Print artikel

»At være kritisk kan nogle gange være den mest venskabelige gerning«

Bosættere i nærheden af Yitzhar kaster sten med israelske soldater som tilskuere. Foto: Yesh Din/Active Stills
Michael Sfard med kollegaen Emily Schaeffer Omer-Man fører sager ved den israelske højesteret. Foto: Yesh Din
Interview
03.11.14
Israels mest prominente menneskerettighedsadvokat arbejder for at forandre forholdene på Vestbredden ved at bearbejde systemet indefra. I anledning af udenrigsminister Martin Lidegaards besøg i Israel, spurgte vi ham, om han kunne give et par gode råd til ministeren.

»Hvis man tror, at ens gode ven er alkoholiker, giver man ham ikke mere alkohol. Man prøver at konfrontere ham og foretager en intervention for at redde ham.«

Ordene er Michael Sfards, en af Israels førende menneskerettighedsadvokater. Til daglig arbejder han fra sit kontor i det sydlige Tel Aviv på at udfordre israelske politikker på den besatte vestbred. Til det formål har han stiftet sit eget advokatkontor, hvorfra han fører sager på vegne af palæstinensere ved den israelske højesteret. ATLAS fanger han på en skype-forbindelse for at høre et israelsk perspektiv på menneskerettighedssituationen i Israel og for at få Sfards råd til, hvad Danmark sammen med resten af EU kan gøre for, at  - som Sfard selv udtrykker det - »hjælpe Israel med at hjælpe sig selv.«

Michael Sfard har taget et personligt valg. Han har besluttet at dedikere sin karriere som advokat til at kæmpe for de mennesker, hvis liv påvirkes af den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier. Flere gange har Sfard vundet principelle sager, men der er stadig lang vej endnu, før Sfard kan se det Israel han drømmer om udfolde sig. Sfard understreger, at hans kritik af Israels besættelse ikke er et forsøg på at underminere den stat, han er født og vokset op i. Som han siger: »Jeg taler i første person flertal, når jeg taler om Israel. Jeg er israeler, jeg er født her og har boet her hele mit liv. Jeg gør hvad jeg gør, fordi jeg tror på, det er godt for mit land. Alt hvad jeg siger, er ud af bekymring for Israels fremtid. Det er svært for mig at sige de her ting, men jeg er nødt til det. Hvis jeg ikke siger det mens tid er vil jeg ikke kunne tilgive mig selv på et senere tidspunkt. Selvom det er grimt.«

Sfards tilgang er unik fordi han bestræber sig på at udfordre forholdene i de besatte områder indefra.

-Kan du beskrive, hvordan det som menneskerettighedsadvokat er at arbejde i det israelske juridiske system og samtidig prøve at udfordre det?

»Alle de politikker og praksisser, vi ser brugt på Vestbredden overfor palæstinenserne, er alle udført på et juridisk grundlag eller med juraen som metode og påskud. Ethvert aspekt af regimet på Vestbredden er lovgivet og sanktioneret af det israelske juridiske system. Dommere, regerings- og militæradvokater samarbejder alle for at opretholde besættelsen.«

»I forhold til mit eget arbejde, kan jeg sige, at nogle sager har været i stand til at lette nogen smerte fra palæstinenserne, og jeg har flere gange fået afvist visse praksisser som selv retten har fundet for arbitrære. Heri ligger der naturligvis et stort dilemma: Burde jeg arbejde sammen med denne her juridiske regeringsarm og derved give systemet legitimitet, herunder de PR-redskaber man har brug for at kunne sige rundt i verden ”Israel er et retssamfund og palæstinenserne har rettigheder.” Alternativet er, at jeg trækker mig og siger, at jeg ikke vil ikke bruge besættelsesmagtens system. Men det betyder så, at der vil være folk, der ikke vil få deres olivenlund tilbage eller blive genforenet med deres partnere. Som menneskerettighedsadvokat mener jeg, at jeg er bundet til mine etiske forpligtelser til at gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe mine klienter. Jeg mener ikke, at jeg kan tillade mig at fortælle palæstinensere, at de ikke skal gå i retten for at få deres rettigheder opfyldt.«

