Print artikel

Uden forsoning opløses den fælles grund

Foto: SVT
Kommentar
10.11.19
Hvis kun det radikale udenfor kan findes legitimt, og blikket på den ene uretfærdige struktur dækker for positive strukturer, der også gennemstrømmer den demokratiske nationalstat, levnes der ingen plads til forsoning.

Det var helt på sin plads, da Jonas Eika benyttede sin prismodtagertaletid til at fremføre en politisk kritik, der var upassende. Forfattere har ingen pligt til at sige tak og amen eller til at tale hverken den ene eller anden efter munden, eller til at indtage en taknemmelig position, fordi de bliver stillet på en scene, som statsministeren er sat foran. Taletid bør bruges til at tale om, hvad der er vigtigt.

Reaktionerne på talen har været til den højest forargede side i form af latterliggørelse eller til den helt begejstrede side i form af virtuelle klapsalver, mens få har forholdt sig konkret til talens indhold, den konkrete politiske kritik og dens udsagn.

Måske skyldes det, at talen ikke selv lever op til den åbenhed over for det ubestemmelige og det uudsigelige, som den sætter som ideal for det litterære sprog?

»Et sprog, der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.« Som det flot hedder indledningsvis.

Det litterære sprog egner sig hverken til at pisse folk af (højest ved dets undermineringsarbejde, dets uforståelighedsskvulp af løsnede forestillinger) eller til at mobilisere til politisk handling, fordi det mangler de enkle forklaringsmodeller og de dertilhørende klare modstandere, som det politiske sprog benytter sig af – i en allerede kendt orden.

Måske skyldes det endda også at talen ikke er ’på højde med verden’, fordi den kun betragter uretfærdigheden med det ene øje – som effektiv politisk retorik gør det, hvis den skal virke i kampen om opmærksomhed, mobiliserende og følelsesmæssigt hidsende. Politisk retorik kræver glemsel for at virke.

Hvad gør man for ikke at blive den politiske retoriks, aktionens gidsel i de kendte reaktioner? Man må forholde sig, ak.

Talens centrale anklage er, at Socialdemokratiets (videre-)førte politik er racistisk og resultat af en fremadstormende racistisk og islamofobisk nationalisme. At staten er præget af racisme eller er racistisk ved sin koloniale forudsætning. Det er en ubehagelig påstand, fordi den gør os, der tænker os som en del af det danske samfund og føler medejerskab til staten, til medskyldige i uretfærdighed.

Eika giver tre argumenter for, at det forholder sig sådan. Først en generel betragtning om, at Danmark (og de andre nordiske lande) skulle være afhængig af »hvidhed« for at kunne opretholde majoritetens følelse af »eksklusiv ret til national velstand og sikkerhed«, dernæst den såkaldte ghettolov og endelig den elendige tilværelse som afviste og udviste asylansøgere henslæber i landets udrejsecentre.

Er det ikke delvist sandt?

Det tror jeg. Ghetto-pakken bryder med et princip om ikke at skelne til etnicitet, og udrejsecentrerne afslører, at staten ikke kan give universel sikkerhed, at statens beskyttelse er forbeholdt dem med indfødsret.

Men ghettopakken virker kun lokalt, dvs. specifikt i forhold til de almene boliger – og er også svar på en ophobning af sociale problemer i det udenfor, nogle boligforeninger har udviklet sig til – eller truer med at udvikle sig til. Ophobningen af sociale problemer, beboernes usikre tilknytning til arbejdsmarked og et lavt uddannelsesniveau betyder blandt andet, at alt for mange boligforeninger ikke længere er selvberoende, beboerdemokratierne er dysfunktionelle, og der er mangel på (ikke fravær af) ressourcestærke beboere, der kan løfte hinanden ind i det almindelige samfund.

Det udenfor er også knyttet til og forstærket af traditionelle familie- og kulturformer, som findes blandt en del af de beboere, der har en anden etnisk baggrund end dansk, det er en udenfor-identitet, der forstærkes af en sjældent selvvalgt mindre kontakt til det almindelige samfund, som til gengæld, mener jeg, har en pligt til at blande sig.

Er indgrebet eller angrebet udtryk for racisme eller hvidhed, når problemet, de sociale problemer i udsatte områder, er virkelige? Ambitionen om ikke at overlade underklassen til sig selv er, mener jeg, ikke.

