Print artikel

Menneskene og maskinerne

Essay
18.07.16
Yderlighederne og modsætningerne har altid været til stede i Tour de France, men rytterne jager alle samme mål: fusionen af muskler og mekanik.

Jan Ullrichs krop var et fysiologisk vidunder. Han var et tysk ideal på en enkeltstartscykel med de effektive kraftudladninger, der gjorde ham urørlig i sin tidskørsel. Jan Ullrich var århundredetalentet, kraftværket fra Rostock, en tysk tempomaskine forklædt som rytter i sin magenta-farvede Telekomtrøje. I 1997 blev Jan Ullrich som 23-årig den første tyske vinder af Tour de France, og jublen var stor i det genforenede Tyskland, hvor man valgte at lukke øjnene for hans opvækst i den østtyske talentudvikling. Man regnede med mange år øverst på podiet for den unge rytter, der blev præsenteret som et genetisk særtilfælde.

Men Ullrich kom aldrig til at dominere den gule trøje. Amerikaneren Lance Armstrong, der havde vundet kampen mod sin kræftsygdom og nu kæmpet sig vej tilbage til cykelsporten, stærkere end nogensinde før, nægtede ham det gang på gang under hele seks udgaver af det franske etapeløb. Armstrongs egen vej frem var historien om en rytter uhyre målrettet i sin ambition, og som på aggressiv facon formåede at bane vejen for sig selv.

For Ullrich blev mødet med Armstrong en nedadgående spiral, og da amerikaneren endelig midlertidigt stoppede sin karriere, blev Jan Ullrich sammen med flere andre ryttere ramt af Operación Puerto-dopingsagen, som markerede slutningen på hans professionelle cykelliv.

Amerikaneren og østtyskeren

Duellen mellem Jan Ullrich og Lance Armstrong var ikke kun en kamp om Tour de France. Det var også en kamp mellem to forskellige personligheder, der repræsenterede hvert deres standpunkt og hver deres verdensopfattelse. Som i filmen Rocky IV, hvor Rocky Balboa er taget til Moskva for at bokse mod den sovjetiske jernkæmpe Ivan Drago, og det, der skulle være en opvisningskamp, pludselig bliver en kamp mellem to forskellige politiske systemer.

I filmen kommer Rocky til Sovjetunionen og vælger at tage ud i den russiske ødemark, hvor han uforstyrret kan træne op til kampen mod Drago. Her fælder han træer, kløver brænde, løfter rundt på træstammer og sjipper i sjippetov på den gammeldags facon. Drago træner i et kontrolleret miljø forbundet til maskiner. På et tidspunkt ser man ham få en kanyle i armen, og han bliver systematisk målt og vejet af anonyme mænd i jakkesæt. Drago er den ideelt trænede atlet og skal være repræsentant for Sovjetunionens teknologiske fremskridt som sådan. Træningssekvensen med Drago bliver et skræmmebillede på den systematiserede og gennemdopede sport, hvor både udøveren og omgivelserne har mistet følingen med, hvad der er naturligt og forsvarligt, og hvor det ikke længere handler om den individuelle sportsmands præstation.

Det er en romantisk opfattelse af, hvordan en sportsmand bør være. Rocky, der løbetræner i sneen, er det naturlige, hvor Drago på løbebåndet står for det kunstige.

Ullrich er selvfølgelig Drago. Jan Ullrich var skæmmet af sin fortid i DDRs talentudvikling, og samtidig var han en maskine, der kørte effektivt og skræmmende med sin lave, metodiske kadence. På den anden side stod Lance Armstrong, den amerikanske individualist, der havde kæmpet sig op på trods af dårlige odds, i hans tilfælde kræftsygdommen, og nu stod på den store scene med Sheryl Crow som en anden Adrian heppende på sidelinjen. Som i filmen blev kampen mellem Ullrich og Armstrong et billede på noget større, en værdikamp mellem to forskellige positioner. Det kunstige og maskinelle sat overfor det naturlige og menneskelige.

Rocky versus Ivan Drago?
Rocky versus Ivan Drago?

Der er en længsel efter det menneskelige og den rene præstation, som er illustreret ved Rockys kamp mod sig selv i den russiske ødemark. Det er en romantisk opfattelse af, hvordan en sportsmand bør være. Rocky, der løbetræner i sneen, er det naturlige, hvor Drago på løbebåndet står for det kunstige. Måske derfor talte Lance Armstrongs historie til så mange i sin tid. Han overvandt sygdommen og måtte kæmpe sig tilbage til toppen af konkurrencen, og stod nu over for den tidligere DDR-ungdomsmester Jan Ullrich i verdens hårdeste cykelløb. På grund af sin kræftbehandling havde Armstrong desuden været væk fra sporten, da Festina-skandalen var på sit højeste, og var til dels fritaget for dopingmistanke. Han pedallerede i let gear med mange omdrejninger i stedet for at træde et tungt, maskinelt gear som Jan Ullrich. Han markerede en ny stil – både på og af cyklen. Han var personificeringen af den amerikanske drøm, hvor Ullrich var østtyskeren, fedtet ind i det gamle system.