Apartheid-analogien

Israel, indenfor 1967-linjerne, er ifølge Sfard, stadig et fungerende demokrati, der opretholder basale frihedsrettigheder. Han forklarer, hvordan Israel bevæger sig mod mod et »mere teknisk demokrati« i stedet for at være et demokrati baseret på menneskerettigheder. »Der er voldsomme problemer med diskrimination mod palæstinensiske israelere, palæstinensere med israelsk statsborgerskab, som har ret til at stemme og blive valgt. Det har ofte ført til ophedede diskussioner, når karakteristikken ”apartheid-stat” er blev anvendt om Israel. Sfard kalder debatten »en smule forvirrende,« fordi man ofte bruger betegnelse uden at klargøre, hvilket område man refererer til.

»Internt synes jeg, at Israel har mange, mange problemer. Men jeg synes ikke, at en sådan diskrimination når standarden for forbrydelsen apartheid,« fastslår han. Med på Vestbredden er det en helt anden sag.

»Det er dybt pinligt for mig som israeler, og jeg bliver desværre nødt til at sige, at vi i de besatte områder opererer et regime, som kontrollerer to samfund – palæstinensere og israelere – som differentierer mellem de to og underlægger dem forskellige lovsæt, to forskellige styresystemer, og gør alt for at adskille de to. På Vestbredden har vi nået et punkt, hvor vi ikke kan undslippe apartheid-analogien. Fra et juridisk perspektiv, er apartheid en veldefineret forbrydelse. Det er en forbrydelse, der udtrykker en realitet, hvor en gruppe dominerer en anden gruppe, systematisk undertrykker den, og diskriminerer imod den – og gør alt for at opretholde den dominans. Modstandere af apartheid-analogien påpeger, at besættelsen er midlertidig. Det er ikke et troværdigt alibi. Hvis jeg ser på min regerings gerninger; på udvidelsen af bosættelser, kan jeg ikke andet end at konkludere, at målet er at opretholde den dominans.«

Michael Sfard har dog tidligere tøvet med betegnelsen, men situationen på Vestbredden har fået advokaten til at ændre mening.

»I mange år prøvede jeg at undgå det her ord. Hvis du havde interviewet mig i 2002, ville jeg været blevet meget vred over kategoriseringen af regimet som apartheid. Jeg kan huske, at jeg sagde: ”Ikke alle drab er folkedrab” og ”al diskrimination er ikke apartheid,” men med årene er mængden af spørgsmål vokset inde i mig. Jeg er begyndt at holde mere og mere øje med, hvad der rent faktisk foregår. Når jeg ser, at israelere og palæstinensere er tvunget til at bruge forskellige vejnet, endda separat infrastruktur; elektricitet, vand- og kloaksystemer. Når jeg ser det israelske militærregime implementere israelsk lov, så den kun gælder israelere, når jeg ser særlige områder, der er bestemt til kun palæstinensere og andre kun til israelere. Når jeg ser love, der forhindrer adgang for en gruppe til den anden gruppes område. Ja, så er jeg desværre nået til den konklusion, at vi i dag har et besættelsesregime, der juridisk set kan defineres som apartheid.«

I Gaza er situationen dog en anden end på Vestbredden, forklarer Michael Sfard, der igen må præcisere koncepterne:

