Print artikel

Heden som virtuelt modbillede til kulturen

Foto fra serien om den Almindelige Ene af Kristian Sæderup. Fotografierne i løbet af teksten er fra samme serie.
Kritik
18.12.17
FORM OG ERFARING er et nyt dansk skrift om rum, der kommer med et dansk bidrag til bredere diskussioner om, hvordan steder skabes i krydsfeltet mellem kultur og natur. Første udgave handler om heden.

I det franske filosofpar Gilles Deleuzes og Felix Guattaris enorme værk Tusind Plateauer skelner de mellem to typer rum: det ‘glatte rum’ og det ‘stribede rum’. De to rum repræsenterer to slags arketypiske rum, der til hvis grad kan forstås med grækernes skelnen mellem det organiserede rum i bysamfundet (polis) og det uopdelte rum i de landlige egne. Et skel, der også kan sammenlignes med skellet mellem ‘Naturen’ og ‘Kulturen’. Men som Deleuze og Guattari også skriver, så flyder de hele tiden sammen: »Det glatte rum bliver uophørligt oversat, overført på tværs, til et stribet rum; det stribede rum omvendes og overgives konstant til et glat rum.«

Det nye tidsskrift FORM OG ERFARING, hvis første nummer har undertitlen ‘lidt mere om Heden’, skildrer et af de tvetydige krydsfelter, hvor de glatte og stribede rum mødes og krydser hinanden. Nemlig den danske hede.

Publikationen for »visualisering, skriven og stedsorienteret praksis« FORM OG ERFARING undersøger heden »som kulturelt fænomen og Heden taget som et begreb, som en tilstand, der både vedrører den enkelte og samfundsstrukturer.« Pointen er her, at heden altså ikke bare er Heden (med et stort, definitivt H), men er et resultat af en masse processer, der konstant overlapper hinanden. En pærevælling af individuelle, sociale, økonomiske, kulturelle, politiske og naturlige processer, der konstant er med til at producere heden som konkret sted - og som et ‘naturligt’ modbillede til kulturen.

Den danske hede som socialt produkt

Den del af geografien, der hedder humangeografien, har netop det som sit omdrejningspunkt: humangeografien er interesseret i måden, hvorpå rum gøres til steder. For eksempel, hvordan heden skabes som konkret og mere eller mindre afgrænset sted. ‘Sted’ skal her forstås som produkter af det sociale og den måde som bestemte steder tilskrives betydninger og underlægges konkret forvaltning, indgreb eller rekonstruktioner (politiske, sociale eller økonomiske). Et sted er altså ikke bare et konkret sted, fordi sådan er det nu bare engang. Tværtimod er steder - med sociologen og byfilosoffen Henri Lefebvres formulering - sociale produkter. Geografen Tim Cresswell beskriver det som en proces, der altid har fundet sted op igennem menneskets historie: »The process of investing space with meaning happens across the globe at all scales, and has done throughout human history.«

Med en række forskellige genreeksperimenter og formater undersøger forfatterne i FORM OG ERFARING heden som et ‘sted’. De blander digte, fotografier, samtaler, akademiske reportager, historiske dokumenter om hedevandrerne og grafiske abstraktioner. Det er undersøgelser af heden som sted, der bidrager til en bredere samtale inden for den eksperimenterende stedsundersøgelse, som man har set i humangeografien (og kulturgeografien). Her kan man blandt andet pege på Michael Prykes audio-visuelle undersøgelser af Potsdamer Platz i The white noise of capitalism: audio and visual montage and sensing economic change (2002), John Wylies fragmentarisk-fotografiske undersøgelser i Smoothlands: fragments / landscapes / fragments (2006), Tim Cresswells stedsdigte Displacements: Three Poems, William Cronons The Riddle of Apostle Island (2003), og Caitlyn DeSilveys omvendte, fragmentariske havnehistorie i Making Sense of Transcience: an anticipatory history (2012).

Fælles for mange af disse eksperimenterende stedsundersøgelser er, at de blander personlige observationer, teksteksperimenter og fotografier fra de konkrete steder med pointer om de større kulturelle, sociale, politiske og økonomiske processer, som har været med til at producere disse steder. Et godt eksempel fra FORM OG ERFARING er Kenneth R. Olwigs vandring i nutidens hedelandskab i Søby, der konstant vækker minder om St. St. Blichers Røverstuen, der altså ikke alene er en beskrivelse, løsrevet fra heden, men i Olwigs tekst spiller en afgørende rolle for den måde, som han navigerer rundt i dette landskab; Røverstuen er en del af den danske hede som sted.

