Print artikel

Opfindelsen af naturen

Illustration: Elisabeth Moch
Kritik
20.09.16
Der er en direkte forbindelse imellem oplysningstiden naturforståelse og den nuværende klimakrisevirkelighed. Alexander von Humboldt opfandt ikke bare naturen, han påpegede også det destruktive ved menneskets tilgang til den. Anmelderrost bog giver behørig anerkendelse til det storsnakkende, videnskabelige wunderkind, der blev den vestlige naturforståelses ophavsmand.

Holisme er et begreb, der i dag på mange måder kan opleves som en kliché. Vi kender påstanden om, at alting hænger sammen og møder den i så forskellige situationer, som når man opfordres til at spise fiskeolie eller chokolade, fordi det højner humøret, eller når man på jobcentret får at vide, at der er fem håndtryk til Obama. Alle ved, at alting er forbundet, men lige præcis hvordan er mere usikkert. Der findes noget så konkret som D-vitamin, og der findes noget så komplekst som mit humør. Der findes feromoner og forelskelser. Der findes en plasticpose i vejkanten, og der findes klimaforandringer. Men hvad med alt det ind imellem? Filosoffen Graham Harman hævder, at snakken om altings sammenhæng skyder henholdsvis under og over målet enten ved at fokusere på et mikro-perspektiv, der siger at alting er det samme på et atomart niveau, eller et makro-perspektiv, der siger, at alt hænger sammen på et planetart niveau. Men vi mangler opmærksomhed på det, der ligger imellem de to ekstremer og som ofte glemmes i mere sensationelle forsøg på at vise, hvordan det største er som det mindste, hvordan der er sole i violer, som Adam Oehlenschläger skrev, eller, som Henry David Thoreau fastholdt, hvordan det er den samme orden, der skabte jorden, som skaber snefnug.

Sidste år udgav journalisten og historikeren Andrea Wulf en bog, der giver et indblik i en forskningstradition, hvor kunst og videnskab, følelser og intellekt, det største og det mindste forenes i ambitionen om at udtrykke dette mellemlag så nuanceret som muligt. En monografi om videnskabsmanden Alexander von Humboldt, der i sin levetid fra midten af 1700-tallet og indtil midten af 1800-tallet fik stor indflydelse på vestlig naturforståelse. Som en af de første udviklede han en videnskabelig forestilling om altings sammenhæng. Bogen hedder The Invention of Nature, og det lader ikke til at være for flot en titel, når man læser Wulfs gennemgang af Humboldts liv og rejser, hans korrespondancer med samtidens kunstnere og tænkere, og hans efterfølgende indflydelse, der strækker sig op gennem det 20. århundrede og frem til i dag.

Før jeg læste bogen vidste jeg nok, at vestlig økologi og miljøfilosofi står i dialog med tankegods, der er hundredevis, ind imellem tusindvis af år gammelt, men jeg var ikke klar over, at der er en direkte forbindelse imellem den sene oplysningstids naturforståelse og vores senmoderne klimakrisevirkelighed. Det kan måske skyldes, at også humanistisk miljøfilosofi lader til at være gladere for at snakke om brud og modsætninger end mere organiske tankeudviklinger. Det er til gengæld Wulfs projekt: at undersøge de mange udløbere og knopskydninger, Alexander von Humboldt har givet anledning til. Hun har brugt årevis på at researche til bogen, læst Humboldts forfatterskab i forskellige udgaver samt brevvekslinger med hans samtidige og værker af disse, som hun har gennemgået for referencer til og inspiration fra Humboldts arbejde. Samlet set trækker værket store linjer ud af konkrete detaljer på en måde, der ligger i oplagt forlængelse af det verdens- og videnskabssyn, som Humboldt stod for.

Naturlige miljøer er ikke stabile, fordi de er indstiftet af Gud, men i kraft af deres artslige diversitet, som let kan forstyrres.