»Ord og koncepter har sine begrænsninger. Vi burde nok opfinde et helt nyt sæt begreber for Gaza. Det er ”Gaza”. Gaza er under belejring og blokade. Gaza er under besættelse. Jeg accepterer ikke den juridiske analyse som den israelske højesteret abonnerer på, der siger, at besættelsen sluttede med tilbagetrækningen i 2005 (rømmelsen fra Israels bosættelser i Gaza red.). Jeg mener, at Gaza stadig er besat. Men det er en anden form for besættelse. Det er ikke en permanent ’on the ground’ besættelse men en besættelse, der er meget mere kompleks. Besættelsen opererer fra luften og kontrollerer grænser. Vi bestemmer hvad og hvem der kommer ind og ud. Israel dominerer Gaza ved at have eksklusivitet over registrering af befolkningen. En person kan ikke blive født og dø i Gaza uden israelsk tilladelse. Forstået sådan, at et individ ikke er et individ i juridisk forstand, hvis hans eller hendes detaljer ikke er registeret af Israel. Og hvis denne registrering ikke opretholdes bliver individet juridisk set ikke ved med at være i live. Vi arbejder med et meget bredt spektrum af kontrolmekanismer i Gaza.

Michael Sfard med kollegaen Emily Schaeffer Omer-Man fører sager ved den israelske højesteret. Foto: Yesh Din

 

Enhver lille fjende opfattes som eksistentiel trussel

-Hvad er de politiske motiver for de her politikker: Besættelse, blokade og de her apartheid-forhold, du beskriver?

»Israel er ved at annektere store dele af territoriet. Jeg kan hurtigt tegne et kort over Israels interesser. De kan oversættes til en politik og en praksis, der implementeres i området for at hæmme palæstinensisk udvikling og for samtidigt at avancere israelsk udvikling. Den israelske opskrift er: ”Så meget land som muligt med så få palæstinensere som muligt.” For at nå det mål bruger Israel mange og meget komplicerede og snu værktøjer. Man sikrer, at palæstinenserne skubbes tilbage ind i deres urbane centre for at sikre, at områder der er tiltænkt fremtidig annektering bliver ”palæstinenserfrie”. Heriblandt Jordandalen, det sydlige Hebron og andre områder omkring Jerusalem. Det er de områder som Israel vil have kontrol over i en fremtidig aftale.«

En del af forklaringen på den israelske fremfærd, skal ifølge Sfard, findes i fortiden, hvor et biprodukt af den brutale historie har været med til at skabe en ufølsomhed i forhold til palæstinensiske rettigheder.

»Man kan ikke gengive et præcist billede af Israels interesser og motivation uden at adressere Israels sikkerhedsudfordringer. De udfordringer er et produkt af mange ting; først og fremmest et abnormt historisk ar: De mange forfølgelser mod jøder gennem historien og naturligvis først og fremmest Holocaust. De forhold skaber et ofte urimeligt eller overdrevet forhold til sikkerhed. Enhver lille fjende opfattes som en eksistentiel trussel. Det må man tage med i sine betragtninger, hvis man vil forstå, hvad der driver israelere til at være så utålmodige overfor palæstinensiske behov og rettigheder. Det er noget som israelere har levet med og er blevet lært hele deres liv. Det er en del af deres mentalitet.«

-Hvordan vil du beskrive arbejdsbetingelserne for folk som dig i Israel? Hvordan har det politiske klima for kritik af systemet forandret sig?

»Israel er, som jeg sagde, ved at udvikle sig hen imod et teknisk demokrati. Hvor vi i stigende grad ser en form for majoritetsstyre, der ikke tager hensyn til minoriteter (ca. 20 procent af alle israelske statsborgere er palæstinensere red.). Jeg mener, at israelsk kultur, samfund og det juridiske system har genuine liberale træk i sig. Det er ikke bare en maskerade. Men på samme tid, er der en reel opposition, som er meget nationalistisk og ekstremt xenofobisk, på grænsen til det racistiske og i høj grad udemokratisk. Disse to sider af det israelske samfund har i mange år har levet side om side. Men jeg tror, at magtbalancen mellem dem, er ved at tippe til det værre. Hvad der engang blev set som radikal kritik af fx NGO’er og menneskerettighedsgrupper, er i dag langt mere mainstream og i centrum af debatten i Israel. Det er skræmmende, at folk med de mest yderligtgående holdninger, som man tidligere slet ikke kunne forestille sig skulle høres, nu har magtfulde positioner. Det gør vores arbejde meget svært, og vi bliver nødt til at bruge langt mere tid og ressourcer på at forsvare os selv i stedet for vores klienter. Det er en stor succes for den anden side.«

Hvad skal Europa gøre?

