Print artikel

At trække en streg (i Hardanger)

Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Foto: Erik Sæter Jørgensen
Billeder
20.07.12
Med en vis harme over for den norske regering og dets elselskab Statnett drog den norske kunstfotograf Erik Sæter Jørgensen i 2011 ud for at dokumentere, hvad regeringen har planer om at ødelægge. Der er tale om den klassiske kamp mellem konservatisme og udvikling i et område, som om ikke andet er umådeligt smukt. ATLAS giver ordet og billedet til fotografen i en tid, hvor demonstranter mobiliserer sig igen.

The earth isn’t dying, it’s being killed.

-       Tragedy

Hardanger er et område i det vestlige Norge. Fjordene langs Norges vestkyst er på UNESCO Verdensarvsliste, og Hardangerfjorden selv er Verdens tredje største fjord. Regionens beundringsværdige skønhed og arketypiske ’norskhed’ har gjort Hardanger til et af de mest skildrede områder af det romantiske Norge.

I dag er Hardanger ved at blive ødelagt af uhindret kapitalisme og vage politikere. Under dække af at ville sikre strømforsyning til Norges næststørste by, Bergen, har staten gennem den statsejede virksomhed Statnett gennemtrumfet et beslutningsforslag om at bygge nye højspændingsledninger tværs igennem det unikke landskab. Reelt set bygges ledningerne dog for at forsyne olierigge i Nordsøen med elektricitet. Hvilket efterfølgende er med til at lade Norge lægge noget af sin CO2 udledning over på europæiske nabolande. Da beslutningen om at bygge højspændingsledningen blev offentliggjort, skabte det furore. I et forsøg på at undvige direkte stemmelede nedsatte regeringen et udvalg, som skulle kigge på alternative muligheder til den foreslåede højspændingsledning. Et år senere – i foråret 2011 – kom udvalget med den konklusion, at et undersøisk kabel ville tjene samme formål som højspændingsledningen. Udvalget sagde yderligere, at hvis målet med højspændingsledningen var at sikre elektricitet til Bergen, ville det bedste tiltag være at opgradere den eksisterende strømforsyning. 

Men Statnett fortsatte byggeriet af den kontroversielle højspændingsledning gennem ekspropriation af allerede udmattede jordejere. I september 2011 besluttede Ulvik Kommune sig for at lægge sag an mod staten. En gruppe aktivister imod planerne om højspændingsledningen, som blevet arresteret og pålagt bøder for civil ulydighed, kaldte den norske Statsminster samt Miljø- og Landbrugsministrene i samråd op til søgsmålet.

Personlig vinding for nogle få udvalgte har gennem tiderne vundet over det fælles gode. Selv status som verdensarv viste sig ikke at være nok i kampen mod ødelæggelse. I 2007 blev Omans Arabiske Oryx-antilope reservat det første område nogensinde, som blev fjernet fra UNESCO’s Verdensarvsliste. Aflistningen skete i henhold til et ønske fra regeringen, som efter fundet af olie reducerede reservatet med 90 procent. I 2009 fulgte Tyskland trop med fjernelsen af Dresdens floddal-landsskab. Dalen er blevet beskrevet som et eksempel på et kulturelt tysk landskab, som samler by, landsby, natur og arkitektur. Trods dette besluttede lokalpolitikere og beboere at stemme for opførslen af en bro over Elben, som skulle afhjælpe trafikale problemer i byen. Betragtninger omkring broens ødelæggende effekt på naturområdet blev ignoreret. Efter en langtrukken juridisk kamp blev byggeplanerne godkendt. Broen er endnu ikke bygget færdig, men Dresden har allerede oplevet negative effekter af planerne, såsom at blive ekskluderet fra et €150 millioner udspil fra den tyske regering til de tyske UNESCO områder.

I Norge er konflikten atypisk. En stor del af de lokale statsapparater er modstandere af projektet, mens regeringen fortsætter planerne gennem juridiske som etiske smuthuller. I en sag, hvor et område indeholder både by og omkringliggende kulturlandskab, bliver problemerne med, hvordan man klarer bevarelse i den daglige udvikling besværet yderligere. Hvor trækker man stregen mellem bevarelse og stagnation?

Hytterne, stierne og vildmarken, som omgiver Hardangerfjord er ikke tilgængelige året rundt. Derfor brugte jeg ni måneder begyndende i efteråret 2010 på at planlægge, komme i kontakt med lokale og med at vente på, at sneen trak sig tilbage. Derefter brugte jeg hele juni på at vandre i de vestlige skove og bjerge i Hardanger.

Jeg vidste fra starten, at jeg ville bruge mellemformat film til dette projekt. Jeg ser en poetisk kobling mellem den fotografiske proces’ fysiske forfald og de rydningstruede landskaber, jeg fotograferede. Jeg er fascineret af, hvordan en persons minder forfalder med tiden. Et minde om en barndomsferie eller en ekstraordinær vandretur er aldrig en objektiv genskabelse af det skete. Mindet om et sted vil med tiden blive skiftet ud med din egen fortælling om stedet. Dit vestlige Norge kan transformere sig til et mystisk land af fjorde og vikinger. Som tiden går bliver minderne svagere og tilbage står historien, du fortalte dig selv, svagere og svagere for hver kopi. Når den oprindelige erfaring er uigenkaldeligt forandret, er mindet også væk. Og til slut er der blot den falmende dokumentation af tiden.

— Erik Sæter Jørgensen, January 2012

 

Erik Sæter Jørgensen en norsk fotograf og visuel kunstner født i 1984. Han bor og arbejder i Stavanger. Find han her.