Bogen, der fik en plads på New York Times’ liste over de ti bedste bøger i 2015, har som erklæret mål at genindskrive Humboldt på den centrale plads i vestlig naturfilosofi, han tidligere havde, men som han ser ud til at have mistet. Wulf beretter om Humboldts venskab med de romantiske skikkelser Goethe, Friedrich Schelling og Schiller, og hun skriver om betydningen af deres natursyn for de engelske romantikere Wordsworth og Coleridge. Langsomt foldes virkningshistorien ud af biografien indtil den, med Humboldts død i 1859, tager over, og vi følger hans umiddelbare efterfølgere, heriblandt Darwin, Thoreau, John Muir og Ernst Haeckel, som bærer arven fra Humboldt videre gennem 1800-tallet og ind i det 20. århundrede. Wulf forlader det Humboldtske univers ved begyndelsen af jugendperioden, men kunne i princippet være fortsat op til 1960’erne og 70’ernes aktivistiske miljøbevægelser, hvor man kan se Humboldts tanker reflekteret i det filosofiske fundament hos grundlæggere af moderne vestlig økologi, såsom Rachel Carson og James Lovelock. Helt frem til i dag finder man filosofiske ekkoer af Humboldts tankegods.

Queer querdenker

Wulf tager sit udgangspunkt i 1769, hvor Humboldt bliver født ind i en prominent prøjsisk familie, og beretningen blander personlige og professionelle forhold. Hun beskriver, hvordan Humboldt igennem hele sit liv var ugift, men havde meget nære forhold til sine mandlige rejsekammerater og arbejdsfæller, som han efter nogen tids adskillelse kunne sende breve til, der, selv for perioden, var usædvanligt lidenskabelige. Vi læser, hvordan han arbejdede uafbrudt og indgik i de pænere kredses sociale liv, hvor han var charmerende, konstant snakkende, men efter sigende også med en tendens til at lade både karisma og ækvilibrisme komme til udtryk gennem spydigheder. Han var, hvad man på tysk kalder en querdenker, en, der tænker på tværs, som drager store, originale konklusioner gennem vovede og kreative analyser.

Med sin dannede opvækst var han et barn af Oplysningen og belæst i rationalistiske filosoffer som Leibniz, Newton og Descartes. For dem var naturen et system designet af Gud, hvor alting havde sin faste plads. Men Humboldt havde en anden fornemmelse. Ligesom den samtidige Immanuel Kant placerede han sig imellem Oplysningen og de senere romantikere, idet han fastholdt, at vores oplevelse af omverdenen aldrig er en objektiv afkodning af den, men altid et møde mellem en subjektiv føle- og sansehorisont og de fysiske omgivelser. Verden er en organisme, hvor alting hænger sammen, men ikke som maskinens sæt af enkeltdele, der tilsammen skaber en helhed. I en organisme skaber helheden delene, som er dybt integrerede i hinanden. Verden består derfor ikke af simple kausalforhold, der kan manipuleres konsekvensløst. Naturlige miljøer er ikke stabile, fordi de er indstiftet af Gud, men i kraft af deres artslige diversitet, som let kan forstyrres.

Alexander von Humboldt kom i løbet af sit liv til at foretage to rejser, der skulle blive afgørende, ikke bare for ham selv, men også for Vestens forståelse af naturen. I første omgang rejste han til Sydamerika som ung mand og senere, da han var 60 år, på en rejse gennem Rusland til Kina, Mongoliet og Det Kaspiske Hav. Imellem rejserne skrev han nogle af tidens mest nytænkende bøger, Essai sur la geographie des plantes (først udkommet på fransk og senere på tysk, 1807), Ansichten der Natur (1808) og Kosmos: Entwurf einer physischen Weltbeschreibung (1845-1862), som gjorde ham til både Europas og USA's mest feterede opdagelsesrejsende. I en tid, hvor naturvidenskaberne endnu ikke havde spaltet sig ud i adskilte discipliner, var den sammenlignende naturalisme hans felt. Geologi, botanik, zoologi, meteorologi, biologi – alt var relevant og skulle tages i betragtning, hvis Humboldt skulle realisere sin drøm om at skabe en så omfattende forståelse af naturen som muligt.

