Print artikel

»Vi kan ikke længere betragte naturen udefra«

Brushane i yngledragt. Illustration af Carl Christian Tofte fra »Ny Jord«.
Interview
14.12.15
November gav verden tre ting. Klimatopmødet COP-21, verdenshistoriens højesteindhold af CO2 i atmosfæren – og et nyt tidsskrift for naturkritik. ATLAS har talt med en af redaktørerne for Ny Jord, Andreas Vermehren Holm.

Mediernes dystopiske sprog skaber ikke forståelse for klimaforandringerne – det skaber frygt. Det mener redaktørerne for Ny Jord, der er Danmarks nye tidsskrift for »naturkritik«. Med det omfangsrige værk, der samler en række tværæstetiske og –faglige bidrag vil tidsskriftet give et nyt blik på jorden som noget andet end klimakrise, befolkningstilvækst og uddøende dyrearter. Det gælder om at åbne øjnene og virkelig se, at trods verdens skiftende klima, er der stadig noget, man må tage ansvar for. Geologer diskuterer i disse år, om den stærke menneskelige påvirkning af jorden skal give navn til sin egen tidsalder: Antropocæn. Men selvom naturen forandrer sig, forsvinder den ikke. ATLAS mødte en af redaktørerne, forfatter og forlægger Andreas Vermehren Holm, for at høre mere om, hvordan sprog og litteratur kan gøre os klogere på naturen i en tid med mennesket i centrum.

- I skriver i tidsskriftets indledning, at det er diskussionen om det antropocæne I gerne vil undersøge. Kan du forklare, hvad den antropocæne tese er, og hvorfor denne gør en ny slags naturkritik relevant.

»For mig er Antropocæn ikke en tese, men et fysisk chok og et grundlæggende vilkår. Der er forskellige indfaldsvinkler til tænkningen omkring Antropocæn, forskellige konkrete udgangspunkter: Plastikaffald og iltsvind i verdenshavene; atomprøvesprængninger og det tynde, særprægede lag af støv, der lagde sig over verden i årtierne efter Anden Verdenskrig; arter som er udryddelsestruede på grund af, at deres habitat er lagt øde af menneskelige aktiviteter, såsom badehoteller nådesløst anlagt midt i et yngleområde, osv. Fælles for alle tilgange til Antropocæn er der et billede af mennesket eller menneskene: Mennesket har placeret sig selv blandt verdens kræfter, som den mest voldsomme og effektive af alle naturkræfter. For mig er tænkningen omkring Antropocæn som begreb interessant fordi den umiddelbart umuliggør enhver form for adskillelse af menneske og natur som hinandens modsætninger. Jeg har en oplevelse af, at sproget bliver mindre og mindre – måske fordi, at jeg har en oplevelse af, at mennesket bliver mindre og mindre. Det er paradoksalt: Vi sætter i disse år et større og mere massivt økologisk aftryk end nogensinde, vi har mere og mere “magt” over “naturen" og vi bliver mere og mere udsatte.«

-Mener du, at der er der en rigtig måde at gå til naturkritikken i dag?

»Nej. Jeg tænker ikke på naturkritik som en intention eller hensigt, man kan anlægge, men derimod som et felt, et rum, hvori ting kan gå i forbindelse med hinanden. Det handler ikke og vil aldrig komme til at handle om at have ret. Det er meget vigtigt for mig at understrege. Det handler, for mig i det mindste, først og fremmest om opmærksomhed og ønsket, helt grundlæggende, om en skærpet opmærksomhed. Min egen tilgang er præget af arbejdet og tankerne om skabningen, dyr og planter, bakterier og svampe – alt, hvad der lever af det levende, ernærer sig ved det levende, udgør, indoptager og omsætter det levende. Jeg forestiller mig, at der er et fællesskab i det faktum, at vi er udsatte væsner, hver især, at vi ikke kan klare os selv. Vi berører verden, men vi bliver også udsat for berøring. Og vi er i den andens hænder, hvad enten vi vil det eller ej.«

-Diskussionen om forholdet mellem kultur og natur har dybe rødder i filosofiens historie. I de to tyske kulturteoretikere Adorno og Horkheimers kanoniserede værk 'Oplysningens dialektik'skriver de, at menneskenes magt over naturen også fremmedgør dem for den. Kan man se udsagnet om det du kalder det antropocæne chok som en direkte konsekvens heraf?

