Uden forsoning opløses den fælles grund
Det var helt på sin plads, da Jonas Eika benyttede sin prismodtagertaletid til at fremføre en politisk kritik, der var upassende. Forfattere har ingen pligt til at sige tak og amen eller til at tale hverken den ene eller anden efter munden, eller til at indtage en taknemmelig position, fordi de bliver stillet på en scene, som statsministeren er sat foran. Taletid bør bruges til at tale om, hvad der er vigtigt.
Reaktionerne på talen har været til den højest forargede side i form af latterliggørelse eller til den helt begejstrede side i form af virtuelle klapsalver, mens få har forholdt sig konkret til talens indhold, den konkrete politiske kritik og dens udsagn.
Måske skyldes det, at talen ikke selv lever op til den åbenhed over for det ubestemmelige og det uudsigelige, som den sætter som ideal for det litterære sprog?
»Et sprog, der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.« Som det flot hedder indledningsvis.
Det litterære sprog egner sig hverken til at pisse folk af (højest ved dets undermineringsarbejde, dets ufor