Print artikel

Billeder af en voldsmanifesterende arkitektur

'The Day We Saw Nothing in Front of Us' af Yazan Khalili
Interview
02.02.18
Den palæstinensiske kunstner Yazan Khalili bruger bevidst blindhed som metode til at se. Hans fotografier undersøger et poetisk rum, der kan afdække arkitektur som voldsudøvende. ATLAS har mødt ham i forbindelse med hans første udstilling i Danmark.

Yazan Khalili (1981) har siden 2004 arbejdet som billedkunstner og er bl.a. optaget i samlingerne hos British Museum, Sharjah Art Foundation og Imperial War Museum i London. Han er oprindelig uddannet arkitekt fra Birzeit universitet på Vestbredden, men har siden taget en MA i Research Architecture fra Goldsmiths universitet i London og en MFA fra Saandberg Institut Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Han er daglig leder af Khalil Sakakini Cultural Centre, underviser på Al-Quds Bard College, og arbejder som kurator og projektleder på kunst- og kulturprojekter. Han er bosat i Ramallah.

-Du har en bredt favnende praksis og baggrund. Hvordan vil du definere din praksis, og hvad vil du fremhæve som det centrale i dit virke?

»Jeg betragter min praksis som en praksis i kultur, der manifesterer sig i forskellige discipliner: billedkunst, kulturledelse, undervisning, skribentvirksomhed, snarer end eksklusivt monodisciplinært som eksempelvis billedkunstner. Men som billedkunstner er jeg dybt forankret i det visuelle gennem undersøgelser af, hvad er et billede? Hvordan produceres det? Hvordan virker det i verden? Hvordan ser vi billeder? Fremfor at bruge den præcise billedlige gengivelse som en måde at italesætte det politiske, undersøger jeg i stedet det politiske aspekt i billedets tilblivelse, og i opfattelsen af billedet. Det er en undersøgelse af hvad er der at se, og hvad betyder det, at det er netop dét, vi kan se. Eller ikke se.«

-I dine værker som eksempelvis 'The Day We Saw Nothing in Front of Us' og 'Landscape of Darkness' bruger du en nøgtern dokumenterende æstetik, samtidig med, at dine værker handler om ikke at se, det de viser, for at se, det de ikke viser – kan du fortælle lidt om denne subversive tilgang til billedet som repræsentation?

»Jeg ønsker ikke at bruge billedet som en måde at konstruere en direkte repræsentation af et politisk problem, men stiller i stedet spørgsmålet: Hvad betyder en sådan repræsentation? Måske repræsentationen i sig selv er en forlængelse af problemet, snarere end en kritisk undersøgelse af det? F.eks, hvis jeg vil bruge et billede til at tale om Palæstina og muren, så skal billedet måske ikke være af muren, men netop være ikke af muren. Som f.eks. da jeg begyndte at fotografere bosættelser - her begyndte jeg at tænke over: Hvad sker der, når man placerer denne bebyggelse i et fotografi? Det bliver et billede af en voldsmanifesterende arkitektur, men en arkitektur der i sig selv ikke visuelt repræsenterer den vold, den rent faktisk udøver, så spørgsmålet for mig blev, hvordan får jeg billedet til at tale om den vold? Grebet for mig blev at kradse bosættelserne ud af billedet, og ved den voldelige handling udkradsningen er, lade billedet fortælle om arkitektur som voldsudøvende, og samtidig aftvinge billedet den vold det i første omgang repræsenterede. Så på den måde lykkes det billedet både at afsløre og udradere i samme greb. Alt hvad du ser omkring dig på den besatte vestbred, er en visuel manifestation af konflikten: husene, murene, vejene, og hvad jeg forsøger at gøre, er at stille spørgsmål ved denne manifestation, bevæge mig omkring den og betragte hvad jeg ser, eller ikke ser. Jeg er meget interesseret i blindheden som metode, hvor det faktum, at du ikke ser noget, kan åbne din måde at se på, sommetider ligefrem understøtte din evne til at se. Hvis du bliver for familiær med en repræsentation, hindrer det din formåen at handle, at tænke forbi repræsentationen, forbi nu’et.«

-Som den aktivt selvvalgte blindhed du taler om i dit essay 'Regarding the Pain of Oneself'?