Mens udrejsecentrene er produkt af det forhold, at fællesskabet har en grænse, at en ikke håndhævet asylpolitik ophober spøgelsesborgere, destabiliserer det politiske fællesskab, der ikke virker uden et fælles sprog og underminerer befolkningens villighed til at hjælpe dem, der står uden for fællesskabet. Det er ikke sandt, at udmøntningen er ét fedt, at det kan være lige meget, om det er Nye Borgerlige eller Socialdemokratiet, der indretter lejrene, men det er nok sandt, at ingen har et alternativt svar, hvor staten kan beskytte enhver. Løses det problem ved at ophæve staten eller lukke lejrene? Jeg tror det ikke.

Den skæve internationale orden er et resultat af historien, herunder den koloniale historie. Der er helt sikkert koloniale aflejringer i kulturen, samfundet og staten, hvad enten vi taler om det hvide Vesten, Norden eller Danmark. Men det betyder ikke, at de aflejringer er bestemmende, afgørende for den politiske form, at kulturen og den konkrete stat ikke også er gennemkrydset af andre – og også mere betydende aflejringer, arvemaskiner.

Det er oplagt at pege på de liberale frihedsrettigheder, som de rettighedsløse, hvide nok, fik podet staterne med, så de blev retsstater, pege på den økonomiske omfordeling inden for staterne som arbejderbevægelsen fik gennemtvunget (og delvist tabt igen), pege på frigørelsen fra familien (den grundlæggende racistiske enhed) og kirken – som især velfærdsstaterne har muliggjort, men som også er resultat af modernitet i bredere forstand, hvortil også ’kapitalismen’ må siges at høre. Og de vestlige nationalstater er også gennemkrydset af den humanistiske forpligtelse som erfaringen af 2. Verdenskrig producerede, og som udbreder staternes forpligtelse til flere end statsborgerne, og hvorom kampen i høj grad står i dag.

Jeg nævner det for at advare imod, at blikket på den ene uretfærdige struktur i et totaliserende blik dækker for de andre positive strukturer, der også gennemstrømmer den demokratiske nationalstat, så vi ikke mister respekten for de sociale kampe som vores samfund også er resultat af

Alle ting, der sætter sig i ikke-racistiske statsstrukturerer, som fx forbud mod diskrimination ved ansættelse, skærpet straf for racistisk motiveret vold, (ideal om) beskyttelse af flygtninge, lige rettigheder for alle borgere med indfødsret, udbredt ret til dem, der ikke har indfødsret men opholdsret, principielle menneskerettigheder til resten.

Jeg nævner ikke disse forhold for at sige, at vi ikke skal og slet ikke, at Eika ikke tale om den koloniale arv eller overveje i hvilket omfang, hvidhed muliggør racisme, eller overveje – ved hjælp af begrebet hvidhed eller den litterære forestillingskraft/destabilisering – hvad der står i vejen for en mere åben og retfærdig verden, afsøgende, og en bedre beskyttelse af dem, der er tvunget på flugt.

Jeg nævner det for at advare imod, at blikket på den ene uretfærdige struktur i et totaliserende blik dækker for de andre positive strukturer, der også gennemstrømmer den demokratiske nationalstat, så vi ikke mister respekten for de sociale kampe som vores samfund også er resultat af, så vi ikke glemmer alt den almindelige retfærdighed og liv, så vi glemmer, at de (liberale, sociale, demokratiske strukturer) i høj grad er forudsætning for et fortsat velfungerende samfund, der er i stand til at yde beskyttelse for dem, der trænger.

Jeg nævner det for at underminere den stærke antagonisme mod de store abstrakte magter (dragerne: staten og kapitalen vs. dragerne: eliten og islam vs. dragerne: magten og døden) som er tidens, som muliggør en stærk udenfor-identitet, hvor kun det radikale udenfor kan findes legitimt, den anarkistiske position, og som gør det faktisk eksisterende ikke-racistiske kedsommelige fællesskab til fjende. Som vil desertere fra den formede magt – og overlade den til sin egen rå logik.

Jeg fandt især talens afsluttende spørgsmålstegn ved »det afgrænsede uniforme selv«, interessant, ikke mindst fordi det udpeger den nye orden som ikke blot en verdensorden, men også som en anden jeg-orden – om end der også ligger en dyrkelse af selvudslettelsen som ideal og truer, som man – paradoksalt nok – skal være meget stærk for at bære, hvis man skal undgå at identiteten sætter sig uden på uniformen.

Hvordan finder vi hinanden?

Uden forsoning opløses den fælles grund, og vi dømmes til kun at kunne finde hinanden som fjender i voldens magtfrie rum.