»Chokket er for mig forbundet med opvågning snarere end afmagt. Fremmedgørelsen er gammel, og den er historisk: Tænk på fortællingen om Babylon, hvor sprogforvirringen indtræffer og afskærer mennesket fra enhver form for balance, fra Gud og fra hinanden. Foreksempel siger man ”blomst” om blomsten og ser billedet træde i stedet for plantens krop. Et billede, som vi kan dele i kraft af sproget, men et billede, en idé, som er fraværende i enhver buket. Sproget løber løbsk, ligesom i Babylon. For mig, i dag, handler det ikke om at anerkende, at vi er fremmedgjorte, men om at indse, at vi er besatte. Vi er besatte af ord og det har en enorm effekt i verden. I dag må vi have mod til at indse, at vi ikke har magt over naturen, at der ikke var nogen oprindelig byttehandel: magt for fremmedgørelse. Vi kan ikke længere tage noget for givet, hverken kød, ilt eller plantesaft , og slet ikke ”magten”.«

- I økokritikken diskuterer man, om mennesket må overkomme det modsætningsforhold mellem kultur og natur, der især er blevet skabt med den industrielle revolution. På den anden siden, er det også de produktionsforhold, der sørger for, at mennesket har mad nok. Virker sammensmeltningen ikke som en elitær ambition?

»Man kan i specifikke sammenhænge, og med stort udbytte, helt forlade dikotomier som 'natur' og 'kultur' – der er fugle i byerne, sølvfisk og rotter i byerne. Byerne er fulde af liv! Det ville være afsindigt at sige, at byerne var unaturlige. Vi må helt høre op med at forestille os, at sproget kan give en nøjagtig beskrivelse af verden. Og vi må holde op med at stille krav om generelle sandheder løsrevet fra enhver kontekst. Sproget indeholder ikke verden, men er en del af, en handling i verden. Det er bundet til kroppe og liv.«

-Som forlagsredaktør for Virkelig har du primært beskæftiget dig med skønlitteratur. Hvad mener du et nyt syn på naturen kan bibringe litteraturen?

»N​oget af det engagerende ved samtidslitteraturen, for mig i det mindste, er, at man ikke har nogen sammenfattende fremstillinger af den. Højdepunkterne er ikke plukket ud, historien er ikke fortalt. Man må selv orientere sig, både internationalt og i nabolandene. Der kan opstå meget energi, hvis man forsøger at kombinere undersøgelsen med at være virksom i feltet (som udøvende forfatter, red.). Det store spørgsmål i denne sammenhæng er, hvori samtidslitteraturen og det samtidige eller nye overhovedet består?  Litteratur kan skabe billeder, virkelige billeder, og vi har brug for billeder, fælles billeder – som er værd at tro på, ikke mindst. Ordet “atomprøvesprængning” giver for eksempel ikke noget troværdigt billede længere: Bomben springer og noget går tabt. Litteraturen er afgørende, fordi sproget er afgørende.«

-I tidsskriftet skriver I, at I forsøger at genskabe forskellige måder at forstå naturen på. I rækker tilbage i historien med tekster af Ovid, Frans af Assisi og Ernst Jünger. Er det hensigten, at der i udvalget er indlejret en grad af nostalgi?

»Jeg forstår fænomenet ”nostalgi” som en grundlæggende fremmedgørelse over for ens eget liv. Jeg vil hellere betegne det som en politik over for og principiel tilgang til spørgsmålet om, hvad der overhovedet er nyt, kan være nyt eller opfattes som nyt. Jeg læser Ovids Metamorfoser og bliver slået af, hvor radikal han er i sin henvendelse til læseren: Han beder læseren om at ændre sit liv! Han beder læseren om, at tage højde for det, han formidler – og reagere! Man kan forestille sig, hvordan Ovid var vidne til, at landbruget blev rykket ud af byen i oldtidens Rom. Folk fik et andet forhold til det, de spiste. Allerede dengang kunne man spise kød uden at se noget som helst til de dyr, man spiste. Grøntsager og korn blev kørt ind til byen fra oplandet. Det er det samme, der gør sig gældende i dag. Dyrene forsvandt fra vores liv. Afgrøderne, årstiderne. Naturen blev et billede. Solen og månen blev billeder. Jeg tror ikke man kan have eller opnå eller finde frem til ”det rette syn på naturen” ... I samme øjeblik, vi bruger sproget, blænder vi også os selv. Sproget er utilstrækkeligt. Med kombinationen af kilder, fortidige såvel som nutidige, mere eller mindre radikale i deres henvendelse, håber jeg, at vi kan skabe en energi som har noget at gøre med folks liv.«