Print artikel

De elskede mutanter

The Hunger Games er en eventyrfortælling, der omformer vores naturforståelse. Jennifer Lawrence spiller Katniss Everdeen
Mutantfuglen Mockingjay er ingen Frankenstein, men et fuldgyldigt medlem af verden i The Hunger Games
Essay
08.01.15
I november løb tredje del af den postapokalyptiske og voldsdominerede kærlighedsfortælling Hunger Games over biograflærredet. Fortællingen om teenagejægeren fra distrikt 12, Katniss Everdeen, og hendes kamp mod styret i The Capitol, kan lære os en hel del om vores fremmedgjorthed overfor naturen i dag.

Jeg opdagede den sent. The Hunger Games-triologien. Jeg opdagede den for knap to måneder siden, fordi jeg overfor andre genretriologier har haft en dyb skepsis siden jeg smaskforelskede mig i Ringenes Herre som teenager. Hver søndag tog jeg til rollespil, og tre år i streg var jeg i Imperial for at se den nyeste film. Og ja, jeg har deltaget i et 'Ringenes Herre maraton'. En hel nat i biografsædet, med råben og klappen, hver gang Aragon poserede stoisk.

The Hunger Games er ved sin afslutning, bøgerne er skrevet, filmene produceret, og jeg er overbevist. The Hunger Games er den bedste genretriologi, jeg har set siden Ringenes Herre. Jeg er fan, jeg ser Jennifer Lawrence klip på Youtube, og kan ikke vente til at den sidste del får premiere næste år.

Ved Walden Pond

Indenfor den klassiske økokritik står den amerikanske forfatter Henry David Thoreaus Walden som arketypen på romantisk amerikansk naturskrivning. En poetik, der traditionelt repræsenterer naturen, som noget fuldstændigt adskilt fra den moderne menneskelige værenssfære. Det er udforskningen af, hvad den amerikanske historiker William Cronon kalder »The natural unfallen antithesis of an unnatural civilization that has lost its soul.« Oppositionen mellem by og natur er tydelig, og den amerikanske version er historisk forankret i myten om USA, som naturens nation. Cronon skriver videre om europæiske immigranter, der tog til Amerikas uberørte vider for at opfinde et nyt samfund og lægge afstand til et stadigt mere bureaukratisk Europa, hvor den græske drøm om direkte demokrati for længst var død. Naturen og forestillingen om dens tomhed I USA blev for mange symbolet på større frihed.

Således repræsenterer naturen i Hunger Games for hovedpersonen Katniss Everdeen et rum, hvor hun kan forlade samfundets orden og søge skovens stilhed. Thoreau flyttede ud til den lille sø Walden Pond, som ligger to kilometer uden for hans hjemby Concord, i aversion mod det hastigt udviklende New England. Med sine bare næver byggede han en hytte, med et enkelt rum, der skulle dække alle hans behov. Thoreau var en dedikeret skribent, men fik blot to værker udgivet i sin tid, dog forsatte han ufortrødent arbejdet, og hytten skulle altså agere både arbejdsværelse, køkken og opholdsrum, en simpel men visuel tydelig modstand mod den borgerlige provinsby Concord. Ironisk nok måtte Thoreau leve af hvilke småtjenester, han kunne gøre folk i byen, fordi hans evner for landbrug var elendige. Han var ligeglad med udbytte, fordi han anså det at fokusere på at maksimere produktionen som storlandbrugets største fejl. For Thoreau var naturen fuldstændig adskilt fra det moderne samfund, der udviklede sig hurtigt i den nye verden, og invaderede det lokalsamfund, han elskede. I dagbogen markerede etableringen af toglinjen mellem Boston og Concord en symbolsk baggrundsmusik til et Amerika, der i galop var ved at forlade sin fortælling om det uberørte land og den lille by. For Thoreau var dette et ironisk tab, fordi landbruget blev maksimeret og industrialiseret i den tro, at det kunne frigøre mennesket fra at arbejde med jorden. Mere mad på kortere tid skulle gøre folk friere. Men det bed ikke på Thoreau, nej modsat troede han på, at industrialiseringen af landbruget, udnyttelsen af markerne og den hastigere transport af varer slavebandt folk til ejendom og fri kapitalisme: »It makes but little difference whether you are comitted to a farm or the county jail.« Thoreau søgte væk fra byen og mod den smukke Walden Pond, som han side efter side udødeliggjorde for dens skønhed.