Natur/kultur

FORM OG ERFARING insisterer på, at heden ikke skal undersøges som et afgrænset naturfænomen. De beskriver heden som et »kvasi-naturligt fænomen«, der både er naturligt og kulturligt. Som de skriver, så har heden i løbet af de sidste tohundrede år udviklet sig fra at have potentiale som uopdyrket land, romantiseret vildnis og til i dag at være et EU-støttet naturreservat. Heden som sted er altså ikke bare et resultat af elementernes rasen, men også en række andre processer, der langt fra er naturlige. Mathias Sæderup beskriver nogle af disse processer i introduktionen: »Natura 2000 og EU Life+, naturbeskyttelsesprogrammer som har til formål at ‘genskabe og bevare naturværdierne’ på heden: Via afbrænding, træfældning og græsning forsøger man at genskabe og opretholde heden i sit limbo imellem et udpint eller dødt terræn på den ene side og frugtbar skov eller mark på den anden. De politiske institutioner har rekonstrueret sit virtuelle modbillede, Naturen, inden i sig selv.«

Overgangen mellem bysamfundet og de omkringliggende landlige egne er konstant flydende

Her er Deleuze og Guattaris skelnen mellem de glatte og stribede rum igen interessant. På den ene side kan vi her se de måder, som de politiske institutioner konstruerer, griber ind i, organiserer og opretholder det man kan kalde ‘naturen’. Overgangen mellem bysamfundet og de omkringliggende landlige egne er altså konstant flydende. Fra bysamfundet udgår en proces, hvorigennem de glatte rum stribes (i dette tilfælde afbrændes, fældes og afgræsses). Med andre ord, så er det de processer, hvorigennem det ‘vilde’ glatte rum rationaliseres, organiseres og forvaltes. Med den amerikanske antropolog og historiker James C. Scotts værk Seeing Like a State i tankerne, kan vi sige, at det er den måde som verden bliver synlig som økonomisk ressource eller politiske handlingsfelt. Den ultimative konsekvens af sådanne processer ville være en total rationalisering af alt rum.

Heldigvis skabes der også glatte, uregerlige og modstandsdygtige rum i bysamfundets ellers så rationelle orden. Som Deleuze og Guattari skriver: »Fra byen udgår der altså nogle glatte rum som ikke længere har at gøre med den verdensomspændende organisation, men med et modangreb der kombinerer det glatte og det hullede, og som vender sig mod byen: nomadernes og huleboernes umådelige, bevægelige, midlertidi­ge slumkvarterer, rester af metal og væv eller stof, patchwork, som ikke længere bekymrer sig om pengenes, arbejdets eller bostedets afstribninger.« Disse rum undersøges også i FORM OG ERFARING: Jonas Georg Christensens Dokumenterede observationer, (efterår) 2016 er en række fotografier af blandt andet brændende affald på asfalt, bunker af skrald og parker under konstruktion, der viser de måder, som det glatte og det stribede vikles ind i hinanden. Mathias Sæderups grafik Næsten-former, der godt nok mister den konkrete hede lidt af syne, arbejder med det organiske og geometriske, hvor geometriske grids og uregerlige streger overlapper og vikles ind i hinanden. Næsten-formerne udforsker nogle af rumlighedens klassiske modsætninger som rum/sted, kaos/orden og bevægelse/stilstand, og kan - som i mit tilfælde - lede til overvejelser over Deleuze og Guattaris glatte og stribede rum.

Et sted, hvor vi befinder os noget langt fra den konkrete hede, er i den skrevne samtale mellem Jonas Georg Christensen og Morten Søndergaard med titlen Cirkulation og Spillen. Den skrevne samtale som genre giver uden tvivl mening som eksperiment eller som princip: samtaleteksten kan - i princippet - skabe nye meninger og mening i mødet mellem to samtalende parter, som den envejskommunikerende, akademiske tekst for eksempel ikke kan. Problemet er, at sådanne samtaler ofte skaber lukkede meningsrum. De bedste samtalepartnere er ofte dem, vi har snakket med i mange år og dermed opbygget en fælles referenceramme. Problemet med den skrevne samtale (og det gælder stort set alle skrevne samtaler) er, at de giver en følelsen af at være det tredje hjul i en barsamtale, som man ikke har forudsætningerne for at være en del af, hvorfor man bruger en halv time på at kradse mærket af sin tomme øl; en følelse af ensomhed, der kun forstærkes af de samtalende parters åbenlyse entusiasme.

