplevelse lærte mig, at meningen med mig nok var, at jeg i mine digte også skulle beskrive, hvad jeg i dagtimerne oplevede i min egenskab af landinspektør ude blandt folk

Jeg var stadig på jagt efter det store spørgsmål: Ser du landskabet anderledes end mig? »Jeg tror ikke, at der er stor forskel på den måde, som du oplever landskabet på og jeg gør det. Det er også lang tid siden, at jeg var aktiv landinspektør - og det har også forandret den fornemmelse jeg har af landskaber.«

- Når du kørte rundt mellem gårdene, hvad så du så? Hvad lagde du mærke til?

»Det er klart, at i forbindelse med jordfordelingerne, så jeg på linjerne i landskabet og hvordan de kunne laves om. Men hvis jeg skulle et sted hen og udstykke en sommerhusgrund, så var det landskabet jeg nød.« Nogle af de rette linjer ligger derude endnu, og nogle gange kommer Knud Sørensen forbi dem. »Der er da også steder her på øen, så hver gang jeg kører forbi, så mindes jeg, at jeg gik og målte dernede.«

Der har været en landmåler dér

I august gravede Steffen Bornhøft og jeg i jorden efter de gamle fikspunkter ved foden af Tvis Å-broen, som GPS’en havde ført os hen til. Vejdirektoratet havde deres egen afdeling, der håndterede de jordfordelingssager, der var opstået i forbindelse med et projekt som den nye motorvej mellem Silkeborg og Holstebro. Steffens primære opgave var at sikre sig, at referencenettet var på plads.

Hvis du har styr på dit referencenet kan du sove roligt om natten som landmåler

Vi ledte forgæves efter små neongule metalklumper med uddybningen i toppen, der var tvunget ned i jorden og nu var forsvundet ned i den samme jord eller kørt væk af maskinerne. »Afsætningspunkter har en kort levetid. De kan forsvinde fra dag til dag. Men jeg kan lave nogle nye. Jeg har mit overordnede referencenet, som jeg kan fortætte igen.«

Det var ikke de fikspunkter vi primært var ude efter denne gang. Vi skulle måle fikspunkterne på broens vanger, der skulle fungere som fremtidig sammenligningsgrundlag for at sikre, at broen ikke kollapsede. Vi zigzaggede over broen med landmålerens stav i hånden, placerede den i metalpladens lille uddybning, fæstnet i broens kant, tog koordinater og noterede punktet. Videre til næste punkt, skråt over broen. Mens vi zigzaggede fra brovange til brovange sagde Steffen til mig: »Al landmåling handler om at lave overbestemmelser«.

Da vi kørte hjem spurgte jeg Steffen, hvordan han egentlig ser landskabet.

»De steder, hvor jeg har været landmåler, kører der en masse gamle minder igennem hovedet, når man kommer der med familien eller skal på søndagstur. Så tænker man på sit referencenet,« sagde Steffen, der netop var vendt hjem fra Sydfrankrig. Han havde cyklet på de klassiske Tour de France-bjerge i Pyrenæerne, og jeg spurgte om de snoede bjergveje også havde et referencenet.

»Jeg kan ikke sige, om der er referencenet til alle de veje. Men jeg lagde da mærke til, at der var nogle fine fikspunkter.« sagde han. »Der var ingen tvivl om, at der havde været en landmåler dér.«