Denne naturforståelse var radikal. Wulf beskriver, hvordan den i begyndelsen fortrinsvis var en fornemmelse hos Humboldt, som blev hjulpet på vej af sene aftensamtaler med Schelling, Goethe og Schiller i sidstnævntes have i Jena i 1794. Fornemmelsen blev dog til en fysisk sanset realitet et par år senere, da hans ”fernweh” førte ham til Sydamerika og vulkanen Chimborazo, der dengang gik for at være verdens højeste punkt. Tæt på dens top kunne han se, hvordan hans antagelser holdt stik: Hvordan floraer og faunaer med de samme klimatiske forhold har samme karakteristika på tværs af geografiske afstande, og hvordan biodiversiteten indenfor et lokalt miljø befinder sig i en balance tilvejebragt af arternes gensidige udvekslinger og afhængigheder. Gennem sammenligninger på tværs af Europa og Sydamerika udtænkte han teorier om klimazoner og isotermer og udviklede sin særlige billedgenre, det såkaldte Naturgemälde, som er en gengivelse af et miljø, der forener naturvidenskab og billedkunst, sproglige informationer og visuelle illustrationer.

Miljøaktivisme

Hvis man skal sætte Wulfs bog i en større miljøfilosofisk kontekst, kan man sige, at blikket fra Chimborazo ud over Andesbjergene på mange måder fik samme effekt på Humboldts verdensbillede, som da James Lovelock mere end 150 år senere så det første billede af jorden set fra rummet, den såkaldte ”Blue Marble”, som inspirerede hans Gaia-hypotese. Lovelock mente, at vi må se jorden som en sammenhængende helhed af organisk og uorganisk, der af sig selv vil opretholde en stabilitet, hvilket dog kun lader sig gøre, hvis mennesket indtager en ikke-destruktiv position i det store netværk. Det var den tankegang, der skulle blive central i den økocentriske naturfilosofi deep ecology - og som stadig dominerer aktivistiske miljøbevægelser.

Ved Valencia-søen i Venezuela noterede Humboldt, hvordan kolonialismens installering af monokulturer såsom pengeafgrøden indigo forarmede miljøet. Samme observation gjorde han omkring den omfattende rydning af skove på Cuba, der blev udført for at gøre plads til sukkerplantager. Humboldt mente ikke, at denne domesticering var den forædlende forvaltning af skaberværket, som oplysningsfilosofferne troede, men snarere en sikkert fremadskridende udpining af det. Længe før nogen så meget som overvejede at tale om det antropocæne, dvs. om mennesket som en geologisk faktor, havde Humboldt påpeget det destruktive ved dets tilgang til naturen.

Wulf beskriver, hvordan den del af Humboldts forfatterskab, der rummer advarsler imod menneskelig udnyttelse af naturlige miljøer, senere blev spidsformuleret af naturalisten og advokaten George Perkins Marsh, der tog på rejser til Mellemøsten for at undersøge, hvordan årtusinders agerbrug havde formindsket biodiversiteten. Kritisk konstaterede han, at »Grådighed former kulturen og naturen« og advarede imod at anvende den gamle verdens metoder i den nye. Den pointe blev efterfølgende gentaget af den skotsk-amerikanske naturelsker John Muir. Efter humboldtsk forbillede foretog han lange vandreture i USA, bl.a. fra San Francisco til Sierra Nevada. Han slog sig ned i den smukke Yosemite Valley, og gjorde det til sit projekt at skærme dalen imod den turisme, der opstod i det sene 1800-tal. I 1892 var han medgrundlægger af The Sierra Club, som i dag er USA’s største græsrods-miljøorganisation. Det var ligeledes med Humboldt i tankerne, at Muir mobiliserede den første storstilede aktivistiske miljøaktion, da den amerikanske forbundsstat ville inddrage et tidligere beskyttet naturområde for at lave en dæmning, der kunne forsyne den guldfeberramte og hastigt voksende San Francisco med vand.