Viljen og kroppen

I virkeligheden var der dog ingen modsætning. Le Boss, som Armstrong blev kaldt i feltet, var bare dopingrytteren på et mere udviklet stadie end Jan Der Kaiser Ullrich. Det var ikke så meget et episk drama som sci-fi, vi var vidner til. Cykelsportens højeste hygiejne, hvor de nyeste modeller sætter de ældre.

Man ser ofte, når cykelryttere styrter, at deres instinktive reaktion er, at komme tilbage på cyklen igen, uanset hvor hårdt kroppen er medtaget. Der er eksempler på ryttere, der har kørt op til flere etaper med et brækket kraveben, og selv når cykelryttere under et styrt får revet deres trikoter i sådan en grad, at de nærmest kører blottede over mållinjen, er det ikke det, der bekymrer dem. Der er ingen blufærdighed i cykelsporten. Det, der afdækkes, er ikke bare hud og krop, men selve grundindstillingen til sporten. Vi vælger ofte at se det heroiske kæmpende menneske frem for den kværnende maskine, men det er et valg, der kan skygge for, hvad der egentlig er på færde.

Da Tourminatoren Peter Sagan for et par år siden fik malet Terminator-hovedet på sin cykel, så var det måske nok ment selvironisk, men cyborgen er cykelsportens egentlige ideal.

Cykelrytterens krop er blevet instrumentaliseret i en sådan grad, at den er blevet adskilt fra viljen. Den er et middel til at nå et højere mål – et redskab på lige fod med cyklen. Da Tourminatoren Peter Sagan for et par år siden fik malet Terminator-hovedet på sin cykel, så var det måske nok ment selvironisk, men cyborgen er cykelsportens egentlige ideal. Krop og mekanik smelter i cykelsportens fantasi sammen, og det er ikke til at se, hvor det ene ender, og det andet begynder.

De vedholdende historier om såkaldt mekanisk doping, der er dukket op i den senere tid, er på mange måder en logisk fortsættelse af dopingkulturens kropssyn. Umiddelbart kan det ligne begrebsforvirring, da der jo i sagens natur ikke er tale om tilstedeværelsen af forbudte stoffer i den menneskelige organisme, men i stedet skjulte anordninger i cyklen, der får rytteren til at køre stærkere. Grænsen mellem det organiske og maskinelle er dog netop den, der skal overvindes. I den forstand er der ikke forskel på mekanisk og organisk doping.

Der er et tidspunkt i Rocky IV, under boksekampen i Moskva, hvor Rockys træner prøver at trænge ind til Rocky, der er ved at tabe til Drago: »He is not a machine, he’s a man!« Mod en maskine har Rocky ikke en chance, men det menneskelige er til gengæld skrøbeligt og sårbart. Og Drago konstaterer det stik modsatte. Rocky er et stykke jern. Det er først, da det lykkes Rocky at slå en flænge i russerens øjenbryn, og han ser ham bløde fra ansigtet, at han forstår, han kan vinde kampen. Det er ikke en maskine, han kæmper imod, men en bokser af kød og blod. Og Drago taber, fordi han ophøjer Rocky til det ideal, han selv efterstræber.

#notnormal

Som cykelrytter befinder man sig på grænsen af det menneskeligt mulige. Når cykelryttere virker til at overskride naturlige grænser, bliver de omtalt som »maskiner.« Det er #notnormal, et hyppigt brugt hashtag, når en rytter pludselig har kørt for stærkt. Det bliver fremmedgørende for udeforstående, og det er her dopingbeskyldningerne kommer ind i billedet.

I 2013 gik Armstrong til bekendelse på landsdækkende tv i et interview til Oprah Winfrey, hvor han blandt andet blev spurgt: »In your opinion, was it humanly possible to win the Tour de France without doping, 7 times in a row?« Det måtte han benægte. Det var ikke menneskeligt, det han havde præsteret. I kampen mellem Lance Armstrong og Jan Ullrich viste det sig at være Lance Armstong, der havde det dopingmæssige overtag. Han var Dr. Ferraris monster, med henvisning til hans italienske dopinglæge, og han blev et skrækeksempel på udviklingen i en cykelsport, hvor det uvirkelige er blevet virkeligt.

Duellen mellem Lance Armstrong og Jan Ullrich udviklede sig til et dopingkapløb, hvor amerikanerne var dem, der trak det længste strå, men samtidig betød udviklingen, at sporten og rytterne i stigende grad isolerede sig fra omverdenen, som derved mistede forståelsen for cykelsporten og dens aktører. Bjergene kræver maskiner, og derved risikerer det menneskelige at gå tabt.