En ting er at levere et juridisk modspil til de israelske politiker indefra. Man hvordan ville Michael Sfard ønske, at Danmark og resten af Europa forholdte sig til konflikten?

»Hvis du spørger mig, hvad Europa burde gøre, er en af de ting man bør tage med, hvilke sektorer i Israel man vælger at støtte gennem sin politik. Vælger man økonomisk samarbejde med bosættere, så er man med til at støtte den negative udvikling. Hvis Europa er ligeglad med Israels aktiviteter på Vestbredden, så undermineres den israelske fredsfløjs argument om, at besættelsen på sigt vil koste Israel sine allierede. Det er blot ét eksempel. Mere generelt synes jeg, at EU skal agere efter universelle værdier og folkeretten. Men det er vigtigt, at fredsfløjen i Israel mærker støtten fra Europa.«

-Mener du, at Europa er direkte med til at opretholde besættelsen som situationen er i dag?

»Europæisk økonomi og virksomheder er dybt involverede i Israels bosættelsesvirksomhed og i sikkerhedsindustrien. Det er meget uforsonligt med de officielle europæiske positioner i forhold til bosættelsernes ulovlighed. EU har taget et væsentligt skridt ved at vedtage de her funding guidelines (et EU-regelsæt, der forbyder EU-finansiering af samarbejde med institutioner i bosættelserne red.). Beslutningen har i praksis haft meget få implikationer, fordi der ikke var meget samarbejde til at begynde med, men den politiske effekt internt i Israel har været enorm. Diskussionen redefinerede den grønne linje (de internationalt anerkendte 1967-linjer red.). De fleste israelere ved ikke engang, hvor den grønne linje er. Det er lykkedes os at udslette den fuldstændigt. Men pludseligt begyndte folk at spørge sig selv: ”Arbejder jeg på den rigtige eller forkerte side af den grønne linje?” Det var vigtigt, men Europa må gøre meget mere. Jeg forstår ikke, hvordan det er muligt, at bosætterprodukter når europæiske hylder. Det er produkter, der kommer fra en bosætterøkonomi, som er med til at overtræde palæstinensernes basale menneskerettigheder. Jeg forstår ikke, hvordan det stadig er muligt for europæiske virksomheder at lave forretning i bosættelser. Selv som et tredje land har de europæiske stater et ansvar.«

-Er det muligt at adskille israelsk be-/bosættelsesøkonomi fra Israels økonomi mere generelt? Det mener det internationale boykot bevægelse ’BDS’ ikke det er?

»Det er et meget centralt spørgsmål. Jeg mener, at vi må gøre en indsats for at holde de to adskilt. Så israelere ikke føler, at det her handler om at angribe Israels eksistens, men om, at det internationale samfund siger fra overfor besættelsen. Det er derfor jeg er imod BDS (Boykot, Divestment and Sanctions red.). At putte hele den israelske økonomi i én kurv er problematisk. Jeg tror på individuelt ansvar, og hvis en israelsk virksomhed ikke er involveret i besættelsen, og endda er imod den, kan jeg ikke se, hvorfor den skal boykottes. BDS aktiverer israelernes besættelse af, og frygt for, antisemitisme. Det er forståeligt. Den fulde BDS (fuld boykot af alt israelsk red.) spiller på nogle toner, som israelere oversætter til en dagsorden, hvor kritik af besættelsen blot er et cover, der dækker over et ønske om Israels opløsning. Hvis man er klar omkring distinktionen mellem Israel og de besatte områder, undgår man den fobi.«

Vi har brug for, at vores bedste venner hjælper os med at redde os fra os selv

 

Gode råd til Lidegaard

I disse dage besøger den danske udenrigsminister Martin Lidegaard Israel og Palæstina. Han har hidtil repræsenteret en lidt slingrende kurs i konflikten. Hvilket råd ville Michael Sfard give ham?