Modernitetens blindgyde

The Invention of Nature er i sig selv et godt eksempel på den metode og det videnskabssyn, den afdækker. Med indføling og fantasi præsenterer den de historiske og naturvidenskabelige fakta i en fortælling, der blander videnskab, biografi, historie, rejseskildring og økologisk filosofi. Samtidig formår bogen at understrege, hvordan Humboldts tanker også er relevante i dag, i vores klimakrisevirkelighed, eller rettere, hvordan en hel tradition af miljøfilosofi og naturvidenskab hviler på hans arbejde.

Humboldts forfatterskab rummer advarsler imod menneskelig udnyttelse af naturlige miljøer

Forestillingen om altings sammenhæng og indbyrdes afhængighed har efterhånden udkonkurreret atomismen som alment verdenssyn i Vesten, men der er, som nævnt indledningsvis, en risiko for at falde tilbage i de gamle dualismer, selvom man forsøger at tænke i sammenhænge fremfor adskillelser. Hvad der måske kan kaldes en påfaldende udeladelse i Wulfs bog er, at på trods af Humboldt og hans åndsfællers bestræbelser på at tænke på tværs og i sammenhænge, så blev 1800-tallet på mange måder atomismens, og ikke holismens århundrede. Det var her, Friedrich Hegel udtænkte sin dialektiske filosofi, der cementerede og videreførte en europæisk tradition for at tænke verden i hierarkiske modsætninger, der stammer helt tilbage fra antikken: ånd står over krop, det ideelle over det reelle. Det er også i det århundrede, naturvidenskaberne spalter sig ud i det moderne samfunds adskilte discipliner, og i det hele taget er det ikke ligefrem holisme, der falder én ind, når snakken falder på vestlig modernitet. Tværtimod er det gerne fremmedgørelse og adskillelse, der fremhæves som karakteristiske for det sene 1800-tal og det 20. århundrede. Det kan muligvis også forklare Alexander von Humboldts fravær i vores samtid. Wulf forklarer den manglende anerkendelse med en generel vestlig modvilje imod alt, hvad der er tysk efter 2. Verdenskrig, men den forklaring virker en smule letkøbt, når man betænker, hvor mange andre tyske intellektuelle, der ikke af den grund er gået i glemmebogen. Måske er det mere sandsynligt, at tanken om altings afhængighed, da den dukker op igen i 1960’ernes og 70’ernes miljøbevægelser, har været fortrængt af atomistisk naturvidenskab så længe, at dens ophav også fortaber sig.

Ser man på de sidste 30 års udvikling indenfor miljøfilosofi, virker det passende at indrømme Humboldts store indflydelse og vende tilbage til hans tekster. Filosoffen Bruno Latour skrev i 1993 i udgivelsen We Have Never Been Modern (opr. 1991), at moderniteten indtræffer, idet mennesket begynder at opfatte sit eget samfund, kulturen, som noget radikalt adskilt fra dets oprindelige omgivelser, naturen. Dikotomien imellem kultur og natur er simpelthen den mentale tankekonstruktion, der skaber det moderne, men samtidig en falsk modsætning, ifølge Latour. Snarere end klare modsætninger består verden af et kontinuum, hvor tingene hænger sammen, påvirker og vokser ud af hinanden. Det er en tanke, der vinder større og større udbredelse, og som i bund og grund er udpræget humboldtsk, fostret i tiden efter kristendommen mistede sit monopol på verdensforklaring, men før modernitetens atomistiske verdensbillede. Derfor kan det være frugtbart at se tilbage på førmoderne skikkelser som Humboldt. De beskæftigede sig med mange af de samme problematikker, som vi står overfor i dag, og kan dels informere de aktuelle debatter, dels forhindre os i at gentage ting, der er sagt både tidligere og bedre, ved at forankre diskussionerne historisk. På den måde kan tidligere tiders naturfilosofi hjælpe os med at se, ikke blot os selv og verden som fænomener, der er dybt indlejrede i og afhængige af hinanden, men også viden som noget, der ikke opstår via radikale brud og uenigheder, men i kollegiale dialoger på tværs af tidslige og geografiske afstande.