Print artikel

Hvem ringer djøfferne for? De ringer for sig selv.

»Det lader til, at kulturen rager Djøfokratiet en høstblomst«
Kommentar
13.09.19
Kulturkritikken er et helt nødvendigt bindeled mellem offentligheden og kunsten. Derfor bør vi se til Norge og Sverige, hvor kulturkritikken bliver støttet massivt, med et rigt udvalg af magasiner og tidsskrifter af høj kvalitet som resultat. Her i landet er det anderledes. Støtten er for det første sparsom, men hvad værre er: det virker, som om kulturen rager embedsmændene en høstblomst.

Ikke overraskende spillede kultur ingen nævneværdig rolle i forårets valgkamp. I forhold til kulturens minimale del af det nationale budget er det måske helt i orden. Men når man tænker på, at den nationale samtale de sidste omkring 20 år har handlet om et så metafysisk spørgsmål, som hvad det vil sige at være dansk, er det måske alligevel lidt ærgerligt.

De fleste af partiernes ordførere på området kan ikke meget mere end at vride en håndfuld floskler ud om, hvor vigtig kultur er for vores selvforståelse og demokratiske dannelse og alt den slags. Men i det store og hele lader det til, at den bedste kulturpolitik er status quo. Statens Kunstfond og Kulturstyrelsen djøffer nogle millioner ud i kulturlivet, så skriver de (måske endda sammen med nogle konsulenter) nogle rapporter om, hvor vigtigt kunst er, og så er alt som det skal være. Hele dynen bliver grundigt kvantificeret af de statslige institutioner, og så kan de legitimere, at alt er rigtigt godt.

Det lader til, at kulturen rager Djøfokratiet en høstblomst. For hvem ringer djøfferne for? De ringer for sig selv.

I virkelighedens verden lever det meste af kulturlivet under et ekstremt pres. Medarbejdere på mange kulturinstitutioner arbejder i dobbelt tempo presset af nedskæringspolitiker og forventninger om, at de skal producere det samme med færre medarbejdere. De færreste forfattere kan leve af deres virke, nogle få kan leve nogenlunde, og kun enkelte kan leve godt.

Desværre gælder de samme kummerlige vilkår for kulturkritik og formidling, som vi her på bladet selvfølgelig anser for at være et nødvendigt bindeled mellem offentligheden og kunsten. Vi kigger længselsfuldt og misundeligt mod vores skandinaviske kolleger, der til sammenligning lever i sus og dus. I Norge har den norske udgave af Kulturstyrelsen nemlig indset, at det tomrum, som dagbladenes forfejlede nedprioritering af kulturen har efterladt, kan udfyldes af kulturtidskrifter og uafhængige kritikere på statslige stipendier. Både i Norge og Sverige uddeles der over 20 millioner årligt til støtte af kulturjournalistik og kritik. Det resulterer selvfølgelig i et overdådigt udvalg af magasiner og tidsskrifter, der professionelt og indgående beskæftiger sig med kultur. Til sammenligning uddeles der i Danmark omkring 1,2 millioner årligt. For vores eget vedkommende betyder det et statsligt tilskud på 35.000 kroner om året. Mediestøtten er lukket land, da den fokuserer på nyheder og fikse forretningsidéer, og i øvrigt bliver fordelt uden hensyn til lovens erklærede mål om at understøtte et mangfoldigt og demokratiunderbyggende mediebillede. Det lader til, at kulturen rager Djøfokratiet en høstblomst. For hvem ringer djøfferne for? De ringer for sig selv.

Nu er det nærmest en nationalsport her til lands at diskutere, hvordan vi prioriterer midlerne i velfærdsstaten. Det er vel forståeligt nok, når vi alle er bundet af den samme kontrakt. Og der er utvivlsomt områder, hvor der mangler penge meget mere akut end i kulturlivet. Samtidig gør politikernes ligegyldighed angående kultur det ret usandsynligt, at situationen vil ændre sig nævneværdigt. Derfor ender ovenstående klagesang med en opfordring: Hvis du synes, at dette blad har fortjent at eksistere, vil vi blive meget glade, hvis du klikkede ind på vores hjemmeside og købte dig et af vores støttemedlemsskaber.