»Jeg ville rejse spørgsmålet omkring europæiske virksomheders involvering i besættelsen. Jeg ville fortælle ham, at rigtigt venskab sommetider betyder at sige hårde, svære ting. Vi har brug for, at vores bedste venner hjælper os med at redde os fra os selv. At være kritisk kan nogle gange være den mest venskabelige gerning.«

-Hvad kan det indebære?

»Der er diplomatiske redskaber. Jeg mener, at Europa må gøre det klart for Israel, at man ikke vil tolerere klare brud på folkeretten. Israel er skyldig i så mange utvetydige brud på folkeretten. Eksempelvis, betyder det i praksis, ikke at stå i vejen for palæstinensernes arbejde for at få en stat via FN. Det betyder ikke at stå i vejen for fordømmelse af bosættelsesaktivitet, og det betyder at sikre, at ingen danske kroner indirekte eller direkte når bosættelserne. Det inkluderer, at man fastholder, at overholdelse af menneskerettighederne og folkeretten skal være udgangspunkt for associeringsaftalen mellem EU og Israel (den samhandelsaftale, der danner rammerne for Israels adgang til europæiske markeder og økonomisk samarbejde red.). Israel er ladet med systematiske brud på menneskerettighederne overfor millioner af mennesker.«

-Skal Danmark anerkende Palæstina som stat ligesom svenskerne netop har gjort?

»Helt absolut, ja. Palæstinenserne har ret til selvbestemmelse, og de har ret til anerkendelse som en stat i overensstemmelse med international lov og FN-resolutioner. Derudover tror jeg, at en bred anerkendelse af Palæstina, vil bidrage til beskyttelsen af palæstinenseres menneskerettigheder, og på mellem og lang sigt bidrage til fred i regionen.«

Plads til optimisme

Menneskerettighedsadvokaten, som New York Times beskriver som »the left’s leading lawyer in Israel«, ser to mulige fremtidsscenarier.

»Denne her konflikt kan ende på to måder: I en stor tragedie eller med en fredelig politisk løsning. Der er ingen anden vej. Den vil ikke forsvinde. Den vil ikke drukne i havet. Jeg er ikke enig med pessimister, der mener vi er på grænsen til en kæmpe tragedie. Der sker mange gode ting under overfladen. Sætter man dem sammen – det politiske arbejde, de diplomatiske tiltag, de kritiske medier og de humanitære indsatser, vil der en dag være samlet kræfter nok til at ændre på tingene uden et stort blodbad. Det håber jeg vil ske. Man forudså ikke mange af de store forandringer i verden – Berlinmurens fald, det sydafrikanske apartheidregimes fald og det arabiske forår. En uge inden alting ændrede sig, havde ingen kommentatorer set det komme.«

Løsningen kommer dog ikke af sig selv, forklarer Sfard.

»Hvis vi skal se to succesfulde stater vokse frem, skal der være en form for gensidig accept og en forståelse af overlappende forhold til land – kulturelt, religiøst og historisk. Min drøm er to hjemlande: Et hjemland for det jødiske folk – ikke en jødisk stat – og et hjemland for palæstinenserne. Jeg siger ikke en jødisk stat, fordi de ikke-jøder i den stat ikke skal lide under, at deres identitet ikke passer ind. Jeg tror ikke på en jødisk stat, jeg tror på en stat, der er hjemland for det jødiske folk. En jødisk stat er en stat kun for jøder, men et jødisk hjemland betyder ikke, at det blot er deres hjem. Den vision er i dag blot en fantasi.«