Print artikel

Fællesskabet er en strandeng tre kilometer fra Rådhuspladsen

C.W Eckersberg: Landskab med stente, Møn
Analyse
06.10.17
Debatten raser om boligbyggeriet på Amager Fælled. Naturen er kommet i centrum og diskussionen kredser om, hvorfor naturen er så vigtig - både i sig selv og for os mennesker. Vi leder efter fællesskabet på Fælleden, men leder vi det rigtige sted?

Det ser ud til at naturen til sidst vandt slaget om Amager Fælleds fremtid, da overborgermester Frank Jensen i september via facebook meldte ud, at det planlagte boligbyggeri er droppet. Med 48.000 indsamlede underskrifter, demonstrationer, læserbreve og sågar en lille naturfestival, har folket talt. Fælleden skal fredes.

For Amager Fælled, eller mere præcist strandengen på Amager Fælled, er et af de sidste stykker uberørt natur i nærheden af København, og uberørt natur kan jo røre ethvert byhjerte. Måske er det dét, Liv Sejrbo Lidegaard mener, når hun i digtsamlingen Fælleden fra 2015 skriver:

»længtes alt for meget

efter det navnløses væsen

elsker det ubetinget

en verden hvor vi er mere ensomme

mere sammen

det usentimentale i naturen giver mig håb

ved ikke hvorfor«

I 2016 fortalte hun til Information, at det både var ordet og selve Fælleden, der fungerede som inspiration til bogen, for som hun sagde: »Jeg går op i fællesskabet. Hvem er med og hvem er ikke med?«

Lidegaard længes mod naturens usentimentalitet, væk fra det moderne, hurtige og støjende København

En fælled var et græsningsareal for landsbyens dyr og således et fælles rum, der var tilgængeligt for alle. Og det er vitterligt alle, som mange mener, når de betragter Fælleden som fællesskab på denne måde. Det er ikke kun et naturrum i en naturfattig hverdag for københavnerne; det er også et rum for de dyrearter, der lever på områdets marker, hvoraf et par stykker endda er udrydningstruede. Men argumentet har for længst bevæget sig fra et forsvar for disse arter til et ansvar for naturen som sådan – og hvilket fællesskab er det så, vi står tilbage med?

Fælles om Fælleden
Fakta om byggeriet på Fælleden er omdiskuteret. Ifølge By & Havns hjemmeside var det 6 % af Amager Fælled og 0,5 % af Naturpark Amager, der skulle bebygges. Det lyder jo ikke af ret meget. Problemet med disse tal er, at man ikke har regnet den planlagte campingplads og andre mindre byggeprojekter med, der ifølge planen skulle opføres sammen med boligerne. Det andet problem, som er det, der har skabt flest kontroverser, er, at tallene ikke fortæller hele sandheden om grunden, man vil bygge på.

Ifølge Niko Grünfeld, der er Alternativets spidskandidat til borgerrepræsentationen i København, udgør byggegrunden 50-70 % af det biologisk mest værdifulde område på Fælleden. Han fortæller i telefonen, at det egentlig er det, som er skyld i debatten: »Det er det, at det lige præcis er dét område, som gør det så svært.«

Her kommer det igen ind, at Fælleden er uberørt natur. Uberørt kan dække over mange ting, men i denne sammenhæng betyder det uopdyrket natur, og det findes der ikke meget af i Danmark. Faktisk ligger vi nummer to på listen over de mest opdyrkede lande i verden, kun overgået af Bangladesh. Så måske er Fælleden værdifuld alene af den grund?

Flere har i hvert fald hæftet sig ved det unyttige aspekt af Fælleden, som en modsætning til et samfund, der ellers er besat af nytte. Dette tema finder man også i Liv Sejrbo Lidegaards digte. De beskriver ikke en uberørt natur, for byen er altid til sted i digtene. Flyvere flyver larmende over Fælleden, og ikke så langt derfra kan man se og høre motorvejen. Beskrivelsen er grundlæggende romantisk. Fuglekvidder, moser og sten er omhyllet af en barnlig glæde, og der er en tydelig længsel i digtene, men en længsel efter hvad?

»ikke at lade sig domesticere

undgå at bekræfte et kedeligt hierarki

bliver stille ved tanken om havet«

Lidegaard længes mod naturens usentimentalitet, væk fra det moderne, hurtige og støjende København. Men er det ikke i sig selv sentimentalt at ønske sig ud af byen og tilbage til naturtilstanden?

Det autentiske liv

Den canadiske filosof og forfatter Andrew Potter skriver i The Authenticity Hoax, at folk higer efter ”den autentiske tilværelse” i vores tid. Men det spænder det moderne samfund ben for, fordi man ikke kan bygge en sand identitet ovenpå et falskt samfund. Man kan sammenligne det med den romantiske vending, der opstod som reaktion på oplysningstiden. Dette modsætningsforhold er også på spil i kampen om Fælleden, og har i det hele taget præget den politiske diskussion om natur og miljø i det 20. århundrede. Poul Henningsen var en notorisk kritiker af denne romantiske holdning, og mente, at naturfredning var en sentimental måde at stoppe udviklingen på. »Skal Danmark henkoges?« spurgte han spydigt i en kronik i Politiken den 9. juli 1934, som svar på et forslag om at frede Dollerup Bakker og Hald Sø. Men hvis naturen eksisterer for menneskets skyld, er det så forkert at ville beholde den i sin romantiske, frie tilstand?