Thoreaus forfatterskab bygger på to grundlæggende idésøjler: den amerikanske forestilling om vildnisset og den europæiske digttradition kaldet pastoralisme. To essentielle teknikker, der kæder ham sammen med Suzanne Collins' The Hunger Games. Pastoralismen er en tradition forankret i det antikke Grækenland og har sin oprindelse i digteren Theocritus. Traditionen har haft en markant betydning for europæisk romantik, og er kendetegnet af en diametralt modsætningsforhold mellem by og land. I den pastorale tradition markerer byen altid ondet. Et sted mennesket må trække sig væk fra. Pastoralismen var derfor vigtig for Thoreau, og hans betydning for dens videre overlevelse i Amerika kan ikke undervurderes. Vigtigere var dog forestillingen om vildnisset. Den er grundmetaforen i meget amerikanske økolitteratur, og har sin historiske oprindelse i Biblen, hvor den bærer modsatrettede betydninger af både trussel og eksil. Mens de første kirkefædre søgte ud i ørkenen efter Gud og væk fra den romerske autoritet, fandt de samtidig Satan i det tørre sand. Vildnisset er i den kristne tradition et sted der bør frygtes, men også udnyttes. Således skabte de bibelske fortællinger en dualisme mellem natur og menneske, hvilket dominerer forståelsen i dag, fulgt på vej igennem historien af forfattere som John Stuart Miltons Paradise Lost og den videnskabelige revolution. Naturen skal frygtes af og underlægges mennesket.

Thoreau står og vipper mellem disse positioner. På den ene side flygtede han ud i naturen, men så yderligere en forsyningskilde i dens eksistens. Han troede ikke på storlandbrug, men han måtte overleve. Det problematiserer hans idé om at være fuldstændig fri. Han var ikke en del af naturen, men lavede derimod optegnelser over mængden af ressourcer i sit område. Et begreb Martin Heidegger har kaldt for Bestande - en idé der referer til, hvor meget tømmer en skov indeholder. Naturen er fuldstændigt adskilt fra mennesket og tingsliggjort. Det er denne kløft som karakteren Katniss Everdeen modarbejder i The Hunger Games.

Mutantfuglen Mockingjay er ingen Frankenstein, men et fuldgyldigt medlem af verden i The Hunger Games


Et andet sted at stå i verden

I den amerikanske postmoderne teoretiker Timothy Mortons bog Ecology Without Nature skriver han om en ny position for den naturorienterede litteratur. En position, der står et sted mellem subjekt og objekt, som opløser vores kristent forankrede position og giver os en chance for at gøre noget ved den hastigt udviklende klimakatastrofe. Han arbejder imod alle tidligere økokritiske idéer om mennesket, som enten en varig forureningskilde eller som naturområdernes beskytter. Et essentielt begreb for Morton er Dark Ecology, der i sin essens betyder, at vi må værdsætte ikke blot den sublime og smukke natur, som Thoreau, hvilket var hans største fejl, men også den muterede, giftige og farlige natur. Vi må værdsætte det mørke og beskidte. Vi må holde op med at tale om naturen, som noget isoleret smukt og sublimt. Det skal for Morton være en anden måde at forstå vores økosystemer på. En forståelse som Suzanne Collins' hovedperson personificerer.