»Ja, netop, historien om min vens mor, der kører på motorvejen som løber langs med Muren, og selvom den er det eneste synlige i hendes siderude, insisterer på ikke at kunne se den. Det er som et blindt felt i synsfeltet, som jeg betragter både som noget fysisk – hun er så tæt på muren, at hun reelt ikke kan se dens udformning, men også som noget politisk i blikkets nægtelse af at anerkende dens tilstedeværelse, og det er i dette blikkets blinde felt, at poesien opstår. Mange af mine værker handler netop om at finde og skabe sprækker og blinde felter, for at modstå fastlåsthed i en visuelt manifesteret repræsentation.«

-Dine værker har gennemgående en tydeligt subjektiv positionering, som de betragter fra, undersøger og bevæger sig med. Kan du fortælle lidt om din arbejdsmetode og din brug af det personlige narrativ?

»Min arbejdsmetode indebærer ikke objektiv research af en problemstilling eller et tema, i stedet placerer jeg mig selv i omgivelser og situationer, som jeg indsamler materiale fra gennem fotografi, lydoptagelser etc, og på samme måde er min personlige oplevelse af situationen eller problemstillingen en måde for mig at undersøge den på, at afsøge og åbne for poetiske rum i en ellers hårdt opspændt situation. Det er en måde at placere mig selv, ikke som privatperson, der oplever subjektivt, men som et medium, der indtager en position, som kan skabe muligheden for et kollektivt andet blik på en situation. Her arbejder jeg også med at acceptere umuligheden i repræsentationen. Jeg forsøger ikke at gengive konflikten, men indarbejder helt tydeligt og bevidst en uformåen, et fejlslagent forsøg på at kunne gengive. Ikke fordi jeg forsøger at undgå at se den, men denne uformåen, er også et udtryk for umuligheden af virkelig at kunne forstå, og eksistensen af denne umulighed elsker jeg og indarbejder jeg i mine værker. Denne uformåen at skabe logisk mening med det, der omgiver dig, skaber på en måde en dokumentation med indbygget fiktion i sig, og det er denne uformåen og fejlslagenhed i at kunne forstå og gengive præcist, der giver det poetiske rum og muligheden for det kollektive blik, det Personlige Vi, som jeg forsøger at få frem i mine værker.«

-På Kunstforeningen Gammel Strand viser du tre værker; de nyere 'Apartheid Monochromes' og 'Robbery in Area A', og så et helt nyt videoværk, 'All the Images Looked Real', hvor du synes at åbne et nyt aspekt af dine undersøgelser?

»Værket er første blik, første skridt ind i en ny tematik jeg arbejder med: Det digitale arkiv over et katastrofalt historisk øjeblik. Jeg er meget interesseret i, hvordan det digitales udsathed for manipulation ophæver originaliteten, og hvad dette har af betydning for historiske billedarkiver. Alle billeder vi ser på internettet er virkelige på en måde, selv hvis et billede er fotomanipuleret har det sit øjeblik af sandhedsbærende repræsentation, i den tid det vises på internettet – Og hvad betyder det for hukommelsen om et katastrofalt øjeblik i historien? Mister det sin mening? Sin forbindelse til virkeligheden, både historisk og i nuet? Det er et spørgsmål jeg blev interesseret i, da jeg blev bedt om at kuratere en udstilling med UNRWA-arkivet, som i øvrigt er under pres fra Trump i øjeblikket. Den samling jeg arbejdede med er kun tilgængeligt digitalt, og det fik mig til at overveje forestillingen om originalitet, når der ikke længere er en materiel oprindelse. Ideen om originalitet kollapser på en måde i den digitale verden, hvilket samtidig blev en kritisk kommentar for mig til det palæstinensiske narrativ om at være de originale, de første bosættere – det bliver en ligegyldig hævdelse, når fundamentet for fortællingen af vores historie, fundamentet for vores kollektive hukommelse, mister sin originalitet, sin oprindelse. Det bliver en myte du ser på, en fiktion. Alle i hele verden kan tilføje og ændre på narrativet, du har ikke længere kontrol over det. Det bliver åbent i så høj grad, at du mister evnen til at tale gennem det, og på den måde opstår der en krise i selve narrativet.«

