Print artikel

Gammeltestamentlig vrede

Christian Bale som bibelsk krigerhelt i Ridley Scotts action-version. Foto fra filmen
Anmeldelse
31.12.14
Få bibelhistorier er så pakket med action og mirakler som Anden Mosebogs fortælling om, hvordan Moses førte det hebraiske folk ud af Egypten. En historie fyldt af græshoppesværme, byldepest, kæmpehagl, uigennemtrængeligt mørke og et hav, der deler sig i to, er selvsagt et oplagt forlæg for en storfilm.

Det gamle testamente er helt klart mit yndlingstestamente. Der er noget fascinerende ved, at der ikke bliver fedtet så meget rundt i skyld og tvivl og metafysik, som vores moderne, lutheranske kristendom ellers kan have for vane; Gud griber hele tiden og med største selvfølgelighed ind i verden, skaber vilde naturfænomener og magi og mirakler, og han har noget af et temperament. Gud bliver hidsig, somme tider på sine egne tjenere, men selvfølgelig også, og især, på fjenden, egypterne. Deraf, formodentlig, udtrykket 'gammeltestamentlig vrede', som bruges om en særlig kras type vrede med voldsomme konsekvenser. Altså konsekvenser som for eksempel de klamme og overvældende, plagsomme sygdomme og insektsværme og haglstorme, som Gud lader vælte ned over Egypten. Fortællingen om Moses og jødernes udvandring fra Egypten er bare en god historie. Moses, der er født hebraisk, vokser op ved det egyptiske hof, flygter ud i ørkenen, hvor han stifter familie og hvor Gud åbenbarer sig for ham i form af en brændende busk. Og så går det for alvor løs med pest og plager over Egypten, folkevandringer og dramaer i stor skala.

Fordi det er så fyldt med action og spændende historier, er der masser af godt filmstof i det gamle testamente, hvilket Hollywood for tiden er godt i gang med at genopdage. Tidligere på året kom Darren Aronofskys Noah, hvori Russell Crowe spiller en Noah, som både er profet og verdens første doomsday prepper. Mosesfortællingen har også været filmatiseret ind til flere gange før. Den store klassiker er De Ti Bud med Charlston Heston i hovedrollen som en klassiske helte-Moses, befrier og udøver af retfærdighed. Og der er Prinsen af Egypten (som jeg så på VHS så mange som barn, at båndet blev slidt op og billedet begyndt at flimre) hvori Moses går fra at være en forkælet egyptisk prins uden blik for konsekvenserne af sine handlinger, til at være en hollistisk orienteret fårehyrde/nomade/prædikant, der nok helst var blevet ved med at vogte får, hvis ikke det var for Guds insisterende kald. Dertil kommer diverse TV-film og miniserier. Nyeste skud på stammen er så Ridley Scotts ExodusGods and Kings, en sværd-og-sandal-film med Christian Bale i hovedrollen som en særdeles stoisk og krigerisk Moses.

I Scotts version er der fuld knald på effekter og kampscener. Det synes mest at være filmens største interesse at skabe en slags akkumulationsbilleder, hvori vi ser en sværm af tusindvis af soldater/frøer/fluer/jøder bevæge sig gennem en byggeplads/ørken/flod/paladshal. Meget tid bliver brugt på at krydsklippe mellem dronebilleder af soldater, der styrter frem mod hinanden, og tumultariske nærkampsskud, hvor folk bliver spiddet og kørt over af stridsvogne. Med lyden af pauker i baggrunden. Og det er da flot og det er da ulækkert med alle de sværme.

Filmens anden store interesse er, at den har Christian Bale i hovedrollen. Der lægges enorm vægt på ham som Moses, så meget, at de fleste birollers rolle primært består i at nikke når de voksne (læs: Christian Bale) taler. Den eneste anden rolle, der for alvor får plads, er Joel Edgerton som Ramses, der i øvrigt spiller udmærket. Plagerne og landskaberne er flotte nok – det halter straks mere med at få skabt en spændende fortælling og en forståelig Moseskarakter.

Hvem er Moses?

Netop fordi Exodus er så pakket med action og drama, står og falder det hele med, om filmen formår at skabe en troværdig og spændende Moses. Hans rejse fra at være egyptisk prins til hebraisk frelser, hans udvikling som karakter og hans profetiske kald skal danne den røde tråd og bringe os fortællemæssigt sikkert igennem al den lirede magi og højspændte, bibelske drama. Her har Ridley Scott og hans manuskriptforfattere, som de andre Moses-filmskabere, selv måttet fortolke og udvidde bibelhistorien, for som de fleste, der har læst det gamle testamente, sikkert har erfaret, er der i selve bibelteksten ikke tænkt så meget i karakterkonsistens og psykologisk realisme. I Anden Mosebog finder man for eksempel ingen beskrivelse af, hvordan Moses finder ud af, at han ikke er egypter, eller om det overhovedet er noget, der har været holdt hemmeligt for ham.