I naturen er livet brutalt og lovløst, og i samfundet finder man de sociale bånd, som samler os

Det er ikke en kritik af lysten til at leve et meningsfuldt og autentisk liv, Andrew Potter er ude efter i sin bog. Det er snarere den evindelige søgen efter et oprindeligt udgangspunkt, som skulle være mere ”ægte”. Han skriver, at »vi har brug for en ny tilgang, en der tager vores lyst til et autentisk, meningsfuldt og økologisk fornuftigt liv alvorligt, men anerkender, at markedsøkonomien, sammen med mange andre aspekter af den moderne verden, ikke er onder, heller ikke nødvendige onder, men i stedet er rige og levende kilder til værdi, som vi ikke vil forlade, selv om det var muligt.«

Et symbolsk selvmål

Rune Engelbreth Larsen er idéhistoriker, naturfotograf og en markant stemme i kampen om byggeriet på Fælleden. For ham er naturens egenværdi det væsentligste argument for at bevare Fælleden, som den er: »Man skal tænke på, at der bor 50.000 forskellige arter i Danmark, og at mennesket kun er én af dem. Som art bestemmer vi over næsten hele arealet, så man kan jo godt tillade et par steder, hvor de andre 49.999 arter får lov til at udfolde sig på naturens præmisser. Det kan man betragte som en etisk disposition af Fælledens areal.«

- Ser du et problem i at sammenkoble en politik, der ønsker progressive sociale forandringer, og en politik, der vil tage vare på naturen?

»Det er en falsk modsætning. Naturen står jo heller aldrig stille. Og vi smadrer naturen konstant, så bare fordi vi lader nogen områder være i fred, står resten af samfundet jo ikke stille.«

Niko Grünfeld og Alternativet kæmper også for at stoppe udbygningen. De vil have biodiversitet, når man opgør et samfunds velstandsniveau. Det er de andre partier gået med til, mener han, når de går ind for en grøn by: »København har en identitet og et brand som en grøn by, og så er det simpelthen dobbeltmoralsk at sælge ud af naturen. Udbygningen er et symbolsk selvmål.«

Han mener desuden, at kampen for Fælleden er kampen imod en ”havekultur”, som han betegner forplejet natur som byparker og lignende. Det er altså ikke en skelnen mellem ”privat natur” og ”offentlig tilgængelig natur” han vil frem til, der jo ville have været et socialt spørgsmål. Det drejer sig snarere tilgangen til naturen. Grünfeld mener, at ”havekulturen” er symptomatisk for en generel udvikling i samfundet: »Vi er ved at udvikle os ud af naturen. Vi distancerer os mere og mere fra klodens tilstand, så det er vigtigt, at vi og vores børn får adgang til fri natur.«

I begyndelsen af september skrev overborgmester Frank Jensen et svar til Rune Engelbreth Larsen: »Grøn er en farve, der findes i mange nuancer. En slags grøn handler om den enkelte frø eller brændeskærmsplantes velbefindende. Det er den slags ”grøn”, der blandt andet betyder, at et parti som Enhedslisten har stemt imod både den nuværende metro og den kommende metrocityring. En anden slags grøn handler om at skabe en bæredygtig by med høj livskvalitet for de mennesker, der bor i den. Med adgang til grønne arealer, mulighed for at komme rundt uden bil og adgang til boliger i selve København, der er til at betale.«

Progressiv politik vil forme fremtiden
Tænkere som Slavoj Žižek og Alain Badiou har kritiseret natur- og miljøkampen for at blive ført på en apolitisk måde, hvor man ikke har blik for problematikkernes sociale slagsider, og Badiou har fx udtalt, at »økologi er det nye opium for masserne.«

Når vi vælger at bygge boliger på et stykke natur, som er tilgængeligt for alle, er det i høj grad et socialt spørgsmål, mener Žižek. Naturpolitikken er således reaktionær, fordi den sætter fokus på et symptom på en uretfærdig politik, og ikke de strukturer, der opretholder den.

I en dansk kontekst finder vi et lignede synspunkt hos Tor Nørretranders, som i 1980 udgav en artikel, hvor han beklagede sig over venstrefløjens økologiske drejning. Han skrev, at den automatiske kobling mellem venstreorienteret politik og økologien var misforstået, fordi »Økologien har ingen moral, økologien indebærer ikke nogen socialistisk automatik.«

Natur- og miljøkampen er ikke pr. definition udtryk for en særlig ideologi, men den er selvfølgelig heller ikke værdineutral. Det er fx en politisk sag at kæmpe for truede dyrearter, fordi man mener, at vi har en moralsk forpligtelse til at opretholde verdens artsrigdom. Argumenter i klimadebatten er i det hele taget ofte relateret til sociale spørgsmål. Det er fx indlysende, at verdens fattigste er de første til at mærke konsekvenserne af en varmere klode, men er dette i virkeligheden et klimaspørgsmål?  Handler det ikke i højere grad om global ulighed? Her markerer klimafokusset en grænse for solidariteten, fordi man ikke stiller spørgsmål ved denne grundlæggende ubalance i verden.

Autenticitetstanken rummer en misforståelse om, at man er fri af magtstrukturer og politiske problemer i naturtilstanden. Vi længes efter et åndeligt fællesskab, som det moderne samfund har ødelagt, men progressiv politik vil forme fremtiden, ikke drømme sig tilbage til fortiden. Og er det i øvrigt ikke lige omvendt? I naturen er livet brutalt og lovløst, og i samfundet finder man de sociale bånd, som samler os, i samfundet skaber vi ånden i fællesskabet.