-Dine undersøgelser tager ofte udgangspunkt i konkrete samfundsmæssige problemstillinger, som du møder i dine omgivelser, bearbejdet fra en eksistentiel vinkel fremfor teoretisk udforskning. Betyder denne forankring, at du ser dig selv som aktivistisk i dit kulturelle- og billedkunstneriske virke?

»Det er helt bestemt de eksistentielle problemstillinger der interesserer mig, men aktivistisk, det tror jeg ikke, jeg vil kalde mig selv, trods jeg leder en af Palæstinas mest aktive kulturinstitutioner, hvilket helt sikkert er politisk i den forstand at det kræver en masse forhandling, valg og vurdering ift ressourcer, samarbejdspartnere, udstillingsengagementer, osv, og i øvrigt er et ledelsesarbejde jeg udfører på frivillig basis. Men for mig er det en helt naturlig forlængelse af mit kunstneriske og intellektuelle virke. Jeg oplever, at der eksisterer en opdeling mellem kulturelt virke og kunstnerisk virke, men jeg mener at de burde arbejde mere sammen. For mig er det meget værdifuldt både at udvikle mine egne kunstneriske projekter og samtidig være i kontakt med en bred flade af andre kulturengagerede i Palæstina, og lade det individuelle kunstnerprojekt eksistere parallelt med det kollektive arbejde for hvordan vi bedst udvikler den palæstinensiske kulturscene. Det er mig en umulig tanke at skulle sidde alene, udelukkende optaget af min egen billedkunstneriske praksis, ligesom jeg heller ikke kan forestille mig udelukkende at skulle fungere som leder af en kulturinstitution, f.eks.«

-Du har også stået bag en af Ramallahs mest hypede barer, Beit Aneesah. Har den slags entreprenante projekter en sammenhæng i et multidisciplinært virke?

»Haha, ja, det er måske mere et projekt der hørte en anden alder til, et andet sted i livet. Men Ramallah var også en anden by den gang vi startede Beit Aneesah i 2010. Der var en livlig undergrundsscene, mere vanvid og selv-organisering, hvor byen i dag er blevet mere fortættet og kommercialiseret, og det er blevet sværere at finde de skjulte lommer af uudnyttet plads at udfolde den type projekter på. Kunstscenen er blevet mere institutionaliseret og tiltagende rykket ind i gallerier, og bærer dermed mere præg af en kommercialisering af det kulturelle. Det er noget vi aktivt arbejder med på XX, hvor vi forsøger parallelt at konstruere og dekonstruere institutionen for at bevare en porøsitet, der muliggør et kritisk miljø og åbenhed overfor forandring.«

-Du har en række internationale solo- og gruppeudstillinger bag dig og snart skal du udstille på MoMa i New York. Hvordan modtages dit arbejde i palæstinensisk kontekst?

»Som billedkunstner er det begrænset, hvor mange steder man kan udstille i Palæstina. Der er få ressourcer både i form af udstillingssteder og finansiering, og man kan sige at den multidisciplinære tilgang til min praksis også er en omgåelse af de begrænsninger. Men samtidig betragter jeg mine kolleger i Europa, hvor det er muligt at arbejde udelukkende som kunstner, hvilket er en fin model, men også virker lidt kedelig. Jeg kan lide at arbejde bredt i det kulturelle felt, og synes om udvekslingen mellem forskellige discipliner, former og indhold, hvorfra en samlende diskurs gradvist udvikler sig.«