Print artikel

Rollemodeller på dope

Artikel
06.02.17
Hvor langt kan man gå i kampen mod doping, og i hvor høj grad skal man kæmpe for at sportsudøvere skal være gode rollemodeller? Ask Vest Christiansen mener, at overvågningen af atleterne underminerer, deres mulighed for overhovedet at være rollemodeller. For at være rollemodel skal der også være risiko for at handle umoralsk. Moral er et spørgsmål om valg - ikke tvang.

For nogle år tilbage var jeg så heldig, at interviewe en række af Danmarks mest talentfulde cykelryttere. De kørte alle på U23-holdet, og drømte om at kunne leve af deres sport. For nogle er drømmen gået i opfyldelse. Vi talte om deres forhold til deres sport, om deres håb for fremtiden, om deres idoler og vi kom også ind på doping. En af dem, vi kan kalde ham Magnus, havde Rolf Sørensen og Johan Museeuw som sine idoler. Det var før Museeuw var blevet taget og Sørensen havde indrømmet, så jeg spurgte Magnus, om det ville betyde noget for ham, hvis han fandt ud af, at de havde brugt doping. »Det tror jeg sgu ikke«, svarede han og fortsatte: »Fordi jeg ved hvor seriøs man skal være og hvor meget tid man skal bruge på det. De har da sikkert været dopede, men jeg tror ikke, jeg ville ændre mit syn på dem alligevel.«

Der er to pointer i det Magnus siger. Den ene er, at unge cykelryttere tilsyneladende godt kan beundre andre ryttere, selv om ikke alt de har gjort er beundringsværdigt. Den anden er, at selv om Magnus idoliserede Sørensen og Museeuw, så betyder det ikke, at han ureflekteret ville kopiere alle deres handlinger. Han havde et realistisk syn på dem og følte sig i stand til at sortere.

Vores forestilling om eliteatleters status som rollemodeller for motionister, børn og unge er altså for simpel, hvis vi forestiller os, at alle atleternes handlinger bliver model for dem der beundrer dem. Alligevel bliver næsten enhver dopingsag i cykelsporten til et spørgsmål om at rytterne ikke har været sig deres ansvar som rollemodeller bevidst. Tror vi virkelig, at motionister, børn og unge vil gøre det samme, som medierne beskylder stjernerne for? Og hvad mener vi egentlig, når vi siger, at stjernerne er rollemodeller for os andre?

Atleter som moralske forbilleder

Kort før Tour de France 2007 blev Bjarne Riis taget ud af den danske idrætskanon. Ikke fordi hans sejr i 1996, ikke var stor nok, men fordi hans indrømmelse af dopingbrug, gjorde ham uegnet som rollemodel, og kanonen var ifølge udvalget ikke kun en liste over de største danske sportspræstationer, men ligeså meget en liste over "gode historier" og dermed over rollemodeller for dansk idræt. Og der passede Riis ikke længere ind. Kombineret med trykket fra en hidsig presse, var det en lignende opfattelse af sammenhængen mellem moral og sportspræstationer, der to måneder senere fik Tour de France-ledelsen til at presse Michael Rasmussens arbejdsgiver til at tage ham ud af løbet, blot få dage før danskeren kunne have kørt i gult på Champs-Élysées. Der var ingen sportslig begrundelse for at smide Rasmussen ud. Han manglede troværdighed. Også herhjemme mente mange, at han var en dårlig repræsentant for dansk idræt. Daværende Kulturminister Brian Mikkelsen følte sig i forbindelse med sagen, kaldet til at gå ud og fortælle, hvor vigtigt det var, at cykelrytterne opførte sig ordentligt, fordi de var rollemodeller. Mikkelsens udsagn bygger på den antagelse at, hvis Michael Rasmussen er idol for mange mennesker, og det viser sig at han snyder, så vil folk ikke blot blive skuffede, men måske begynde at kopiere hans uønskede adfærd.

Hvad det lige præcist indebærer for ungdomsryttere og motionister, der så Michael Rasmussen som en rollemodel, at han havde givet forkerte oplysninger om sine opholdssteder, er imidlertid ikke klart. Spørgsmålet melder sig derfor: På hvilke måder er professionelle cykelryttere, eller eliteatleter i det hele taget, rollemodeller for os tilskuere, for motionister, for børn og unge?