Modfortællinger

I den franske teoretiker Michel de Certeaus værk The Practice of Everyday Life, oprindeligt udgivet i 1980, skriver han, at alle historier er rejsehistorier - og dermed spatiale praksisser. Michel de Certeau taler om vandringen som helt grundlæggende spatial praksis. Som Certeau skriver: Vandringen er for det urbane system, hvad en talehandling er for sprogsystemet. Den enkeltes vandring rundt i byen skaber konstant nye betydninger, nye meninger og variationer over det eksisterende spatiale system. Disse sammenligner Michel de Certeau med fortællinger, der ligesom det gamle Athens massetransport Metaphorai »...traverse and organize places; they select and link them together; they make sentences and itineraries out of them. They are spatial trajectories.« Disse vandringer skaber nye fortællinger, det vil sige nye betydninger og meninger, nye måder at bruge stedet på, end den måde, som stedet måske var tiltænkt af byplanlæggeren, arkitetekten eller politikeren.

FORM OG ERFARING fungerer allerbedst, der hvor de teoretiske undersøgelser og genreeksperimenterne forankres i vandringerne ind i den konkrete hede

Dette kalder Michel de Certeau - i visse tilfælde - for anti-tekster. Michel de Certeau skriver, at de skaber mulighed for at bevæge sig og undslippe ind i andre landskaber, end dem vi er vant til. Et eksempel på en sådan ‘anti-tekst’ finder vi måske i St. St. Blichers beskrivelse af heden i Røverstuen. Kenneth R. Olwig skriver om St. St. Blichers værks rolle som modfortælling: »... by minimizing the agency of the established social order, the story provides the vehicle for a work of literature in which the nature of the Jutlander’s human landscape itself becomes the prime actor and agent, destabilizing the established social order in the process. This destabilization occurs largely through western Jutland landscape’s affect upon the changing perception of Jutland by the story’s dashing hero. His experience of a human landscape, not unlike that of Søby, leads him to question the established social elite’s negative perception of its reality, and to thereafter work together with the heathlanders to bring about a utopian dream of a more just and equitable society.«

Ved at placere blikket et andet sted, placerer vi os i et nyt landskab, der giver os mulighed for at observere vores egne normer udefra. St. St. Blichers skildring af røverne og den jyske natur fungerer som en modfortælling til datidens etablerede forestillinger om den tilbagestående ‘natur’. Samtidig er det også en del af en politisk kamp om med- og selvbestemmelse i Danmark i starten af det 19. århundrede.

Tidsskriftet som spatial praksis

Redaktørerne af FORM OG ERFARING beskriver selv tidsskriftet som et spatialt forhold. Hvis vi forstår det med Michel de Certeaus ‘anti-tekst’ in mente, så bidrager deres egen tematisering af heden som endnu et kapitel i hedens natur/kultur-historie. Man kan se FORM OG ERFARINGs vandringer ind i den danske hede som et forsøg på at skabe en sådan anti-tekst, der blotlægger, genfortæller og fremmedgør heden - og i den proces af-naturaliserer vores forståelse af heden ved at insistere på den som natur/kultur. Eller med Mathias Sæderups ord: som et virtuelt modbillede til kulturen.

Et smukt eksempel på dette er Kristian Sæderups 21 sort/hvide fotografier af den Almindelige ene, som er en plante, man ofte finder på heden: 21 eneplanter er kraftigt oplyst, som et rådyr fanget i forlygternes lyskegle om natten, der isolerer planterne fra deres ‘naturlige’ omgivelser. De fremstår som videnskabelige objekter eller højkulturelle genstande, som kan beskues, undersøges og vurderes (fotografierne er endda trykt på en sådan måde, at du får lyst til at køre fingeren hen over dem og mærke teksturforskellene). Fotografierne er placeret midten af de hvide sider og mimer dermed smukke malerier, symmetrisk placeret på kunstudstillingens væg. Den almindelige ene ophøjes dermed til højkultur, og fotografierne insisterer dermed på natur/kultur-forbindelsen ved at ophøje det naturlige til det kulturelle.

Som alle andre tidsskrifter, så bygger bidragene til FORM OG ERFARING på bestemte vidensfællesskaber, der lader visse pointer stå usagte, fordi de ‘giver sig selv’ inden for rammerne af det faglige fællesskab. De mest abstrakte undersøgelser af ‘heden’ som ‘kvasi-naturligt’ sted i FORM OG ERFARING kan måske godt miste selve heden lidt af syne. Især hvis man ikke kender vidensfællesskabets selvfølgeligheder. FORM OG ERFARING fungerer allerbedst, der hvor de teoretiske undersøgelser og genreeksperimenterne forankres i vandringerne ind i den konkrete hede. Kristian Sæderups fotografier af den almindelige ene er godt eksempel på det. Fotografierne skaber et visuelt (og taktilt) møde med hedens natur/kultur, og etablerer dermed et umiddelbart ståsted, hvorfra en fælles samtale om steder som socialt produkt kan starte.

Mest læste