I Exodus er Moses først og fremmest general i den egyptiske hær, og som karakter er han tilskrevet mange af de, hvis man skal bruge et lidt kedeligt udtryk, klassiske mandlige dyder: han er magtfuld, logisk tænkende, stærk, pragmatisk og voldelig. Han er opvokset i den tro, at han er Faraos nevø, og har et tæt, næsten broderligt forhold til den kommende Farao, Ramses. I filmens første scene udfører en af paladsets ypperstepræstinder et spådomsritual, og vi forstår, at Moses finder spådommen latterlig og overtroisk. Gennem filmens første del bliver det klart, at Moses opfatter sig selv som en form for ateist. Det er det første i en lang række pointeringer i begyndelsen af filmen af, at Moses er anderledes end hans egyptiske familie. For eksempel er han altid klædt i groft, mørkt tøj, mens Ramses og de andre egyptere er klædt i hvidt og guld, uden at man rigtig forstår, hvorfor Moses har sin helt egen, ikke så egyptiske, tøjstil.

Og det er allerede her, det begynder at mudre til med Moseskarakteren i Exodus. For det første fordi det, at Moses allerede fra starten skiller sig markant ud fra egypterne, gør det til en svagere konflikt, at han skal forlade dem, som han jo ret beset har opfattet som sin familie hele sit liv. Og fordi han, med få og meget befriende undtagelser, pendulerer mellem bare to udtryk, stotisk ro og vrede, er det svært at finde ud af, hvordan han selv opfatter de omvæltninger, han udsættes for.

For det andet er der det med ateismen. Og det er her, filmen for alvor knækker. For helt ærligt, hvordan i alverden skulle Moses være blevet ateist i det gamle Egypten? Hvor skulle han have fået ideen om ”rationalitet” kontra ”overtro” fra? Hele kongefamilien, som han er en del af, bruger masser af tid på at ære deres guder og lytte til ypperstepræster og drikke helligt gåseblod, så hvordan han har fået den idéen til at praktisere en fornuftsbaseret, sekulær ledelsesstil, har jeg svært ved at forestille mig. Og det vil filmen heller ikke hjælpe mig med at forstå. For spørgsmålet om tro og tvivl, eller den opfattelse, at religion overhovedet er et spørgsmål om at man skal tro på, at guderne findes, er af langt nyere dato end det gamle testamente. Gud er i det gamle testamente gud for det jødiske folk, og eksistensen af magi og mirakler var ikke noget, nogen endnu har fundet på at stille spørgsmålstegn ved. I Exodus lægger Scott en moderne konflikt ned over et stof, hvori den ikke passer ind og ikke kan give noget til fortællingen. Og det ligger til langt inde i filmen hen over Moses' overgang fra egypter til hebræer som en underlig hinde af distance, der gør andre konflikten og følelserne sværere at få øje på.

Overflødige kampe

Da Moses har fået sin åbenbaring fra Gud, som optræder i skikkelse af en lille, vred dreng, vender han tilbage fra ørkenen for at befri jøderne. Hans første træk er at begynde at træne dem til at være guerillasoldater. Han er hærfører, det er det han kan. Træningen vises i en montage, under hvilken denne anmelder kun kunne sidde tilbage og tænke: hvor fik de slaver pludselig våben fra? Og heste? Og tid til at træne at skyde med bue og pil fra hesteryg?

Selv hvis man ser bort fra sådanne åbenlyse usandsynligheder, virker det underligt at transformere netop denne fortælling til en krigsfilm med træning, hærførere og soldater, fordi krig og kamp virker som vage forspil, når man som publikum ved, at guds vrede i form af ti plager alligevel vil ramme egypterne om lidt og gøre eventuelle sværd- og spydkampe overflødige.

Både konflikten omkring tro og tvivl, og idéen om at lave Mosesfortællingen om til en klassisk krigsfortælling, synes at være forsøg på at gøre fortællingen spiselig for et moderne, sekulært publikum. Vi er vant til krigsfilm, til et folk mod et andet, de gode mod de onde, og vi er vant til tvivlende knudemænd som hovedpersoner. Men for mig at se er det malplaceret og forvirrende, både fordi de virker henholdsvis anakronistiske og usandsynlige og skaber rod i fortællingen, men også og især fordi historien om Moses passer uhyre dårligt til at blive strømlinet og faktisk er virkelig spændende netop fordi den er forskellig fra moderne krigsfortællinger. Jeg savnede, at den enten tog sit udgangspunkt alvorligt eller gik helhjertet ind i en nyfortolkning. Eller som minimum, at der havde været plads til bare en smule selvironi.

Og så er der det med hudfarverne...

Et sidste og ret irriterende problem for filmen er, at når nu den handler om henholdsvis ægyptere og jøder, er det bemærkelsesværdigt, at stort set alle talende roller er besat af europæiske og amerikanske skuespillere, der har fået så meget bronzepudder og støv i ansigterne, at det nærmer sig blackface. Til gengæld er der masser af afrikansk- og mellemøstligt udseende statister. Det havde været klædeligt at ryste posen lidt mere.

For en film, der lægger op til at være et actionbrag, forventer jeg ikke nødvendigvis nuancer, kompleksitet eller spændende dialog (selvom den slags efter min mening sjældent skader). Men jeg forventer altså at kunne forstå hvad der foregår og jeg forventer, at filmen giver mig indblik i, hvad der motiverer karaktererne. Det formår Exodus desværre ikke. Men vrede er der trods alt masser af, især i filmens sidste del, både fra Guds, Moses' og Faraos side, rigtig ond, led og særdeles gammeltestamentlig vrede. Så hvis man skal se filmen for noget, må det være for at få lov til at svælge i rigeligt dårligt humør.