Vi gør (måske) som vore idoler

Efter medlemsfremgangen i DCU at dømme, har mange ladet sig inspirere positivt af Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Bo Hamburger, Brian Holm, Jesper Skibby, Michael Rasmussen, Jacob Fuglsang og resten af de markante danske cykelryttere. Da Riis og co. kørte deres sejre hjem i 1990'erne steg medlemstallet over en tiårig periode fra ca. 7.000 til ca. 17.000. Efter at både Michael Rasmussen og Lance Armstrong har fortalt deres dopinghistorier, er der nu godt 30.000 DCU medlemmer. Det ser altså ikke ud til, at de senere års skandaler i cykelsporten har fået folk til at falde fra. Da Michael Rasmussen fra 2005 begyndte at køre i prikker under Tour'en, solgte discountkæden Fakta mængder af prikkede børnecykler, de seneste år har cykelforretningerne solgt massevis af dyre carboncykler og der langes til stadighed masser pro-tour holdtrøjer over disken.

Cykelrytternes præstationer betyder altså helt åbenlyst noget. Det er givetvis en af årsagerne til, at vi opfatter dem som rollemodeller. Men der er grund til forsigtighed, når vi vurderer rækkevidden af deres indsats. Deres forskellige handlinger har forskellig status og bør derfor vægtes forskelligt. Vi kan i første omgang skelne mellem tre forhold; nemlig for det første, påvirkninger fra atleternes præstationer. For det andet, deres evne til at repræsentere og sælge forskellige budskaber og varer. Og for det tredje, deres eventuelt uønskede adfærd.

Logikken for det første forhold ser omtrent sådan ud: Motionister, men måske især børn og unge, spejler sig i deres idoler. Det, idolet kan vil den unge også gerne kunne. Hvis Lionel Messi laver en bestemt finte, vil en masse drengespillere forsøge at gøre ham kunsten efter. Når Serena Williams endnu engang afgør en duel med et dræbende forhåndskryds vil unge tennisspillere forsøge at kopiere hendes slag. Når cykelrytterne kører Tour de France, kører børnene på vejen også race; en vil være Alberto Contador, en anden Peter Sagan og en tredje Jacob Fuglsang. På det plan er atleter åbenlyse rollemodeller. Det er bare at åbne øjnene for at se det.

Men til ideen om atleter som rollemodeller, hører også, at folk vil tage de værdier til sig, som atleten repræsenterer i offentligheden i form af forskellige mærkevarer: Hvis David Beckham køber sit tøj hos H&M, vil jeg også gå i H&M tøj. Hvis Peter Schmeichel gambler med sine penge hos Tipico, vil jeg kopiere ham. Og hvis Lance Armstrong kører Subaru, skal det også være min næste bil. At der er en sådan sammenhæng, er baggrunden for sportens sponsorater, men effekten er mindre entydig.

Endelig synes mange at mene, at motionister, børn og unge også vil spejle atleternes negative adfærdsmønstre: Hvis Luis Suárez bider sin modstander i nakken vil der blive mere vold i børne- og ungdomsrækkerne. Hvis Nicklas Bendtner fejrer en sejr med druk og spirituskørsel, vil fodboldspillere landet over have tilbøjelighed til at gøre det samme. Og hvis Nacer Bouhanni kører hasarderet og farligt i en spurt, vil også ungdoms- og amatørrytterne begynde på den slags. Den forbindelse formodes at være der, men vi ved meget lidt om den. Belægget er ikke let at finde.

Rollemodeller på dope

Endnu mere uklar er situationen når det gælder doping. Næsten samtlige de cykelryttere, der har fået del i æren for DCU's medlemsfremgang i 90’erne og 00’erne har været under mistanke for eller indrømmet doping. Doping skiller sig imidlertid ud fra eksemplerne ovenfor, ved at det aldrig finder sted i offentligheden. Det er en skjult og usynlig praksis. Indtil for 10 år siden stod rytterne fra 90'er-generationen fast på, at de ikke havde brugt doping. Og selv efter at Skibby, Riis, Holm, Hamburger, Sørensen (både Rolf og Nicki) og Rasmussen har fortalt om dopingbrug, tager de alle afstand fra det og siger, at de ville ønske en sport uden doping. Faktisk har ingen cykelryttere nogensinde offentligt opfordret motionister eller unge ryttere til at bruge doping. At afsløringer eller indrømmelser af dopingbrug, som rytterne efterfølgende enten benægter eller angrer, skulle få yngre ryttere eller amatører til at bruge doping, forekommer derfor ikke indlysende. Og selv om Magnus nok mente, at hans idoler kunne have brugt doping, var han selv stærk modstander af det, og følte sig overbevist om, at han med hårdt arbejde og sit talent, godt kunne gøre sig gældende i cykelsportens elite uden.