Collins skriver om en verden, der har været kastet ud i et scenarie med verdensomspændende konflikter, omfattende naturkatastrofer og sammenbruddet af den eksisterende verdensorden. Befolkningen er nu inddelt i distrikter, hvor man lever i mindre byer, hvor ressourcer forarbejdes og forædles, for derefter at blive sendt til centraladministrationen i The Capitol. Landet er delt op mellem hovedstad og provins, hvor naturen kun er en ressource, og ligner Heideggers idé om Bestand. Byerne er omkranset af et strømførende hegn, og al færdsel i de ubenyttede skove er ulovlig. Naturen er ikke blot en ressource, men afspejler stadig for befolkningen et sted der bør frygtes. The Capitol viderefører adskillelsen mellem menneske og natur, som kommer fra bibelens naturforståelse. Den brugbare natur skal underlægges og den ”vilde” skal frygtes. Det er doxaen som The Capitol repræsenterer.

Hovedpersonen i The Hunger Games, Katniss Everdeen, er en erfaren vandrer i skovene, der er ulovlige at færdes i. Hun er opdraget af sin afdøde far, der selv jagede ulovligt i skovene og som har videreført sin viden om naturen til sin datter. Hendes forhold er baseret på den klassiske pastorale tilbagetrækningsfigur: »The woods have always been our place of safety, our place beyond the reach of the Capitol, where we're free to say what we feel, be who we are.« For Katniss repræsenterer skoven altså noget helt andet end blot tømmer eller fare, det er her hvor sproget kan flyde frit, og hvor man kan føle hjemlighed i det. Bruge det til, hvad man vil. Vildnisset er stadig bedre end byen. Begge ser skoven som en mulig retræte, men det der gør Katniss så aktuel i en ny naturforståelse er hendes fascination af den muterede fugl The mockingjay.

Mutanterne er her

Landbruget og videnskabens fremskridtsbesættelse som Thoreau afskyr i Walden er på alle måder kommet ud af kontrol i The Hunger Games. Arter er blevet muteret, miner graves i mange kilometers dybde og naturen kan manipuleres elektronisk. Bøgerne og filmenes narrativ er bygget omkring The Hunger Games, en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor hvert distrikt skal bidrage med to unge mennesker, der alle skal kæmpe mod hinanden til døden. Katniss bliver udvalgt og triumferer i legene ved at alliere sig med drengen Peeta fra sit eget distrikt, ved at fremstille hinanden som det klassisk elskende par, der nu ikke kan få hinanden, og er villige til at gå i døden for deres kærlighed. Det vinder dem tilskuernes sympati, og de går begge ud af arenaen som sejrende. Collins leverer en sønderlemmende mediekritik, og hendes egen katalysator for fortællingerne dæmrer i baghovedet. Idéskelletet til The Hunger Games, blev udviklet en sen aften, hvor hun zappede mellem forskellige realityshows og en igangværende konflikt i Mellemøsten. Fremkomsten af billederne fik hende til at tænke over problemet med at se og med autenticitet.

Hvilke konflikter opfatter vi som reelle, og hvilke er for langt væk fra vores virkelighed til, at vi kan forstå dem. Kan et drama mellem to unge smukke dansktalende personer, røre os mere end den dødelige vold i Syrien eller lad os sige, den mere usynlige i Congos konfliktminer? Hendes tanker stiller spørgsmål til det amerikaneren Rob Nixon har kaldt Slow Violence. Fatter vi, hvad vi ikke ser lige foran os? Forstår vi det, der strækker sig over lang tid eller det der udspiller sig langt væk på tværs af tid og rum? Katniss og Peetas problem er ligeledes visuelt: De har på landsdækkende TV forbrudt sig mod spillets regler, hvilket The Capitols ledere ikke sætter pris på, fordi de viser, at det er muligt at gøre oprør mod den undertrykkende hovedstad. De gør modstanden synlig og udvikler sig til en fortælling om en oprørsbevægelse, som Katniss modvilligt bliver leder af. Hvad der er interessant er opstandens symbol: den muterede fugl The Mockingjay. Katniss er særligt glad for den, fordi den leder hendes tanker hen på hendes far. Denne muterede fugleart er et direkte resultat af en afsporet videnskab, hvor The Capitol har udviklet den allerede eksisterende mulighed for at krydsparre dyrearter. De kunstigt frembragte Jabberjays, og dennes evne til at optage menneskers lyde, skulle bruges af the Capitol mod et tidligere oprør, til at indsamle information om rebellernes planer. En slags flyvende papegøjemikrofoner. Desværre gik forsøget galt, og fuglene blev sluppet fri, for derefter at parre sig med den almindeligt forekommende Mockingbird. En ny art blev skabt: the Mockingjay. De mistede evnen til at gengive ord, men bevarede evnen til at gengive hele melodier. Katniss og hendes far sang med fuglene. En bånd mellem den muterede, krydsparrede art og menneske opstod. The Mockinjay er trods sin kunstige oprindelseshistorie ingen Frankenstein, men et helt omverdensmedlem i The Hunger Games. For Katniss bor arten intimt i hende, den er et elsket minde, fordi hun erindrer sin far, når hun synger med dem. Frem for at tage afstand som Thoreau gør fra al kunstigt frembragt, tager hun fuglen ind i hendes og litteraturen mest intime sfære: erindringen. Hos Katniss er der ingen klar frygt eller afsky for videnskaben, som hos Thoreau, ej heller en fremmedgørelse overfor skoven, vildnisset eller naturen generelt. Hun færdes i begge områder, og står midt i mellem hendes landsby og skoven. Mortons begreb om Dark Ecology lever i Katniss Everdeen.

