Print artikel

(Selv)refleksion. Spejlvendt synspunkt.

»Litteraturen skal intet, bør intet, vil intet«
Refleksion
27.02.18
Det er en lettelse at melde sig ud af den offentlige debat, skriver forfatter Lars Frost. For hvis du giver en idiot et horn, skal han nok finde noget at dytte af.

Åh, hvor jeg plejede at elske at drive omkring på meningshavet! Nøgen og elefant. Jeg elskede at rulle mig i indignationens mudderpøl! Løbe gennem hyperbolske pytter af vrisne automatreaktioner.

For som jeg plejede at elske at sige og mene:

»Hvis du giver en idiot et horn, så skal han nok finde noget at dytte af.«

Men jeg gider ikke mere. Mene noget. Gider ikke mere slås den kamp med følelsen af ikke at nytte noget.

- Spørger De, hvorfor jeg ikke gider at mene noget mere?

-Ja, det var mit spørgsmål.

-Er der virkelig brug for flere meninger i verden?

-Spørger de mig?

-Ja, det gør jeg vel egentlig, selvom det bestemt var ment som et retorisk spørgsmål. Allermest et spørgsmål til mig selv altså.

-Er der brug for flere meninger?

Er det virkelig et spørgsmål, det er værd at gentage?

Så vil jeg modvilligt forsøge at mene noget om det igen: Som jeg plejede at elske at sige og mene:

»Åh, hvor jeg engang nød at drive omkring i meningshavet! Nu synes jeg hverken jeg har tid eller råd til en mening mere.«

Har man ikke råd, SÅ må man låne. Låne sine meninger. Har man ikke tid, kunne man måske trække dem i en automat. Der er de billige hylder og de dyre boutiquer – der er meninger til enhver pengepung! Gratis hjemmesider fulde af meninger! Og dyre aviser og tidsskrifter fulde af argumenter!

Jamen, det er nok en del af grunden til min meningslede: Der er såå mange meninger derude. Hurtige, billige, ligegyldige, selvgode, amatøristiske meninger.

Jeg forbeholder mig retten til ikke at mene noget om mange mange ting. Nu.

Det er bare ikke sjovt mere, det der driveri. Jeg bliver sgu svimmel bare ved tanken. Det er for anstrengende og tidskrævende at følge med. Der er alle de der nye medier. Jeg har altid en følelse af, at der er noget jeg er gået glip af – en facebooktråd eller en kommentartråd, jeg har overset. Og så vælter der brænde ned, hvis man udtaler sig. Man bliver svinet til og hængt ud, når man sviner til og hænger ud. Det er ikke sjovt mere.

Jeg forbeholder mig retten til ikke at mene noget om mange mange ting

I gamle dage kunne man læse et par aviser og skrive et svar og sende til en af de førnævnte aviser. Og så var det det. Det var nogenlunde til at overskue: Der var en lille gruppe priviligerede med adgang til de rigtige medier: Velrenommerede ældre mænd, journalister, tv-værter, politikere. Forfattere.

Nu kan alle og enhver tilsyneladende springe ind i de priviligeredes rækker – dette er naturligvis en løgn, en illusion: Porten til de priviligeredes verden, er ikke blevet bredere. Blot er porten blevet flyttet. Det ku man mene. Og nu mener jeg det. Og det er da sikkert sandt. Blot skal man huske, »det modsatte er ofte lige så sandt« – som jeg yndede at mene og sige.

Nu kan alle og enhver tilsyneladende springe ind i de priviligeredes rækker – dette er naturligvis en løgn

Så lad os lege, at nu er det hvemsomhelst, der kan få deres mening hørt. Bare de taler højt nok, brutalt nok, dumt nok, så skal de nok blive hørt. Lad os lege, at det er sandt, det der, jeg holder af at gentage:

»Hvis du giver en idiot et horn, så skal han nok finde noget at dytte af.« Åh, hvor jeg elskede at være en af de idioter! En af de Priviligerede!

Sikken lettelse, det er, at melde sig ud af den offentlige debat. Nu finder jeg stor glæde i, at udbasunere, at jeg ikke har sat mig ind i dette og dette. Jeg aner ikke, hvad du taler om, råber jeg. Eller jeg proklamerer, at jeg ikke interesserer mig for dette og dette. Og det er sandt. Jeg prædiker, at meninger er noget billigt skidt. Alt er i bevægelse, jamrer jeg.

Måske er jeg bare blevet gammel – det holder jeg også meget af at sige. Jeg kan ikke følge med, på de nye medier, siger jeg. Og det er sandt. Der er så rigeligt med meninger i verden allerede. Er der virkelig brug for flere? Er der brug for mine meninger? Jeg tror det virkelig ikke – gentager jeg.

Og mere specifikt om litteratur og forfattere elskede jeg at elske at sige at mene og gentage at mene:

»Jeg elskede at mene at sige at:  ”Litteraturen skal intet, bør intet, vil intet. Men Forfatteren (den gode, interessante forfatter) skal, bør og vil NOGET!” Forfatteren er først og fremmest menneske og borger, og som samfundsborger, BØR man blande sig!« – det plejede jeg at elske at sige at mene.

Nu er jeg bare ligeglad. Og det er en lettelse. Det er svimlende at tænke på. Det er svimlende at tænke på borgeren. Det er svimlende at tænke på borgerens forventniger. Til sig selv. Det er svimlende at tænke på borgerens forventninger til De andre. Jeg elsker at sige at mene, at jeg, at man altid er klar til at mene noget for penge. Dog.