I stedet for at forestille os, at alt hvad eliteatleter foretager sig ureflekteret vil blive kopieret af dem, der ser op til dem, må vi altså skelne mellem forskellige typer af handlinger og vægte dem forskelligt. Der er derfor også grund til besindighed i forhold til, hvornår en eliteatlet kan siges at skulle agere rollemodel. Skal begrebet have mening, må det betyde, at det atleter gør og siger i offentligheden, er det væsentlige. Og derfor også, at det de foretager sig når de er private ikke kommer nogen ved. Det er derfor forkert at beskylde ishockeyspillere, der i en dopingtest bliver afsløret for at have røget hash, for at være dårlige rollemodeller. Ligesom det er forkert at påstå, at David Beckham er en dårlig rollemodel, fordi et sladderblad afslører, at han har været sin kone utro. Ingen af delene rager nogen andre end atleterne selv, og fejlen ligger derfor ikke hos dem, men hos henholdsvis de dopingmyndigheder, der tester for et socialt stof uden præstationsfremmende effekt (men som har en lang halveringstid og derfor kan spores i kroppen længe efter at det er taget), og hos den del af pressen der ikke lader atleterne have deres privatliv i fred. Det peger på, at der er grund til at præcisere, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før atleten kan siges at være rollemodel.

Rollemodeller eller robotter

Vi kan i første omgang sige, at en rollemodel er en, der handler på en bestemt ønskværdig måde. Det forhold er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt. For med til ideen om, hvad der udgør en rollemodel hører også, at vedkommende kan roses for at handle som han gør. En robot kan handle ønskværdigt, men vi roser den ikke for det. Ikke fordi, den ikke kan være model for en bestemt rolle, men fordi, den mangler friheden til at vælge andet end det, den er programmeret til. Den vi udnævner til rollemodel må derfor have mere end én handlemulighed, han må kunne reflektere over sine handlemuligheder, og i forlængelse heraf kunne siges at handle autonomt og frit. Det skal altså være en person, der kan siges at stå til ansvar for sine handlinger.

Man kan derfor ikke udnævne en cykelrytter til rollemodel, hvis han handler som han gør, udelukkende fordi han forventes at gøre sådan. Eller hvis hans handlinger skyldes frygt for konsekvenserne, hvis han ikke gjorde som forventet. Den slags adfærd er ikke udtryk for moral, men for følgagtighed, og det er ikke en værdi vi normalt betragter som efterlevelsesværdig.

Når det gælder kampen mod doping i sport i almindelighed og i cykelsport i særdeleshed, er overvågningen af atleterne blevet massiv. Reglen om indrapportering af opholdssteder, de såkaldte whereabouts, betyder at anti-dopingmyndighederne til enhver tid kan finde og teste atleten, og alle ved, at brud på reglerne medfører karriereødelæggende sanktioner. Pointen er, at overvågningen af cykelrytterne underminerer deres status som rollemodeller for motionister og unge cykelryttere, eftersom det stempler dem som folk, der ikke ville opføre sig ordentligt uden streng disciplinering og overvågning. Det er derfor paradoksalt, at kræve af atleterne, at de skal være rollemodeller på dopingområdet, eftersom den rolle vi har gjort tilgængelig for dem, ikke indebærer nogen særlig grad af autonomi og ikke åbner mulighed for nogen særlig refleksion, og derfor står i modsætning til det, vi mener, kendetegner en rollemodel. Der er med andre ord ikke nogen pædagogisk værdi af rollemodeller hvis adfærd overvåges 24-7-365, og som trues med lange straffe hvis de ikke opfører sig som forventet. Det er muligt den slags mennesker vil opføre sig i overensstemmelse med reglerne, men at de gør det, kan højest kaldes forventeligt, eller robotagtigt, ikke rosværdigt.

Dansk cykelsport har gennemgået en forrygende udvikling de seneste 25 år. Medlemstallet i DCU er næsten femdoblet og der er masser af mennesker, også uden for DCU's regi, der finder motionsraceren eller mountainbiken frem i weekenderne og nyder konkurrencen, farten, samværet og den friske luft på landevejene og i skovene. Der er tale om en succeshistorie som andre specialforbund må misunde. I samme periode har international cykelsport oplevet massiv ekspansion og økonomisk vækst, men også eskalerende dopingskandaler og organisatorisk og magtmæssig krig mellem den internationale cykelunion, verdens anti-doping agentur, WADA, og organisationerne bag de store cykelløb. En PR-mæssig katastrofe, som andre specialforbund må godte sig over ikke at være blevet ramt af. Skulle begivenhederne på den internationale cykelscene og de professionelle rytteres dopingbrug afspejles i danske amatørers og motionisters handlinger, og i danskernes tilslutning til sporten, sådan som den gængse ide om rollemodeller tilsiger, så det ikke godt ud. Men det gør de ikke. Det ser ud til, at langt de fleste, ligesom Magnus, er i stand til at skelne mellem skidt og kanel.