The Hunger Games er en eventyrfortælling, der omformer vores naturforståelse, som skriver på en kristen dualisme mellem vildnissets trussel og dens løfte om frihed. Fortællingen anerkender dennes eksistens, men viser en vej ud, en vej videre, hvor »The toxic wasteland« eller genmanipulation har en lige så stor rolle at spille, som William Wordworths sublime Lake District og Thoreaus idylliserede Walden Pond. Collins skriver sig frem mod et nyt økosystem, hvor vi lader vores idé om den uberørte natur forsvinde, hvor der ikke findes nogen endelig forklaring af naturen. The Hunger Games peger selvfølgelig som Thoreau stadig på en problematisk adskillelse, symboliseret i det elektriske hegn, der omgiver alle byerne. En adskillelse fra naturen der gør, at mennesket i dag hovedsageligt forstår naturen som områder. Steder vi tager hen for at opleve den. The New York Times tidligere postkoloniale haveklummeskribent og forfatter Jamaica Kincaid har en vigtig pointe, der handler om, at vi må holde op med at se naturen som et sted, der enten skal beskyttes eller nydes. Naturen og især skoven i hendes artikler, har i sin nydelsesposition en stærk europæisk oprindelse, men hvis man ser på romaner og poesi forankret i slavetiden, får skoven en hel anden betydning: Det var ikke fredens sted, for slaver, men sted der minder om flugten fra blodtørstige hunde og deres ejere. De amerikanske træer var langt mere frygtindgydende. Som digteren Ed Robertsen udtrykte det: »American trees had ropes in them.« Dette afslører som, William Cronon også har gjort, at den sublime, hellige, idealiserede, menneskeforladte natur er en konstruktion. En konstruktion, der må forlades, fordi den gør det umuligt at se, hvad der egentlig er. Den isolerer Savanen i Tanzania til at være et sted, hvor europæere kan tage på safari, selvom store dele af områderne er genstand for aktivitet og bosted for mennesker. Med den nuværende jomfruelige forestilling bliver al brug og færden i naturen misbrug, hvilket er helt umuligt. Hvad Katniss Everdeen repræsenterer og hvad Timothy Morton taler for, er, at naturen er her hele tiden. Kirkegården udenfor mit vindue er lige så meget en del af systemet som den dybe skov. Derfor bevæger Morton sig også langt videre end 70'erne dybdeøkologiske kritikere, der var ekstremt lokalpatriotiske, og hvis tanker i dag kan spores i Kinas et-barnspolitik. For mange mennesker på jorden er naturligvis et problem, men ved at se al aktivitet som forurening mister mennesket sin plads i verdenen. I stedet må man forstå det som et hele, selv det trehovede får og den boblende losseplads. Forurening er noget skidt, men det er en natur bag lås og slå så sandelig også.